Efter nogle super gode dage ved Waitaki Waters og i Oamaru kørte vi et godt stykke nordpå og endte i den lille by Hanmer Springs. Det var egentlig ikke helt planlagt at vi skulle køre så langt på en enkelt dag, men da vi først var kommet ud på hovedvejen, gik det rigtig godt og hurtigt og vi tilbagelagde flere hundrede kilometer på nogle få timer.

Hanmer Springs helt store trækplaster er varme kilder. Altså endnu en gang “hot pools” til os! Desværre var dette sted meget dyrt i forhold til hvad vi tidligere har set af den slags steder. Vi købte et 2 dages pas til os alle tre og sparede derved en smule. Men ikke meget. 

Mange steder er det at gå i “hot pools” virkelig en lækker oplevelse. Og det var det på sin vis også her. Men omklædnings faciliteterne haltede gevaldigt efter. Det var værre end omklædningsrummene i gymnastiksalene på min gamle skole. Og de var ellers ulækre! Og så var de her i Hanmer Springs kolde. Døre og vinduer stod på vid gab, så det at klæde om og tage bad virkelig ikke var den ellers “eksklusive” oplevelse som det hele blev solgt som. Tilmed lå omklædningsrummene forholdsvis langt fra bassinerne så man skulle skynde sig for ikke at få lungebetændelse på vej derud. At man så nyder at plaske rundt i 38-39 grader varmt vand er selvfølgelig det de lever på. Nuvel, Anton er blevet stor-fan af disse steder og følger gerne med, på trods af kolde gys før og efter den dejlige varme.

Vi blev i Hanmer Springs i 2 dage og så gik det ellers over Lewis Pass, tilbage mod vestkysten, som vi kørte ned ad for nogle uger siden. Men vejret på vestkysten var ikke godt. Faktisk hørte vi at det var næsten endnu værre end da vi sidst kørte der. Dengang havde vi uafbrudt regn i flere dage, og det gad vi ærligt talt ikke have igen. Så vi drejede fra lidt inden vi var helt ude ved kysten, og kørte så gennem Arthur’s Pass, tilbage til østkysten, hvor solen fortsat skinnede. Ikke fra en skyfri himmel, men den skinnede dog! To meget betagende bjergpas på en enkelt dag!

Specielt Arthur’s Pass er et af de højdepunkter som alle siger at man bør opleve når man besøger New Zealand. Når man kommer igennem passet så fortsætter man gennem en meget flot dal og man kører i et par timer på hvad jeg formoder er gammel gletscherbund. Der var brusende floder, små vandfald og stejle bjergsider. Overalt omkring os var bjertinderne snedækkede. Jeg kan godt forstå at også denne egn er et meget yndet sted at optage film i. Vi nød alle tre at køre her og opleve noget af den smukkeste natur vi endnu har set!

Det blev ret sent inden vi endelig fandt en campingplads. Det var i den lille flække Glentanner. Pladsen var bestemt ikke noget at skrive hjem om, og vi skulle da også bare være der en enkelt nat, inden vi ville køre op til et af de bedste ski områder i New Zealand, Mount Hutt. Stedet er lukket nu hvor skisæsonen er forbi, men man kan stadig køre derop. Vi kørte ad meget smalle og krogede grusveje, og der var ikke noget autoværn. Flere gange synes jeg godt nok at vi var lovlig tæt på kanten. Alexandra sagde heller ikke så meget ovre fra hendes side af kabinen. Flere steder var vejen i en så ringe forfatning at jeg kort overvejede at vende om. Men nu var vi alligevel kommet så langt, så skulle vi da ikke bare sådan opgive, vel? Ganske forsigtigt kom vi igennem de mest udfordrende strækninger og kunne så endelig parkere helt oppe hvor skiliften begynder. Der var masser af sne og vinden var bidende kold. Vi blev der ikke så længe, men vi havde lovet Anton at vi skulle kaste med snebolde, så det gjorde vi selvfølgelig. 

På vej ned ad Mount Hutt begyndte vi så at spekulere på hvordan resten af vores tid her i New Zealand skal forløbe. Vi har nemlig stort set oplevet alle de steder vi havde sat os for. Vi har kun Christchurch, Kaikoura og Akaroa lidt udenfor Christchurch tilbage, inden vi skal flyve herfra. Alt dette kan vi nå indenfor en uges tid. Og da vi under alle omstændigheder har god tid i Christchurch fra vi afleverer campervan’en og til vi skal flyve, så er vi blevet enige om at vi først behøver at være oppe i det område omkring den 28. Oktober. Vi havde lige pludselig en hel ekstra uge til rådighed! Tid for “Greatest Hits South Island” eller noget i den stil. 

Derfor er vi taget tilbage til Oamaru, som vi alle holdt meget af at besøge sidst. Herefter er det planen at vi tager tilbage til Wanaka og Queenstown oppe i den meget smukke og bjergrige del af Otago regionen. Her vil vi fejre Alexandras fødselsdag i næste uge. Efter at have været afsted i lidt over 6 måneder er det gået op for os, at vi har brug for lidt tid hvor vi ikke hele tiden modtager nye indtryk. Jeg vil ikke sige at vi er mætte. For vi har stadig masser af appetit på mere. Men nogle dage til lige at fordøje det hele er meget sundt. Wanaka og Queenstown er ideelle steder til lidt tid i tomgang, mens vi egentlig bare er indbyggere for en kort periode, uden andet formål end at nyde tilværelsen, inden vi så langsomt begynder at nærme os Christchurch.

Vi er begyndt at planlægge den første del af USA turen lidt mere i detaljer. Bilen er på plads og vi skal så til at finde ud af hvilken rute vi skal vælge ned langs vestkysten. Fra Seattle vil vi også meget gerne have en tur over grænsen til Canada. Vancouver ligger bare et par timers kørsel fra Seattle. Folk siger at det er en meget smuk by. Så den MÅ vi da have med! 

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment