Vi er ved at være nået til den sidste station på vores jordomrejse. England var fra starten planlagt til at være finalen på en fantastisk tur og et fantastisk år. Vi bor hos Alexandra’s familie og Anton har således mulighed for at lege med sine fætre og lige så stille og roligt vænne sig til tanken om at skulle dele legetøj, bøger og opmærksomhed med andre igen.

Vi har netop været en tur i Skotland og London fungerer nu som base for vores ture rundt omkring i England. I løbet af den kommende uges tid går turen mod Devon, Hampshire og Cornwall. England er et enormt land! Man kan køre i mange, mange timer fra A til B. Det bliver dog aldrig kedeligt! Selv fra motorvejene kan man betragte landskabet, der ændrer karakter næsten konstant. Bjerge, gigantiske søer, enorme marker med heste, grise (økologiske, der så ret lykkelige ud!), køer og ikke mindst får. Der synes at være en tendens her på vores rejse: Vi rejser i nogle af verdens mest “fåre-rige” lande. England har bestemt også sin andel af græssende uldtotter. 

På vores vej op til Skotland i forrige uge gjorde vi holdt i byen York. Det er en meget interessant gammel by, grundlagt så langt tilbage som år 71. Den indre, gamle, del af byen er omgivet af en mur, der går mere end tusind år tilbage og mange steder står huse der er 500 år eller ældre. Det er virkelig fascinerende at se. Vi gik igennem “The Shambles” som er et af de ældste kvarterer, hvor husene endnu ligger tæt og hvor man kan få fornemmelsen af hvordan det må have været at gå rundt her i middelalderen. Der er ikke noget at sige til at store by-brande med mellemrum jævnede datidens byer med jorden. Husene ligger virkeligt tæt og dengang har det været knastørre, tikkende bomber, der bare ventede på en gnist. Ikke desto mindre har en stor del af husene i det indre York overlevet og er idag et smukt og vigtigt vidnesbyrd om en for længst svunden tid. Byens katedral, York Minster, ville vi også gerne have set, men 10 pund (lidt mere end 90 kroner) bare for at komme ind, var lige i overkanten af hvad jeg fandt rimeligt. Og så kostede en tur op i tårnet endda 5 pund ekstra! Vi så den blot udefra.

Vi gik rundt i den gamle by i et par timer inden vi besøgte det Britiske Jernbanemuseum, som Anton meget gerne ville se. Her er udstillet hundredvis af vogne og lokomotiver, helt tilbage fra jernbanernes fødsel. Højdepunkterne er de kongelige togvogne og så naturligvis Hogwarts Expressen, som er bedst kendt fra Harry Potter-filmene. Selvom jeg som barn havde Märklin-tog og gik op i det med liv og sjæl i nogle år, så er det Britiske Jernbanemuseum et godt eksempel på et sted, som vi nok ikke ville komme på at besøge, hvis ikke vi havde haft Anton med. Men som vi så ofte har erfaret med den slags steder, så er der vitterligt noget for alle at se på, og vi havde alle tre en spændende eftermiddag. 

En anden af vores ture er gået til Stonehenge. Det neolitiske monument, der kan dateres 4500 år tilbage i tiden er endnu noget af et mysterium for forskerne. Hvordan kunne man overhovedet bygge den slags dengang? Nogle af stenene i Stonehenge stammer beviseligt 300 kilometer derfra. Det må have taget mange mennesker rigtig lang tid at opføre det kolossale anlæg. Og hvordan de kunne gøre det, er en gåde. Jeg er fascineret af den slags mysterier. Inden jeg dør skal jeg bestemt også til Giza, Egypten for at se pyramiderne der. De er også lidt af en gåde. Machu Picchu i Peru er også på min liste!

I nærheden af Stonehenge ligger middelalderbyen Salisbury. Også her findes en hyggelig, gammel bykerne og så trækker Salisbury Cathedral turister til. Det er en mægtig katedral og man imponeres allerede på lang afstand. Vi kunne allerede inden vi ankom til byen se tårnet i horisonten. Den er opført på bare 38 år, fra 1220 til 1258, hvilket var en betydelig bedrift dengang! Det er et meget smukt bygningsværk. Faktisk en af de smukkeste katedraler jeg har set. Der er så mange detaljer overalt at man overvældes af indtryk. Stedet var iøvrigt inspiration for Ken Follet’s roman “Jordens Søjler” og medvirkede også i TV serien af samme navn.

Da vi gik ind i katedralen var et kor igang med at øve. Der er for mig noget ganske særligt ved kirke-musik. I mine helt unge dage sang jeg i kor, sammen med min far. Også af og til i kirker. Så når jeg hører et kor i en stor katedral, må jeg naturligvis sætte mig ned for at lytte. Imens vi sad der, fik Anton og jeg os en snak omkring min far, som døde i 2005 og som lige for tiden beskæftiger Anton en hel del. Det er lidt abstrakt for ham, at min far ikke bare kan komme og besøge os og at vi ikke bare kan ringe eller Skype til ham. 

“Har han ikke en iPad?” - ville han vide. “Njah, joeh... muligvis” - svarede jeg.
“Men hvad med en computer?” - fortsatte Anton.
“Det har han nok” - svarede jeg. “Men jeg tror ikke at han har internet! Det er derfor det er bedst at vi prøver at snakke med ham her henne i kirken og at vi tænder lys for ham.”
“Men kan han så ikke bare tage og bygge en trappe af skyerne og komme herned en dag? Jeg vil gerne snakke med ham rigtigt!”
“Det kan vi jo foreslå ham” - svarede jeg.

Ja, det er ikke helt nemt at forklare det der med livet og døden og hvordan døden er definitiv. Men børn vil gerne have svar og så må man jo forklare det bedste man kan. 

Se billeder fra York, Stonehenge & Salisbury her!

/Anders

Comment