Vi har været afsted i 6 måneder nu og kan begynde at reflektere lidt over hvad vi har lært. Hvad vi kan lide og hvad vi måske ikke ville gøre igen. Vi kan tale med ved bordet omkring fordele og ulemper ved en lang rejse som familie.

Mange interesserer sig forståeligt nok for hvordan det er at rejse med et mindreårigt barn. De fleste synes det er fantastisk at vi gør det, men der er også nogen der slet ikke forstår det. Og der er da også ulemper. 

Anton har udviklet sig helt enormt siden vi tog afsted. Han taler helt naturligt om de ting han oplever. Han ved en masse om dyr og om geografi, som andre børn på 3 år ikke lærer før de kommer op i de større klassetrin. Han taler dansk og tysk flydende, og forstår alt hvad der bliver sagt til ham på engelsk. Han kan endog svare igen på engelsk! Han sætter stor pris på “ordnede forhold” i vores dagligdag og finder tryghed i de daglige rutiner som vi da også er temmeligt strenge med. Tandbørstning, ansigtsvask og andre aftenrutiner følges, ligesom han ofte er den første til at spørge om vi ikke snart skal have noget morgenmad. Han slukker selv for musikken eller iPad’en når det er tid til at sove. På mange måder er han foran sine jævnaldrende.

Men så halter det på andre områder. Eksempelvis går han stadig med ble. Vi har nu heller ikke gjort vanvittigt meget ud af pottetræningen. Det er ikke let når vi ofte opholder os på campingpladser hvor toiletterne enten er uhumske eller meget kolde. Nogle dage kører vi lange strækninger over mange timer. Begge faktorer har gjort at vi endnu finder det mest praktisk at han går med ble. Havde han fortsat haft sin dagligdag i daginstitutionen hjemme på Islands Brygge i København, havde han forlængst været ble-fri. 

Mange dage er vores tålmodighed på en alvorlig prøve når det gælder vores guld-klump. Han opfører sig, naturligt nok, som et 3 årigt barn. Gør det stik modsatte af hvad hans forældre gerne vil have. Er utroligt længe om at spise op, og spiser ofte ikke særlig pænt. Er sjældent mere end 2 minutter om at grise sit tøj til og indenfor 5 minutter har han som regel slået hul på sine bukse-knæ. Ofte er han bare kropumulig, uden at vi egentlig helt kan finde ud af hvorfor. Så ville det jo være rart at kunne tale med venner eller familie om hvordan man lige skal tackle sådan nogle situationer. Eller en pædagog i børnehaven. Er han normal? Hvad gør andre? Osv. Men alt i alt går det over al forventning, og vi kan mærke at Anton trives med det liv vi fører lige nu. Vi ville helt sikkert kunne mærke hvis det ikke var tilfældet!

Naturligvis er alle de moderne faciliteter som vi har med os ganske nyttige i relation til at holde kontakten med familie og venner. Og derfor kan man godt vende de helt store udfordringer med dem. Men oftest er det ikke lige muligt når situationerne opstår, eftersom der lige hvor vi befinder os nu, i New Zealand, er en 11 timers tidsforskel.

Kontakt til venner og familie er iøvrigt et andet punkt hvor man som rejsende på den anden side af jordkloden må lide et afsavn. Vi kommunikerer gennem vores hjemmeside, og deler stort og småt på facebook og twitter. Vi ved at mange følger med i det omfang de har tid og lyst. Men vi hører sjældent noget den anden vej. Dette er på ingen måde en klage! Vi VED at sådan er det! Vi har begge prøvet at bo i udlandet og når man er væk fra sine venner og bekendte på hjem-egnen, så må man altså regne med at deres dagligdag går videre, uanset hvor vi befinder os. Vi kender det jo selv: Hverdagen opsluger os og vi får bare ikke lige skrevet eller ringet... Derfor er det os, som er væk hjemmefra, der må tage initiativet til den kontakt vi ønsker at have. De gange vi har ringet op på Skype er det første man hører altid: “Årh, f....! Jeg har tænkt på at ringe til dig, men nu kom du mig i forkøbet!” - præcist som jeg sikkert selv ville sige det!

Når alt dette er sagt, så er der gudskelov også rigtig mange der skriver kommentarer tilbage til os, og synes godt om det vi rapporterer via bloggen her. Antons bedstemødre er iøvrigt undtaget for enhver generalisering. De er meget flinke til at holde sig i kontakt, og klager ofte over at der går for lang tid imellem vores Skype opkald. 

Ofte er det da også os der bliver opslugt af “hverdagen” - hvis man kan bruge det ord i denne sammenhæng. Vi er holdt op med at se denne rejse som en egentlig ferie, hvilket det vel reelt set heller aldrig har været. Det er en form for “dannelsesrejse” for os alle sammen. Normalt tænker man på unge mennesker på dannelsesrejse, men jeg vil vove den påstand at man aldrig bliver for gammel til den slags. Vi har valgt at investere i vores fremtidige livskvalitet via denne rejse. Og derfor skal den også tages seriøst. Vi skal have noget ud af dagligdagen. Vi skal være “rigtigt” til stede der hvor vi nu kommer frem. Vi skal have suget alle indtrykkene til os. Hvis ikke vi behandler vores fantastiske mulighed for at rejse jorden rundt som familie med behørig respekt, får vi ikke det ud af den som vi kunne. Det ville jo ikke være til at holde ud! 

Derfor går der også ofte dage imellem at vi giver lyd fra os. Nogen gange er det af helt lav-praktiske grunde, idet der simpelthen ikke er mobildækning eller internet mulighed. Vi har lært at nyde de dage hvor vi ikke kan foretage os andet end at læse en bog eller simpelthen bare tale sammen. Vi har ikke set fjernsyn siden vi forlod München i April, lige med undtagelse af lidt børnefjernsyn der hvor det har været muligt, og så i Melbourne hos Sandra & Erich, hvor vi boede i næsten en måned. Og der skal jeg da være den første til at indrømme, at jeg nød at få mit daglige “fix” af nyheder i form af levende billeder. Men vi savner ikke fjernsyn og radio. Vi hører dog enormt meget musik. Faktisk konstant når vi kører på landevejene. Og jeg tager ofte hovedtelefoner på om aftenen og nyder MIN musik. Min gode, gamle iPod Classic, som har fulgt mig igennem næsten 8 år kører i snit 3-4 timer om dagen. Anton er begyndt at have ret så faste meninger om hvad der er god og dårlig musik. Så nu har han arvet Alexandras gamle iPod, og fået et par hovedtelefoner, så han selv kan bestemme hvad han hører. 

Som man sikkert kan fornemme gennem mange af de tidligere blogs vi har skrevet, så har vi opnået det vi ville ved at rive et år ud af kalenderen og tage ud i den store verden sammen. Vi spekulerer ikke meget på om det er mandag morgen, eller fredag aften. Vi lever i nuet og det er omstændighederne omkring os der afgør hvordan dagen eller aftenen skal tilbringes. Vi tager os god tid! Ofte er klokken 11 om formiddagen inden vi er klar til at “lette anker” fra en campingplads. Så er formiddagen gået med at vågne langsomt, spise morgenmad, tage bad og eventuelt snakke med andre gæster omkring os. Det bliver en hård omvæltning at skulle finde sig i langt mere faste tider, når vi er tilbage i en dagligdag i München!

En af de bedste ting ved at se og opleve nye steder er, at man kan se sit fædreland eller sin hjemby i et helt andet perspektiv. Meget af min udlængsel og rejslyst var helt sikkert begrundet i, at jeg ikke var tilfreds med mit liv og at græsset absolut måtte være grønnere på den anden side af jordkloden. 

