Der er mange der aldrig rigtigt når længere end til at udforske Dublin, når de kommer til Irland. Og Dublin er sikkert et fint sted at holde storbyferie. Men for mig er Irland snarere ensbetydende med den fantastiske natur og de nærmest mennesketomme landeveje. Helt derude ved vestkysten, hvor alt er så oprindeligt som det overhovedet kan være og hvor de fleste vejskilte er skrevet på gælisk. 

Vi ville gerne udforske en af landets største natur attraktioner, Ring of Kerry, som årligt tiltrækker hundrede tusinder af turister. Man antager at det er det næstmest besøgte sted i Irland, efter Dublin. Rundturen er 179 kilometer lang, og kan tilbagelægges på en dags tid. Alt efter tempo naturligvis. Vejenes tilstand og til tider temmeligt smalle strækninger gør dog, at man sjældent rammer den tilladte max hastighed. En dag er ganske passende til Ring of Kerry. Vi startede i Killarney omkring klokken 0900 om morgenen og var tilbage akkurat som mørket begyndte at lægge sig, omkring klokken 1730. 

Undervejs havde vi holdt flere pauser. Der er MASSER at se på, hvis man lader sig friste af de mange små landsbyer, og drejer fra for at se sig lidt nærmere omkring. Vi fandt eksempelvis en fin gammel slotsruin på en øde mark, ikke langt fra kysten. Når man træder ind på sådan et område (typisk indhegnet, men med mulighed for at komme ind uden decideret at bryde ind) er det på eget ansvar. Ruinerne holdes ikke ved lige og der er ikke opsat afspærringer. Børn skal absolut ikke have lov til at rende rundt alene, så vi holdt Anton i et fast greb, mens vi udforskede de spændende, hvælvede kældre, de enorme buer, der engang i tidernes morgen har dannet ramme om gigantiske, massive indgangsporte og de store vinduespartier hvor slottets beboere engang har stået og skuet ud over dalen og de omkringliggende bjerge. De 700 år gamle mure, tykkere end en arms længde, var delvist tilgroet af klatrende efeu, hvilket gav stedet en lidt mystisk atmosfære. Vi skulle passe på ikke at træde i kokasserne, som lå sporadisk spredt ud over det meste af “stue etagen”. De eneste nutidige beboere er nogle sortbrogede malkekøer, der dovent går rundt og græsser i den kolde vind.  

Når man kører gennem det irske landskab ser man disse gamle slotsruiner med jævne mellemrum. Nogle af dem er i bedre forfatning end andre. Jeg synes det er fascinerende at tænke på, at man virkelig har SÅ gamle bygninger stående midt mellem moderne huse og endda nogen gange helt ud til større veje. Et par gange så vi eksempler på moderniserede slotte, som enten har været plejet hele tiden, eller som er blevet moderniseret. Det var ikke helt så interessant. Der er nu engang noget mere spændende ved ruinerne, hvor man kan lade fantasien lege med. Til min (og Antons) forestilling om gamle slotte hører nu engang riddere iført rustninger, prinsesser med langt hår og tiara og ikke mindst voldgraven, som måske har en drage som beboer. De “moderne” slotte med termovinduer og parabolantenner på ydermuren passede ikke rigtigt ind i denne sammenhæng.

Vi besøgte kystbyen Dingle, som ligger ude på en lille halvø. Det er en rigtig hyggelig lille by. Noget af det der fascinerer mig meget ved at rejse rundt i Irland er, at de ofte maler deres huse i meget prangende farver. Det liver godt op i det, der ellers godt kan gå hen og blive en lidt trist hverdag i en søvnig by på landet. Specielt udenfor for sæsonen sker der ikke meget. Dingle har et hav af små, tilsyneladende hyggelige og spændende restauranter og caféer, men her midt i februar var kun en lille håndfuld åbne. Vi fik dog frokost og kunne herefter tage på en frisk køretur helt derud hvor kragerne vender. I bogstaveligste forstand! På det yderste af Dingle Peninsula bor kun de mest hårdhudede lokalfolk, kunstmalere eller forfattere med behov for ro til arbejdet. Og så de tåbelige turister der kommer med forestillingen om en uges ophold i naturens rasende elementer. Og DET kan man ihvertfald få! Naturen ER fantastisk, og udsigten over Atlanterhavet og den barske kystlinie gjorde at vi flere gange stoppede op, bare for lige at nyde det og reflektere lidt over at vi, trods alt, endnu har en smuk jord at bo på. Hver gang jeg steg ud for lige at tage et billede, skulle jeg holde godt fat på min nye, irske “sixpence” hat, for at den ikke skulle blæse væk. Det blæste! Meget! Så det var bare lige hurtigt ud, stille skarpt, og så ind i den varme bil igen. Alt imens Alexandra og Anton kom med opmuntrende tilråb inde fra kabinen.

Næste stop blev Cobh på sydkysten. I gamle dage hed byen Queenstown. Den udmærker sig historisk ved at være det sidste sted Titanic gjorde holdt på sin jomfrurejse, inden hun satte ud over Atlanterhavet, med kurs mod New York. Naturligvis har man lavet en stor udstilling om emigranterne og forholdende på de skibe som de rejste med gennem de par hundrede år hvor trafikken var størst. Og der må man jo nok erkende at Titanic var et luksus skib, ikke bare for førsteklasses passagererne, men også for dem på tredje klasse. På de fleste andre skibe var der ikke ordentlige forhold, og mange ankom svært forkomne på den anden side af atlanten. Vi besøgte også rederiet White Star Line’s gamle billetkontor, hvor man har lavet en udstilling om de lokale folk der kom med på Titanics jomfrurejse. Det gjorde indtryk at sætte sig ind i deres livssituation, deres drømme om fremtiden og deres endeligt på det iskolde, blikstille hav, efter Titanics møde med isbjerget den 14 april 1912 kort før midnat. Alene klasseskellene, som dengang var helt almindelige, virker i vore dage komplet absurde. Men de var der, og det blev skæbnesvangert for størstedelen af passagererne og besætningsmedlemmerne. 

Sidste stop i Irland, inden vi tog flyet fra Dublin mod London, blev Alexandras gamle studieby Waterford. Jeg har været med her engang tidligere. Siden Alexandras ophold i midten af 1990’erne er der sket rigtig meget. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om “det moderne Waterford”. Sidst jeg så byen, i 2005, var den endnu forholdsvis charmerende. Men siden da er moderne hoteller, boligblokke og endeløse rækker af en-familie huse skudt op overalt. Tydeligvis bygget i en fart af mere eller mindre talentfulde håndværkere. Det hotel vi boede på i centrum af byen var eksempelvis ikke mere end højest 5 år gammelt. Alligevel var det noget “nusset” i kanterne og kunne allerede trænge til en solid overhaling! Mange af byens nye huse så ud til at være i samme situation. Det er synd. Jeg sendte en venlig tanke hjem til Ørestaden i København, som også er skudt op i voldsom fart. Jeg håber at den holder sig pæn lidt længere.

I mandags afleverede vi så den lejede Ford Focus i Dublin lufthavn og satte kursen mod London. Her bor vi nu hos Alexandras søster. Vi er ved at planlægge ture mod Skotland, Wales og Cornwall. Jeg glæder mig specielt til at se Glasgow og Edinburgh, men også steder som Stonehenge og nogle af badebyerne på sydkysten står på listen. Og så naturligvis et par af de klassiske herresæder på landet. Man er vel ikke fan af TV-serien “Downton Abbey” for ingenting?!

Se billeder fra Irland her!

/Anders

Comment