Thailand

Der bor næsten 67 millioner mennesker i Thailand, som størrelsesmæssigt ligger på plads nummer 51 i verden. Indtil 1939 var det officielle navn Siam. Thailand betyder lidt frit oversat “de fries land” og hentyder til at det er et af de få lande i regionen, der aldrig har været underlagt en europæisk kolonimagt. Arbejdsløsheden ligger officielt på gennemsnitligt 1%, hvilket jeg simpelthen måtte undersøge lidt nærmere. Det svarer jo til næsten ingen reel arbejdsløshed, og ville i så fald også være en af de laveste i verden. Faktum er naturligvis, at tallet kan diskuteres. Der er en del sæsonarbejde, og så er der mange der arbejder som sælgere af alverdens ting på gaden. Det er naturligvis arbejde, men om der er en indtægt, kommer ikke med i statistikken. Men tallet, der repræsenterer antallet af aktivt jobsøgende, er nok det nærmeste man kommer. Jeg tænker at man måske kunne lempe lidt på reglerne hjemme i Danmark, og gøre det lettere at starte egen virksomhed. Vi behøvede jo ikke at gøre det helt på samme måde som i Thailand, men et par “best practises” kunne vi vel lade os inspirere af?

Det eneste vi egentlig havde forventet af vores 4 uger lange ophold i Thailand var sol, strand og varme. Og det har vi til fulde fået indfriet! Vores ophold var ment som en slags “indledning” eller “opvarmning” til vores jord om-rejse, som skal vare et års tid.

Bangkok

Bangkok

Nu kan man jo mene om Thailand hvad man vil. Og jeg havde også mine fordomme. Sex-turisme. Gamle, vestlige og overvægtige mænd i boksershorts, på liggestole under parasollerne på stranden. Skræddersyede jakkesæt af tvivlsom kvalitet. Endeløse rækker af boder og butikker med kopi-skrammel til lavpris. Jo, jo. Det er der skam altsammen. Og så er der jo alt det andet. Alt det, som vi netop søgte, som en perfekt start på en lang rejse.

For Thailand er vant til at håndtere turister. Og selvom tanken om et års rygsæk-rejse på mange måder lyder cool og spændende, så kan vi som børnefamilie ikke helt tage konceptet om rygsækrejse i “traditionel” forstand til os. Vi kan ikke bo på vandrehjem med sovesal. Vi har behov for lidt mere fleksibilitet, ro og privatliv end hvis vi blot havde været os to voksne afsted. Og Thailand er perfekt til dette. Lavsæsonen var netop begyndt da vi ankom i starten af April 2013. Hotellerne tilbød derfor særdeles fordelagtige priser for en overnatning. Priser som man ikke engang ville kunne købe en biografbillet med popcorn og cola for i København. 

Vi valgte at starte med 3 uger i Phuket i det sydlige Thailand. Et sted der i manges ører klinger af alt det mest turistede man overhovedet kan komme i nærheden af. Og ja, turister er der mange af! Men der er en grund til at så mange millioner turister hvert år valfarter dertil. Strandene er fantastiske. Varmen, selv i lavsæsonen, er helende for krop og sjæl. Venligheden forekommer mig langt mere oprigtig end noget andet sted jeg endnu har besøgt. Og så kan man leve for cirka en tiende-del af hvad man på de hjemlige breddegrader må forvente at afsætte til kost. Det er BILLIGT at gå ud og spise. Selv på de mest turistede restauranter kan man spise sig mæt for stort set ingen penge. Vi fandt hurtigt ud af, at netop restauranten på vores hotel var en af de billigste i området, og da den tilmed havde et godt, thailandsk køkken, blev den hurtigt til en af vores faste spisesteder.

