Delstaten Washington har ry for at være temmelig “liberal” efter amerikanske forhold. Der findes mange “alternative” enklaver her. Men rent faktisk er delstaten delt lidt op: På den ene side af “The Cascades” (den bjergkæde der går tværs igennem Washington State) er man liberal, og på den anden side er der en større koncentration af højreorienterede end man ellers ser i resten af delstaten. Det var tydeligt at se under det nylige “midtvejs valg” der afholdes præcis to år før/efter præsidentvalgene hvert fjerde år. På TV skærmene var der blåt i den ene side og rødt i den anden, alt efter hvem der var blevet valgt ind i det lokale parlament. I USA betyder rød Republikansk dominans, og blå betyder Demokratisk dominans. Altså stort set omvendt af hvad farverne indikerer i Danmark. Det skal man lige vænne sig til!

Nå, men generelt er man altså forholdsvis liberale her på egnen. Vi har fået at vide, at den mængde “alternative” mennesker man ser her i det nordvestlige hjørne af USA ikke nødvendigvis er repræsentativ for resten af USA. Vi har nu ikke set nogen vanvittigt specielle mennesker her endnu. Som i ethvert andet moderne samfund er der individer der  skiller sig lidt ud fra mængden, og måske er der lidt flere her end i Danmark eller Tyskland. Men vi har efterhånden set så meget på vores rejser, at der skal noget mere til, før vi for alvor imponeres!

Men det gode ved USA er så, at der rent faktisk er plads til at være lidt anderledes her! Det ses der ikke skævt til. Man holder godt fast ved sine “constitutional rights” - sine forfatningsmæssige rettigheder, der sikrer frihed og retten til at leve som man har lyst til... næsten. For selvfølgelig er der grænser for hvad samfundet kan tillade. Men den generelle tendens her i USA er, at staten blander sig så lidt som muligt i hvordan folk lever deres liv. Til stor tilfredshed for borgerne. Man kender ikke andet. Her i Washington State må man også bære våben. Åbenlyst. Det er så godtnok lidt underligt for en europæer!  Men der er heldigvis så få der gør det, at vi indtil videre ikke er stødt på nogen. Om de bærer våben under jakken er så en anden sag. Våbenlovgivningen på disse kanter er meget liberal.

Vi har taget fat på vores første nationalpark. Mount Rainier National Park blev besøgt en solrig søndag, hvor rimfrosten lå tyk og hvid på træer og marker, og solen gav et smukt genskin på de sneklædte bjergtinder. Vi kørte ad krogede bjergveje, gennem nåleskove, over broer og fossende floder. Forbi vandfald, små hyggelige spisesteder og enkelte “Bed & Breakfast” hytter. Det var altsammen meget, meget smukt og i målestok noget større end New Zealand, som jo ellers nok var imponerende i enhver tænkelig forstand. Bjergene her i Washington State er bare endnu større og naturen virker endnu mere mægtig. Den er ikke så mangfoldig som i New Zealand, hvor den jo er helt unik. Men den er alligevel særdeles imponerende! Som vi kørte længere og længere op i terrænet blev rimen til sne og mængden af sne blev ved med at tiltage, indtil vi var kommet så langt op som vejen nu var åben for trafik. Her fik vi så et par timer til at gå med at kaste med sne og bygge snemand. Det var ret sjovt, og der var ganske pænt besøgt. Vi var ikke de eneste der havde fået lyst til en søndagstur på bjerget! Der var ikke mange skiløbere lige der hvor vi var, for dette var ikke et skisportssted. Men der var dog enkelte, dygtige skiløbere, som kom ned ad bjergsiden, mellem alle træerne. Jeg antager at de må være gået derop på snesko, som vi så en del gæster vandre rundt på. 

Vi har også været i Seattle et par gange. Det tager en god times tid at køre ind til en togstation i nærheden af lufthavnen, hvorfra vi så har taget et lokal-tog resten af vejen. Vi har ikke rigtigt lyst til at køre den lejede Ford Fusion helt ind i centrum. Amerikanerne kører til tider noget raskt - ja, jeg vil næsten sige “italiensk” - og det stiller høje krav til sanser og koncentrationsevne. Jeg vil også gerne kunne nyde turene frem og tilbage. Derfor passer det mig, som den hyppigste chauffør, ganske fint at vi ikke kommer alt for langt ind i den helt tætte trafik. 

Men ellers er Seattle en ganske interessant by. Udover at være hjemsted for verdensfirmaer som Boeing, Microsoft og Starbucks, så har den også et helt fantastisk marked, “Pike Place Market”, hvor man kan købe alt tænkeligt indenfor kunsthåndværk og en nærmest endeløs række af internationale mad-specialiteter. Vi har allerede et par gange indtaget tyske pølser hos pølsemester Uli fra Sydtyskland, der i et par årtier har haft en meget flittigt besøgt butik med tilstødende serveringslokale på markedet. Et sandt overflødighedshorn af frugt, grønt og blomster er også at finde, ligesom frisk kød og fisk i alle afskygninger. Ikke det billigste sted, men bestemt et af de bedre!