Det har - naturligvis - vist sig at være ganske anderledes. Også i Thailand, Australien og New Zealand, hvor vi indtil nu har været, er der ting og forhold, som jeg absolut ikke synes om. Så kan man lige pludselig se fordelene ved sin egen “baghave”... Danmark og Tyskland hører til blandt de absolut førende i relation til miljø, grøn energi og energibesparelse. Tre ord man stort set ikke kender i Thailand. I Australien og New Zealand må vi ofte slå os på panden over hvor lidt man gør for at spare på energien. Selv i nye huse er der ikke isoleret særlig godt, og da slet ikke efter nordeuropæiske forhold, selvom temperaturerne egentlig taler for at man gjorde det. I både Australien og New Zealand er forbrugeroplysning endnu i sin vugge. Man ser tydeligt at det er producenternes opgave at vejlede forbrugerne, hvilket så giver en temmelig “glatpoleret” og indimellem søgt vejledning og varedeklaration. Vi griner dagligt over mælkeprodukter der er “97% fedtfri” - i stedet for bare at skrive at der er 3% fedt i. Men det første lyder da bedre i marketingchefens ører... Et andet eksempel er fra morgenmads produktet “Weet Bix” som vi er blevet forfaldne til: “Indeholder 71% fuldkorn (hvilket giver dig en længere mætheds-fornemmelse) plus jern og B-vitaminer (dette hjælper på din energi). Tjah, måske er dette vejen frem? Det virker bare en anelse mærkeligt, når man ikke lige er vant til at få det skåret ud i pap på denne måde. Og som enhver dansker bliver jeg mistroisk når det står på sådan en lidt “marketing-smart” måde... Hvad SKJULER de så i pakken?(!)

Det gode ved at komme lidt væk fra den hjemlige andedam er, at man i det hele taget kan se og begynde at værdsætte forhold i Danmark eller Tyskland, som man ellers tidligere synes var irriterende eller ligefrem tåbelige. Jeg synes eksempelvis at supermarkeds duo-polet i Australien, hvor Coles og Woolworths klart dominerer, er helt ude af proportioner. Fødevarer for den australske gennemsnitsfamilie er vanvittigt dyre. Og det er ikke fordi fødevareproducenter eller landmænd stikker profitten i lommerne. Guderne må vide hvor pengene forsvinder hen. Men det er børnefamilier og de mindre velstillede der lider. I Danmark har vi også to dominerende supermarkeds-udbydere, men staten er noget mere dikterende. Vi må også finde os i nogle af verdens dyreste fødevarer, og det skyldes også mangel på konkurrence, kombineret med høje afgifter og moms. Men jeg blev alligevel noget rystet over at skulle betale 12 kroner for en liter mælk i Australien! Eller 25 kroner for en pakke hvidt toastbrød! Så slemt har vi det altså ikke i Danmark, selvom det ikke gør vores priser rimelige! I Tyskland er fødevarer jo endnu billigere, så jeg glæder mig til at kunne hente en liter mælk til 5 kroner når vi er tilbage i München. Eller et groft rugbrød til 25 kroner hos bageren (GROFT og mættende - ikke hvidt og luftigt!) - hvis ikke Alexandra da begynder sit brødbageri igen.

Brød.... En ting man simpelthen ikke kan lave lige så godt som i Danmark eller Tyskland. ALLE andre rejsende vi har mødt, har alle sagt det samme. Det er noget forfærdeligt brød man “spises af med” her i New Zealand, og også i Australien. Vi må leve med det nogen tid endnu. I USA er det bestemt ikke bedre. Ej heller i Irland. Men til April næste år... Så skal der spises ordentligt brød igen!

Helt slemt er det dog ikke på det kulinariske. I Thailand spiste vi naturligvis en hel del thailandsk mad. Også retter som vi ikke havde prøvet før. I Australien prøvede vi bl.a. kænguru og emu. Alexandra satte også tænderne i en krokodille-schnitzel. I New Zealand har vi bl.a. prøvet jordfrugten Yam. Og så er der jo mange retter som, når ingredienserne bruges som man gør de lokale steder, smager anderledes end vi er vant til derhjemme. Med andre ord: Det kulinariske verdenskort udvider sig betragteligt på sådan en tur her. Og Anton er begyndt at kunne være med. Således var det ham der for nylig, på et marked i Dunedin, så en frisk fisk i en kasse med knust is og bestemte, at den skulle vi da have til aftensmad. 