Lokale beder i et tempel

Lokale beder i et tempel

I Thailand betaler turister generelt langt mere for alting end de lokale. Så selv når vi syntes at vi havde spist billigt, så ville det have været endnu billigere hvis vi havde været lokale. Det kan man så sætte sig ned og surmule lidt over, men på den anden side: Om en lokal betaler 10 eller 12 kroner for et måltid mad, som jeg betaler 18 kroner for, det er ikke noget jeg kan hidse mig op over. På trods af at vi, som rygsækrejsende, rejser på et stramt budget, så tror jeg nu nok at vi har flere penge til rådighed end de lokale i Thailand har. Det er dem vel undt at de kan spise billigere end mig. Der hvor det begynder at irritere mig, er når de antager at jeg er dum og prøver med ågerpriser for kopivarer og priser på turistoplevelser, udflugter eller serviceydelser. Irritationen over netop dette tog til, jo længere tid vi opholdt os i landet. Fuldstændig i takt med at vi lærte at blive bedre og bedre til at skelne “skidt fra kanel”!

Der er et hav af faldgruber, men lad mig bare nævne en af de helt elementære grundregler: Hvis taxaen har et skilt der siger “Taxa-meter” på taget, så forlang at de også benytter dette taxa-meter! Problemet er bare, at i sådan en situation vil mange chauffører nægte at tage dig med. Hvis du virkelig står og bare vil hjem til hotellet hurtigt, og chaufføren kommer med en undskyldning om at taxa-meteret ikke virker, så bliv i det mindste enige om prisen for hele turen inden du sætter dig ind. Det samme gælder i Tuk-Tuk’erne. De kører dog ikke på taxa-meter, så derfor er det ekstra vigtigt at I bliver enige om prisen for turen, inden den starter! Vi begik netop denne fejl i Bangkok og kom til at betale 4 gange så meget for en tur fra Det Store Palads til vores hotel, end den skulle have kostet.

The Grand Palace, Bangkok 

The Grand Palace, Bangkok 

Netop udenfor vores hotel i Bangkok hilste vi hver dag på den samme gruppe af ihærdige taxa-chauffører, som konstant spurgte os om ikke vi ville med ud og køre en tur til indkøbscentre, templer, paladser eller lign. Hver dag afslog vi, idet vi hellere ville med den lokale færge eller havne-bus. Men en dag hvor der var tropisk styrtregn, gik vi selv derhen for at blive kørt til netop et af de berømte indkøbscentre. Den chauffør der i de første fire dage havde været allermest ihærdig, forlangte 400 Baht for en tur, som efter taxameter pris ville koste 85 Baht, godt 16 kroner. Vi havde været villige til at betale 200 Baht, og det endte da også med at en af de andre chauffører i slænget diskret tilbød os turen for 150 Baht. Solgt! Det var trods alt regnvejr! Fyren der havde forlangt 400 Baht talte ikke til os resten af vores tid på hotellet, og jeg så ham iøvrigt heller aldrig køre afsted med kunder i sin taxa. Gad nok vide om han har en god forretning!

Nå, men så længe man tager for givet, at man de fleste steder bliver snydt så vandet driver, hvis ikke man er påpasselig, så KAN man faktisk gøre sig nogle gode køb. Vi rejser med yderst begrænset plads i vores rygsække, og har vitterligt tilpasset vores baggage med millimeter præcision. Der er IKKE plads til indkøb af nogen art, med mindre vi smider tilsvarende væk. Så vi købte ikke noget. Desuden er køb af kopi-varer i mine øjne dårlig stil, men det må jo være en indbringende forretning, siden så mange varer kopieres og sælges. Selv varer der i original stand er billige, og som man ikke skulle tro det kunne betale sig at kopiere! Mine H&M skjorter så jeg dog ingen kopier af... Kun i det føromtalte indkøbscenter, som havde den absolutte overklasse som målgruppe, så vi ægte varer på hylderne. Det var noget af en oplevelse at læse prisskiltene her, efter flere uger med uægte skrammel og priser til forhandling.

