Vores bedste rejseråd

IMG_0371.JPG

Hvis I føler jer inspirerede til at tage ud på en længere rejse, som familie, men er lidt i tvivl om hvordan I skal komme videre, så er her en liste over de bedste og vigtigste erfaringer vi har gjort os. De kommer i vilkårlig rækkefølge, dog kategoriseret i “før turen” og “i løbet af turen”, og det skal siges, at det er vores personlige erfaringer og meninger. Det er muligvis noget andet der er det rigtige for jer. Men fælles for alle rejser er, at jo bedre man er foreberedt hjemmefra, jo bedre bliver turen!

 

Før rejsen:

 

Pak ikke for meget! -og lad forfængeligheden blive hjemme! 
Det tøj I har med i rygsækken er jeres garderobe under hele rejsen. Der er ikke plads til megen variation. Lev med det, eller bliv hjemme! At pakke sin kuffert eller rygsæk er faktisk lidt af en kunst! På kortere rejser har man ofte en tendens til at have alt for meget med. “For en sikkerheds skyld...” Men når man er væk i længere tid er der ikke råd til at være sløset med pladsen! I kan trøste jer med, at det bliver lettere, efterhånden som erfaringen kommer. Man skal være indstillet på at vaske tøj en gang om ugen, med mindre man rejser på steder hvor det ikke koster meget at indlevere tøjet til vask, som vi eksempelvis gjorde det i Thailand. Men der boede vi også på hoteller, hvor vi ikke selv havde mulighed for at vaske. Pak t-shirts, strømper og undertøj til en uge. To par bukser. Et par fornuftige vandresko/støvler, et par kondisko, samt vandresandaler. Skal I på badeferie kan et par klip-klappere også være meget rare at have med. Pullovers eller hættetrøjer og så selvfølgelig overtøj. Brug lag-på-lag metoden, så I har flere tynde lag ovenpå hinanden og efter behov. En fleece-jakke, en tynd dun-jakke og endelig en vand- og vindtæt overtræksjakke er det vi alle tre rejser med. Inden I tager afsted, så læg alt det i MENER at have brug for på spisebordet. Se om det kan være i jeres rygsække. Kan det det, er det jo bare fantastisk. Oftest må man dog barbere væk i flere omgange. Som turen skrider frem finder I ud af hvad I reelt bruger og hvad I ikke bruger. Vær særdeles kritisk og skil jer af med det overflødige. Før eller siden køber I helt sikkert noget, som skal være i rygsækken og så er det rart at have nogle få ekstra kubikcentimeter at rutte med.

Pak i celler! 
Et råd vi er meget glad for at have fået inden vi tog afsted. Vi har alt vores tøj pakket ned i mindre “celler”, små firkantede tasker, til at holde styr på det hele. Undertøj i en, t-shirts i en anden osv. Antons tøj separat. Vi behøver derfor ikke at rode alt for meget rundt, når det er mørkt eller koldt og vi skal finde noget i en fart.

 

Investér i kvalitet! 
Her handler det ikke nødvendigvis om det rigtige mærke. Alt efter hvor I skal hen kan det faktisk være en god idé at nedtone mærkevarerne. Men køb generelt tøj og udstyr der er gennemtænkt og testet til netop den form for rejse I skal ud på. Prøv også at holde jer til letvægtstøj. I bliver glade for at det ikke vejer og fylder for meget! Lad være med at være nærige! Har I råd til at tage på en lang rejse, har I også råd til at bruge penge på det rigtige udstyr!

 

Pak til årstiderne! 
Vi rejser igennem et helt år og kommer i sagens natur igennem stort set alle årstider undervejs. Her er det rart at have letvægtstøj i rygsækken! Kvaliteten af isolerende lag-på-lag tøj er heldigvis efterhånden af så god en kvalitet, at der ikke er nogen grund til at være forkert påklædt. Vintertøj pakkes separat og tages kun frem når vi rejser i kolde egne. Sommertøj på samme måde. (Se punktet med cellerne!)

 

Tag håndkøbsmedicin med! 
Langt det meste af det I kan købe hjemme, kan man formentlig også købe der hvor I kommer hen. Men er man ikke helt sikker på det rent sproglige, er det rarest at have med hjemmefra, med brugsanvisning på et sprog man forstår. Desuden skal man som regel bruge den slags når butikkerne lige præcis har lukket og man ikke kan købe noget før næste morgen! Skal I have receptpligtig medicin med på rejsen, så husk at undersøge på forhånd om det overhovedet MÅ medbringes til det land I skal besøge. Der kan være særlige krav gældende i relation til dokumentation mv. Spørg evt. jeres egen læge.

 

Husk lommelygte, læselamper, opladere mv! 
- og glem ikke en adapter! Vi rejser også rundt med en stikdåse med tre stik i, så vi kan oplade flere af vores enheder med europæiske stik på en gang, og kun bruger en enkelt adapter. Dermed bruger vi også kun en enkelt stikdåse ad gangen. På hoteller og i vores campervans er der ikke ligefrem en overflod af tilgængelige stik, så jo flere man selv har med, jo bedre.

 

Drop SIM-kortet! 
Kun hvis du er absolut on-line junkie eller har brug for at komme på nettet i embeds medfør er dette en nødvendighed. Heldigvis er der flere og flere steder der tilbyder gratis, trådløst internet. Det er caféer, hoteller og på mange campingpladser. Offentlige biblioteker har som oftest også gratis internet. Andre steder koster internetadgang pr. time eller dagsbasis. Det er dyrt! Men kan I undvære, så nyd off-line tilværelsen for en tid. Går det trods alt ikke i længden, så køb et enkelt, lokalt SIM-kort og brug en smartphone som hot-spot. 
Online rundt i verden blog!

 

Teknik! 
Hvis I har brug for computer og/eller iPads og telefoner, så tag kun det allermest nødvendige med! Eller betal hvad det koster i form af ekstra vægt! Vi har fyldt vores enheder med gode apps, såsom Skype, WhatsApp og Viber til kommunikation med familie og venner (når vi er online!). Film og podcasts henter vi kun ned når vi vitterligt har ubegrænset adgang, både hvad angår tid og datamængde. Det er sjældent!

 

Rygsække! 
Vi rejser med rygsække da disse er mest praktiske til den form for rejse som vi praktiserer. Andre er mere til trolleys eller kufferter. Sørg dog for at I ikke rejser med “hårde” kufferter. De er pladskrævende og ikke særligt fleksible i dagligdagen. Vi valgte at bruge ekstra penge på rygsække og lod os rådgive i flere omgange inden vi valgte.  

 

Kamera! 
Hvadenten I er entusiaster eller bare begyndere, så HUSK kameraet! Har I smartphones kan de godt bruges i en snæver vending, men når man nu er på sit livs rejse, så brug lidt ekstra på et ordentligt kamera. I vil blive glade for resultatet bagefter! Og efterhånden som billederne hober sig op på harddisken, så sørg enten for at have en ekstra harddisk med til lagring af billeder (brug også lidt penge her! Kvaliteten er svingende!) og/eller en konto et sted “i skyen” hvortil I kan uploade billederne. Det kræver selvfølgelig at man er online med jævne mellemrum og at den internet pakke man kører på tillader store datamængder.

 

Forsikring! 
Rejs ALDRIG uden en forsikring! Sandsynligheden for at I får brug for den er meget lille, men det skulle da lige passe at uheldet er ude hvis I IKKE har den! Og særligt når man rejser med børn er den vigtig. Børn bliver forkølede, får infektioner og udslæt af at rode rundt i sandet, på legepladser mv. De samler ting op og tænker ikke på at være forsigtige. Det er rart at kunne opsøge en lokal læge hvis man kommer i tvivl eller bliver utryg. På en lang rejse er forsikring desværre en ganske betydelig post på budgettet. Vi kan IKKE anbefale at I er sparsommelige her. Forsikringen dækker ikke bare sundhed og sygdom, men selvfølgelig også overfald, røveri, uheld og ikke mindst selvrisiko ved leje af bil- eller campervan. Og skulle en af jeres kære dø mens I er på rejse er der i det mindste dækning for hjemrejse. Skulle en af jer gå hen og dø kan et nært familiemedlem også komme ud til jer. Vi har desværre haft brug for netop hjemrejse, og fly tilbage til udgangspunktet, og ville ikke have tilgivet os selv at have sparet på forsikringen. Rådfør jer med jeres rejsearrangør og find den rigtige løsning til jer.

 

Skal I have børn med på rejsen kommer her et par tillægs erfaringer...