Og lige på den anden side af gaden ligger så den allerførste Starbucks Café, der åbnede i 1971. Den er ikke ret stor og køen udenfor var temmelig lang. Vi gad ikke at stå i kø for at købe den samme kop kaffe som vi kunne købe på en lidt nyere Starbucks lige rundt om hjørnet, hvor der var god plads indenfor. Det var fint for os bare at have set stedet og dermed få hakket endnu et punkt af på listen.

Vi besøgte “The Space Needle” som blev åbnet til verdensudstillingen i 1962. Dengang var det den højeste bygning i det vestlige USA. Idag er det den syvendehøjeste bygning i Seattle! Vi tog det futuristiske “mono-rail” tog, der også er fra 1962. Med 51 år på bagen må man faktisk give dem, at det er ret tidløst! Naturligvis er der restaureret og vedligeholdt løbende, men hele komplekset ser fortsat ret moderne ud. Udsigten oppefra var flot, men efter at have stået på toppen af Empire State Building og Rockefeller Center i New York, Baiyoke Tower i Bangkok og ikke mindst Eureka Tower i Melbourne (den højeste bygning på den sydlige halvkugle) var det faktisk en lidt flad fornemmelse. Specielt taget i betragtning at entreen ikke var helt billig. Men det var en stor oplevelse for Anton at komme derop og også at køre med toget dertil, så hvem er nøjeregnende?!

Seattle er iøvrigt en by med et klassisk, amerikansk layout, hvor gaderne er anlagt efter det såkaldte “grid” (gitter) system. De ligger alle vinkelret på hinanden, og står man på toppen af en bakke, endda et godt stykke inde i centrum, kan man enten se helt ned til vandet mellem skyskraberne, eller helt ud til bjergene på den anden side. Jeg er altid fascineret af at se denne form for byplanlægning. Det er super praktisk, for uanset hvor i byen man befinder sig, kan man blot rette sig efter hvilket gadenummer man er på, og derefter er det ret let at orientere sig. 

Og igen er jeg fascineret af hvordan de mange forskellige klassiske og moderne arkitektoniske stilarter blandes sammen og danner en spændende sky-line. Det kan man godt lære lidt af hjemme i Danmark. Det giver bybilledet en helt anderledes dynamik, som ikke ubetinget er skadelig. Der kan sagtens arbejde adskillige tusinde mennesker i en enkelt skyskraber, og når de hver dag alle skal til og fra arbejde, og også går sig en tur i middagspausen, er der pludselig grobund for en masse småbutikker, caféer og restauranter i området. Der er lavet mange undersøgelser over højhuse og deres positive indflydelse på nærområdet. Den slags praller helt af på teknik- og miljøborgmesteren i Københavns Kommune. 

Ikke så langt herfra ligger der et børne/lege “museum”, Hands On Childrens Museum, som er et slaraffenland for børn mellem 2-10 år. Her kan der leges og læres indenfor alverdens “faglige” retninger. Der er en mini dyreklinik, en restaurant, en brandstation, et hospital, en havn med skibe og kraner, et værksted til håndværkerne og et meget fint formningslokale. Og meget, meget mere! Altsammen med henblik på at gøre børnene fortrolige med de forskellige professioner. Og i bedste amerikanske show-biz stil var der ikke et eneste musik instrument, men derimod en fin scene, med dåselatter og klapsalver, så poderne kan blive fortrolige med at optræde, før de lærer at spille klaver...! 

Nå, men vi har været afsted med Anton hele tre gange på nogle få uger. Han kan få mange timer til at gå her, hvor der er nok at tage fat på, både udendørs og indendørs. Og det endda i flere etager. 

Et andet ubetinget højdepunkt for os alle tre var LeMay America’s Car Museum i Tacoma. En fantastisk oplevelse, med hundredevis af top-velholdte veteranbiler fra dengang USA var en ung bil-nation. Men også med biler helt op til idag. Vi fandt mange rigtige klassikere, og Anton gik på jagt efter sine venner fra tegnefilmen Cars, hvor figurerne er inspireret af gamle, amerikanske biler. Ikke at der var nogen særlig temaudstilling, men vi kunne ikke lade være med at sammenligne virkelighedens biler med dem fra filmen. Det var ret sjovt! Museet er åbnet så sent som i 2012, og er virkelig godt bygget op. Vi fik flere timer til at gå her, og kunne sagtens forestille os at komme igen.

Hver gang vi kører en tur i området hilser vi på Mount Rainier. Det højeste bjerg i Washington State. Det er så stort og højt, at det forekommer mig at være “allestedsnærværende”. Som en mastodontisk, ensom majestæt står det dér med sne på og skifter farve alt efter hvordan solen skinner på det og efter hvilken farve himmelen har. Man skal ofte minde sig selv om ikke at kigge for længe på det, hvis man samtidig skal koncentrere sig om trafikken. Der er noget betagende, noget dragende over dette bjerg.

Se billeder fra Seattle og Washington State her!

/Anders

Comment