Efter vores ophold i og omkring San Francisco kørte vi ind i landet. Og lidt op i bjergene. Her starter Yosemite National Park. Hele parken breder sig over 3081 kvadratkilometer, men langt de fleste gæster, inklusive os, ser kun et lille hjørne: De store Sequoia-træer og Yosemite Valley. Guiden på det lokale turistkontor fortalte os, at hvis vi kun havde en enkelt dag til at opleve området, så var det helt klart disse to steder vi burde prioritere.

Det blev vores tredje møde med californiske træ-kæmper. Men det blev nok også det bedste! For her kunne vi virkelig se nogle pragteksemplarer. Enorme giganter med flere tusind år på bagen. Som de første gange vi så sådan nogle træer, blev vi alle lidt andægtige og sagde ikke så meget da vi stod og kiggede med nakken bagoverbøjet og næsen i sky. Min mor, der så sådan nogle store træer for allerførste gang, blev også meget imponeret.

Vi kørte videre til Yosemite Valley. Undervejs gjorde vi holdt et par gange for lige at knipse et par gode billeder af den flotte natur. Vi havde på turistkontoret fået at vide at landsbyen skulle være noget ganske særligt, og iøvrigt fint udsmykket til jul. Ganske vist kom vi et par dage efter jul, men der var ingen synlig udsmykning, og slet ingen julestemning. Måske var vi ikke i den rigtige stemning, men Yosemite Village var overhovedet ikke det vi forventede. Det var en samling forholdsvis moderne bygninger, med et rædselsfuldt cafeteria og et gyseligt supermarked. Helt klart målrettet til masseturismen, som vi vel egentlig også er en del af. Men der synes jeg nu nok at det kunne have været lavet noget mere charmerende. Man skal nok bare se det som et sted at proviantere hvis man skal på campingtur i det enorme naturreservat og ikke som et hyggeligt sted at standse op for at få en kop kaffe. 

Generelt vil jeg sige at Yosemite National Park bør ses, men måske ikke lige om vinteren. Jeg var personligt langt mere imponeret over Mount Rainier National Park og Joshua Tree National Park, som begge var markant anderledes og i mine øjne langt smukkere. På hver deres måde, naturligvis. Men jeg har set masser af billeder fra Yosemite som er ufatteligt smukke, så det afhænger øjensynligt af årstiden. I virkeligheden skal man nok ikke sammenligne for meget. Det er som at sammenligne pærer med bananer. Og så er det naturligvis også et spørgsmål om hvilken form for naturoplevelse man er til.

På vej til Las Vegas kom vi gennem et hjørne af Mojave ørkenen. Lange stræk på motorvejen, henover åbne vidder af ørken og klippe. Jeg bliver altid imponeret over hvor brutal naturen i virkeligheden er. Her er intet synligt spor af liv. Enkelte rovfugle hænger i luften og spejder efter bytte. Her og der står en stakkels ørkenplante. Men ellers er der ikke meget at se. Vi gjorde holdt ved et rigtigt “trucker stop” hvor man kunne tanke op, proviantere og iøvrigt fylde sig med fastfood inden det gik videre. Vi har set sådanne rastepladser tidligere. Og man kan tage de rastepladser man kender fra eksempelvis Tyskland, og så gange dem med 10. Så har man en nogenlunde størrelsesangivelse. Der er altid mange mennesker på sådanne steder, så det er interessant bare at stå og betragte det hele lidt på afstand. De enorme Peterbilt og Mack trucks der kører til og fra med deres kolossale anhængere. De store pick-ups der ville koste det hvide ud af øjnene at indregistrere på danske plader. Og så alle de vidt forskellige mennesker der er undervejs fra A til B. Det er virkelig indimellem ret festligt og farverigt!

Las Vegas er altid en oplevelse! Jeg har været der før, uden dog egentlig at se ret meget af byen, eftersom jeg var der i embeds medfør. I den uge hvor jeg var til en større konference, kom jeg faktisk kun udenfor MGM Grand hotellets gigantiske kompleks 2 gange. Resten af tiden tilbragte jeg indenfor, i aircondition, bag tonede ruder, med den evige baggrundsmuzak og spillemaskinernes raslen. Ikke at de kunne høres i konferencerummene eller på mit eget værelse, men det er nu alligevel en meget god opsummering af mit første besøg i Las Vegas. Nuvel, det er 11 år siden. 