 

Rejs i lande hvor det er sikkert! 
Lad være med at udfordre skæbnen, og tænk på, at I skal kunne rejse nogenlunde sikkert og uden for megen stress. Turene igennem den sydamerikanske jungle eller igennem Den Centralafrikanske Republik er nok ikke noget I skal have små-børn med på. Det kan absolut være spændende destinationer hvis man er til det, men det er ikke steder vi kan anbefale at man tager børn med hen. 

 

Bjergvandring, afslapning, eller midt imellem? 
Hvis I har sat jer for at bestige bjerge, så tænk på at jeres barn/børn måske ikke er i stand til at tilbagelægge de samme kilometer på gå-ben som jer. Vi har langsomt vænnet Anton til at vandre, og endda til at sætte nogenlunde pris på det. Men det er ikke de samme distancer, som hvis vi kun havde været os to voksne. Planlæg jeres tur derefter allerede hjemmefra! Find destinationer som har “lidt af hvert” hvis I gerne vil være aktive. Der skal også være tid til at dase og lege! 

 

Start med en “let” destination! 
Da vi havde det første møde med vores rejsearrangør, havde vi ikke forestillet os at vi skulle have et ophold i Thailand, inden det gik videre til Australien. Men vi blev anbefalet at starte et varmt sted i forholdsvis “ordnede” rammer, inden vi for alvor begav os ud på de vilde vover. Meningen med dette er at man som familie kommer ind i en rytme “på farten”. Altså det der med at leve i en rygsæk, på forskellige steder væk hjemmefra mv. Vi havde 3 uger i det sydlige Thailand, hvor vi ikke lavede andet end at slappe af, bade og slikke solskin. Det var fantastisk, og for os den helt rigtige måde at starte en jordomrejse på!
Thailand blog!

Klap/Barnevogn! 
ALT kan i princippet lade sig gøre, og de fleste luftfartsselskaber har en politik angående klap- og barnevogne. Vi har en “sports-klapvogn”, sådan en lidt terrængående en af slagsen, med store hjul der let kan pløje sig igennem ujævne steder. Den er ikke specielt “handy”, men den kan klappes sammen og hjulene kan tages af, så den næsten ikke fylder noget. Mange gange føler vi at vi bare slæber den med os til ingen verdens nytte, men i de perioder hvor vi opholder os i en by, eller når vi skal rejse med fly, er den faktisk meget rar at have. Anton kan endnu ikke gå så langt som vi voksne, og så er det rart at kunne sætte ham i klapvognen. Ofte falder han i søvn, og så har vi lige en times ro til café eller museumsbesøg. Når vi skal flyve kan vi som regel tage den med helt til gaten. Har man behov for en almindelig barnevogn, så tag en mindre model med. De helt store kampvogne, som ellers er meget moderne, er fine på Østerbro, men ikke særlig velegnede i Bangkoks snævre sidegader. Vigtigt: Overvurdér ikke dit barns ydeevne i relation til gåture! Tag klapvognen med hjemmefra hvis I er i tvivl! I kan altid skille jer af med den undervejs, hvis den bare er til besvær! - og en klap/barnevogn kan sagtens bruges ude i naturen. Man behøver ikke at holde sig til byer hvis den har gode, store gummihjul!

 

Bæresele/stol! 
Til helt små børn vil vi tilråde at man bruger bæresele til at have barnet foran på maven. Der findes efterhånden mange fine løsninger til transport af børn, også hvis man vil på rygsækrejse. Bærestole til ryggen er også en mulighed. Man skal bare tænke på, at man begrænser sin evne til at bære en stor rygsæk, hvis man også skal have barnet på ryggen. Det vejer, trods alt, altsammen. Vil man vandre i bjergene er sele/stol det bedste alternativ. Men vi vil generelt anbefale at man prioriterer bjergvandringer ned til fordel for mere børnevenlige ting, hvis man rejser som familie. Kortere vandreture (halvdagsudflugter) kan man dog sagtens begive sig ud på!


