Det var egentlig slet ikke meningen at vi skulle have besøgt storbyen over dem alle på denne jordomrejse. Men New York endte alligevel med at komme på listen over steder vi gerne ville opleve sammen med Anton.

Men er sådan en storby overhovedet noget sted at tage børn med hen? Det er muligt at mange storbyer ikke er børne-egnede, men der er det helt særlige ved New York, at her er alting så dejligt meget anderledes end andre steder. Her er der mulighed for at gå på eventyr næsten overalt. Eventyr, der er sjove og interessante for hele familien.

Det første man skal være opmærksom på er, at New York ikke er særlig repræsentativ for resten af USA. Faktisk synes jeg i det hele taget ikke at man kan sammenligne New York med resten af landet. Det er en verden for sig! Alting er dog, som i resten af landet, ekstremt. Og kontrasterne er mindst lige så skarpe. Men så hører ligheden også op. New York er historiske bygninger, city-kultur når det er bedst og rigdom på den store skala. Ufattelig rigdom. Side om side med ufattelig armod! Og så er New York ikke mindst en international by. Ikke bare fordi her er mange turister. Her findes områder som Little India, Little Italy, Chinatown m.fl. hvor indbyggerne taler deres eget sprog og hvor man virkelig føler at man træder ind i et andet land, stort set i det øjeblik man går rundt om hjørnet, hvilket er ret fascinerende. Pludselig er skilte, tøjstil og husfacader af en anden verden. Ordet multikulturelt, som vi kender det fra Europa, er simpelthen ikke dækkende nok her! Her er der, på trods af at land-arealet på Manhattan blot udgør 59,5 kvadratkilometer, vitterligt plads til hele verden. Der er også plads selvom man ikke taler et fremmed sprog. Her ses der ikke skævt til dem der ser anderledes ud, opfører sig anderledes og i det hele taget lever anderledes. Der er højt til loftet i mere end én forstand. 

Skyskraberne på Manhattan har altid fascineret mig. Mange af dem er over 100 år gamle. Igen et tydeligt tegn på at det er tilladt, ja nærmest en selvfølge, at tænke stort i USA. Meget stort. For 100 år siden blev der, alt andet lige, ikke bygget så højt i København eller München. Klokketårne tæller ikke med! At stå på toppen af Empire State Building eller Rockefeller Plaza, som begge er opført i 1930’erne under den store depression, er noget ganske særligt. Noget man i mine øjne ikke kan opleve andre steder i verden. Vi har stået på toppen af skyskrabere i Bangkok, Sydney, Melbourne og Seattle bare på denne tur. Det er altsammen meget flot og imponerende. Men at se New York oppefra er bare lige et hak mere imponerende! Det er så koncentreret! Man kan stå og se ned på gaderne, 80-100 etager nedenfor. Indenfor få hundrede meter findes alt det man måtte ønske sig. På alle tider af døgnet. De gule taxaer snegler sig afsted gennem trafikken. Heroppe på toppen er den konstante dytten fra hornene bare en fjern undertone. Af og til overdøves det hele af en brandbil med udrykning. Da vi stod på toppen af Rockefeller Plaza, en aften efter mørkets frembrud, kunne vi se det hele med millionvis af lys på. Skyskraberne mindede om gigantiske juletræer og Empire State Building var da også i dagens anledning oplyst i rødt og grønt. Anton var helt ekstatisk over hvor “cool” det var! Vi blev allesammen lidt stille og stod bare og beundrede byen under os.