Denne gang havde vi valgt at bo på et hotel et par kilometer fra lyset, larmen og menneskemasserne. Det lå skam på “The Strip” - den berømte “hovedgade” med alle hotellerne og kasinoerne, men så langt ude i den ene ende, at vi hverken havde spillemaskiner eller muzak på hotellet. Det var faktisk et helt almindeligt, roligt familiehotel. De stillede en gratis shuttle bus til rådighed, så vi nemt og hurtigt kunne komme ind til “epicenteret” et par kilometer længere oppe ad gaden. 

Der bor næsten 600.000 mennesker i Las Vegas, men byens godt 40 millioner årlige gæster gør, at der er massive menneskemasser i gadebilledet på alle årstider. Las Vegas er, udover at være den største kasino by i verden, også et yndet sted at holde udstillinger og konferencer. Der kommer årligt omkring 5 millioner gæster til den slags arrangementer, fordelt på omkring 21.500 konferencer! Man må sige at der er gang i butikken! Spille kasinoerne, bare på “The Strip”, omsætter for omkring 6,2 milliarder dollars om året. Tager man hele oplandet med nærmer det sig 10 milliarder dollars årligt! Og det er vel at mærke bare “spille omsætning”... Derudover skal tillægges omsætning fra hoteller, restauranter, shopping centre og diverse andre industrier. Det er en GIGANTISK pengemaskine! 

Vi gik et par gange op og ned ad The Strip, bare for at tage det hele ind. Her er alting virkelig mere ekstremt end nogen andre steder på jorden! Og alligevel er intet for ekstremt til Las Vegas! Neonskiltene og lysreklamerne er også større end andre steder, og man bør næsten gå sig en tur efter mørkets frembrud for rigtigt at få det hele med. 

De store hoteller er attraktioner i sig selv. Vi gik ind på “Bellagio” for at opleve deres store juleudstilling i foyer’en. Et overflødighedshorn i blomsterdekorationer (isbjørne, krystaller, rensdyr mv), elektriske tog, juletræer mv. Tivoli i København er meget dygtige til den slags. Men kunstnerne på Bellagio er lige et hak bedre! Og så har de givetvis en væsentligt større pose penge at fornøje sig med! Vi så også det flotte udendørs springvands-show, som er et virkelig kreativt opsat tilløbsstykke. Hotellerne The Venetian og The Palazzo, som er bygget sammen, har en imponerende underetage. Det er en kopi af Venedig i lidt mindre målestok, med Marcos-plads, kanaler OG rigtige gondoler! Altsammen indendørs! Man kan gå rundt derinde i timer, ja dage, uden at tænke over at man rent faktisk opholder sig indenfor. Selv den café hvor vi gjorde holdt for at få en kop kaffe og en italiensk is, tog uden at blinke med øjnene vaskeægte europæiske turistpriser! Det hele serveret med vanlig sydeuropæisk arrogance! Jo jo, i sandhed et lille stykke Venedig! 

Nytårsaften havde min mor påtaget sig opgaven at være babysitter for Anton. På hendes egen opfordring! Det kunne vi jo ikke sige nej til. Så vi lagde ud med dronning Margrethes nytårstale, streamet på lap-toppen, mens vi skålede i æble cider. Så spiste vi alle sammen på hotellet og vi sagde pænt godnat til Anton og hans bedstemor. Så tog vi shuttle bussen ind til Mandalay Bay, hvorfra vi gik det sidste stykke ind til alle nytårsløjerne. Hele den centrale del af The Strip var spærret af. Det var noget af et menneskemylder! Der siges at komme henved 500.000 ekstra gæster til byen i dagene omkring nytår. Sammen med en hel del af dem gik vi så på The Strip. Det var en lidt underlig fornemmelse at gå rundt på vejen, hvor der til dagligt er en tæt trafik af biler og limousiner. Vi gik ind på et kasino for at opleve stemningen derinde. I baren var der spillekonsoller i disken, som man kunne putte pengesedler i. Så kunne man ellers hænge der, med en fadøl i den ene hånd og betjene spillekonsollen med den anden. Vi satsede en hel 5-dollar seddel og begyndte at spille Blackjack. Det gik forbavsende godt i langt over en halv time. På et tidspunkt var vi næsten helt nede ved 0 på tilgodehavende-kontoen, hvilket jeg kommenterede. Måske er der virkelig noget med at der sidder nogen og overvåger os alle sammen inde i bag-lokalet (der var overvågningskameraer overalt - og MANGE af dem!) for netop som jeg havde sagt det, så begyndte heldet at vende igen. Vi vandt en hel del gange, og så nåede vi det punkt hvor det begyndte at blive lidt kedeligt. Så taber man koncentrationen og spiller sådan lidt ligegyldigt og lemfældigt. Eller... vi gjorde ihvertfald. Så der røg de sidste satsede cents. Huset vinder altid! Sådan er det for det meste i et kasino, og det skal man nok bare have i mente, når og hvis man begynder at spille. Den hurtige gevinst er, i mine øjne, en myte. Der er selvfølgelig nogle der er rigtig heldige og dygtige, men hvis det var så let at blive rig på denne måde, så spillede vi vel alle sammen hver dag, dagen lang?!

Vi gik udenfor igen på The Strip. Klokken var næsten midnat og vi glædede os til at se det stort opslåede nytårsfyrværkeri. Det var da flot, men vi har set større og langt flottere fyrværkeri-forestillinger ved lokale byfester i Danmark! Det varede ialt 8 minutter. De fleste steder i USA er det forbudt for private at skyde fyrværkeri af. Også til nytår. Derfor var der ikke nogen “rigtig” nytårs stemning, sådan som vi kender den fra Danmark eller Tyskland. Derhjemme skydes nytåret jo ind hele aftenen. I Las Vegas var der bare en masse berusede mennesker på gaden. Ganske vist glade og i festhumør. Men for os manglede der altså lige den dér ekstra dimension. Efter fyrværkeriet fortsatte festen på The Strip. Men vi havde fået nok. Vi gik nok 3-4 kilometer indenfor et par timer. Og på visse strækninger var der så mange mennesker at vi måtte holde godt fast i hinanden for ikke at blive skubbet omkuld og blive adskilt. Vi gik hen og tog shuttlebussen tilbage til hotellet. 

Vi havde en anderledes men fornøjelig nytårs aften i Las Vegas. Ikke helt som vi havde forestillet os, men alligevel en fantastisk oplevelse som vi er meget glade for. Næste år skal den nu nok fejres på mere traditionel vis under hjemlige himmelstrøg! Og med et ordentligt festfyrværkeri!

Hvis man ikke er til farverige lysreklamer og menneskemylder på alle tider af døgnet, vil jeg alligevel mene at Las Vegas, og ikke mindst området omkring, er et besøg værd. Vi kørte på et par udflugter i området for at opleve lidt ørkenlandskab. Red Rock Canyon, bare 25 minutter fra The Strip er et utroligt smukt sted, med de mest fantastiske, rødlige klippeformationer. Et paradis for klatrere og vandrere. Anton, der efterhånden er vant til at vandre, skulle naturligvis op på nogle af de mere vovede steder, hvor det potentielt kunne gå rigtig galt. Han ville ikke have ordentlige vandrestøvler på ved denne lejlighed, så efter at min mor var gået tilbage til bilen fordi hun ikke kunne holde ud at se på den lille vovehals i røde crocks, besluttede vi også at det nok var på tide at afbryde ekspeditionen. Fod-faste støvler eller sko er et must i sådanne områder. Det skal man ikke spøge med! Men smukt var det. Meget smukt!

Et andet højdepunkt var Hoover dæmningen. Ligesom Golden Gate Bridge er den også et gigantisk og visionært projekt der blev realiseret i 1930’erne i en tid hvor depressionen hærgede. Man føler sig meget lille når man står oppe midt på dæmningen og kigger ned mod bunden. Der er RIGTIG langt ned. På trods af en smule ængstelighed ved at hænge ud over afgrunden og tage billeder var det en stor oplevelse for os alle. 

Klik her for billeder fra den seneste tid!

/Anders

Comment