Jetlag! Så ramte det os altså alligevel! Vi har været afsted i lidt over 10 måneder og er rejst i den samme retning rundt om jorden hele vejen. Vi har hidtil kunnet undgå jetlag ved simpelthen at flyve på de rigtige tidspunkter af døgnet og ankomme så nogenlunde på "menneskelige" tidspunkter så vi har kunnet "omgå" døgnets rytme og kroppens vaner uden de helt store problemer. Men turen fra New York til Dublin startede om aftenen og varede kun 5,5 timer. Med de 5 timer som Irland er foran New York betød det at vi ankom klokken 0700 om morgenen, uden rigtigt at have sovet (turen var ikke lang nok til at vi kunne få ordentlig ro). Det slog os ud og vi måtte ty til eftermiddagslur på hotellet i Dublin. Det førte så igen til søvnløshed den følgende nat, osv osv. I skrivende stund har vi været i Irland i lidt over en uge, og de sidste rester af træthed har kun lige forladt kroppen. Taget i betragtning hvor mange kilometer vi er rejst synes jeg egentlig det er OK. Det kunne have været meget værre!

Vi har været i Irland før. Faktisk har Alexandra studeret her for mange år siden og kender således landet temmelig godt. Vi lagde ud med at køre nordpå. Til Nordirland. Det er et sted jeg kun har hørt om i nyhederne, når der har været ballade mellem protestanter og katolikker. Bomber, mord og høje mure med pigtråd på toppen. IRA. Der har været mange triste overskrifter gennem tiden, men i øjeblikket er der nogenlunde fred og fordragelighed. 

Inden vi kunne komme afsted fra Dublin skulle vi dog først lige have overstået besværet med at få lejet en bil. Som det også var tilfældet i USA, så er udlejningsselskaberne her i Irland meget opsatte på at optimere indtjeningen fra kunderne, og tilbyder ekstra services såsom barnestol, GPS og ikke mindst forsikring til ublu priser. Forsikringen har vi med hjemmefra, men vi skulle også denne gang argumentere og forklare hvorfor vi ikke var interesserede i at betale en forsikring der pr. dag i realiteten ville øge vores omkostning med omkring 400%. Den første udlejer, som vi ellers havde fået et fint tilbud fra på nettet, ville i sidste ende slet ikke lade os køre uden den ekstra - dyre - forsikring. Vi valgte så at indhente endnu et tilbud, og kunne således køre afsted i en fin Ford Focus, lejet fra en anden udbyder. Tilmed til lavere pris end den første, og fuldt forsikret. Jeg har sagt det før og gentager gerne, at man virkelig skal se sig for, inden man bare siger ja til alt det der tilbydes ved skranken, når man er træt, står med et kæmpe læs baggage og bare vil til hotellet og i seng. Et ganske smart trick er at de kigger på mængden af baggage man har med, og så foreslår de - nærmest som standard - at man seriøst overvejer at opgradere til en større bil, og at de gerne laver et "fordelagtigt" tilbud på dette med det samme. 

Vi har hver gang afvist alle tilnærmelser til deres fine tilbud og det er hver gang endt med en fornærmet mine og foragtelig attitude fra sælgeren bag disken, inden vi får lidt ligegyldige og henkastede instrukser om hvor vi kan afhente vores bil. Det er det samme cirkus hver gang, så jeg antager at der findes en universel uddannelse hos biludlejningsselskaberne, der specifikt omhandler mer-salg og konsekvenserne ved afslag fra kunden. Sørgeligt!

Nå, men vi kom afsted i Ford'en og kørte mod Belfast, Nordirland. Turen mod nord er meget smuk og man erfarer ret hurtigt at Irlands tilnavn "Den Grønne Ø" ikke er taget ud af den blå luft. Her er meget grønt! Ofte virkelig intensivt grønt! Og det på trods af at det er vinter og at der ikke er nogen blade på træerne. Undervejs kom vi igennem de for Irland obligatoriske regnbyger, men vejret til trods tog turen blot et par timer. Efter at have kørt rundt i Australien, New Zealand og USA er det rart at befinde sig i et land hvor man rent faktisk kan komme meget vidt omkring indenfor kort tid. 

Man mærker ikke at man kører ind i et andet land. Der står blot et skilt ved vejsiden der indikerer at man nu befinder sig i Nordirland - en del af Storbrittanien. Fælles for alle veje i Irland - Nordirland inkluderet - er, at de er væsentligt smallere end man lige umiddelbart finder behageligt! Og selv på krogede landeveje, hvor bilerne lige akkurat kan passere hinanden, og hvor der i reglen altid står biler sporadisk parkeret i vejsiden, opererer man med en hastighedsgrænse på 80 eller 100 kilometer i timen. Jeg har endnu til gode at se en færdselsbetjent stå nogen steder for at håndhæve dem! Det regulerer vist helt sig selv...

Desværre regnede det i rå mængder den dag vi havde afsat til Belfast. På den ene side lidt synd, for det reducerer jo unægteligt lysten til at udforske byen. På den anden side var det ideelt museumsvejr. 

