Gennem hele vores rejse her i New Zealand, har landskabet omkring os ændret karakter, næsten time for time. Bjerge med sne på toppen, regnskove med hundredevis af grønne nuancer og endeløse strande med det fineste sand man kan forestille sig. Meget af dette kan vi, som sagt, nå indenfor bare en times kørsel med campervan’en.

Der er også forskel på nord-øen og syd-øen. På nord-øen var det grønne i overtal, mens vi her på syd-øen oplever langt mere bjerg-landskab og voldsomme floder med smeltevand, der skærer sig gennem kløfter, på deres vej mod oceanet. Folk med kendskab til New Zealand sagde også til os, at de to øer var meget forskellige. Det må jeg give dem ret i!

Vi har forladt Nelson i nord og er kørt sydpå langs vestkysten. Bedst som vi startede denne del af turen begyndte vi at mærke hvordan en vaskeægte vintermåned føles på disse kanter. Vinter i New Zealand er jo ikke kold som i Centraleuropa. Til gengæld er den våd! Tre dage i træk så vi stort set ikke solen, eller skyggen af blå himmel. Vi kørte gennem et gråt og dystert landskab, men sikrede os at vi fra tid til anden kunne lade os opmuntre af enten cafébesøg eller ekstraordinære seværdigheder.

En af de seværdigheder vi havde set meget frem til, var Pancake Rocks (pandekage klipperne). Da New Zealand i tidernes morgen blev dannet kan man vist roligt sige, at hele paletten blev brugt. Og på en lille strækning på syd-øens vestkyst finder man nogle højest ejendommelige klippeformationer. Det er som om de enorme sten er støbt i lag, selvom de er massive nok. Det ligner faktisk stablede pandekager, hvilket jo gør navnet ganske passende. Vi stod længe og betragtede dette fænomen. Og det selvom det var vindstyrke alá pelikan og regnen trommede på regnjakkerne og de røde kinder. Men der findes jo som bekendt ikke dårligt vejr, blot forkert påklædning. Vores regnjakker er kommet til deres ret i de seneste dage!

Vi fortsatte længere sydover og gjorde holdt i Franz Josef Glacier Village. Det er den nordlige port til vestkystens to absolutte publikum magneter: Franz Josef Glacier og Fox Glacier.

Jeg har før oplevet gletscher på tæt hold. Ved Ilulissat i Grønland. Allerede når man nærmede sig kunne man på lang afstand høre hvordan det knagede og bragede når isen  kælvede, hvilket den gjorde næsten hele tiden. De mange farvetoner på sådan en vældig masse, der langsomt bevæger sig mod havet er ganske enkelt fantastiske og man bliver helt stille. Den effekt havde gletscheren ved Ilulissat på mig, og det havde også Franz Josef og Fox Glacier. Men med billederne af den grønlandske gletscher i baghovedet var det dog lidt svært at blive rigtigt imponeret over Franz Josef. Vi kunne ikke komme nærmere end 500 meter fra kanten. Da vi startede vores vandring gennem kløften, som gletscheren faktisk tidligere har fyldt op, virkede den ellers meget imponerende. Men som vi nærmede os blev det sværere at “tage det hele ind”, og vi var faktisk lidt skuffede. 

Det var vi så heldigvis ikke dagen efter, da vi besøgte Fox Glacier. Her kunne vi komme meget tættere på, og endda komme til at vandre lidt oppe over isen, fra den ene bjergside. Vi kunne således se ned over gletscheren og på nærmeste hold nyde alle farvetonerne og ikke mindst de drabelige spalteformationer. 

Vi kunne også se nogle af de guidede grupper af turister som vandrede rundt dernede, iført røde termo anorakker, is-hakker og pig-sko. Vi overvejede grundigt om vi også skulle tage på sådan en tur, men droppede det igen. Dels var det meget dyrt og så var der ikke mulighed for at tage Anton med. Forståeligt nok skal børn være mindst 7 år gamle, og i stand til at forstå og følge instrukser på så farligt terræn. Det må vi have til gode til en anden gang. 

Ved begge gletschere skulle vi gå et godt stykke fra parkeringspladsen og ind i landet, før vi kom til selve gletscheren. De seneste 200 år har de begge trukket sig mange kilometer tilbage. Dagligt smelter tonsvis af is og vandet strømmer med voldsom kraft ned mod kysten. Man føler sig ganske lille når man går der mellem de stejle klippevægge, som på begge sider tårner sig op over den snævre kløft. Overalt ligger der små og store klippestykker som vidner om hvor mange kræfter naturen har. Det er rester af ituslåede bjerge, som gletscheren har revet med sig. Ofte er der nye bjerg- og is-skred, så området patruljeres dagligt af parkbetjente, der løbende må flytte rundt på afskærmningerne, så turisterne ikke kommer til at slå sig selv ihjel. 

Jeg blev lidt eftertænksom da jeg så skiltene på ruten, der indikerede hvor Franz Josef gletscheren havde været i 1870, 1935 og så sent som i 2008. Men begge gletschere er på kraftig tilbagegang! Årsagerne skændes de kloge jo meget om. Menneskeskabt, global opvarmning? En del af en naturlig cyklus, hvor sporadiske istider, med hundrede tusinder af års mellemrum retter op på klodens is-balance? Jeg er simpelthen ikke klog nok til at udtale mig om den slags, men jeg har svært ved at tro på at vi, menneskene, ikke skulle have en finger med i spillet her. Hastigheden hvormed isen smelter er øget dramatisk gennem de seneste hundrede år. Det passer sammen med vores øgede forurening af naturen og forbrug af fossile brændstoffer. Det kan være et tilfælde, men jeg spørger ofte mig selv, om ikke det var værd at finde andre måder at producere energi på? Noget der ikke forurener på samme måde og noget der ikke driver rovdrift på klodens ressourcer. Det siges, at når den sidste tønde olie er pumpet op af jorden, så er det endegyldigt slut med den energiform. Om menneskeskabt, global opvarmning er et faktum eller ej, så er mit argument, at der vel ikke er noget i vejen med en grønnere og renere planet? Eller? Det er muligvis dyrere, og vil gå ud over profitten på kort sigt, men mon ikke det er vigtigere at tænke på længere sigt? Måske er mennesket bare ikke klogt nok til at overskue konsekvenserne... Hvad ved jeg?

Her i området med gletscherne findes også den mest sjældne kiwi art i verden. Ikke frugten, men fuglen. Rowi kiwi’en findes kun i et begrænset område, kaldet Okarito Kiwi Sanctuary - et reservat hvor de lever beskyttet. Med kun 380 eksemplarer tilbage må man sige at den er i kategorien “Særdeles truede dyrearter”. I New Zealand er der ikke nogle oprindelige rovdyr der truer denne kiwi art. Men tilbage i 1800-tallet importerede man hermeliner for at de skulle gøre kål på de vilde kaniner, som var begyndt at blive en plage. Men hermelinerne gad ikke at jage kaniner, som var alt for hurtige. De forgreb sig på Rowi kiwien og ikke mindst dens æg, med det resultat at der for få år siden kun var et par hundrede tilbage. Så satte man et omfattende program igang, og idag er antallet stigende, omend med kraftig hjælp fra staten. Det er planen at man i takt med at bestanden stiger, også vil have hermelinen udryddet igen, idet den jo faktisk slet ikke oprindeligt fandtes. Vi har siden vi kom til New Zealand forsøgt at komme til at se kiwier ude i naturen, men de er meget sky og iøvrigt mest aktive om natten. Vi besøgte derfor stedet hvor man udruger Rowi kiwier og hvor vi kunne se to voksne eksemplarer. De gik rundt inde i et rum med meget dæmpet belysning, så vi kunne komme helt tæt på og se dem. Det var en sjov oplevelse efter at have læst så meget om dem. Desværre måtte vi ikke røre dem, men Anton fik en plys-kiwi da vi kom ud. Han lægger den til at sove om dagen så den kan passe på ham om aftenen.

Vi har også været en tur rundt om Lake Matheson i nærheden af Fox Glacier Village. Det er herfra man på denne side af øen har den bedste udsigt til New Zealands højeste bjerg, Mount Cook. For at komme op på bjerget skal man dog køre dertil fra den anden side, og det bliver først når vi har været helt nede sydpå og kører op langs østkysten mod Christchurch. For selvfølgelig skal vi da derop! Men udsigten fra Lake Matheson var helt speciel. Vi gik turen omkring middagstid. For jo længere ud på eftermiddagen man kommer, jo større er risikoen for at det er blevet overskyet. (Man tilråder egentlig at gå turen om morgenen, men det er ikke så lige til for os, at blive færdige til tiden og komme afsted!). Og ganske rigtigt. Mens vi gik turen rundt om søen, samlede skyerne sig lige så stille omkring bjergtinderne. Var vi kommet bare en time senere, havde vi ikke kunnet nyde udsigten. 

Vi kører i de kommende dage længere sydpå. Vi skal igennem det såkaldte Haast Pas, hvor et ungt par for bare 10 dage siden styrtede i døden i deres campervan under et kraftigt jordskred som følge af regn. Vejen var helt spærret i en uge, men er for et par dage siden blevet åbnet i dagtimerne. Den kraftige regn er heldigvis væk, men følgevirkningerne kan stadig komme. Vi håber at vejen forbliver farbar.

Klik her for at se billeder!

/Anders

Comment