Efter at have holdt nærmest total pause med oplevelser i et par dage, var det atter tid til at fortsætte udforskningen af den store, vide verden som vi jo har sat os for at blive kloge på her, i løbet af vores rejse. Efter ankomsten til USA, med en temmelig lang flyvetur fra New Zealand, som vi alle tre klarede uden problemer, har vi formentlig haft behov for lige at “sumpe” på en sofa og bare slappe af lidt. Det var ihvertfald det vi gjorde hos Daniela og hendes familie, mens de var i skole og på arbejde.

Men så var lysten til at se mere også tilbage, og vi startede i den by hvor Daniela bor, Olympia. Det er faktisk hovedstaden i delstaten Washington, og derfor ligger guvernørens bolig og kontorer også her. Ligesom delstatens lokale parlament. Det hele ligger på “Capitol Hill” og er en tro, men lidt mindre, kopi af det rigtige “Capitol Hill” i USA’s hovedstad Washington D.C. I Olympia er der dog ikke noget “Hvidt Hus” og ingen præsident. Vi tog naturligvis på en guidet tur igennem bygningerne. 

Det blev til en times spændende fortælling om lokalt engagement, demokrati og historie. Og et ret interessant indblik i hvordan lokalpolitik fungerer i USA. Hver delstat har sine egne love og regler på en hel masse områder. Også områder hvor man nok skulle mene at det kunne være hensigtsmæssigt med bare lidt strømlining delstaterne imellem. Men man er meget lokalpatriotisk på disse kanter, så jo mere selvbestemmelse man har, jo bedre! Det kender vi jo også selv fra Danmark! Det bliver spændende om vi, som turister, uforvarende kommer til at bryde en eller anden lov mens vi er herovre, fordi vi simpelthen ikke ved bedre. Noget kan jo være lovligt i den ene delstat, men strengt forbudt 10 kilometer længere nede ad vejen i nabo-delstaten. 

Naturen i delstaten Washington er meget, meget smuk. Den kaldes også for “The evergreen state” - Den evigt grønne / stedsegrønne delstat. Her er nemlig ufatteligt mange nåletræer. Overalt står de! Og så er der også løvfældende træer, som lige nu står med de sidste, farvede blade på kronerne, som strålende kontrast til de mørke nåletræer. Det er et fantastisk syn. Jeg har været i USA’s nordlige stater tidligere, og jeg må sige at jeg hver gang er betaget af hvor smukt efteråret kan være her.

Når vi nu er på disse kanter, så kunne vi ikke lade være med at tage et smut nordpå, op til Canada og landets tredjestørste by, metropolen Vancouver. Det var blot 4 timers kørsel fra Olympia. Vi krydsede grænsen med spænding. Ingen af os har nogensinde været i Canada, og selvom landet er enormt, og vi kun lige kommer til at se en smule af det sydvestlige hjørne, så var stemningen i kabinen da lidt andagtsagtig og musikken fra iPod’en blev dæmpet. Det var de samme rutinespørgsmål der kom ud af grænsevagtens mund, som dem vi lige havde været igennem da vi mellemlandede i San Francisco på vej herop. Og det er de samme spørgsmål vi skal igennem, når vi skal tilbage over grænsen til USA. Men skidt med det. Vi kom igennem ret hurtigt.

Umiddelbart mærker man ikke at man er i et andet land. Og så dog, alligevel. I Canada bruger man for eksempel det metriske system, altså centimeter, meter, kilometer mv. istedet for USA’s tomme, fod og mil-system, ligesom temperaturen måles i celsiusgrader og ikke i fahrenheit. Men ellers må man opholde sig en rum tid i Canada for at mærke forskellen. For den er der! Canadierne forekommer mig at være mere internationalt orienterede, og kan tale med omkring mange af de steder som vi har været. Mange har også været et smut i Europa, eller i det hele taget haft en “overseas experience”. I USA forholder det sig anderledes. Her har størstedelen ikke været i udlandet. Mange har endog aldrig været udenfor deres egen delstat og har ikke et pas.

Canada er en del af Commonwealth, og har den engelske dronning på alle mønterne. Dronningens opgaver som statsoverhoved varetages af en udpeget guvernør. Og selvom man siden 1982 administrativt reelt har været helt separeret fra England, er der fortsat symbolske bånd. Canada er blandt verdens rigeste og mest veludviklede lande, og der praktiseres et moderne og velfungerende demokrati. Naboen i syd, USA, praktiserer en helt anden form for demokrati, som i praksis ikke altid er særlig effektiv, hvilket vi helt sikkert kommer ind på i senere blogs. Men der er dog tale om demokrati. Naturligvis er de to naboer vigtige handelspartnere for hinanden og USA har da også haft en enorm økonomisk og kulturel indflydelse på Canada. 

Mange har fortalt os om Vancouver, og om hvor smuk byen er. Den indre by ligger på en slags halvø, og er derfor omgivet af en del vand, som giver området masser af “marine-kvalitet”. Smukke højhuse i glas og stål står med mægtige altaner ud mod havneområderne. Marinaer med store både så langt øjet rækker. Høj-broer, der tårner sig højt op over bygningerne tættest på vandet, som gør det muligt for folk i den indre by at skyde genvej ud til forstæderne i oplandets bakkede landskab. Mange kvarterer har hyggelige indkøbsstrøg, masser af gallerier, specialbutikker og caféer. Vi er specielt begejstrede for “Gastown”, som indtil for nylig var et skummelt kvarter, med høj kriminalitet, men som nu er trendigt og meget attraktivt. Det er en gammel bydel med huse fra slutningen af 1800-tallet. Mange af dem er smukt restaureret og huser nu restauranter, caféer og butikker side om side med mindre erhverv. 

Vi er også meget begejstrede for Granville Island og det meget spændende område der findes her, med kunstner-atelierer, kunstakademi, værksteder, et stort torvemarked og ikke mindst “Kids Market”, som udover at indeholde butikker med ALT indenfor legetøj til børn, også har et spændende “adventure land”. Her tilbragte Anton en rum tid, og var mildt sagt ikke tilfreds da det var blevet så sent, at vi ikke kunne udskyde tilbageturen til hotellet længere. 

Markedet på Granville Island har frugt, grønt, kød, fisk, brød og kager i alle afskygninger til at tage med hjem. Og så er der små restauranter hvor man kan købe sandwich, varme retter, kager mv til at nyde på stedet. Vi nød hver en skålfuld suppe i områdets bedste suppekøkken “The Stock Market” - som naturligvis også havde suppe til at tage med hjem, hvis det var det man havde lyst til. 

Vi tog en af Vancouvers små “Aqua Busser” fra “vores” side af vandet over til Granville Island og tilbage igen. Det kostede ikke ret meget og da de sejler frem og tilbage hele tiden måtte vi konkludere at det var et ret velfungerende transportmiddel. Som bådene kommer tøffende på vandet ser de godtnok ikke ret store ud. Og det er de heller ikke. Men alligevel kan der bænkes 20-25 passagerer i hver båd. Der var nu ikke så mange med den dag vi sejlede rundt, hvilket også kan skyldes de meget hyppige afgange. 

Vancouver har et ry for at være temmelig regnfuld. Det mærkede vi også! Der kom endog temmelig meget regn mens vi var der, men der var også perioder med smukt vejr og strålende solskin. Den dag det regnede mest, var der ikke andet at gøre end at ty til indendørs aktiviteter. Så vi tog til Vancouver Aquarium. Et stort museum, med omkring 50.000 udstillede, levende fisk og havdyr. Efter Australien og New Zealand, hvor den slags museer var rasende dyre, forekom de 25 dollars vi måtte betale pr. voksen som et nærmest symbolsk beløb. Akvariet drives da også som en “non-profit” organisation med forskning som det primære formål. Altså gør betalende gæster en god gerning. 

Vi fik mange timer til at gå. Overalt var der aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Vi kom helt tæt på pingviner, delfiner, beluga hvaler, sæler, oddere og mange, mange andre spændende dyr. Anton var meget betaget af klovnefiskene i koralrevsakvariet. Naturligvis! Det var jo lille Nemo, som han kender så godt fra “Find Nemo” tegnefilmen. 

Det eneste lidt kedelige ved Vancouver er, at der er forholdsvis mange hjemløse på gaderne. Vi har efterhånden set en del på vores rejse, og den synlige armod forekom os at være noget mere udtalt her end hvor vi ellers har været, med undtagelse af Thailand. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, men vi lagde begge mærke til det - uafhængigt af hinanden.

Efter nogle gode dage i Vancouver er vi nu taget op til Whistler Village, som er Canadas pendant til USA’s Aspen. Her er “alpint chic” på den rigtige måde, med masser af snowboardere og skiløbere og de dertilhørende “after ski”-steder, med udskænkning af alkohol fra attraktive servitricer til lyden af høj techno musik fra enorme højttalere. Endnu er sæsonen ikke sådan for alvor skudt igang. Der mangler godt en meter sne, men i skrivende stund daler sneen lige så stille ned udenfor hotelvinduet. Så indenfor de næste dage er der fuld damp på, indtil omkring påske. Vi skal bare være her i et par dage for at nyde naturen. Nåleskove, kuperet terræn og brusende floder! Og så nyfalden, ren sne! Det er så idyllisk som det næsten kan være. Og det er lidt underligt at tænke på at vi for mindre end to uger siden befandt os midt i det spirende, New Zealandske forår. Men det er jo det fantastiske ved at rejse i en moderne tidsalder!

I de kommende dage kører vi til kysten, for at besøge Vancouver Island. Også her skulle der være fantastisk smukt. Vi glæder os til at se byen Victoria, som er hovedstad her i delstaten British Columbia, og som er en af de ældste byer på det nordvestlige amerikanske kontinent. 

Klik her for at se billeder!

/Anders

Comment