Vi ville gerne opleve Titanic Belfast museet, som åbnede for godt fem år siden i det gamle dok-område i Belfast havn. Her har man lavet en virkelig spændende og medrivende udstilling om livet i Belfast omkring den tid hvor Titanic blev bygget. Man får et godt indblik i datidens arbejderliv, overklassens problemer, Belfasts placering på verdenskortet osv osv. Den slags kan virkelig være tørt stof, men her var det medrivende og spændende sat op. Med moderne, interaktive virkemidler. Og så fik man naturligvis også hele historien om hvordan verdens dengang største luksusliner blev bygget og udstyret, og om hvordan jomfrurejsen også endte med at blive den sidste rejse. Jeg har aldrig tænkt over at Titanic blev bygget i Belfast, men naturligvis er det oplagt at lave en udstilling om det. Vi tilbragte mange timer her og kommer man til Belfast er det bestemt værd at afsætte tid til et besøg!

Næste stop på turen i Nordirland blev Portrush på nordkysten. Det er en rigtig klassisk, hyggelig kystby. Noget vindblæst, men i sommersæsonen utvivlsomt et attraktivt sted at holde ferie. Her midt i februar er der naturligvis ikke meget gang i den, men der var dog liv at finde. Vi gik en tur ned langs med strandpromenaden, hvor bygningsarbejdere var i fuld gang med at re-etablere strand- og promenade miljø efter den seneste, alvorlige vinterstorm. Vi fandt et lille, hyggeligt by-hotel med en pub i stueetagen, som serverede god, gedigen husmandskost til rimelige priser. Efter flere måneder på charmeforladte, anonyme kædehoteller i USA er det virkelig en fornøjelse at checke ind på et hotel hvor man straks fornemmer en personlig stolthed og glæde ved at modtage gæsterne ved receptionsskranken. Trapper og gangarealer i det gamle, krogede hus var skæve og brædderne i gulvet knirkede. Men der var rent og pænt og vi havde alt det vi skulle bruge. 

Næste morgen kørte vi de få kilometer til Giant´s Causeway. Et spektakulært naturfænomen af femkantede klippeformationer der er samlet i store klynger. Det ser højest ejendommeligt ud, og kunne unægteligt ligne noget der var menneskeskabt. Der knytter sig selvsagt en del legender til stedet. Noget med kæmper og overnaturlige kræfter. Det er et virkelig smukt område. Lidt usædvanligt for årstiden blev vi netop den dag begunstiget med pænt vejr og og et par enkelte strejf af solskin. Vinden viste ingen barmhjertighed, men 10 måneders rejse rundt om jorden har jo lært os et og andet, og vi var godt pakket ind til lejligheden! At stå her på disse underlige klipper, ved noget der synes at være verdens ende, gjorde et stort indtryk. Farverne, lyset og duften af havvand. De gigantiske bølgers konstante hamren mod kysten. På himlen over os hang mørke skyer, tunge af regn, og truede med at lække hvert øjeblik. Et særdeles dramatisk syn. Det holdt pænt tørt og vi så ikke skyggen af regn, før vi var godt på vej ad landevejen i sydvestlig retning mod Westport.

Her ankom vi lige til spisetid. Vores Bed & Breakfast havde ikke varmt køkken, så vi blev henvist til restauranterne og pubberne i centrum. Midt i februar er også Westport en ferieby udenfor sæsonen, og mange af madstederne havde ferielukket. Den italienske restaurant som vi rigtig gerne ville have besøgt havde ikke plads. Så vi endte med en lidt tarvelig pizza på en fastfood restaurant, inden vi kørte tilbage til vores Bed & Breakfast. Igen havde vi heldet med os i relation til det at få en positiv, individuel oplevelse. Et rigtig hyggeligt, gammelt hus. Gennemrestaureret med respekt for det oprindelige. Og så en vært der tog sit job alvorligt og gjorde sit yderste for at vi skulle få en god oplevelse. Og det fik vi! Efter måneder på landevejen i USA med "tom" morgenmad (sukker og kulhydrater i rigelige mængder) er det bare rart at indtage en morgenmad der mætter til langt ud på eftermiddagen, istedet for, som det var tilfældet mange steder i USA, at vi havde "sukkernedbrud" omkring klokken 10 - 40 minutter efter at vi havde forladt morgenbordet. Vi havde ofte morgenmad med selv, men det var ikke altid muligt. Her i Irland synes det ikke at være nødvendigt. 

Nu er vi så ankommet til Renvyle på vestkysten. Et råt og brutalt område, hvor det er naturen der sætter dagsordenen og indbyggerne retter ind derefter. Vi har sammen med Alexandras søster lejet et hyggeligt hus med udsigt over kyst og bjerge. Her hygger vi os nu, 3 børn i alderen 6 måneder til knapt 4 år (Anton er ældst), Alexandra´s søster (af Anton døbt "Tante Lilla"), Alexandra´s mor og så Alexandra og jeg. Anton og fætter Benjamin har ikke set hinanden i over et år, så det var lidt spændende hvordan det hele skulle gå. Gudskelov er her rigeligt med plads og mange rum hvor man kan sende dem hen og larme. Det lykkes ikke altid, så vi voksne har lynhurtigt udviklet et automatisk "baggrundsfilter" der gør hverdagen her i hytten tålelig. Men det er dejligt at se at de kan lege sammen, næsten uden at skændes. Vi har selvsagt episoder hvor kun den ENESTE orange flyvemaskine er interessant for begge parter, og ingen alternative forslag falder i god jord. Men sådan er det med børn i den alder. Generelt går det ret godt og de har det sjovt sammen. Ovenpå mange måneder med sporadiske legekammerater er det godt at se Anton grine og lege fra morgen til aften med en jævnaldrende, som vi ved at han også i fremtiden kan have det sjovt sammen med.

Se billeder fra Irland her!

Klik her for at læse om Alexandra’s syn på Irland!

/Anders

Comment