Præcis 52 uger efter at vi steg på flyvemaskinen mod Dubai og videre mod Bangkok, er vi nu atter tilbage i München. Det er en ret underlig fornemmelse. Men foråret er her med solskin og knopper på træerne. Ukrudtet stortrives ude på altanen!

Vi var glade for at komme hjem til vores lejlighed, som i mange måneder har stået ubenyttet hen. Anton var i særdeleshed glad for gensynet med alt hans legetøj. Meget af det er han dog vokset fra, men lego, brandbiler og flyvemaskiner er fortsat i høj kurs! Vi var glade for gensynet med vores egen seng og ikke mindst hovedpuderne! En af de ting vi har lært på denne tur er, at hovedpuden er vigtig! Vi har dog endnu til gode at finde en ordentlig, transportabel hovedpude, der kan være i rygsækken. Måske skulle man opfinde, og tage patent på en sådan. Dem vi har kigget på rundt omkring var alle ubehagelige at bruge i længden og ikke pengene værd! Alexandra glædede sig overordentligt over et klædeskab fyldt med tøj, som hun havde glemt at hun havde. 

Det virker nærmest som overflod at åbne et skab med utallige t-shirts, skjorter og sko, når man har klaret sig med en uges “beholdning” i rygsækken det sidste år. Jeg var fristet til simpelthen bare at sende det meste til genbrug. Men så blev jeg alligevel grebet af nostalgi og det meste fik lov at blive. For nu!

Vi har været hjemme i tre dage, men har allerede nået en hel del: Allerførst skulle svigermor besøges. Hun stod parat i lufthavnen og havde middag klar derhjemme. Friske, bayerske asparges. Det er sæson og det var rart at smage dem! Sidste år tog vi afsted netop som de kom frem i butikkerne. Det var lidt ærgerligt!

Dernæst gik turen til den indre by, hvor vi vandrede rundt lidt på må og få, bare for at “mærke” München igen. Der er sket en masse. Og så er alting alligevel det samme. Sådan skal det nok være. Det er dejligt at høre den karakteristiske “Münchener-dialekt” og den meget specielle bayerske dialekt. Det virker hyggeligt og hjemligt! 

Og så har vi fået bestilt en ordentlig internet-løsning så vi ikke længere er afhængige af mobil data løsningerne, der enten er yderst begrænsede mht data-mængde, eller også er rasende dyre! Det lykkedes naturligvis udbyderen at rode rundt i 2 mobil-telefoner, 1 iPad og en “hjemme-internet” løsning. Så de første par dage var der rod i mobiltelefonien, og jeg havde pludselig Alexandra’s nummer og mit eget kom aldrig til at fungere ordentligt. Her i Tyskland kan INTET ordnes pr telefon, så fremmøde i butikken er nødvendigt. Med legitimation! Det er meget tungt at få noget gennemført hos de lidt oversmarte sælgere, der ved alting bedre. Men ved at hæve stemmen og insistere, så sparede vi da en del penge og et par ekstra besøg i butikken. Forbindelsen derhjemme lader endnu vente på sig i et par uger. Men jeg er positiv! Det skal nok blive godt!

Månedskort til busser, tog og metro er på plads, og det samme er stor-kundekortet til Starbucks. Her er der jo gratis internet. Inden vi tog afsted sidste år var jeg meget tæt på guld-status. Det arbejder jeg så på igen! Når internettet derhjemme kører, bliver besøgene nu nok mindre hyppige! 15 kroner for en kop kaffe (ganske vist en udemærket en af slagsen) er jo også en slags penge. Som stor-kunde kan jeg dog få gratis gen-opfyldning. 

I den kommende tid skal vi have “gen-indrettet” os ordentligt derhjemme. Anton skal have sit eget værelse, og vi skal have kigget på en børnehaveplads til ham. Han taler rigtig meget om at komme i “skole” og børnehave. Han vil gerne have en dagligdag hvor han har faste legekammerater og rutiner. Det er således vores førsteprioritet!

Snart er det påske. Sjovt at tænke på at vi tog afsted lige efter påske sidste år, og kom hjem igen lige inden påske i år. Vi er klar til påskeløjer med besøg fra Danmark og forhåbentlig endnu mere godt vejr! 

/Anders

Comment