Der er mange fordomme om amerikanernes madvaner og hvor sundt eller usundt de lever. Men en ting er ihvertfald sikkert: De KAN lave mad der smager helt fantastisk! Om det så er sundt eller ej, det er en anden sag.

Vi har spist Breze, næsten som dem vi kender fra München. Men selvom de smagte fantastisk var de ikke helt så gode. Det skyldes nu mest at de “rigtige” Breze simpelthen kun laves i München (synes vi!). Vi har spist mexicansk, thailandsk, japansk (sushi), italiensk og selvfølgelig amerikansk. Det smager altsammen helt fantastisk og portionerne er RIGELIGT store. Det er nok dér problemet ligger. Man betaler en rimelig pris for et måltid mad, og der kommer så meget af det, at det så langt overstiger den mængde der stiller sulten. Dermed vænnes man langsomt til at spise mere og mere, og det er ikke så godt! Kan man ikke spise op på stedet, er det helt ok at bede om at få resten med hjem i en lille pose eller æske. Det er der ingen der ser skævt til. 

Vi har allerede fundet ud af, at det koster lige så meget at lave maden derhjemme selv, som det koster at gå ud og spise. Intet under at de fleste amerikanere går ud og spiser!!

Men der bruges ufattelige mængder sukker! ALT er sødet til! Vi har gennem mere end 7 måneders rejse vænnet os til at spise en forholdsvis sund morgenmad bestående af branflakes, müsli og frisk frugt. I Australien og New Zealand var usødet müsli naturligvis usødet. Her i USA har vi indtil videre kun kunnet finde morgenmadsprodukter der er sødede. Ikke at det ligefrem står med store bogstaver på pakken. Man skal lede lidt efter det i listen over ingredienser. Og der står aldrig præcist hvor meget sukker produktet indeholder. Men man kan smage det med det samme, hvis man er vant til USØDEDE produkter.

Man er også vant til at tilsætte smag og vitaminer i eksempelvis mælk. Anton ville gerne prøve en mælk med jordbærsmag, som også havde A- og D-vitaminer tilsat. For at lokke børnene til, havde kartonen mange farvestrålende tegninger på. Og det virker altid! Efter en enkelt slurk blev den skubbet til side. “Det smager jo forfærdeligt!” - sagde han, med rynket næse. God dreng! Han er heller ikke glad for et par af de øvrige færdigmåltider vi for sjov skyld har afprøvet. Anton har i det hele taget nogle vanskelige madvaner, men jeg er glad for at han ikke bare synes at de nemme og hurtige ting er de bedste. Han er trods alt godt vant! 

Vores introduktion til den kulinariske side af USA har således været lidt blandet, men i store træk skal de altså have mere ros end deres rygte giver dem! Vi har været på det lokale marked for at købe frugt, grønt, brød og fisk. Der er et enormt udbud af økologiske produkter her. Vi ved endnu ikke om det samme er tilfældet i resten af USA, men her i delstaten Washington er der ihvertfald masser at vælge imellem. Æblerne og pærerne på markederne er ENORME - også de økologiske, og de folk der sælger dem, deler stolt og rundhåndet smagsprøver ud til alle. Bageren fortæller gerne om fremstillingsprocessen når der blandes dej og bages og hos fiskemanden ligger der ikke noget der er ældre end et døgn. Vi fandt en tysk pølsemester i Seattle, der sælger ægte tyske pølsespecialiteter. Der er en russisk familie der laver de lækreste samosaer, kanelsnegle og andre smørdejs delikatesser. Italienske, spanske og mexicanske udbydere findes også rigt repræsenteret. Og stiller man spørgsmål til produkterne, svarer de gerne. Man interesserer sig generelt for det man putter i munden på disse markeder. Mere end jeg er vant til fra Danmark.

Men man skal alligevel holde tungen lige i munden og huske sig selv på, at man skal nyde alting med måde her! Fordi udbudet af mad er så enormt som det er, med NEM adgang til alting (drive-through muligheder ved langt de fleste fastfood restauranter og Starbucks caféer gør at man ikke engang skal stige ud af sin bil!), skal man virkelig hanke op i sig selv og huske på at man ikke skal ty til de nemme og bekvemme løsninger hver dag. Det prøver vi så at huske hinanden på!

Vores tur i Canada blev afsluttet med et to-dages besøg i Victoria på Vancouver Island. Victoria er hovedstad i delstaten British Columbia. En by med stærkt engelsk præg og en helt fantastisk havnepromenade. Ikke den klassiske stil med utallige grimme restauranter side om side så langt øjet rækker. Nej, her var der rigtig marina, med lystbåde, færger og endda en vandfly-terminal, som vi var meget imponerede over. Fly på vandski landede og lettede dagen igennem. Victoria fungerer som knudepunkt for forbindelser til mange svært fremkommelige destinationer i det nordlige Canada. Mange af dem ville ellers være næsten afskåret fra omverdenen, specielt i vinterhalvåret.

Vi besøgte også Royal British Columbia Museum, som havde en meget spændende udstilling om Canadas historie, lige fra eskimoer til engelske bosættelser og naturligvis en meget omfattende indførsel i indianer kulturen. Det var spændende og interessant sat op. Selv Anton blev grebet af mange af de udstillede ting. En fløj af udstillingsområdet var helliget Canada’s natur. Højdepunktet her var en gammeldags “undervandsstation” bygget i ægte Jules Verne / H.G. Wells stil, med et tidligt industrielt præg. Der var ikke sparet på nitter, bolte, kobber og glaskupler. Cool! Her tilbragte vi en rum tid.

Vi boede på et hotel ikke så langt fra havneområdet i den centrale del af byen. Vi kunne spadsere til det hele, hvilket var rart. Det er ellers ikke noget man kan, så snart man kommer bare lidt uden for bykernerne her, så vi nød det så længe vi kunne. Hotellet var ikke overdådigt, men værelset havde to enorme dobbeltsenge, som vi nød at flyde i. Ren luksus ovenpå måneder i en trang campervan. Det er absolut standard på disse kanter, så vi skal nok hurtigt få ændret vores vaner og forventninger til hvad der er “standard” for os!

Vi tog færgen fra Victoria tilbage til USA. En smuk sejltur på halvanden time over Strait of Juan de Fuca til færgebyen Port Angeles. Vi nød skumringen og den meget smukke udsigt fra soldækket, omend vinden peb os om ørerne. Men en himmel der rummer hele farvespektret fra blodrød, over dyb orange til indigo blå er ikke noget man oplever hver dag. Så kulden blev trodset, ja faktisk næsten glemt!

På vejen tilbage til Daniela, hvor nu igen opholder os, gik det ad snørklede landeveje igennem dybe skove og langs vindblæste kyststrækninger. Det var her, lige midt på et forholdsvis langt og lige stykke, at jeg oplevede mit første møde med færdselspolitiet. Der er MASSER af færdselspoliti her. De er meget synlige. Bare ikke lige sent om aftenen! Så jeg kom tordnende hen ad landevejen, og pludselig kørte vi forbi en mørklagt bil i vejsiden, som jeg straks genkendte. Jeg satte farten ned øjeblikkeligt, men kunne i bakspejlet se at han startede og satte efter. Og ganske rigtigt. Efter få sekunder var der blinklys og sirene på. Ind til siden! 

Alexandra mindede mig vredt på, at jeg selv skal betale ALLE eventuelle bøder her på rejsen. Efter næsten 20.000 kilometer er der endnu ikke indkasseret andet end en enkelt advarsel. Det var i Cairns i det nordlige Queensland, Australien. Så det går da meget godt!

Vi rullede vinduerne ned og betjenten kom hen og spurgte om der var nogen særlig god grund til at køre for hurtigt. Det var der ikke, måske lige bortset fra at hastighedsgrænserne på denne vejstrækning hele tiden ændrede sig op og ned. Jeg havde åbenbart overset et enkelt skilt. Men det var jo ingen undskyldning! Han tog så papirerne med sig. Jeg synes at han brugte meget lang tid på at undersøge det han nu skulle. Men så kom han tilbage, gav os papirerne igen og bad mig om at køre fornuftigt resten af vejen. Ikke nogen alfaderlig, “kritisk forælder” formaning om farer og ulykker. Bare en henstilling fra en iøvrigt meget venlig betjent (med en særdeles kraftig stavlommelygte i hånden)! Jeg havde forventet en bøde, for jeg skal være ærlig og indrømme at det var lidt over bagatel grænsen det her! Men det skal jeg jo ikke klage over. Til gengæld virker den slags appelleren til fornuften åbenbart meget godt på mig. Jeg har siden passet godt på. Måske mest fordi jeg ved at det næste gang kan gå hen og blive dyrt! Ikke DYRT som i Danmark, men alligevel ærgerlige penge at miste mens man er på rejse rundt om jorden!

Se billeder fra Canada her!

/Anders

Comment