I det sydlige Virginia ligger byen Williamsburg. Dette er arnestedet for den amerikanske uafhængighedserklæring og det var også her de tidlige slag i den amerikanske borgerkrig blev orkestreret. (De blev udkæmpet andetsteds).

Bydelen “Colonial Williamsburg” er delvist et “levende frilandsmuseum” og delvist en rigtig, historisk by. Mange af husene kan dateres helt tilbage til omkring år 1700, hvilket er meget gammelt i amerikanske øjne! En del huse er rekonstruktioner af datidens bygninger, og huser eksempelvis våbensmede, apotekere, en parykmager, et posthus, et kaffehus (mest for mænd som kom for at drøfte politik og erhvervsstof), et tugthus og meget, meget mere. Det historiske område grænser helt op til den mere “moderne” del af byen, som også har rigtig mange gamle huse. Man mærker næsten ikke overgangen, bortset fra at hovedgaden i den gamle del, Duke of Gloucester Street, er brolagt og afspærret for kørende trafik. Med undtagelse af hestvogne. 

Williamsburg har også et fungerende universitet, så overalt i området ses unge mennesker med bøger under armene. Der er i det hele taget liv. Folk spadserer, jogger eller cykler. Vi var på besøg på en solrig vinterdag, hvor vejret var forholdsvist mildt. Vi lod os fortælle at stedet er pakket med turister om sommeren, og at man bør reservere hotelværelse i rigtig god tid. Det er jeg slet ikke i tvivl om!

Overalt i den gamle bydel, som er nænsomt restaureret, går lokale folk rundt i datidens tøj.  De portrætterer en række af de historiske personligheder som boede og opholdt sig i og omkring Williamsburg i 1700-tallet. Således kan man få sig en snak med slaver, plantageejere og soldater. Man kan spise på den lokale kro, hvor man kan være heldig at se Thomas Jefferson og George Washington sidde i hjørnet og tale sammen. Når man går ned langs Duke of Gloucester Street hilser de lokale, historiske skikkelser på gæsterne og standser gerne op og får en snak om løst og fast. Den kommende borgerkrig, ønsket om at være uafhængig af “Kronen” som England hed i daglig tale, priserne på tobak, bomuld og slaver. Guldmønter fra Spanien modtages helst. Nyprintede sedler fra lokalområdet regnes ikke for troværdig valuta... Jo, de lever sig sandelig ind i rollerne!

Jeg må sige at Williamsburg var en virkelig positiv overraskelse, som vi nærmest ved et tilfælde kom til at besøge. Al den historie som på en eller anden mærkelig vis har manglet for mig i al den tid vi er kørt rundt herovre, var lige pludselig lys levende. Det var overvældende på den gode måde! 

Vi kørte videre til Sylva i North Carolina, hvor min kære gamle kollega Beth og hendes mand Bill, som egentlig er fra Michigan, har bosat sig i bjergene efter at de er gået på pension. De er flyttet hertil for at være sammen med børn og børnebørn. Beth var sådan en af de meget trofaste og pålidelige kollegaer som man altid kunne ringe til, hvis man havde spørgsmål. Store som små. Og hun ville altid tage sig tid til at hjælpe. Uanset tidspunktet. Jeg sad i København, hun i Grand Rapids, Michigan. En forskel på seks timer.

Det er godt 10 år siden jeg sidst har set Beth og jeg har aldrig tidligere mødt hendes mand. Jeg var ikke i tvivl om at vi ville blive godt modtaget og at vi ville få en rigtig hyggelig weekend, men det var jo ikke til at vide helt præcist hvordan det hele ville gå. Vi blev modtaget med knus og åbne arme og fik mødt hele familien. Det var som at checke ind på et femstjernet hotel. Lige dér, midt i de meget smukke omgivelser. Anton blev hurtigt gode venner med børnebørnene EJ og Lilli, og vi hyggede os godt med Kelli og Emory, deres forældre. Vi mødte også Josh, Danielle og deres børn Mary og Elana. EJ tog sig rigtig godt af Anton. Det var en god oplevelse for ham. Og jeg blev introduceret til Amerikansk fodbold og så begge semifinaler forud for Super Bowl i begyndelsen af Februar! Bill og jeg havde mange gode samtaler om stort og småt over kaffen. Min nysgerrighed omkring Amerikanske samfundsforhold blev også tilfredsstillet. Herligt! 

Udover at mit forfatter-idol Frances Mayes (Et hus i Toscana) bor i North Carolina, så vidste jeg ærligt talt ikke meget om delstaten. Men vi fandt ret hurtigt ud af at naturen er noget helt for sig selv! Der er ufatteligt mange træer i en vestlige del af North Carolina, og bjergene her er smukke, specielt på en vinterdag med den knaldblå vinterhimmel som baggrund. Vi gik en tur i området og fandt blandt andet en gammel hytte, som har været beboet af en lærerinde en gang i tidernes morgen. Hun gik hver dag de omkring 3 kilometer ind til landsbyskolen og hjem igen, langs med den snoede bjergsti. Hytten er for længst forladt og står egentlig bare og forfalder nu. Lidt synd, men alligevel spændende at se!

Vi besøgte også en såkaldt “Fun Factory” - en kombination af en indendørs legeplads og en rigtig klassisk “spillearkade” med masser af spillemaskiner, klatrestativer, hoppeborge etc etc. Det var noget der vakte lykke og Anton havde en fantastisk dag sammen med de andre børn der var der. Jeg selv fik genopfrisket mine (manglende) evner ved flipper maskinen. Den dumme kugle ville bare ikke som jeg ville! Og jeg havde ellers sat mig for at vise Anton hvor dygtig jeg var... Han tog det med høflig, ophøjet ro og har ikke nævnt det siden! God dreng!

Efter tre fantastiske dage sagde vi farvel og på gensyn til Beth, Bill og familien, og vi begav os tilbage mod Washington DC. Undervejs kom vi ind i noget af en snestorm. Her måtte vi konstatere at amerikanerne simpelthen bare ikke forstår hvad det vil sige at køre bil i glat føre. Ikke at vi danskere er specielt professionelle til det, men vi er dog markant bedre end amerikanerne. Her er der ingen regler for sommer- og vinterdæk, og mange steder findes disse begreber slet ikke. Utroligt, for det er dog ikke nogen sjældenhed at vinterstorme rammer USA! Ydermere er der heller ikke nogen ordensmagt der checker slidbanerne på dækkene, som vi af og til oplever i Danmark eller Tyskland. Med andre ord: Mange bilister kører på spejlblanke dæk! Men det værste er næsten de enorme lastbiler som ikke er meget bedre. De bruger alle vejbanerne på motorvejene og overhaler fra begge sider i voldsom fart. Det var ikke rart. Men vi kom levende igennem uden skader på materiel og sjæl! Vi nyder endnu en gang Washington DC, som efterhånden er gået hen og blevet en god, gammel kending!

Snart er vi på vej mod New York City, hvor vi skal bo en uges tid i en fremlejet lejlighed lige midt på Manhattan. Og så får vi endnu et besøg fra Danmark. Vi er klar!

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment