På sådan en tur rundt om jorden er det fantastisk at kunne “hakke” en god del af drømme destinationerne af. Skotland er endnu et af de steder jeg altid gerne har villet besøge. Det er lidt med skotterne som det er med irerne: Der er så ufatteligt mange klichéer og forestillinger. Nogle er rigtige, de fleste er ikke. Og så har Skotland og Irland jo det til fælles, at man er nogenlunde vant til skiftende vejr. Det vil sige, mest til den våde side. Her regner det også ganske ofte. Ganske vist rejser vi i vinterhalvåret, men alligevel...

I Skotland har man en lang historie. Mange af de bittesmå steder ude på landet kan ofte dateres helt tilbage til 11- og 1200-tallet. Det var før Columbus opdagede Amerika! I byen St. Andrews, som huser et af landets førende universiteter (og hvor Prins William har studeret) ligger et slot der kan dateres til omkring 1189 og ikke langt derfra finder man resterne af hvad der må have været en gigantisk katedral. Opført i årene fra 1158 og cirka 100 år frem. 

Begge steder gik vi længe rundt og betragtede de metertykke mure og søjlerne som man idag kun kan se fundamentet af. Man tænkte stort i Skotland dengang. Eller også var man bare praktisk og forberedte sig på kommende invasioner og krige. Mange af slottene må have været svære at indtage med datidens forhåndenværende “midler”. Kirker og katedraler var muligvis ikke mål for krige, men der har tydeligvis altid været tradition for at bygninger som havde med tilbedelse af de højere magter at gøre, helst skulle være store, prangende og gerne lidt frygtindgydende. Jeg ville ønske at jeg kunne have set St. Andrews katedralen som den var engang. Det må virkelig have været imponerende. 

Ligesom i Irland ligger de gamle ruiner spredt ud over Skotland og vi satte os for at se på nogle af de mest oplagte, historiske steder. Det koster forholdsvis meget at komme ind og se disse attraktioner, men vi købte et “rabatkort”, som gav os mulighed for at se så mange steder som muligt på 3 ud af 5 kalenderdage. Altså er “passet” gyldigt i 5 dage, og for hver dag man benytter det, får man et stempel. Det kan man så få op til 3 gange. Men for hver dag der stemples kan man besøge så mange steder som man gider (eller kan nå). Det giver mulighed for at holde pause 1 eller 2 dage imellem alle besøgene. Det kan også være nødvendigt hvis man skal køre langt for at se det næste sted. 

Udover St. Andrews, hvor vi så altså så både slots- og katedral ruinen, besøgte vi også Edinburgh Castle og Stirling Castle. Sidstnævnte var langt det mest imponerende. Jeg har ofte set Edinburgh Castle i TV og havde ærligt talt forventet mig mere af byens vartegn og ubetinget største turistattraktion. Det var da ganske vist imponerende, men indgangsprisen på 16 pund taget i betragtning, synes jeg ikke at det leverede varen. Vi købte jo rabatkort, men stadigvæk er prisen ude af proportioner. Den officielle entrépris ved Stirling Castle var 14 pund. Stadig en kende dyrt, men her får man langt mere for pengene, i mine øjne. Specielt hvis man har børn med. Børn kan her klæde sig ud i kongelige gevandter, som de så ud i 15- og 1600 tallet. Der er interaktive stationer hvor børn kan lære om datidens forhold og få indblik i hvordan livet på slottet var. Hvad lavede en hofnar for eksempel? Hvordan lavede man mad til de store selskaber? Hvordan foregik det når man fik lov til at få en samtale med kongen? Hvordan boede de kongelige i det hele taget? Alt dette kunne vi få svar på i Stirling. I Edinburgh var det langt mere centreret om militærhistoriske emner. Det kan også være interessant, men for os var det ærligt talt lidt af en skuffelse. 

Derfor: Skal man prioritere, så vil jeg mene at det er bedre at køre de 70 kilometer fra Edinburgh til Stirling for at se slottet her. Det er iøvrigt flot udsmykket med flere hundrede statuer og var i tidernes morgen lidt af et “prale-projekt” for de tre konger James IV, James V og James VI. Det var i perioden fra omkring 1490-1600 hvor Stirling Castle fungerede som det royale center i Skotland, med fuldt hof, inklusive håndværkere, kunstnere, alkymister mv. Jo jo, der var skam stil over det. 

Når det så er sagt, så er byen Edinburgh faktisk et besøg værd. Vi havde desværre ikke mere end godt halvanden dag, men kunne alligevel danne os et nogenlunde indtryk af den skotske hovedstad. Den indre del af byen er opdelt i to: Den gamle bydel, der ligger delvist på en høj, og så den nye bydel, der strækker sig langt ud over det omkringliggende område. Der går nærmest en kile igennem den indre by, grundet landskabets beskaffenhed, og det er fascinerende at opleve hvordan den gamle by ligger som en gigantisk fæstning oppe på højen og troner ud over en nye bydel. Det kan godt se lidt dystert ud på sådan en grå regnvejrsdag, som da vi var der, men jeg synes nu alligevel at der er noget sympatisk over Edinburgh. Vi gik ind i St. Giles Cathedral, som kan dateres tilbage til det 14. århundrede. Jeg har været inde i rigtig mange kirker på mine rejser rundt om i verden. Det er gået hen og blevet lidt af en sport. St. Giles Cathedral ser udefra prangende ud på den gotiske måde, og der er også masser af svulstig arkitektur at kigge på indenfor. Men der er en rigtig varm, nærmest hyggelig atmosfære inde i katedralen, som jeg sjældent har oplevet andre steder. Nok er kirker som regel rare at opholde sig i, for at sidde lidt i fred og bare tænke for sig selv. Men “hyggelige” synes jeg ikke de plejer at være. Men det var St. Giles. Måske fordi en meget dygtig lys-arkitekt har installeret noget indirekte lys der gør rummet varmt og imødekommende, samtidig med at alle detaljerne fremhæves. Det skal simpelthen ses! Man fik lyst til at tage termokanden frem og skænke sig en kop kaffe, og så pakke madpakken ud og bare sidde og kigge sig omkring, mens man holdt picnic. Jeg er ikke sikker på at den lokale kirkebetjent ville have billiget dette, men det kunne da have været hyggeligt...  

Der findes et utal af gamle, spændende ruiner og fint restaurerede steder, som man kan besøge, spredt ud over Skotland. En uge er ALT for lidt og vi er allerede enige om at vi må tilbage for at se mere. Næste gang skal være om sommeren. Så kan det være vi er heldige at få nogle dage uden regn!

Vi har lejet os en lille Fiat 500 Sport Edition til at komme rundt i. Endnu engang blev vi ved afhentingen opfordret til at opgradere til noget større, til trods for at vi ikke havde baggage med i baggrunden til at underbygge sælgerens argumenter om et større baggagerum. Men min højde alene får jo mange til at tænke tanken at jeg ikke kan være i en lille personbil. Rent faktisk har jeg ejet flere små biler, og jeg skulle hilse og sige at der som regel er fin plads til mig og mine ben. 

Bilen vi endte med at køre afsted i er HELT ny. Vi er de første til at leje den! Fantastisk! Da jeg satte mig ind i den og kørte over kantstenen i London var det lidt ligesom at komme “hjem” til min gode, gamle Alfa Romeo 147, som jeg havde for godt 10 år siden. Duften af nyt læder i kabinen og det lækre interiør gør mig simpelthen bare glad i låget. Der er noget over italienske biler. Man skal absolut ikke købe dem med fornuften. Derimod råber hjertet “JA!” for fuld kraft! Det er simpelthen sjovt og der er køreglæde for alle pengene! Og vi er alle tre begejstrede! Anton synes det er sjovt at køre i det lille, røde lyn, hvor man sidder tæt på vejbanen og mærker at man bevæger sig frem. Og selvom bilen er lille og vi har tøj med til os alle tre til en hel uge, så er baggagerummet stort nok. Havde jeg brug for en bil hjemme ville jeg købe en Fiat 500 Sport Edition lige på stedet! Turen mellem Danmark og München på 11 timer ville jeg ikke frygte! Og til de daglige ture gennem byen er den super!

Se billeder fra Skotland her!

/Anders

Comment