I løbet af rejsen:

 

Planlæg ikke for langt ud i fremtiden! 
Vi har købt en “Round the World Ticket”. Dette betyder at alle hoveddestinationer er fastlagt. Tider og datoer kan vi rykke mere eller mindre rundt på, mod intet eller ubetydelige gebyrer. Men alle dage og uger imellem vores flyveture er helt blanke fra starten. Vi har som regel planlagt hvor vi skal sove de første par nætter, men derfra er det meget åbent. For os fungerer det bedst hvis vi kan bestemme turens indhold efterhånden som vi kommer frem. Vi undgår således også stress og ærgelser over det vi ikke når! Det er selvfølgelig OK at bestemme sig for de vigtigste højdepunkter. Naturligvis skal operahuset i Sydney opleves, når man nu er der. Eller “De Tolv Apostle” på The Great Ocean Road, når man alligevel er i området. Men hvis man har  lagt sig fast på specifikke destinationer på specifikke datoer alt for langt ud i fremtiden, har man ofte en tendens til at fokusere på dette, og glemme nuet!Det har vi ihvertfald oplevet. Derfor starter vi faktisk ikke med at læse for meget i guidebøgerne, før vi ankommer til et land eller et område. Lidt inspiration på forhånd er fint nok, men detaljerne må vente! Dermed ikke sagt at man ikke skal gøre sit hjemmearbejde. Det skal man selvfølgelig. Men lad være med at sætte alt for høje og urealistiske mål til hvad I skal nå! Find en balance her, der passer jeres rytme.

 

Sikkerhed! - er altid vigtigt! 
Er man til camping i vildmarken bør man orientere sig hos de lokale inden man slår lejr. Det kan være man har udset sig et ulovligt sted at campere. Det kan også være at det er farligt af forskellige årsager. Spørg, i stedet for at antage! Rejser man med børn er der naturligvis grund til ekstra forsigtighed! Man skal på den anden side undgå at overføre sine egne fobier og angst til sine børn. Men forklar dem at de ikke må gå ind i buskene, hvis I opholder jer i et område med slanger og andet kryb. Der er trods alt ingen grund til at være dumdristig. Hold øje med børnene hvis I opholder jer på en strand i et område hvor der er krokodiller, og lad dem ikke lege i vandkanten! Hold i det hele taget øje med børnene, bare sådan helt generelt! Børn skal have lov og plads til at lege og netop være børn. Opgaven som forælder er så at skride ind, hvis noget er ved at udvikle sig til at være farligt. En balancegang...! 

Leje af bil eller campervan! 
Mange vil mene at det er en god ide at booke den slags i god tid. Det kan man selvfølgelig også vælge at gøre. Men så er vi igen ude i det der med langtidsplanlægningen... Vores erfaring er, at det er absolut rigeligt at booke 1-2 uger før man skal bruge køretøjet.Rejser I rundt i højsæsonen kan det være tilrådeligt med lidt længere varsel. ALLE steder vil I blive mødt med muligheden for at tegne ekstra forsikringer. Læs ganske nøje hvad disse dækker og check om ikke jeres egen rejseforsikring dækker. Dette er nemlig en udbredt måde for udlejningsfirmaerne til at tjene formuer. Men for jer som lejere kan det blive helt op til dobbelt så dyrt at leje, hvis I bare siger ja tak, uden at være kritiske.
Blog omkring campervan/billeje!

 

Før dagbog! 
I løbet af turen vil der opstå utallige små, pudsige situationer som det kan være rart at huske senere. Også de mindre positive ting kan være gode at have noteret ned. Vi har hjemmesiden her, som i høj grad hjælper os til at huske alt det vi oplever, men vi fører alligevel en “gammeldags” dagbog, hvori vi også gemmer billetter, foldere, visitkort, små udklip etc fra de steder hvor vi har været.

 

Igen et par råd af egen erfaring, hvis I har børn med på turen:

 

Rejs langsomt! 
- og gab ikke over for meget! Når man rejser med børn kan man ikke forvente at nå en hel masse på kort tid. Man skal være forberedt på at børn stopper op, kigger på verden omkring dem, og lader sig distrahere af alle indtrykkene. Bedst som man slentrer ned af gaden et sted, og tror at man lige kan nå ind og kigge lidt i en boghandel, musikforretning eller lign. kan det sagtens være at Anton har udset sig noget andet, der er meget mere interessant, og som så bliver prioriteret i stedet. Det kan også være at vi vælger at tilbringe en ekstra dag et sted, hvis der eksempelvis er en god strand, gode vandremuligheder el. lign. så Anton kan lege i sandet, samle sten eller hvad han nu er i humør til. Det tog os nogen tid at finde tålmodigheden med Anton, men nu har vi efterhånden vænnet os til at alting bare tager længere tid. Vi har heldigvis fra starten afsat rigeligt med tid på alle destinationer, så vi ikke føler os stressede og føler at vi må udelade noget fordi vi rejser i nedsat tempo. Vi prøver også på ikke at have alt for mange timer undervejs på vejene. Det er ikke altid lige let at undgå. Har vi haft en lang dag på vejen, tager vi den som regel med ro dagen efter. 

