Vi har afsluttet vores tur langs med USA's vestkyst og er fløjet til østkysten. Vi landede den 2. januar i Baltimore. Og således fløj vi fra en forholdsvis lun ørkenvinter og lige ind i noget af det værste vintervejr man har set her på disse kanter i mange år. Det er ikke helt så slemt som i det nordlige midtvesten, men de minus 15 grader vi har haft kunne nu godt mærkes på kinderne!

Det sneede kraftigt da vi landede og skulle afhente vores nye leje-bil. Vi var ret glade for at vi havde valgt at opgradere allerede da vi bestille, så vi lige nu kører rundt i en mindre firehjuls-trækker. Det er ikke en af de voldsomme amerikaner biler, men den er fin nok til os. Og den er lidt mere behagelig at køre rundt i, når det sner og er glat.

Anton bøvlede en smule med tidsforskellen fra Nevada til østkysten. Han var uoplagt og træt, uden dog at ville indrømme det. Han havde allerede i dagene forinden været lidt snottet. Da vi havde kørt fra Baltimore til Washington DC besluttede vi derfor at der var behov for en rolig dag, bare med tegnefilm og dynehygge på hotelværelset. Alexandra meldte sig frivilligt til at blive hjemme hos ham, og min mor og jeg tog så afsted på lidt sightseeing i Washington DC. 

Vi steg af toget ved Smithsonian Museum. Et gigantisk område med adskillige pompøse bygninger, der huser USA's fremmeste museer. Hver bygning har et specielt tema. Fly- og rumfarts museet. Det amerikansk-indianske museum. Kunst museet. Det nationalhistoriske museum. Naturhistorisk museum osv osv. Der er en lang række museer, som alle har det til fælles, at de hører under Smithsonian Institute, som styres og administreres af den amerikanske regering. Der foretages en del forskning ved de tilhørende institutter og museerne har status som nationalmuseer. 

Vi gik gennem området med alle museerne og op mod Capitol Hill. Jeg har altid gerne villet se Capitol Hill og Det Hvide Hus og nu var jeg her endelig. Capitol Hill var noget mindre end jeg havde forestillet mig, men ellers var det ret flot. Solen stod lavt på den klare blå vinterhimmel og gav hele komplekset et lidt rødligt skær. Desværre var det bidende koldt, så vi kunne ikke rigtigt nyde at stå der ret længe. Vinden peb os om ørerne og vi gik derfor istedet i retning mod Det Hvide Hus. Det er en forholdsvis lang spadseretur på et par kilometer. Vinden blev ikke mindre generende eller bidende som vi kom ind til den mere centrale del af byen og nærmede os Det Hvide Hus. Den føg om hushjørnerne. 

Det er ingen spøg at spadsere i minus 15 graders frost når det blæser, men endelig nåede vi Det Hvide Hus. Det vil sige, helt tæt på kommer man ikke, men vi kunne da få taget nogle gode billeder af den forholdsvis lille bygning. Jeg er klar over at den ikoniske bygning som man som regel ser i TV rent faktisk bare er embedsboligen. Den er så bygget sammen med andre bygninger via lange korridorer på begge sider. Den ene side, The West Wing, vestfløjen, huser det Ovale Værelse (The Oval Office), præsidentens kontor. Desværre er alle guidede ture igennem Det Hvide Hus pt indstillet, så vi måtte nøjes med at se det udefra og på afstand. Ikke desto mindre er min fascination fortsat intakt. Det må være fantastisk at arbejde her!

Efter besøget ved Det Hvide Hus fik vi en varm kop kaffe og så var det ellers slut med sightseeing for den dag. 

Dagen efter var der ikke meget lunere i Washington, så vi gjorde det til en museumsdag. Smithsonian's amerikansk-indianske museum så ud til at være interessant. Og hvis man havde lidt kendskab til den amerikanske historie og til indianerkulturen, så var det nok også spændende. Men vi har i Victoria, Canada set bedre eksempler på hvordan dette kan formidles. Udstillingsmontrene var ikke så interessant bygget op og man følte sig ikke revet med i samme omfang som vi gjorde det i Canada. Når man tænker på at Smithsonian Institute er det fremmeste museum i USA, var det ærligt talt lidt skuffende. Der er masser at se på, det er bare måden det vises på, som kunne være bedre! Vi blev der ikke så længe. Vi var alle spændte på at se luft- og rumfartsmuseet inde ved siden af. 

Og her fik vi så til gengæld en på opleveren! Den enorme bygning huser effekter fra luftfartens og rumfartens barndom op til i dag. DET var spændende. Anton havde i dagevis talt om at se raketter og nu fik han sandelig nogen at se. Vi brugte de næste timer på at fordybe os i Apollo-missioner, måne-biler, rum-laboratorier og meget, meget mere. Det var rigtigt spændende og gav os et meget nuanceret indblik i luft- og rumfartens historie. Her mærkede vi for alvor at det er helt OK at tænke stort og anderledes i USA, hvad man jo må antage at nogen har gjort gennem tiden, for at man i slutningen af 1960’erne kunne lande på månen. 

Det eneste vi ikke kunne komme til at se i Smithsonians bygninger i det centrale Washington DC var rumfærgen og concorden. Den slags attraktioner er der simpelthen ikke plads til i de ellers enorme bygninger. De er derfor udstillet i en gigantisk hangar i nærheden af Dulles International Airport, en god halv times bilkørsel fra Washington DC. Så dagen efter at vi havde set raketter og rumstationer kørte vi til lufthavnen for at se på rumfærgen. Indtil for et års tid siden husede samlingen “kun” en af de tidlige test rumfærger. En som aldrig har været i regelmæssig brug på missioner. Men nu er den blevet afløst af en af de rumfærger som gennem tiden har været på flest missioner. Discovery nåede inden sin pension i 2011 at gennemføre 39 missioner i rummet. Som den stod der i hallen, oplyst af punkt-projektører med en ellers mørk baggrund, ja, der så den egentlig sådan lidt træt og gammel ud. Med sammenlagt 238.539.663 kilometer tilbagelagt på ialt 365 dage, 22 timer og 39 minutter er det heller ikke så mærkeligt at man er en smule brugt! 

Det var totalt overvældende at stå der, under vingerne, eller foran snuden og kigge op på et fartøj der i den grad har indskrevet sig i verdenshistorien. Ikke noget med test-fartøjer og øvelses-moduler og hvad ved jeg, som naurligvis altsammen er super vigtigt. Men der ER altså bare noget over at stå og kigge på det udstyr der VIRKELIG har været benyttet. Selvom jeg ikke er amerikaner blev jeg meget stolt over at der er nogen, som på menneskehedens vegne gider at uddanne sig til ingeniører, teknikere og astronauter og derefter træne og træne i mange år, for så endelig at drage ud på farefulde missioner i rummet, hvorfra nogle aldrig kom hjem igen, bare for at vi andre skal kunne tale i mobiltelefoner, bruge internettet, se fjernsyn og slippe for at fare vild i trafikken ved hjælp af GPS. Og med tiden vil vi, via rumteknologien, endda opnå endnu mere. Det gjorde stort indtryk på os alle!

Det blev også min mors “finale” i USA. Efter en hurtig burger i museets cafeteria var det tid for hende at vende næsen hjemad mod Danmark igen. 16 dage blev det til, på landevejen sammen med os tre. Vi er rigtig glade for den tid vi har haft sammen og vi håber at vi har været med til at give hende et godt og positivt indtryk af USA. Hun har taget tilløb til at komme herover i mange, mange år, og hvem ved, måske er der flere USA besøg i vente for hende?

Se billeder her!

/Anders

Comment