Vi har sagt farvel til nord-øen og er taget med færgen fra Wellington til syd-øen, hvor vi skal tilbringe resten af vores tid i New Zealand.

Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har sejlet med færge. Op gennem min barndom, hjemme i Danmark, var det jo en helt integreret del af det at holde ferie. Hele min familie var bosat i Jylland, og da næsten alle ferier gik dertil, så var der ingen vej udenom. Det var storebæltskaffe og dag-gamle birkes-rundstykker med Danbo-ost, eller Sprogø-omelet med et par skiver rugbrød til. Altsammen til overpris. Og det var Anders And blade, kabaler og Rummy på repeat indtil vi lagde til ved enten Nyborg, Århus eller Ebeltoft for at køre videre. Nu skulle vi så sejle med færge igen, og for at det ikke skal være løgn var færgen bygget på Aalborg Skibsværft i 1983. Det var ren nostalgi!

Første stop på syd-øen blev byen Nelson. Det er hovedbyen i den nordligste region på syd-øen. Alexandra havde i vores guide bog læst om et lille, hyggeligt vandrehjem, The Shortbread Cottage, som bare havde plads til 13 sovende gæster, men som havde meget hjemlige omgivelser, med ild i pejsen og gratis hjemmebag hver aften. I bogen stod der også, at reservation i meget god tid var tilrådelig. Vi tog alligevel chancen, og var heldige. Vi fik husets eneste, private dobbeltværelse og redte en hyggelig seng op til Anton med nogle madrasser på gulvet. Dagen efter besluttede vi at forlænge med yderligere 2 nætter, men måtte så flytte til et andet værelse med køjesenge. Indehaveren af stedet gav os dog lov til at have værelset helt for os selv. Vi nød at have, om ikke helt gode senge, så BEDRE senge end dem vi normalt har i campervan’en for en tid. Vi nød at have en masse andre, internationale rejsende at snakke med ved bordet og i stuen om aftenen. Og vi nød at slentre på små-ture gennem byen, og på det lokale marked, uden at skulle tænke på hvor vi skulle gøre holdt for natten omkring klokken 17. 

Efter 3 dage var det tid til at begynde at udforske den nordvestlige del af øen. Abel Tasman National Park er en af de allermest populære destinationer i hele New Zealand og den ligger bare en times kørsel fra Nelson. Vi ville gerne vandre igennem bjergene og regnskovene, over floderne og forbi vandfaldene. For at komme ind til alt det smukke, skal man enten vandre i mange timer (hvilket ikke er optimalt med et 3 årigt barn) eller lade sig sejle ind til en af de fantastiske bugter, hvor man sættes af på sandstranden og kan begynde sin vandring. Vi havde bestilt afhentning på en anden strand 5 timer senere. Den lå 6,5 kilometer i nordlig retning. Officielt skulle turen tage 2-2,5 timer og vi beregnede dobbelt tid. Det kom til at passe meget fint. Vi brugte lidt over 4 timer på turen, med flere pauser og bespisning af medbragte sandwich, og sad med fødderne i sandet, da vandtaxien ankom for at tage os med tilbage til campingpladsen. Endnu en gang beviste Anton at han er en habil vandrer. Han brokkede sig kun på de sidste 400 meter og glemte det hele igen, da han så det fine, lyseblå vand og den hvide sandstrand der ventede forude. Vi bar ham ikke på noget tidspunkt på denne tur. Det var godt gået af en 3 årig og der faldt da også et par søde sager af som belønning.

Dagen efter den lange vandretur kørte vi helt op til Cape Farewell, det nordligste punkt på syd-øen. Også her tilbragte vi mange timer i naturen, med vandreture på de endeløse og godt vindblæste strande. Det var et meget smukt område, som vi desværre ikke kunne få lov til at udforske helt på egen hånd. Faktisk er det meste af “The Farewell Spit” afspærret for offentligheden, med mindre man tager på en temmelig dyr, guidet tur. Vi valgte at gemme de penge til andre oplevelser på et senere tidspunkt. 

Men så var det at Alexandra kom til at læse om et sted, hvor man kunne fange sin egen laks, få den grillet eller røget og så enten spise den på stedet eller tage den med hjem. Altså en “put & take” - på godt dansk! 

Ingen af os har nogensinde tidligere prøvet at fiske. Men til denne udfordring var ingen erfaring nødvendig, og den rare mand ved lugen var behjælpelig med de mest basale teknikker, inden vi blev lukket ind til søen, for at prøve lykken. Til at starte med fik vi ingen madding med. Som han sagde: “Prøv lige at se om ikke det går uden, og hvis ikke der er bid efter 10 minutter, så kom og køb en lille pose madding for 2 dollars”.

Vi gik igang og kunne se i hundredevis af fede laks svømme dovent og uinteresseret forbi vores krog. Efter 20 minutter hvor Anton så småt var begyndt at kede sig, hentede jeg så en pose madding. Og så kom der ellers bid i første hug! Det var Alexandra der (tilfældigvis) havde fiskestangen på det tidspunkt, og hun forsømte naturligvis ikke en chance for at hovere en smule! Anton og jeg fik med et stort net hevet den sprællende fisk op på land og ned i en plastic beholder. Her var det så mig der måtte være bøddel og tage livet af staklen. 

Vi var lidt betænkelige ved at lade Anton overvære lige præcis denne del af oplevelsen, men besluttede at den slags hører med til livet og at børn også skal lære hvordan levende dyr bliver til mad på en tallerken. Han tog iøvrigt ikke synderligt notits af det, og ville også gerne overvære parteringen. Det var der dog erfarne folk til, så fisken ikke skulle gå til spilde! Blot 30 minutter efter fangsten sad vi alle tre og spiste af den henne ved røgeriet 25 meter fra søen. Anton spiste med stort velbehag!

Oppe i Abel Tasman nationalparken besøgte vi også nogle underjordiske huler. Det er ikke første gang på denne tur at vi ser den slags, men hulerne i Ngarua var noget mere spektakulære end dem vi så i syd australien. Og så var vi tilmed de eneste på den 45 minutter lange guidede tur gennem systemet. Meget betagende!

Her i New Zealand er jeg ofte kommet til at tænke på min afdøde far, som i sine unge dage drømte om at blive stjerne-forsker. Altså astronom. Han endte med at blive noget helt andet, men interessen for stjernerne holdt ved og jeg husker nogle meget tykke og tunge bind, nederst i bog-reolen hjemme i stuen, som handlede om verdensrummet, stjernebillederne og alle planeterne i vores eget og et utal af andre solsystemer. Her på den sydlige halvkugle forekommer det mig at stjerne er meget klarere og tydeligere, og at der er voldsomt mange flere af dem, når det er mørkt og klart vejr. En aften hvor jeg trådte ud af campervan’en på en campingplads hvor der var sparsomt med lys, virkede himlen over mig helt oplyst af stjerner. Det er meget smukt at se på hernede og jeg sender altid en tanke afsted. Min far sidder nok deroppe og kigger ned på os. For hvis han er nogen steder nu, så er det helt sikkert på den sydlige halvkugles stjernehimmel, der er så meget mere imponerende end den er på den nordlige halvkugle! 

Inden vores tur går videre sydpå langs vestkysten, er vi for en stund tilbage i Nelson. Vi har endnu engang indlogeret os på The Shortbread Cottage. Anton føler sig helt hjemme og har straks sat sig i sit vandte sofahjørne for at se lidt fjernsyn. Der er ild i pejsen og stedets langtidslogerende er ved at bage kage til alle. Det er da ikke så tosset...!

Du kan se billeder fra vores første uge her på syd øen ved at klikke her!

/Anders

Comment