 

Tænk på børnene først! 
Når man som voksen planlægger en tur og sidder derhjemme og bladrer i rejsebøgerne, er det nemt at komme til at glemme børnene. Hvad vi de gerne se? Er der børnevenlige overnatningsmuligheder der hvor I gerne vil hen? Er der i det hele taget børnevenlige attraktioner? Naturligvis skal de voksnes behov også tilgodeses. Men forsøg at holde de museumsbesøg som ikke er så sjove for børn på et minimum. Eller del jer op, så den ene part i ro go fred kan nyde moderne kunst, mens den anden tilbringer tiden på en nærliggende legeplads. Aftenbesøg på restauranter og caféer er i sagens natur også udelukket. Det er op til jer selv om I vil forsøge at finde en barnepige til jeres børn, mens I hygger jer i byen. Vi kan ikke anbefale den slags. I stedet hygger vi os i camperen eller på hotellet om aftenen efter at Anton er faldet i søvn. I vores øjne er dette en meget lille pris at betale for en jordomrejse. Og det giver nogle fantastiske, rolige stunder, hvor dagens indtryk kan fordøjes og sætte sig lige så langsomt på nethinden.

 

Forsøg at have faste rammer! 
Vi har fundet ud af at campervan/autocamper fungerer optimalt for os. Vi har faste rammer, selvom vi bevæger os rundt. Anton ved altid hvor han skal sove, og efter et par dage (når alting har fundet sin plads) har vi egentlig et ganske velfungerende hjem på fire hjul. Omend sparsomt med plads. Børn har det bedst med faste rammer og vi nyder alle tre de sporadiske hotelovernatninger så meget desto mere. For selvfølgelig skal der på sådan en rejse også være plads til lidt luksus. Campinglivet er trods alt med “nedsat komfort”.

 

Forsøg at have faste rutiner! 
Dette kommer nok ikke som den helt store overraskelse for de fleste forældre. Også på en jordomrejse skal sengetider, tandbørstning, morgenrutiner mv. klares. Det giver langt roligere børn, og dermed bedre oplevelser for alle. Men det er noget man skal huske, specielt i starten, hvor alting måske endnu forekommer lidt som en ferie. Naturligvis er det ferie i en eller anden forstand, men når man er afsted i et år, kan man ikke bare se gennem fingre med eksempelvis sengetider.

Flyveture / Lange stræk i bilen! 
Anton har været vant til at flyve siden han var helt lille og havde sin første tur da han var 6 uger gammel. Det er altid gået meget fint, men børn er meget forskellige! Vær opmærksom på op- og nedstigningerne, da lufttrykket i kabinen ændres, hvilket kan medføre “propper” for ørerne. For små børn kan dette være særdeles smertefuldt, og det kan være næsten umuligt at få dem til at forstå hvad de skal gøre for at lindre det. Prøv at lege “grimasser” eller lignende, så barnet bevæger kæben. Det løsner som regel op for propperne. Naturligvis skal der også sørges for underholdning. På de fleste længere ture har luftfartsselskaberne sørget for dette. Også til børn i de fleste aldre. Men hver eneste gang der kommer en melding over højttaler anlægget afbrydes systemet, og for moderne børn, der er vant til alting “on demand” kan dette være meget irriterende, og det kan også være at der ikke lige er det på tapetet, som de har lyst til. Fyld iPod’s/iPad’s op med spil og film som barnet kender. Dette kan også være med til at aflede eventuel angst for at flyve. Sørg for behageligt tøj, også til de voksne og brug gerne “flysokker” til de voksne, til at lindre uro og smerter i benene. Naturligvis må I aldrig glemme barnets yndlings bamse. Det kan være svært at tage hensyn til de andre passagerer, hvis ens barn ikke er glad for at flyve eller keder sig bravt. Prøv at tage det i opløbet. Man KAN forberede sig på det meste på forhånd! - ikke mindst mentalt!
Blog om flyrejser generelt!

 

God rejse - og nyd det nu!

Hvis du gerne vil læse mere i detaljer om det udstyr vi bruger til netop vores nuværende rejseform, så kan du klikke her!

Vil du gerne læse mere om at rejse med et mindreårigt barn, kan du klikke her!

Tilbage til blog oversigten!