DSC09518.JPG

Selvom der i USA bor ialt 317 millioner mennesker, og der i metropolerne kan være temmelig trangt, så er landet i virkeligheden ikke så befolkningstæt. Det er nemlig ENORMT! Og der er ufatteligt lange strækninger og store områder hvor der ikke er et eneste menneske at finde. Naturen her er mægtig og den er smuk og betagende. Vi kommer næsten lige fra New Zealand og synes jo nok at vi er svære at imponere efter det vi oplevede dernede. Men USA kan altså sagtens være med i den helt store målestok.

Der eksisterer 59 beskyttede nationalparker i USA. Den største ligger i Alaska og der er faktisk hele ni delstater der er mindre end denne park! I en national park er der selvsagt strenge regler for hvad man må, når man er på besøg. Eksempelvis må man ikke bare sådan gå rundt på må og få. Dels for egen sikkerheds skyld, men også for at beskytte dyre- og plantelivet. Men holder man sig på dydens smalle sti og gør som parkbetjentene formaner, så venter der utroligt store oplevelser. Allerede oppe i delstaten Washington fik vi vores første smag på en amerikansk national park. En endnu større og anderledes oplevelse ventede os i det sydlige Californien, i Joshua Tree National Park.

Parken inkluderer både lidt af Mojave ørkenen og lidt af Colorado ørkenen, og har mange spændende vandreruter for enhver kropsfysik og sindsstemning. Der er lange og ret anstrengende fler-dages ture og der er små, korte ture som kan klares på under en time, inden man atter sidder i bilen. 

Joshua Tree National Park er meget anderledes end noget andet jeg tidligere har set. Det er en rigtig ørken! Mange steder er den gold og øde, men der er også lommer hvor der er masser af liv. Parken har fået sit navn efter "The Joshua Tree" som er en art Yucca palme, der findes her i tusindtal. Det siger næsten sig selv at kun højt specialiserede livsformer kan leve i en ørken, hvor dagtemperaturerne i sommermånederne ofte kommer over 45 grader og i vintermånederne et godt stykke under frysepunktet. Dertil skal lægges at jorden ikke ligefrem er frodig og rig på næring. Det er sand. Og iøvrigt regner det sjældent. Derfor findes der masser af hårdføre kaktus-arter og en række specielle træer som man ikke ser så mange andre steder. Mange steder så vi krogede, sejlivede træer der havde slået rod i klippesprækker og på vindblæste skråninger. De gør det heller ikke nemt for sig selv!

Parken er også hjemsted for en række besynderlige klippeformationer. Gigantiske, terracotta-farvede klipper i de sjoveste former. Mægtige sten der er flækket og faldet sammen over hinanden, så det ofte ser ud som om det hele er menneskeskabt. Hvad det nu ikke er. Vi gik flere kortere ture ad de officielle, afmærkede stier og det var virkelig interessant at se hvordan naturens elementer gennem tiden har kæmpet og regeret her. Desværre så vi slet ingen dyr, udover nogle få fugle, hvilket vel også vidner om at det ikke er noget frodigt og imødekommende sted. Men der findes bjerggeder, stenbukke, en lang række fugle og så selvfølgelig slanger, skorpioner og edderkopper. Hver gang Anton var igang med at flytte rundt på sten og grene, eller ved at grave huller i jorden, måtte jeg lige minde mig selv om at HVIS der skulle være nogen af disse skabninger i nærheden, så var de formentlig flygtet langt væk inden vi nåede helt derhen. Vi hyggede os ihvertfald alle tre ganske godt i mange timer, uden at støde på nogen farer, indbildte såvel som reelle. 

Vi kørte rundt i området mellem Palm Springs, 29 Palms og San Bernardino i nogle dage. Udenfor national parken oplevede vi de små, støvede ørkenbyer, som man nogen gange har set i fjernsynet: Et byskilt i hver ende, et par små, søvnige butikker, en diner og så en tankstation. Og så ellers i anden og tredje række, på begge sider, en sporadisk samling småhuse. Altsammen mere eller mindre faldefærdigt. 

Det kan jo umiddelbart lyde lidt trist. Men vi sad flere gange med et lille smil om munden og glædede os over at opleve netop denne form for "land-liv". Jeg var ret imponeret over at der overhovedet KAN bo mennesker sådanne steder. Og tænk at der så også er nogen der GIDER at bo der! Men det er der altså og jeg er helt sikker på at de lever et godt liv og ikke kunne tænke sig noget andet. Landevejene er MEGET lige over MEGET lange stræk, så jeg er oprigtigt glad for at lejebilen har fartpilot installeret. Ellers havde jeg nok fået indtil flere fartbøder på de steder. Der er jo ikke ret meget trafik og hvis man sidder og stamper lidt med på rytmen til et godt "køre-nummer" på iPod'en, så er det svært ikke at give den lidt ekstra på speederen. Men med fartpiloten indstillet på det maksimalt tilladte kan det jo ikke gå galt. Eller...?

Lidt nord for 29 Palms kan man komme til at køre på den historiske Route 66, som af forfatteren John Steinbeck også er blevet døbt "The Mother Road". Route 66 er ikke længere nogen officiel rute, sådan som den var i tidernes morgen, og den er for længst blevet afløst af motorveje, der skærer sig tværs gennem landet fra øst til vest og fra nord til syd. Men vejen er ikke decideret blevet fjernet alle steder og benyttes fortsat til lokal trafik. På de strækninger hvor vi kørte var det dog så som så med vedligeholdelsen. Belægningen var ikke blevet fornyet i de sidste mange årtier, og der var meget langt imellem at vi så andre biler. Vi kunne se over på motorvejen som løber parallelt en del af vejen. Det var helt surrealistisk. Vi havde Route 66 helt for os selv, mens trafikken var tæt nogle få hundrede meter fra os. Langs med den historiske landevej er huse, restauranter og servicestationer for længst forladt og i kraftigt forfald. Vi kørte igennem mange spøgelsesbyer, som bare stod tilbage som hule skaller og mindede os om en svunden tid med lavere hastighed på vejene, mere tid til rejsen fra A til B og håret tilbage i den åbne flyder med armen hvilende på rattet. Det var dengang man brugte flere dage på at køre den tur som man i dag bruger nogle få timer på. Man gjorde holdt ved en landevejs diner, gik ind og fik kaffe, sandwich og is inden turen gik videre. En service station var en SERVICE station hvor der var tid til at tanke benzin for kunderne og få en snak om løst og fast. Og motellerne var knapt så ulækre og ikke kun for de mest hårdkogte typer. Men idag er tiden en helt anden og Route 66 er, med undtagelse af de steder hvor man har gjort nostalgien til en attraktion, bare en trist og nedslidt stribe asfalt langt væk fra den storhedstid hvor den vitterligt var en livsvigtig pulsåre.

Men det var nu alligevel ikke nogen helt trist oplevelse. Vi fik et fantastisk spændende indblik i det mere øde og forladte USA, hvor der ikke kommer turister hver dag. Efter mange timers kørsel på hullede og nedslidte veje var det dog en fornøjelse igen at kunne svinge op på rampen til motorvejen mod Santa Monica, hvor vi skal begynde turen tilbage mod San Francisco. Der skal vi nemlig holde jul. Min mor flyver ind fra Danmark og skal rejse sammen med os i et par uger. Det glæder vi os meget til. Jeg er personligt lidt stolt over at det er lykkedes mig at overtale hende til at komme herover. Hun har altid svoret at hun ALDRIG skulle til USA... Men sådan er der jo så meget og nu kommer hun altså! :-)

Klik her for at se billeder fra den seneste tid!

/Anders

Comment