Når man rejser som vi gør, så bliver verden på en og samme tid både større og mindre. Det kan lyde lidt ubeslutsomt. Men verden er meget stor, når man tilbagelægger omkring 4-5000 kilometer om måneden på små, krogede bjergveje. Samtidig bliver verden meget lille, når man skridt for skridt, kilometer for kilometer “afmystificerer” den. Australien og New Zealand har altid været eksotiske, fjerne drømmemål for mig. Og nu hvor jeg har haft en dagligdag som rejsende i begge disse lande i et stykke tid, ser jeg dem fra en helt anden vinkel. Det er vel naturligt nok. Og som med så meget andet her i livet, så har det indtil nu også vist sig, at den første mavefornemmelse for et land holder meget godt i længden. Allerede den allerførste dag i Australien, da vi gik en tur i Brisbane, havde vi begge en fornemmelse af, at her kunne vi godt slå os ned og bo. Vi mødte rigtig mange australiere i løbet af vores 3 måneder i landet, som alle var med til at forstærke denne fornemmelse af, at her var man velkommen. Også i New Zealand føler man sig velkommen. Men vi har ikke tilnærmelsesvis været lige så meget i kontakt med de lokale, som vi var i Australien. Og selvom det er blevet bedre jo længere vi har været her, så har ingen af os endnu rigtig haft fornemmelsen af, at her kunne vi bo. New Zealand er uendeligt smukt og betagende. Men både Alexandra og jeg er simpelthen for meget by-mennesker til at New Zealand rigtig ville kunne dække vores behov. Ganske vist er Auckland en stor by, men den var vi ikke så begejstrede for. Til gengæld er vi meget begejstrede for en håndfuld af de mindre byer, og bestemt også hovedstaden Wellington. Men at bo i nogen af dem permanent? Der skulle ihvertfald være sikkerhed for et rigtig spændende job. I Australien ville vi uden videre kunne finde os til rette i enten Brisbane, Sydney eller Melbourne. Men igen, forudsat at job- og boligsituation var på plads. Vi har begge tidligere taget springet og er flyttet til et land, hvor alle de ydre faktorer var på plads, men uden at jobbet var sikret. Hvis man permanent skal nyde tilværelsen et andet sted, som ellers er dejligt, skal indtægt, tag over hovedet og netværket være på plads. Ellers skal man bruge al for megen mental energi på at etablere sig, og så går magien fløjten - inden man overhovedet er kommet rigtig på plads. Sådan har vi det ihvertfald...

Og nu er så halvdelen af vores rejse omme. Cirka samtidig med at vi kunne fejre at have været 6 måneder undervejs, stod vi og kiggede mod horisonten fra New Zealands sydligste punkt. Så langt væk hjemmefra har ingen af os nogensinde været før. Og nu er vi så begyndt at nærme os de hjemlige, nordlige himmelstrøg igen. Der går ganske vist endnu 6 måneder før vi er hjemme, men der var da lidt symbolik i det.

Vi oplever hver dag en fantastisk masse eventyr og det er utroligt givende at følge hvordan Anton lige så langsomt bliver bedre og bedre til at iagttage og kommentere det han ser. Han drager paralleller og sammenligninger som end ikke vi voksne havde tænkt på. Ofte er det Anton som først spotter et eller andet interessant i horisonten, hvor Alexandra er optaget af at læse i guidebogen om vores næste stop og jeg koncentrerer mig om trafikken foran os. Han er også opmærksom i naturen. Det er endnu for tidligt at sige om han bliver en begejstret bjergvandrer som hans Oma og Alexandra er det, men det tegner godt. Han er heller ikke genert eller afvisende overfor at møde nye mennesker. Han går hen til andre børn, som ser ud til at have det sjovt, og begynder at lege med. Det bliver naturligvis rart for ham at få mere faste og langvarige venskaber når vi kommer tilbage til München, men indtil videre ser han ud til at have det meget godt.

Vi er også blevet bekræftet i, at det miks vi har lavet i relation til måden vi rejser på er det rigtige for os. Vi havde egentlig regnet med at bruge væsentligt mere tid på hoteller eller vandrehjem (og flere penge, naturligvis!) - men campervan’en har vist sig at være det helt store hit. Vi har alt med os allevegne og det betyder også at Anton ikke skal undvære faste, vante rammer. Men allerede nu, hvor vi er begyndt at planlægge vores videre færd gennem USA og Irland, kan vi se, at vi - ihvertfald i USA - nok må indstille os på, at campinglivet for en tid er forbi. Man camperer simpelthen ikke på samme måde der. Og så er det rigtig vinter når vi ankommer til Seattle i midten af November. Men det gør ikke så meget. Vi har lært rigtig meget af livet i en campervan og vi kan helt sikkert også få noget godt ud af andre rejseformer. 

Vi har iøvrigt fundet ud af, at vi passer godt sammen som “rejsekammerater”. Mange ville sikkert finde det mere betryggende at have planlagte dagsmål, forudbestilte overnatningssteder, aftalte spisesteder og tider mv. Gudskelov er vi begge totalt afslappede med disse ting, på trods af at vi rejser med et barn. Anton spiser naturligvis når han er sulten, og han har faste spisetider uanset hvor vi er, for vi sørger altid for at have noget i tasken til ham. Men HVOR vi ellers skal spise, sove og tage på udflugt er fuldstændig afhængig af humør, dagsform og vejr. Det kan lyde banalt, men i mange parforhold er der ikke enighed om hvordan den slags skal forløbe. Og det er en faktor som mange glemmer at tage højde for inden de tager afsted! 

Omstillinger er ikke længere noget der generer os. Vi omstiller os dagligt. Det kan enten være temperaturerne der ændrer sig. Landskabet. Landet. Vi tilpasser os og nyder fællesskabet både i førerkabinen forrest i campervan’en, når vi kører og på alle de andre tidspunkter i “opholdsstuen” som også er køkken og soveværelse.

Den trange plads er naturligvis indimellem en udfordring. Tålmodigheden kommer ofte på en prøve. Særligt hvis det øser ned udenfor, og man er nødt til at træde ud af campervan’en for at gøre plads til rengøring eller oprydning indenfor. Men vi prøver at holde det hele ordentligt og rent, selvom det kan være svært hvis vi har camperet på en meget våd campingplads. Så er der mudder overalt! På sådanne dage ville det jo være rart med et bryggers, med varme i klinkegulvet og måtter til at tørre fodtøjet af på. Det ville også være rart at kunne lukke døren til sit eget badeværelse og lade sig synke dybt ned i et badekar med varmt vand, indtil alle muskelsmerterne fra den tynde madras i campervan’en er forsvundet. Nogen gange savner vi vores egne senge. Men så har vi indlogeret os på enten hotel eller vandrehjem. 

Og så er der naturligvis det, at vi ikke bare kan smække med døren og tage hjem, hvis vi synes at de andre er for irriterende en dag. Det er ikke altid lige let at give hinanden spillerum. Og naturligvis har vi alle tre brug for det. Alexandra elsker at læse og kan tilbringe timer med næsen begravet i en tyk bog. Anton ligger ofte oppe på sin lille hems og leger med sit legetøj, eller sidder ved bordet og tegner. Hvis ikke han leger udenfor med andre børn. Jeg selv hører en del musik og bruger megen tid på at skrive. Det gode er jo så, at “goodwill-kontoen” er velplejet via en dagligdag der, med meget få og små undtagelser, vitterligt fungerer godt. Som i ethvert andet parforhold skal der selvfølgelig til stadighed arbejdes på den interne kommunikation mellem parterne. Vi er ikke altid helt enige om alting. Men vi er blevet langt bedre til at tale om det og til at gøre hinanden opmærksom på vores individuelle forventninger. Bare det lille faktum, at vi har god tid i hverdagen gør, at vi får sagt alt det vi går og tænker på. For der er masser af tid og ro til bare at sidde og reflektere og få talt tingene igennem. Der er ingen undskyldning for at gå og ruge over noget. Med andre ord: Man kommer til at lære hinanden rigtig godt at kende, og på en måde som man ikke ellers ville komme til.

Anton kan helt tydeligt også mærke at begge hans forældre tager sig bedre af ham og har langt mere tålmodighed, selvom vi fastholder klare rammer og regler for ham. Men selvom tålmodigheden er blevet bedre, kan han stadig uden videre trykke på nogle knapper der gør, at man ryger op i det røde felt med det samme. Jeg vil dog vove den påstand, at vi tager en dyb indånding og tæller til ti noget oftere, end vi ville have gjort det hvis vi alle var trætte efter en lang og dødssyg hverdag med udlængsel i en lejlighed i København. 

Nok er vi halvvejs igennem vores første, store rejse sammen. Men jeg tror bestemt ikke at det bliver den sidste. Vi kan sagtens forestille os at drage ud igen på et senere tidspunkt. Og til andre, fjerne destinationer. Men det er gået op for os, at en fast, hjemlig base er et meget vigtigt fundament for os. Vi kan ikke nyde at rejse på ubestemt tid. Vi har behov for at have et ben “i begge lejre”. Vi har kontakt med et par andre rejsende familier, hvoraf den ene helt har sagt farvel til deres faste base i Australien. Det fungerer tydeligvis for dem. Deres job som selvstændige med et koncept der kan køres med en computer der er online, giver dem naturligvis geografisk uafhængighed. Det er bestemt også noget som jeg drømmer om. Men jeg har brug for at vide, at jeg har en base, der altid vil være “hjemme”. Ellers kan jeg ikke på samme måde værdsætte alle de oplevelser jeg får ude i den store verden. 

Og det er en ny indsigt jeg faktisk ikke troede jeg ville få. Men... der kan man bare se!

Så her, halvvejs gennem rejsen, kan vi konkludere, at missionen er lykkedes til fulde! Vi er klart mere velfungerende som familie, end vi har været længe. Det er de små ting vi har sammen i hverdagen der atter er i fokus. Det er Antons glæde ved at opleve snevejr i de New Zealandske alper. Det er når vi hiver en frisk gulerod op af jorden på en farm og Anton for første gang ser, hvorfra den slags mad egentlig kommer fra. Eller når vi ser et lam, der er født for mindre end en halv time siden, som nysgerrigt snuser til os, og lader os komme helt tæt på. 

Ingen af os har mavesår eller er frustrerede over en dagligdag på et kontor, hvor vores  forventninger ikke indfries. Vi behøver ikke at have dårlig samvittighed over at bringe Anton til daginstitutionen tidligt og hente ham sent. Og vi ved at alt det vi oplever lige nu, for altid vil være en del af os og det vi har med i “rygsækken” fremover. Vi ved allerede nu, at vi kommer til at leve mere “bevidst” og “grønt” i relation til hvad vi spiser og forbruger, når vi er tilbage i München. Eksempelvis er vi faldet totalt for de lokale markeder. Den slags er dog ikke så udbredt i nordeuropa og vi vil komme til at savne dem. Vi kommer også til at vandre mere i bjergene, hvilket der er god mulighed for i Alperne. Og så har der åbnet sig et hav af muligheder for Anton, som har stor appetit på områder som svømning, klatring og udforskning af dyrelivet. 

Jo, det her er alle pengene værd, og dermed en rigtig god investering!

/Anders

Comment