Noget af det vi til gengæld gerne brugte penge på var massage, manicure og frisør. Det koster i Thailand, selv på finere hoteller, næsten ikke noget i forhold til hvad man betaler for samme behandling i Danmark. Og gør man sig den ulejlighed lige at tjekke priserne et par steder inden man går ind, så kan man spare endnu mere. Jeg fik eksempelvis fodmassage nogle gange. Prisen var overalt 300 Baht. Men det første sted jeg spurgte fik man kun 45 minutter, mens andre steder tilbød en hel time. Det var da værd at tage med!

Anton ude for at snorkle på sin 3-års fødselsdag

Anton ude for at snorkle på sin 3-års fødselsdag

I anledning af Antons tre-års fødselsdag valgte vi også at bruge lidt penge på at tage på en sejltur med snorkel-muligheder. Det foregik på tre forskellige små øer en halv times sejlads med speedbåd uden for Phuket. Og selvom også dette var en pakke der var designet til turister, så handlede det for os om at give Anton en fantastisk fødselsdag. Og det fik han! Han var fyr og flamme over at få muligheden for at svømme med snorkel. Det til trods for at han faktisk endnu ikke kan svømme! Men Alexandra hoppede i vandet sammen med ham, og de fik kigget på tropiske koralrevs-fisk i det klare blå vand, alt imens jeg blev siddende for at fotografere og pleje min tiltagende sø-syge på dækket af den vippende speedbåd. Det havde sikkert hjulpet at hoppe i vandet til alle de andre snorkel-dykkere, men den idé fik jeg først bagefter!

Vi brugte lidt tid på at finde noget ægte Thailandsk kultur. Og det kan jo være mange ting! Musik, kunst og historie? Seværdigheder, såsom templer og religiøse udflugtsmål? Den slags så vi bestemt masser af. Specielt i Bangkok kan man fylde mange dage ud, med at gå rundt i Wat Pho, Det Store Palads, eller et af de mange templer og suge indtryk fra århundreder til sig. Selvom der var mange turister på disse steder, så er de indmurede områder så store, at man sagtens kan gå rundt for sig selv, i ro og mag, og finde små kroge hvor der er næsten stille. Vi sad ofte ofte lidt alle tre og talte sagte sammen og kiggede os omkring. Selvom Anton bare er tre år gammel, så fandt han hurtigt, og instinktivt ud af, at templer og storslåede paladser er steder hvor man ikke taler højt. Og han huskede det... som regel! Nu er han jo et barn, og der skal være plads til impulsiv begejstring og sjov. Så det med at være stille, ikke røre og ikke kravle op glippede et par gange. Heldigvis er Thai’erne ekstremt glade for børn og meget overbærende, så der var aldrig andet end venlige smil retur. 

I det moderne Thailand finder man kun alle de idylliske drømmebilleder fra rejsekatalogerne på netop rejsedestinationerne. Der er meget langt fra disse billeder, til den hverdag Thai’erne selv lever i. Men selvom fattigdommen er omfattende, så er levestandarden ikke alle steder helt tosset. Uanset om man befinder sig nederst eller øverst på den sociale rangstige, så er tro en meget vigtig del af fundamentet. Omkring 85%  af Thai’erne er buddhister. Og det praktiseres! Overalt så vi Thai’er der foldede hænderne og bad lige så stille, når vi passerede templer eller statuer af Buddha. Det betyder også at Thai’erne generelt er opdraget til at omgåes andre mennesker med respekt, og til at leve efter de buddhistiske grundregler. Reglerne siger blandt andet, at du ikke må stjæle, ikke må have upassende sexuel omgang, ikke må drikke alkohol og ikke må komme med urigtige udtalelser. Iøvrigt er det meget almindeligt, at man som ung mand, i en kortere eller længere periode af sit liv, lever som munk i et tempel. Det er simpelthen et led i det at blive voksen. Hvor længe man gør det, er op til en selv, men det tæller vist ikke rigtigt før man ihvertfald har overstået mindst en uge.

