Rejsevante børn, ja tak!

Mange forældre gruer ved tanken om at skulle ud på en rejse med deres børn. De synes det er temmelig omstændigt at skulle slæbe familien med på tur. Flyveture kan være anstrengende nok i sig selv. Alene sikkerhedstjekket er nok til at gøre mange irritable, selv hvis de rejser alene. Bilferier er ikke meget bedre. Timelange stræk i bilen på en tæt trafikeret motorvej. Overfyldte restepladser med lange køer for at komme på toilettet. Trætte og overgearede unger på bagsædet, der med lidt dog kan pacificeres med spil og videofilm på tablets. (Hvis de da ikke bliver køresyge af det!)

Vi har altid arbejdet ud fra den teori, at “Coole forældre får coole børn!” Med det mener vi at når både forældre og børn er fortrolige med rejsens forskellige trin, og de stressfaktorer der følger med, så tager alle parter det mere afslappet.

Anton kom med ud og flyve første gang da han var seks uger gammel. Han sov det meste af tiden, men jeg er ikke i tvivl om at han kunne mørke virakken omkring sig, bevægelserne og lydene fra flyvemaskinen og det skiftende lufttryk. Men han havde to rolige forældre lige ved siden af, som til hver en tid kunne træde til. Vi var på adskillige flyveture i hans to første leveår og for hver gang vi var afsted blev han mere og mere fortrolig med rutinerne og glædede sig endda voldsomt til at komme afsted. 

Vi har gennem årene også tilbragt mere end almindeligt mange timer i bilen. Sammen. Der hygges, spises madpakker og høres musik. Vi snakker og pjatter. Måske læser vi højt fra en bog, eller hører lydbøger istedet for musik. Ofte kører vi om natten, hvor Anton sover i sin stol på bagsædet. Det ligger der også en hel masse rutine i. Puder og dyner skal med i bilen, behageligt tøj på til natten etc. Han elsker det!

Når vi flyver på lange ture oplever vi heldigvis at personalet er flinke og venlige når det gælder “håndteringen” af børn. Folk der ikke er vant til børn er som regel en udfordring, for de bliver ofte irriterede på forældre der “ikke har styr på deres unger” eller “ikke kan få dem til at tie stille”. Det er dog ofte selvforstærkende når børn møder ansigter der ikke er særligt venligt stemte, og resulterer blot i endnu mere stress og påstyr for alle parter. Og husk, de fleste forældre ville også gerne have en rolig flyvetur, uden skrigende eller grædende børn. Hvis et barn er ulykkeligt er der som regel en grund. Det kan eksempelvis være meget smertefuldt for børn at opholde sig under skiftende lufttryk. Det gør ondt i ørerne!

Vi har virkelig sjældent haft problemer med Anton. Det er mest hvis han kommer til at kede sig, at det kan blive anstrengende for os voksne. De fleste selskaber har udmærkede underholdningsmuligheder ombord. Her ville de dog være rart hvis personalet kunne holde højttaler opkaldene til passagererne på et minimum. Hver eneste gang Antons tegnefilm afbrydes bliver han irriteret. Jeg må tilstå at det gør jeg også. Jeg gider ikke høre om toldfri varer og bonus-programmer man alligevel aldrig kan bruge til noget nyttigt! Den værste oplevelse på denne front var faktisk engang med Emirates fra München til Dubai. Alle opkald foregik på 4 forskellige sprog og det forekom mig at der blev talt over højttaler-anlægget non-stop. Keep it down, friends!

Børn kan sagtens finde ud af at rejse. De gør det gerne. Og da særligt sammen med deres forældre. Jo mere de er involverede i planlægningen jo bedre. Giv dem indflydelse på aktiviteterne, læs om destinationerne på forhånd. Se billeder og find evt. dokumentar-programmer på YouTube. I det hele taget er internettet en fantastisk mulighed for at forberede sig som familie og inddrage alle rejsende i noget spændende. Man kan endda tage børn med på kunstmuseer og nyde at gå rundt i ro og mag, hvis de på forhånd er fortrolige med hvad de skal se. De fleste museer har også særlige aktiviteter for børn, som kan engagere og holde dem beskæftigede.

Bottom line: Børn er fantastiske rejsekammerater og du behøver som forælder ikke at frygte ferien eller den lange rejse I skal ud på. Du bør bare sørge for at de er ordentligt forberedte på det de skal ud i. Du skal naturligvis ikke forvente at du kan rejse rundt helt på dine vilkår, men det handler ikke så meget om dit barns indstilling, men måske mere om din egen?

  1. Lær børnene at rejse så tidligt som muligt!
  2. Vær rolig og afslappet. Så er dine børn det oftest også!
  3. Lav nogle gode og sjove rutiner omkring alle rejsens faser! (Pakning, afrejse mod lufthavnen, sikkerhedstjek etc)
  4. Inddrag børnene i jeres rejseplaner!
  5. Lad også børnene have noget at skulle have sagt!
  6. Lær om “stoffet” inden I tager afsted: Se billeder, læs bøger og se dokumentar programmer om de steder I skal hen. Tal med børnene om det I skal se!
  7. Lad børn være børn! Der skal være tid til leg!

/Anders

 

Læs mere om fordelene ved at rejse med børn her!

Her er 5 gode grunde til at rejse med børn!

Tilbage til blog oversigten!