Efter sammenlagt lidt mere end 2 ugers ophold hos Daniela i Tumwater, Olympia var det tid til at sige farvel. Sådan rigtigt, denne gang. Vi har virkelig alle tre nydt tiden hos hende og familien, men alting får en ende. Vi synes det er utroligt dejligt når nogen åbner deres hjem sådan for os. Det er jo en ubetinget tillidserklæring. Og selvom Daniela og hendes familie bor i et stort hus, kan man ikke undgå at komme til at kende hinanden godt i løbet af et par uger. Hjemme hos os selv har vi ikke tilnærmelsesvis den samme plads, men vi håber at vi kan gengælde gæstfriheden på en eller anden måde, når vi ses igen til næste sommer i Tyskland!

Det er ikke så tit at man hører noget om Oregon, når man sådan hører noget fra USA. Det er mildt sagt en af de mere “anonyme” delstater i Amerika. Og det var nok heller ikke et sted vi ville have besøgt, hvis det da ikke var fordi det ligger på vejen nedad vestkysten fra Seattle til San Francisco.

Men allerede ved det første stop i Oregons største by, Portland, blev vi meget positivt overraskede. Ikke at vi ikke ventede os noget godt, for det gjorde vi! Men Portland, der også kaldes broernes by, viste sig at være en by med flere ganske særlige karaktertræk, som vi fandt meget tiltrækkende. 

Byen virker med sine knap 600.000 langt større end den egentlig er. Det hænger nok sammen med at der er rigtig mange biler og at disse biler kører ud, ind, igennem byen og over Willamette River på ikke mindre end 8 broer og ad utallige motorveje der skærer sig på kryds og tværs. Man skulle så tro at man konstant bliver generet af motorstøj og trafik når man færdes i den indre by. Men det var nu ikke tilfældet da vi var der. Det var ganske vist en søndag eftermiddag, men butikker, caféer og restauranter havde åbent, så der var da heller ikke ligefrem dødt. Som i så mange andre velfungerende amerikanske storbyer, er trafikken ledt ind i nogle “hovedårer” som gør at man kan komme hurtigt igennem, hvis det er det man vil. Og hvis man skal ind i selve bykernen, kan man også nemt komme det. Men opdelingen gør at en masse trafik ledes forbi de trange gader i midtbyen, som så virker knapt så trafikerede.

Man skulle næsten tro at Portland er bygget, helt fra bunden, som en slags “mønsterby”. Den har alle de lige gader og stræder, som man ser i så mange andre amerikanske byer, lange promenader langs vandet, futuristiske bro-konstruktioner over floden, og et fantastisk miks af gamle, viktorianske stenbygninger og super moderne skyskrabere i glas, stål og beton. Med andre ord: Der er lidt af det hele. Vi synes det var fantastisk at gå rundt i den indre by i et par timer. Eneste lille minus var den ret skarpe kontrast mellem de mere “velhavende” dele af byen, og så de mange hjemløse, som holdt til lige rundt om hjørnet. Det er dog ikke unikt for Portland. Det har vi set en del steder.

Det absolutte højdepunkt i Portland var Oregon Museum of Science and Industry. Det ligger lige ud til Willamette River og med en spændende udsigt til nogle af de manger broer. Her kunne børn i alle aldre gå amok i alskens videnskabelige effekter. Robotter, jordskælvs simulatorer, dæmningsbyggeri, vindturbiner og meget, meget mere. Meget lig Eksperimentarium i København. Der var også en fløj med historisk videnskab, en afdeling med naturvidenskab og så Antons højdepunkt: Et “videnskabeligt” legeland, hvor han kunne lege med sand, vand og meget andet i timevis. Resultatet var - naturligvis - en meget våd dreng, med lommerne fulde af sand!

Efter Portland kørte vi ud til kysten og begyndte vores tur ned langs den amerikanske vestkyst. Highway 101 går langs med kysten det meste af vejen til Los Angeles, og de steder hvor vi ikke lige har havudsigt, påtænker vi at skifte til Highway 1. Det bliver i Californien. Det er iøvrigt Highway 1 man altid ser, når der bringes billeder og film af åbne Cadillacs, solbriller, vind i håret og så en solnedgang over havet ude i horisonten. Vi kører ganske vist i en anonym - nogle vil sige trist og kedelig - Ford Fusion med lukket kabine. Men jeg tror nu nok at vi kommer til at nyde turen gennem Malibu og Santa Barbara alligevel!

På vores vej langs Oregons vestkyst ad Highway 101 standsede vi i Cannon Beach. Vi havde læst lidt om Haystack Rock, som er en stor klippe nogle hundrede meter fra kysten, som vitterligt ligner en stor høstak. Det fascinerende er, at ved lavvande kan man gå helt derud. På dette tidspunkt af året er lavvande enten efter mørkets frembrud om aftenen, eller meget tidligt om morgenen, lige der hvor det begynder at blive lyst. Ingen af tidspunkterne passede rigtigt ind i vores kram, så vi nøjedes med at nyde en spadseretur i dagslys, på et mere menneskeligt tidspunkt, hen langs den vindblæste strand, mens vi flittigt fotograferede høstakken. 

I Cannon Beach var vi heldige at lave en rigtig god aftale med en udlejer af nogle hytter som lå midt i byen. De var udstyret med pejs, jacuzzi, fladskærms tv, fuldt køkken mv. Altså ikke ligefrem spartansk indrettet. Men når man sådan kommer forbi langt udenfor sæsonen, er folk til at snakke fornuft med. Så vi spiste pizza og så tegnefilm, mens ilden knitrede i pejsen og regnen ruskede udenfor. 

Dagen efter gik vi lidt rundt i byen og så os omkring. En dejlig, lille oase, som helt sikkert er propfyldt om sommeren, men som her i December måned var dejlig afslappet at gå igennem. Mange af byens huse er af historisk værdi og er fantastisk velholdte. Desuden var hovedgaden pyntet flot op til jul. Der manglede faktisk bare lige halvanden meter sne. Så havde man følt sig hensat til et sted i alperne!

Videre nede langs Oregons kyst kom vi til Newport. En vigtig fiskerby med et historisk havnekvarter. Her ligger der gamle træhuse fra det forrige århundrede, som fortsat er i brug og huser mange af de lokale firmaer indenfor fiskeindustrien. Det var ikke svært at forestille sig hvordan her måtte have set ud for hundrede år siden. Skibene ligger fortsat ude i havnen, de rensede fiskenet tørres i solen og mågerne sidder i store flokke og venter på deres chance til at stjæle fiskeaffald. Naturligvis ligger der også en del fiskerestauranter. Jeg er ikke nogen stor fan af “hav-mad”, men jeg bøjede mig for Alexandra’s insisteren på at jeg skulle prøve. I det mindste en lille smule. Så jeg gik ombord i en lille skål “Seafood Chowder”, som er en tyk, cremet suppe. Til alt held smagte den ikke særlig meget af hav, så jeg spiste pænt op, og måtte bagefter erkende at det faktisk havde været en ganske fin, gastronomisk oplevelse.  

Lidt udenfor Newport ligger Yaquina Head Lighthouse. Et gammelt fyrtårn, med en fantastisk udsigt ned langs kysten. På vejen ud til fyrtårnet kommer man forbi en lille lagune, som er delvist menneskeskabt for at give ly til sæler, havfugle og andre spændende kystdyr. Her måtte vi lige ned og hilse på nogle af de mange sæler der holdt til på stenene i ly for de store ocean-bølger.

Strandende langs Oregons kyst er helt fantastiske. De er nærmest endeløse! Når man kører ad Highway 101 kan man ofte se mange kilometer ned ad kysten. Prægtige sandstrande og enorme klitter! Faktisk er sandklitterne også lidt af et tilløbsstykke. Mange udbydere tilbyder adrenalin-ture på firehjulstrukne sand-scootere. Op og ned går det, over de vældige klitter, der indimellem er ret så stejle! Vi prøvede ikke nogen sand-scootere. Men vi gik en tur på klitterne. Anton kunne huske de enorme sandklitter i det nordlige New Zealand, hvor vi kurede ned på sand-boards. Han var slemt skuffet over at vi ikke skulle gentage den succes her. Men det var der desværre ikke mulighed for. Desuden var det frostvejr, så overfladen var temmelig hård. Alligevel var skuffelsen svær at sluge for den lille livsnyder!

Vi bor på forholdsvis billige hoteller her i USA. Og vi bestiller værelserne via en Smartphone App, som ret hurtigt giver et fint overblik over de billigste og bedste muligheder, efterhånden som vi kommer frem. Meget ofte reserverer vi bare nogle få minutter i forvejen! Smart! Langt de fleste steder har man kaffemaskine, mikro-ovn og køleskab på værelset. Og det er vi temmelig glade for. For selvom der ofte også er gratis morgenmad inkluderet i værelsesprisen, så er den morgenmad som de billige hoteller disker op med simpelthen for dårlig. Vi har oplevet at gå “sukkerkolde” efter bare en time. Og det går jo ikke. Så vi har vores egen kasse med forskelige morgenmads produkter (müsli, frugt og mælk) så vi kan få spist noget ordentligt, uden alt det tilsatte sukker som ikke er godt for nogen. Hvis der er brød i morgenmadsbuffeten er det oftest bare hvidt og luftigt brød, fuldstændig uden næring. Det fleste steder er der blot muffins eller noget færdigblandet havregrød, hvor man skal tilsætte varmt vand og røre rundt. Det er så næsten 50/50. 50% havregryn og 50% sukker- og tilsætningsstoffer. Selv Anton er ikke meget for den blanding. Han er vant til usødet havregrød med en most banan i. Andre steder har man et vaffeljern stående og man kan så fylde dej ned i formen fra en automat ved siden af. Det er stort set bare mel og sukker, rørt op i noget vand med stivelse. Efter et par minutter i den varme form, kan man så søbe den friskbagte vaffel til med ahornsirup. Eller rettere, en sukkerglucose-blanding med farve og ahornsirup smag. Der er ikke noget at sige til at fastfood findes overalt. Amerikanerne er jo hele tiden sultne, hvis de ikke spiser noget med reelt “gods” i! Og det har de faktisk ikke så let adgang til, hvis ikke de er vant til at stille krav til det de kommer i munden. Som tidligere skrevet ER der rig mulighed for at købe ordentlige kvalitets madvarer, både i supermarkeder og på markeder, men mange amerikanere kender simpelthen ikke andet end junkfood! Det er trist!

Oregon grænser op til Californien. Og lige der hvor de to delstater mødes, begynder Redwood National Park. Hjemsted for de største træer i verden. Dem har jeg altid gerne villet se og det kan du læse mere om i den næste blog. 

I mellemtiden kan du se billeder fra turen ned langs vestkysten her!

/Anders

Comment