Vi bor på 28. gade Øst. Det er lige midt i det hele. Man kan gå til Grand Central Station, Empire State Building og Times Square på bare 15 minutter. Noget af det allerførste vi plejer at gøre, når vi ankommer til en ny storby, er at sætte os ind i det offentlige transport system. Her i New York vil det sige metroen. The New York Subway. Det er en verden helt for sig selv. Hernede under byen kommer man i nærkontakt med høj og lav i samfundet. Man sidder side om side i de ofte meget fyldte tog. Konstant holder musikere, der drømmer om en fremtid der kan betale til dagen og vejen, koncerter på perroner eller i togvogne og bliver betalt i “dimes” og “quarters” af forbipasserende. Enkelte forbarmer sig og smider en hel dollar seddel ned i guitar-kassen på gulvet. Det skal så lige siges at talent er der nok af. Her i de endeløse, underjordiske gange under metropolen møder man fantastisk dygtige artister og vi er flere gange stoppet op og har kigget på. Lyttet. Bare nydt et øjebliks oprigtig begestring og passion for musik eller artisteri. At mange af disse talenter ikke er blevet til noget stort skyldes vist bare mangel på held. Jeg har set berømte mennesker i fjernsynet med væsentligt mindre at byde på! Men sådan er der jo så meget!

Vi spadserer meget. Rigtig meget! Min søster, som er fløjet hertil fra Danmark for at være sammen med os under vores ophold her, og som ellers også er en ivrig vandrer, har et par gange fået styret sin lyst til at gå rundt. Men man mærker ikke trætheden lige med det samme, når man rundt om hvert eneste gadehjørne støder på noget nyt og spændende at se på. Anton nyder også at have besøg. Vi, hans forældre, er for længst løbet tør for nye, sjove ideer til den daglige underholdning, og så er det jo rart med en faster der kan levere lidt nye vinkler. 

Vi gik en tur gennem Central Park. Desværre var en stor del af de ellers spændende og indbydende legepladser lukket. Men vi fandt et enkelt sted der var åbent. Mens vi gik gennem den enorme park der fylder 3,4 kvadratkilometer af Manhattan, kunne vi se over på mange af de smukke, ikoniske bygninger langs med Upper West Side, hvor de rige og berømte bor. Eldorado bygningen. San Remo bygningen og ikke mindst Dakota bygningen hvor John Lennon boede, til han blev skudt lige nedenfor på fortovet. Vi så nu ingen berømtheder, bortset fra en skuespillerinde fra en nyere TV serie. Men hvis man skal på “stjerne-safari” er det ihvertfald i denne del af New York man bør starte.

I perioden fra cirka 1870 til 1950 kom der rigtig mange immigranter til USA. Og New York var tærsklen til det vældige land. På Ellis Island kunne vi komme ind og se modtagelses bygningerne som dagligt modtog tusindvis af flygtninge fra Europa. Flygtninge som i gennemsnit havde tilbragt 10 dage på at sejle over Atlanterhavet og betalt dyrt for billetten i håb om at et nyt og bedre liv ville være muligt her. Det anslås at omkring 100 millioner af USA’s 317 millioner indbyggere har forfædre der er kommet igennem disse bygninger. En tredjedel af landets befolkning! Og inden de ankom til Ellis Island sejlede de tæt forbi Frihedsgudinden som siden slutningen af 1800-tallet har stået som et symbol på en fri verden ved indgangen til New Yorks havn. Jeg har altid synes at Frihedsgudinden så sådan lidt lille ud. Jeg har heller aldrig været helt tæt på. Men hun er faktisk enorm! 46 meter er bare 10% mere end Rundetårns 41,5 meter, men hun virker langt større. Måske fordi Rundetårn står inde midt imellem en masse andre bygninger så man ikke rigtigt kan se det. Frihedsgudinden står helt for sig selv, på en piedestal og skuer ud over havnen og Manhattans skyline i baggrunden. Det gør en forskel! Vi kunne desværre ikke komme helt op i kronen på hende, selvom der var åbent. Af sikkerhedsmæssige hensyn er antallet af besøgende begrænset og man skal bestille billet i meget god tid i forvejen. Skidt med det! Vi hyggede os med at gå rundt om hende og se på alle de japanske turister der lod sig fotografere med den højre arm i vejret sammen med hende. Og fra Liberty Island er udsigten mod Manhattan bare storslået! 

Det samme gælder iøvrigt fra Brooklyn. Vi gik selvfølgelig over Brooklyn Bridge for at komme over og nyde udsigten fra den anden side. Vi havde valgt en smuk og klar solskinsdag til dette formål. Prisen for dette var desværre at det var bidende koldt og vinden var ubarmhjertig! Det gjorde ondt i kinderne og pandebenet på vej over. Vi var kun lige nede på Brooklyn Heights Promenade for en kort bemærkning for at få de obligatoriske billeder i kassen. Så skyndte vi os at søge tilflugt på en varm café! Men billederne af Manhattans skyline og Brooklyn Bridge SKAL man altså have! Det er endnu et af disse her helt ikoniske motiver, som man kun kan opleve netop på Brooklyn Heights. De historiske huse som ligger her er sikkert heller ikke helt billige. Det er klassiske rækkehuse fra slutningen af 1800-tallet, som de nu blev opført og udsmykket dengang. De fleste beboet af en enkelt familie. Det bliver vist ikke meget bedre! Jeg tør slet ikke tænke på hvad sådan et enkelt hus er værd!

Da vi var i New York i Oktober 2008 var man allerede godt igang med opbygningen af det nye World Trade Center. Det skyder op lige ved siden af det oprindelige, hvor man nu har lavet et gigantisk mindesmærke for de mange tusinde der døde den 11. september 2001. Det gør stort indtryk at stå der og kigge på mindetavlerne og se alle de mange navne på ofrene. Og samtidig knejser de nye tårne nu op over byen, som et symbol på ukuelighed og på at livet må og skal gå videre. De er utroligt flotte, de nye tårne. Der går endnu en rum tid før Ground Zero helt går fra at være byggeplads til fuldt ud at være epicenter for international handel igen. Men det er allerede helt tydeligt at det nye World Trade Center bliver endnu mere imponerende end det gamle. “Når det nu ikke kunne være anderledes” - synes at være mottoet...

New York er afslutningen på vores 90 dages ophold i USA. Og sikken en finale! Jeg kunne bruge mange uger, ja, endog måneder på at udforske byen lige så stille og roligt. Det, der virkelig fascinerer mig er, at den har så meget historik, af en storby at være. Immigranterne er naturligvis en vigtig del af historien. Men også store personligheder som John D. Rockefeller Jr., Cornelius Vanderbilt og ikke mindst Astor-familien har i mine øjne været med til at gøre New York City til det man ser idag. Nogle af de største og mest betydningsfulde industrikonglomerater er blevet til guldgruber, og ruiner, for forretningsmænd på Wall Street. Børskrakket i Oktober 1929, der førte til den store depression in 1930’erne, må i den grad siges at have haft indflydelse, ikke bare på New York, men også resten af verden. Den dag idag skeles der til hvad der foregår på børsen her, og lemmingeffekten er ikke uden betydning på resten af verdens børser!

På Broadway spiller nogle af de største musical- og teaterstykker. Pop- og rockkoncerter er større her end andre steder. Og INGEN af de store navne er på turne rundt om jorden uden et besøg i New York. Alverdens stjerner indenfor sport, musik og tv kommer hertil for at blive set. Det er her man kommer for at være “kendt med de kendte”. Og at være en stjerne i New York betyder næsten automatisk, at man er en af de største i verden. 

New York City ER bare i en kaliber helt for sig selv!

Dette er vores andet besøg her. Og ligesom sidste gang er der desværre end hel masse vi ikke når. Jeg har det nemlig sådan, at det jeg rigtig godt kunne lide sidste gang, det skal der være plads til at genopleve. Som eksempelvis en slentretur gennem Central Park, eller nedad Fifth Avenue. I denne omgang har vi så til gengæld nået en del nye ting, som at se lidt mere af Brooklyn og ikke mindst Liberty og Ellis Island. Men vi nåede ikke Harlem, Bronx og Soho. Specielt med et barn på tur er man nødt til at tage tingene lidt mere med ro. Så er det godt at vi har lejet en privat lejlighed hvor man kan være helt sig selv og gøre som man vil, når man bare har behov for at flade ud på sofaen, se TV og fordøje alle indtrykkende. Lege med Anton.

Nej, vi må simpelthen bare indse, at New York skal opleves i mange omgange. Det hele er så koncentreret at man faktisk ikke ville få noget ud af at presse for meget ind på for kort tid. Vi må tilbage igen.... og igen.... og igen...

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment