Vi har besøg fra Danmark lige for tiden. Min mor er fløjet hertil og således er "threeonthego" lige for tiden "fouronthego". Hun ankom et par dage før jul og skal følges med os indtil begyndelsen af Januar. Vi har allerede nået at have mange oplevelser sammen, og der er mindst lige så mange til gode, inden hun igen flyver tilbage til Danmark. Vi er alle tre glade for at hun gider at komme helt herover og følges med os et stykke tid. Julen blev da også lidt hyggeligere. Anton er naturligvis henrykt over at have sin bedstemor med på tur og kunne slet ikke finde sig selv da vi hentede hende på det lufthavns hotel, hvor hun havde tilbragt den første nat, for at få sovet ordentligt igennem oven på den lange flyvetur. 

Et af de allervigtigste punkter på listen over ting vi alle gerne ville se var Golden Gate Bridge. Påbegyndt i 1933 og indviet i 1937 står den som et gigantisk monument på tværs af San Francisco Bay og er et smukt vidnesbyrd om at selvom der var krise i 1930'erne, så blev der udrettet store ting. Og man kan faktisk slet ikke se at det mægtige bygningsværk nærmer sig de 80 år. Der er da også ansat et hold på ikke mindre end 50 håndværkere, bestående af smede og malere, der løbende holder broen ved lige. Vi fandt en smule rust her og der, men alderen taget i betragtning var det bagateller!

Når man står på broen kan man nyde et fantastisk syn ud over bugten og ind over downtown San Francisco. Men man må finde sig i en voldsom larm fra de mange biler der hver dag, døgnet rundt, krydser strædet. Golden Gate er en 6 sporet motorvej, med gang- og cykelsti i begge sider. Lidt over 105.000 biler dagligt, eller godt 38,5 mio årligt, kører over. Trafikken kan mærkes når man står oppe på høj-broen, og det er ikke for folk med højdeskræk! Vi følte os ikke utrygge, men hver gang en stor og tung lastbil eller bus kom drønende forbi, kunne det tydeligt mærkes i konstruktionen, som gyngede.

Et andet højdepunkt i San Francisco blev en tur med de såkaldte "Cable Cars", som også er et af byens vartegn. Det er egentlig en art sporvogn, men istedet for at blive drevet af elektricitet, drives vognene frem af underjordiske stålwirer, som trækker dem fremad. Det hele styres via et sindrigt system af motorer og mekanik, men i vognene findes der kun en manuel bremse, som er bemandet af en fører. Vognene er delvist åbne og vi sad alle ude i den ene ende, sidelæns på bænke med benene ud mod trafikken. Ikke nogen sikkerhedsseler eller bøjler til at holde os fast i sædet. Selvfølgelig kan man holde sig fast ved hjælp af nogle stænger, men har man ikke et fast greb om disse, kan man godt få en lidt mere spændende tur end man måske havde regnet med! Det skal dog siges at Cable Cars ikke kører særlig hurtigt, så faren er ikke voldsomt stor. Vi lod da også Anton sidde på bænken sammen med os. Dog havde vi hele tiden et solidt greb om ham. Og som vi sad der på de udendørs bænke, så mærkedes vinter vinden og den massive trafik omkring os også tydeligt. Jeg synes indimellem at bilerne kom susende forbi i meget høj fart. Der sker ulykker indimellem, men meget færre end man skulle tro. Vores tur gik fra bunden af California Street og hele vejen op til endestationen i den anden ende. Både på vejen op og på vejen tilbage kunne vi nyde udsigten fra vognen. San Francisco er, som mange andre byer vi har besøgt, bygget op omkring et "grid" (gittermønster) hvor gaderne ligger vinkelret på hinanden. Vi kunne se på tværs af hele byen, og efterhånden som vi kom op på bakketoppen kunne vi se et godt stykke ud over bugten også. Det var en spændende oplevelse. Men ikke helt billig. Når man tager i betragtning at Cable Cars egentlig er et offentligt transportmiddel, så er 6 dollars per person, HVER vej (et par kilometer) temmelig pebret. 12 dollars for en returbillet, og totalt cirka 30 minutters køretur var måske nok lige toppen af hvad man kunne forlange. Det undrer mig ikke det mindste at de lokale bruger andre transportmidler og at Cable Cars dermed mest er til for turisterne. Alligevel vil jeg sige at det bør opleves!

Julen tilbragte vi i Silicon Valley. Vi ville egentlig gerne have holdt den inde i centrum af San Francisco, men priserne på hotelværelser med et lille køkken var så astronomiske at vi ret hurtigt droppede de planer. Og rent faktisk viste det sig at være meget godt. For når man bor på hotel i en storby, så skal man gøre det fordi man skal "bruge" byen. Benytte sig af de tilbud som byen nu har. Eller være der i arbejds medfør. Vi skal ikke i teatret eller på fin restaurant. Vi skal bare have det hyggeligt sammen og have tag over hovedet til en rimelig pris. Vi fandt det vi skulle bruge i Sunnyvale. Det er 40 minutters kørsel syd for San Francisco. Her havde vi 2 suiter, så min mor kunne være hos sig selv og vi kunne være os selv, når det var det vi havde lyst til, og vi kunne gå på besøg hos hinanden. Ydermere var der køkken i begge suiter, så vi kunne lave lidt lette retter. Den tunge julemad holdt vi os helt fra i år. 

Den 24. december ville vi ikke selv lave mad så vi tog på restaurant. Vi havde fået anbefalet et godt sted af Thomas, vores ven som bor i området. Det var et rigtigt amerikansk “Steakhouse” i bydelen Mountain View, og der fik vi nogle af de bedste bøffer vi har fået i meget lang tid! Det var noget af et højdepunkt og en helt perfekt julemiddag for os! Vi tog tidligt tilbage til hotellet for at holde lidt "dansk/tysk" jul. Vi havde sat vores lille, medbragte plastic juletræ med farvede LED-lys og kitschet julepynt op og uden at Anton så det, fik vi anbragt gaverne ved siden af. Da vi kom hjem fra restauranten var det hans opgave at åbne døren og kigge indenfor. Hvis lysene på træet var tændte, så havde julemanden (eller das Christkind, alt efter om vi taler dansk eller tysk (det er dog ikke helt den samme person)) været der med pakker til ham. Anton havde i dagene op til juleaften haft tiltagende sværheder med at tøjle sin utålmodighed med hele dette hersens "julegave-koncept" og synes egentlig bare at vi, hans forældre, burde købe det han gerne ville have, hurtigst muligt, og så ikke vente så længe på ham julemanden. Vi gentog tålmodigt beskeden om at julemanden skam nok skulle få besked om hvad Anton ønskede sig, men at det jo altså i sidste ende VAR ham der skulle bestemme om Anton havde været sød nok til at få det han ønskede sig. Vi havde også fortalt ham at julemanden nok ville have for travlt til at vente på at vi kom tilbage fra restauranten, så hvis han havde været der mens vi var væk, så skulle Anton huske at hjælpe ham med at få gaverne fordelt mellem os alle. Det var nu en ret overskuelig opgave, eftersom stort set alle gaverne var til Anton. Det tog ham cirka 5 minutter at flå papiret af samtlige pakker og så var det ellers tid til at lege med gaverne. Heldigvis er sådan en lille dreng meget taknemmelig og er fuldstændig ligeglad med prisen på tingene. Vi havde købt ting der relaterede sig til hans univers, såsom fly fra "Planes" og biler fra "Cars" og så var han glad. Det gode ved at holde jul her i USA er, at legetøj koster cirka en tredjedel af hvad det koster i New Zealand eller Australien. Fantastisk! Vi holdt iøvrigt gaveregnen på et absolut minimum. Vi er jo ikke færdige med at rejse rundt og skal kunne have det hele med. Men for et lille barn er det bestemt også rigeligt med lidt, så længe det er noget han ønsker sig. Anton var ellevild og havde en fantastisk aften. Det der med julemanden og hans rolle og indflydelse på hvad der ligger under træet kræver dog nok lige lidt tilvænning. Det var første gang han rigtigt kunne forstå hvad "julen" er for noget, men det koncept har han så til gengæld helt tilsluttet sig.

Juledag holdt bedstemor sig et velfortjent hvil, efter at vi om formiddagen havde været en tur ude ved Half Moon Bay, for at nyde stranden og se på de surfere der havde valgt at tilbringe en del af deres juledag (den 25 december er jo den store juledag herovre) med at hoppe i (og på) de vældige bølger. Stillehavet var flot og vi hyggede os en times tid med at få Antons nye flyvemaskiner fyldt med sand. Men skidt med det! Det var sjovt!

Om eftermiddagen var vi inviteret hjem til et hold engelske bekendte, som kender gennem Alexandras søster i London. Eller rettere, vi var inviteret med hjem til nogle af deres venner. Vi tog turen fra Sunnyvale til San Rafael, en nordlig forstad til San Francisco, for at spise julemiddag sammen med dem alle sammen. 10 voksne og 8 børn. De fleste herboende englændere. Og så altså os. Det var en dejlig eftermiddag med virkelig lækker mad. Og jeg, der ellers aldrig har haft mod på at prøve en rigtig engelsk "Christmas Pudding" - mest fordi jeg ofte har hørt at den smager absolut rædselsfuldt - må sige at jeg blev meget positivt overrasket. Den er langt bedre end sit rygte! Det hjalp naturligvis at kokken havde været ret gavmild med cognac'en. Men det var tydeligt at der var lagt sjæl og hjertevarme i alle retterne, plus borddækning og op-pyntning. Det var en super dag for os alle tre. Anton havde masser af børn at lege med, selvom han var den yngste. De tog sig rigtig godt af ham. Dagens eneste uheld skete da vi et kort øjeblik var uopmærksomme og Anton befandt sig ved poolen i haven. Han elsker vand, men HAR lært at have respekt for det. Han ved godt at han ikke skal hoppe i poolen. Men i den ene ende var der et soppebassin, som var dækket til af en dug af noget bobleplast, for at isolere. Nysgerrig som Anton jo er, var det for stor en fristelse. Alexandra nåede lige at råbe til ham at han skulle komme væk fra kanten, inden han trådte ud på dugen. Og så stod han ellers i vand til navlen. Det hele tog bare 5 sekunder og han nåede ikke engang at blive bange. Han blev hevet op og fik tøjet af i en fart. Blev tørret og fik så reserve tøjet på. Klar til at lege videre. Godt at vinteren i San Francisco området ikke er som en dansk eller tysk vinter. Så havde situationen været en ganske anden. Resten af dagen drønede alle ungerne rundt ude i haven, og rundt om poolen. Anton fiskede et par gange, med stor forsigtighed, en bold op uden at blive fristet til en dukkert. Han havde lært lektien!

Tak til Andrew og Kate for at lægge hus til. Jo og Mike for at invitere os med. Denny, Kim og Richard, plus alle børn for at gøre dagen til noget særligt! Vi håber at vi ses igen, enten her eller i Europa.

Klik her for at se billeder fra den seneste tid!

/Anders

Comment