Efter 52 uger på farten er vores rejse rundt om jorden ved at være ved vejs ende. Det har været en helt igennem fantastisk tur. Der har været positive og enkelte negative oplevelser. Der har været jævne passager og så har der været vanvittigt spændende oplevelser undervejs.

Vi er enige om at turen har været sat sammen helt optimalt. Vi er rejst igennem lande hvor det på ingen måde har været farligt at rejse rundt med et mindreårigt barn. Vi har opholdt os tilpas længe de fleste steder til at kunne få en lidt dybere indsigt i dagligdagen og vi har haft muligheden for at besøge nogle dejlige mennesker og tilbringe kvalitetstid sammen med dem.

Turen har bundet os stærkt sammen som familie. Vi har fundet ud af at vi sagtens kan være sammen 24 timer i døgnet uden at rive hovederne af hinanden. Det i sig selv er jo lidt af en bedrift for mange! Naturligvis har vi haft vores mindre uoverensstemmelser, men generelt er turen gennemført i en særdeles positiv ånd og med godt humør.

Anton har udviklet sig fra at være et lille barn da vi tog afsted, til nu at være et selvstændigt lille menneske, med stor appetit på livet og omverdenen. Den generte dreng er klart mere udadvendt nu. Vi håber at det kommer ham til gode når han skal hjem og have kontakt til en masse legekammerater, der hvor vi bor. Vi kan fornemme at han er velorienteret på mange områder og at han allerede forstår at sætte ting i forhold til hinanden. Jeg ved ikke om han er forud for andre 4 årige børn, men bagud er han ihvertfald ikke. For ham har turen været et 52-ugers skoleophold med “livet” og “verden” som pensum!

Nu gør vi os tanker om hjemkomsten og om at få gang i en dagligdag. Hvad skal vi leve af? Hvordan skal vi komme ud og rejse igen? Hvor hurtigt skal vi i det hele taget afsted igen?

Vi har på denne tur fundet ud af at det er helt fantastisk at rejse. Men for rigtigt at kunne sætte pris på det vi oplever ude i verden, har vi behov for at have en form for “kontrast” til alle de nye indtryk der hele tiden kommer os i møde. Vi har behov for noget velkendt. Vi har behov for et hjem. Et sted der er vores og hvor vi kan trække os tilbage og reflektere. Anton, der det seneste års tid har leget med hundredevis af børn, har behov for et sted der er hans eget, hvor han har sit eget legetøj, og hvor han ikke skal låne sig til noget, eller føle at han er på “fremmed grund”. Vi glæder os til at indrette hans værelse påny, og hjælpe ham med at gøre det til et hyggeligt og rart sted for ham at være. 

Der er slet ingen tvivl om at det bliver noget af en omvæltning for os alle tre. Pludselig skal vi opholde os i længere tid det samme sted, uden at skulle planlægge nogen videre rejse, bestille bil, flybillet eller hotelværelse. Vi skal bare koncentrere os om dagligdagen. Og forhåbentlig nyde foråret! Men jeg skal være den første til at indrømme, at det er med en blanding af sommerfugle i maven og lidt nervøsitet at vi i overmorgen stiger på den sidste flyvemaskine i denne omgang!

Vi skal naturligvis have fundet en passende balance mellem job og privatliv. Hele turen har været en investering i “os tre” som familie. Vi er absolut ikke interesserede i at Anton fra nu af skal tilbage i en daginstitution 8 timer om dagen, mens vi voksne kæmper os gennem en dagligdag med e-mails, møder og vrantne chefer. Der HAR vi været! Vi tror oprigtigt på at det KAN lade sig gøre at have en hverdag hvor vi ikke mister “nerven” og den fantastiske forbindelse med hinanden, som vi har fået i løbet af turen. Det var jo det der var hele pointen, og hvis vi ikke passer på, så har det bare været en dyr fornøjelse. 

Selvfølgelig har rejsen ikke været helt billig, men hvis vi husker hinanden på alt det vi har fået med hjem i rygsækken, så er der fuld valuta for pengene, resten af vores levetid!

Vi skal afsted igen. Engang. Foreløbig bliver det de lidt mere “nære” destinationer indenfor Europa. Lysten til at komme rigtig langt væk er der stadig, men jeg savner eksempelvis de Østrigske alper, dalene i Sydtyrol og landsbyerne i Toscana. Alexandra vil gerne leje en “finca” i Spanien og tilbringe en måneds tid eller to der. Vi arbejder med tanken om at blive “house-sittere” forskellige steder i verden. Det vil give os mulighed for stadig at rejse rundt, men langt billigere, og ikke mindst langsommere. Hvis der er én ting vi har savnet indimellem, så har det været at kunne opholde os i længere tid på det samme sted. Ganske vist har vi haft længere ophold hos familie og venner. Det har været dejlige oplevelser, men det er på andre vilkår end hvis vi bor i et privat hjem, bare os tre. I den kommende tid bliver turene imidlertid kortere end vi er vant til, men bestemt ikke mindre spændende!

Og så skal der naturligvis lige spares lidt op. 

En ven sagde til mig på et tidspunkt, at vi jo nok skulle gøre os det klart, at vi aldrig ville blive en “normal” familie, med parcelhus, bil og årlig charterferie. Nej, det bliver vi nok ikke. Vi vil formentlig altid have i baghovedet hvor langt vi ville kunne rejse for de penge vi kommer til at tjene. Og istedet for at investere dem i sten og mørtel, så vil de blive investeret i oplevelser. Den slags man husker og priser sig lykkelig for, den dag man skal herfra. Den slags der gør os til glade og positive mennesker. Den slags der får os til at mærke at vi lever!

/Anders

Comment