Vores favorit gade-restaurant i Bangkok 

Vores favorit gade-restaurant i Bangkok 

De buddhistiske værdier og deres betydning for samfundet, er i mine øjne en helt integreret del af den thailandske kultur. Det ligger simpelthen i MÅDEN de lever på. Om det så er i by eller på land, eller om der er en høj eller lav husstandsindkomst, er ligemeget. Hver gang der foregår en handel med penge, så bukkes og takkes der ved betaling. På restauranter kommer regningen altid i et lille, lukket omslag, eller på en lille bakke, som man så lægger pengene på. Også her bukkes der ved betaling, og hænderne foldes til tak. Der er respekt omkring pengene, ligesom der er respekt omkring landets konge, Kong Bhumibol Adulyadej. Hans portræt findes stort set alle steder, og der hænger mindst et, og gerne flere, i enhver husstand. Thai’erne er oprigtigt glade for deres monark, der er verdens længst siddende af slagsen. De senere år har han ganske vist været syg, og indlagt på et hospital i Bangkok, så han optræder stort set aldrig offentligt længere. Det forklarer også hvorfor alle de føromtalte portætter er fotografier, eller malerier af ældre dato. Men det er ligemeget. Man behandler kongen med respekt. Der er så lidt bekymring omkring hvad der skal ske, når han med al sandsynlighed, i en ikke så fjern fremtid, må forventes at afgå ved døden. Hans søn, Kronprins Vajirailongkorn, er langt fra lige så elsket som sin far, og der tales endda om monarkiets endeligt i Thailand.  

Meget ofte bor hele familien sammen. Flere generationer. Hvis der drives en eller anden form for forretning, så findes den nederst i huset, som ofte er på 2-3 etager. Hvadenten det så er en restaurant, et lille supermarked eller et mekanisk værksted. Bagerst i stueetagen findes en trappe op til familiens private gemakker, som sjældent er ret store, og i hvertfald ikke giver megen plads til privatliv. I starten så jeg på alt dette med øjne der var vant til at se hvor megen plads vi har i europa. I de hjem jeg har haft, kunne man i dem alle sammen, uden undtagelse, snildt bo mindst 2 hele Thai-familier. Flere generationer sammen. De er simpelthen ikke vant til andet. Og jeg har endda ofte følt at jeg godt lige kunne bruge bare et ekstra værelse, til et eller andet. En lidt pudsig ting er, at der næsten aldrig bruges plads på et indendørs køkken. Den slags har man enten i form af et par gasblus ude i det fri, eller også bøvler man bare aldrig med den slags selv, og går i stedet hen om hjørnet og spiser på det nærmeste gadekøkken. For så få penge, at man ikke selv ville have kunnet lave mad for mindre.

En frugtbod i Phuket

En frugtbod i Phuket

Et af de største chok for mig den første gang jeg kom til Thailand (og jeg tror ikke at jeg er den eneste) var ubetinget de hygiejniske forhold. Ikke på det personlige plan, for Thai’erne virker meget omhyggelige med netop den personlige hygiejne. Og jeg har heller ikke betænkeligheder ved at spise lokal mad, hverken fra en hotelrestaurant eller et gadekøkken. Nej, det er mere mængden af affald overalt! Virkelig OVERALT! Den indre miljøforkæmper i mig vandrede ofte rundt i en tilstand af afmagt. Vandløb, buskads og grøftekanter... Alt er læsset til med affald. Selv i de finere dele af byerne, hvor de dyre hoteller ligger, skal man blot lige udenfor på vejen, om bag ved den mur der omkranser de velplejede resorts, for at se de første dynger af tomme flasker, gamle bildæk og brugte plastik poser. I vores fordømmende, europæiske øjne, og med de miljøstandarder vi er vant til og har arbejdet frem til gennem snart generationer, så er det selvfølgelig bekymrende at se den slags. Men igen er Thai’erne ikke vant til andet. Det er eksempelvis et sjældent syn at se skraldespande udenfor butikkerne. Heller ikke dem der sælger slik og is, som ofte pakkes ud på stedet. Ikke engang på de større gadestrøg, hvor der færdes mange tusinde mennesker hver dag, ses der ret mange skraldespande. Og de få der så er der, er naturligvis overfyldte. Den slags tænkes der simpelthen ikke på. Der er oprettet utallige organisationer der arbejder for at fremme forståelsen for vigtigheden af et rent miljø. Men uddannelsen af det thailandske folk er på dette plan i det absolutte barne-stadie, og det varer meget længe før der for alvor kommer synlige resultater, Vi skal ihvertfald 40 år tilbage i tiden, hvis ikke længere, for at finde lignende tilstande i den vestlige verden. 

Og det belyser iøvrigt et andet interessant aspekt. For mens man er årtier tilbage på nogle områder, så er man helt med på noderne på andre. Det kan godt være at det flyder med skrammel og affald rundt omkring. Og det kan også godt være at huset er ved at falde ned om ørerne på dets beboere (byggestandarden er svingende!). Men der hænger en 50 tommers LED-fladskærm på væggen, og alle i familien har en mobiltelefon. Gerne en smartphone. Det kan også godt være at vejene er hullede og kun lige akkurat kan håndtere den daglige mængde af traffik. Men familien har en ny bil holdende udenfor.

Tag-restaurant i det centrale Bangkok

Tag-restaurant i det centrale Bangkok

Thailand er et land der er blevet moderne på rekordtid. Specielt de sidste 20 år er det gået stærkt. Med turismen har Thai’erne fået adgang til en moderne verden, som er kommet buldrende ind fra alle verdenshjørner. Infrastruktur og oplysning halter gevaldigt efter, og kun tid og målrettede indsatser kan afhjælpe dette. Indtil da, vil man opleve et land fyldt med enorme kontraster.

Så hvad skal man som besøgende i Thailand stille op? Skal man blive væk, for ikke at støtte en turisme der ikke forstår at tage vare på den omverden, som den lever af?

Nej! Man skal selvfølgelig rejse til Thailand og opleve alt det, som man ser i katalogerne, og som er så vigtig en del af samfundets opbygning. Der er utroligt mange penge i den thailandske turisme, og uden disse penge ville Thailand ganske enkelt gå en trist fremtid i møde. Som tidligere nævnt er der organisationer som arbejder for bedre oplysning af befolkningen, og der indføres langsomt men sikkert, bedre og bedre standarder for infrastrukturen. Det er altsammen noget der koster mange penge, og disse penge skal for en stor dels vedkommende komme fra landets besøgende.

Vi skal da også selv tilbage. For vi nåede jo ikke det hele. Vi nåede ikke den planlagte tur på elefant-ryg gennem junglen. Vi fik heller ikke besøgt den store Buddha i Phuket. Vi missede adskillige af Bangkoks paladser. Specielt i Bangkoks hede blev mange ting på ønskelisten sat på stand-by. Vi besluttede os for, at også Anton skulle have et ord med i planlægningen, og han ville oftere hellere lege ved poolen. Og da der var masser af gode gadekøkkener lige rundt om hjørnet ved hotellet, gjorde det jo ikke noget at vi for det meste opholdt os i området.

Bangkok by night

Bangkok by night

Så vi har fortsat mange gode grunde til at besøge Thailand. Ikke bare Bangkok, eller Phuket, men også andre dele af det store land. Efter nu at have været der et par gange, er vi ret bevidste om hvad vi får, og hvad vi med rette kan forvente for pengene. Thailand ER smukt, betagende og forførerisk. Maden er fantastisk og den oprigtige venlighed vil helt sikkert falde i de flestes smag. 

Se flere billeder fra vores oplevelser i Thailand her!

Klik her for at læse lidt om Alexandras tanker om Thailand!

 

/Anders

Tilbage til blog-oversigten!