Vi har brugt den sidste uges tid på at slå et smut ind mod den centrale del af syd øen. Efter Dunedin kørte vi til Alexandra - ja, det hedder byen - som viste sig bare at være en lille flække. Dog med en af de største campingpladser vi endnu har set. Desværre også temmelig nedslidt. Nuvel, vi blev der bare en enkelt dag, og satte så kursen direkte mod vores egentlige mål: New Zealands højeste bjerg Mount Cook.

Vi gjorde holdt på et lille backpacker sted ved navn Buscot Station, på en bjergside lidt uden for byen Omarama. Alexandra havde læst en masse godt om stedet, og vi besluttede at det var på tide at få et par nætter i nogle ordentlige senge. Desuden lå det blot en times kørsel fra Mount Cook. Den eneste campingmulighed der var åben i selve Mount Cook Village var en af de såkaldte “DOC” pladser (Department of Conservation), tilhørende Natur- og Miljøministeriet. Den var uden strøm og vand. Da nattetemperaturerne endnu på denne årstid ofte når under frysepunktet i netop det område, havde vi ikke lyst til at campere der. Vores lille varmeapparat til campervan’en skal desværre bruge en del strøm, så derfor er det på ekstra kolde dage vigtigt for os, at vi har en plads med mulighed for at slutte strøm til. Altså indlogerede vi os på Buscot Station, som nok er et lille backpacker sted, men en stor farm med 7000 Merino får og 1200 køer, i et par dage og foretog udflugten til Mount Cook der fra.

Det blev et par meget spændende dage for Anton. Den første eftermiddag vi var der, kom et par små merino lam til verden. De har ikke været mange timer gamle da vi gik hen over marken, og det var muligt for os at komme helt tæt på, uden at moderen brokkede sig. Vi stod længe og aede lammet, inden det var på tide at gå videre op ad bjergsiden, hvor vi kunne nyde en fantastisk udsigt over de omkringliggende bjergtoppe, endnu med masser af sne på.

Dagen efter kørte vi til Mount Cook Village, og gik vandreturen gennem Hooker Valley op til Hooker Lake. Det er en tur der er estimeret til 3 timer, frem og tilbage. Med Anton går det ikke helt så hurtigt, selvom han virkelig følger godt med. Vi var lidt over 4 timer om turen. Og den var bestemt ikke for begyndere! Flere steder var stien helt skyllet væk af vandløb og der var blot lagt nogle sten ud, som man kunne benytte som trædesten. Anton fulgte med så godt han kunne, og kun enkelte gange skulle han have hjælp. Flere gange fik han opmuntrende kommentarer og ros fra andre, erfarne vandrere. 

Al besværet blev belønnet af en fantastisk udsigt ved Hooker Lake, hvor vi havde udsigt til Mount Cook og søen med flotte isbjerge fra en kælvende gletscher i nærheden. Meget betagende!

Først da vi var næsten tilbage ved vores campervan var Anton så udmattet at vi måtte skiftes til at bære ham. Indtil da havde han klaret det superflot. På vej tilbage til Buscot Station vankede der naturligvis kiks og andre gode sager forrest i campervanen!

Næste morgen gik vi en tur rundt i haven på farmen. Anton elsker at lege med rigtigt værktøj, og det kan jo nok gøre enhver forælder nervøs! I dette tilfælde havde han fundet en greb til at grave kartofler op med og en stor rive omme i stedets store grøntsagsbed. Vi gravede nogle gulerødder op, som vi fik lov til at tage med. Det var rart at se Anton spise friske gulerødder med næsten lige så stor begejstring som når han spiser karameller! Og den stolte far bemærkede naturligvis at sønne-mand genkendte gulerødderne straks vi trak dem op af jorden! Jo jo! 

Opholdet på Buscot Station blev iøvrigt det første sted hvor vi for alvor kom i kontakt med en “lokal” New Zealænder. Altså en såkaldt Kiwi. Tony, som ejer farmen, var selv en meget berejst mand, med en særlig forkærlighed for Europa. For mig var det rart endelig at kunne stille alle de spørgsmål som efterhånden havde hobet sig op, om alt lige fra storpolitik til de helt små dagligdagsting, som beskæftiger folk her i landet. Tony kunne virkelig fortælle om landbrug, skovbrug, indenrigspolitk, udenrigspolitk, New Zealands rolle i verden og meget, meget mere. Og han kunne sammenligne det med vores egen andedam, som han selv har besøgt flere gange. Vi blev bestemt klogere på mange ting!

Vi kørte herefter videre til Lake Tekapo, som øjeblikkeligt røg ind på vores top 10 liste over steder vi kan lide her i New Zealand. Stedet udmærker sig ved at have en fantastisk smuk sø, med tyrkisfarvet vand, der er sådan lidt “mælket” i farven fordi det består af smeltevand fra gletschere der indeholder en del pulver fra knuste sten. Søen skifter farve mange gange om dagen alt efter sol og vejrlig. Desuden praler turistkontoret af at Lake Tekapo har et af de klareste steder i verden til at se på stjerner. Om det ligefrem passer ved jeg ikke, men den ene aften var det ihvertfald stjerneklart og der var RIGTIG mange stjerner på himlen. Jeg har tidligere skrevet om stjernehimlen på den sydlige halvkugle. Og her kom den for alvor i fuldt flor!

Vores campingplads lå med udsigt direkte til søen. Det var fantastisk at vågne op om morgenen til sådan et landskab. Vi blev der i tre dage... I disse dage kom vi så for anden gang indenfor kort tid i kontakt med Kiwier. En del familier var indlogeret på campingpladsen, heraf nogle med børn, som Anton virkelig nød at lege med. Vi fik en masse gode tips og ideer til hvad vi kan bruge resten af tiden her i landet til, plus endnu bedre indsigt i folkets dagligdag, landets udfordringer og hvordan de ser på resten af verden. 

Nu er vi så taget til Oamaru ude ved østysten. Det er også et meget smukt område. Byen overraskede positivt ved at have en smuk gammel bykerne, bestående af sandstensbygninger. Mange af dem i viktoriansk stil. Og så et totalfredet industriområde fra 1870’erne nede ved havnen. Det var nærmest som at gå i en filmkulisse. I bygningerne er der idag ikke nogen form for industri, men derimod kunstner-værksteder, gallerier, caféer og restauranter. Vi var helt betagede og gik længe og nød synet af de gamle bygninger. Det var dengang industrien endnu var i sin vugge og der var masser af “krummelurer” og detaljer på bygningerne. Sådan bygger man desværre ikke mere. Et par af bygningerne i Oamaru var endda til salg. Jeg spekulerede et øjeblik på om jeg skulle slå mig ned som ejendomsspekulant her, købe sådan en gammel bygning, og lave den om til luksuslejligheder i bedste New Yorker Loft stil... Oamaru ligger desværre ikke lige i verdens navle, så jeg tror ikke at der er marked for sådan noget. Men det kunne ellers være fedt!

Vi tilbragte en hel søndag eftermiddag på stedet Riverstone Kitchen / Garden. Det er et sted som er lidt svært at sætte i bås. Det er en farm. Det er en stor park med masser af legemuligheder for børn. Det er et shoppingsted med alt indenfor indretnings tilbehør. Og så er det en prisvindende restaurant og café, hvor langt de fleste ingredienser i det der serveres kommer fra haven og farmen omkring. Stedet er ikke ret gammelt, men har alligevel på meget kort tid formået at vinde priser, og folkene bag har fået parken til at se ud som om den er ældre end den egentlig er. Det var sådan en dag hvor Anton fik lov til at brænde al sin energi af på den store legeplads, alt imens vi sad i caféen og spiste prisvindende mad og alt for store stykker kage til dessert! Jo, den har de jo egentlig regnet meget godt ud. Mor og far bruger penge i ro og mag, mens ungerne hygger sig andetsteds. Det var egentlig meningen at vi “bare lige” skulle ind og kigge. Vi blev der i rigtig mange timer!

Vi har også været et smut lidt længere sydpå langs kysten, ved Koekohe Beach, hvor vi så de såkaldte Moeraki Boulders. Nogle højst ejendommelige, store runde sten. Angiveligt er de skabt for mere en 60 millioner år siden. De er kuglerunde. Og nogle af dem er flækkede så man kan se det indvendige af dem. Det ligner meloner der er skåret i fine trekanter. Det var her Alexandra besluttede sig for at vandre rundt i bare fødder og bandt sine kondisko fast til sin taske. Da hun et par timer senere - efter at have smidt tasken ind bag i campervan’en og efter at vi var kørt 60 kilometer væk - skulle bruge hendes kondisko, kunne vi kun finde én. Vi ledte og ledte, og besluttede os så for at køre tilbage for at lede efter den. Den var ikke på den parkeringsplads hvor vi havde siddet og spist frokost, hvilket ellers ville være mest logisk. Til gengæld lå den midt på stranden og ventede på hende. Det var vi ret lettede over. Selvom skoen er slidt efter mange vandreture, så er det alligevel dumt at miste den på sådan en måde. Og der er nu kun 3 uger til at vi flyver til USA, hvor den slags koster cirka det halve af hvad det koster her i New Zealand. Så hvis vi ikke havde fundet skoen på stranden, så havde det betydet 3 uger i enten varme vandrestøvler eller klip-klappere! 

Apropos indkøb i USA: Samtlige af Antons lange bukser er nu så nedslidte på knæene at der er hul i dem allesammen. Alexandra må reparere dem hver eneste gang de har været brugt. Det ser lidt ejendommeligt ud, og folk må jo tænke hvad de vil. Problemet er, at selvom han får nye bukser, så tager det ham ikke mange minutter at rive hul i dem! Det kan ikke betale sig at investere formuer i bukser til ham, med mindre de er særligt forstærkede med ekstra læder på knæ og bag. Men dem har vi ikke set her. Desværre! I USA er den slags også billigere, så der må vi sørge for at han får nyt “materiale” at arbejde i og med!

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment