Det er snart 4 uger siden vi landede i München efter 52 uger på tur rundt om jorden. Naturligvis er der en hel del ændringer i vores liv efter sådan en masse oplevelser. Men vi finder nu også en vis tryghed og glæde ved de ting som er, som de altid har været. Vores egen seng og glæden ved vores egne hovedpuder har vi tidligere skrevet om. Men det er nu også rart at hilse på naboerne igen. Spadsere langs med floden Isar, som vi bor tæt ved. Den lokale Biergarten. At sætte sig på en af de bagerste rækker i Theatinerkirche i den indre by og bare nyde den velkendte, gigantiske ro. Et par af de lokale caféer har fået et lag opfriskende maling og et par nye lænestole. Et par nye restauranter er kommet til. Andre har drejet nøglen om. Livet er stille og roligt fortsat i vores fravær. 

Vi tog på en tur til Franken i det nordlige Bayern i ugen op til Påske. Frankerne kan godt lide at man noterer sig forskellen mellem dem og det øvrige Bayern. Men en del af Bayern er det altså. 

Alexandras veninde fra studietiden, Martina, og hendes familie driver en mellemstor “Gasthof” med tilhørende “Weingut” - vinproduktion i den lille by Sommerach en halv times kørsel fra Würzburg. I Sommerach er tingene fortsat helt som dengang “før verden gik af lave”. Man kunne i princippet lige så godt befinde sig et sted i midten af 1700-tallet, hvis ikke det lige var for nutidens biler og traktorer, som afslører at vi skriver 2014. Sommerach er, bag facaden, et moderne samfund, hvor indbyggerne har oprigtig interesse for hinanden og der er en sund konkurrence de 15-20 lokale Weingut’s imellem. Som i gamle dage kører man gennem byporte for at komme ind til de indre gader og stræder. Udenfor byen ligger vinmarkerne spredt ud over området milevidt omkring. Der produceres både rød- og hvidvin, men det er klart hvidvinen der er dominerende her. Hos vores værter, Familien Strobel, producerer de også fremragende rosé vine. Endda en mousserende én af slagsen. Jeg er normalt ikke særligt begejstret for rosé vine, men her blev jeg overbevist om at det KAN lade sig gøre at lave en drikkelig udgave, som man tilmed kan nyde. Klik her for at komme til Gasthof Zum Weissen Lamm!

Min mor, som skulle besøge os i påsken, mødte os i Sommerach og sammen med Anton’s Oma fra München udforskede vi så i et par dage lokalområdet.

Würzburg er et fantastisk eksempel på en by som de fleste nordeuropæere drøner forbi på motorvejen, på vej sydover til de solbeskinnede kyster ved middelhavet om sommeren, eller på vej til de velpreparerede pister med pulversne i Alperne om vinteren. Med lidt held gøres der kort holdt ved en af de mægtige “Autobahn Haltestellen”, men kun de færreste tager vejen helt ind til centrum for at gå på opdagelse. Det er synd, for Würzburg har indtil flere meget interessante attraktioner. 

Byen kan med sikkerhed dateres til omkring år 600, men er formentlig endnu ældre. Helt tilbage i bronze alderen stod der en fæstning på en af bakketoppene lidt ovenfor byen. Her  ligger idag Marienberg, hvis kirke, Marienkirche, er bygget omkring år 704. Marienberg er en stor borg bygget i flere etaper og i flere forskellige stilarter. Man kan enten gå derop nede fra byen, eller man kan køre derop i bil. Vi kørte derop og parkerede udenfor muren. Gennem nogle vældige porte gik vi så det sidste stykke ind til de indre gårde. I en af disse står tårnet som var inspiration til brødrene Grimm eventyret om Rapunzel. Temmelig højt og uden vinduer hele vejen op. Kun allerøverst, der hvor Rapunzel ifølge fortællingen sad fanget, er der en række små vinduer. Det var herfra hun ved hjælp af sit lange hår kunne lade heksen og sin kommende prins kravle op til hende.

Inde i den inderste går på Marienberg findes også et museum, og langs med ydermuren en barokhave, hvorfra man har den smukkeste udsigt over Würzburg og en god del af omegnen. Det er naturligvis et paradis for små drenge, og Anton nød da også at rende rundt. Dog ikke uden opsyn! Der er mange steder hvor det kan gå rigtig galt, hvis ikke man holder et vågent øje med små, dumdristige vovehalse! Men ellers var det faktisk et rart sted at gå rundt. Der hvilede en underlig ro over de gamle bygninger. Jeg ville ikke have tænkt nærmere over det, hvis jeg pludselig havde set folk i middelalder-kostumer, eller en ridder til hest i sin rustning. Det var som om at tiden også her havde stået stille i århundreder.

I centrum af Würzburg ligger “Residenz”, som er på UNESCO’s Verdens Kulturarvs liste. Det er bygget i årene 1720-1744 og er et af de allerfineste barokpaladser i Tyskland. Det tog omkring 40 år at restaurere og genopbygge komplekset efter anden verdenskrig, men idag står Residenz som et meget smukt og imponerende vartegn på fordums tiders storhed. Udenfor ligger en fantastisk velbevaret og imponerende have, “Residenz Garten”, hvor man sagtens kan få en times tid eller to til at gå med bare at gå rundt og kigge på de form-klippede buske og træer, eller sidde på en bænk og betragte de lokale.

En anden af vores ture i området gik til middelalderbyen Rothenburg ob der Tauber. Det er en af de bedst bevarede middelalderbyer i Tyskland og den kan dateres tilbage til omkring år 950. Ganske vist blev op imod 40% af den gamle bydel sønderbombet under anden verdenskrig, men alligevel har den bevaret sin autenticitet. En central markedsplads (ganske vist uden marked da vi var på besøg), et gammelt rådhus, et par gamle kirker og en masse hyggelige små stræder, med brosten og souvenirbutikker. Mange af de gamle huse er skæve af alderdom og selv en dygtig snedker ville komme på noget af en opgave hvis der skulle bestilles nye vinduer der passer. Her er der ikke meget der er lige! Mange steder finder man små solbeskinnede haver. Nogle endda med offentlig adgang. Og så er det her man finder en af Europas største og vildeste butikker med julepynt. Indenfor er det jul året rundt! Billigt er det ikke at købe sit pynt her og er man rigtigt i julehumør kan man såmænd også betale entré for at komme ind og se “Julemuseet”. Vi modstod fristelsen. 

Istedet fandt vi en hyggelig gårdhave med servering. Det er “Spargelzeit” for tiden her i Bayern. I vores familie betyder det at vi spiser asparges så ofte og så meget som overhovedet muligt. Hvide asparges, forståes. De lidt tørre og kedelige grønne asparges, som er så populære i Skandinavien, er ikke “rigtige” asparges hernede. De smager lidt derhenad, jovist, men de er ikke at regne for den rigtige vare! Vi spiser asparges på alle mulige måder og som tilbehør til alt muligt. Her i Rothenburg var der mulighed for at vælge  asparges med bratwurst, skinke, forel, røget laks, wienerpølser og meget andet. I starten synes jeg det var noget underligt noget at spise asparges til næsten alt. Men efterhånden som jeg har opholdt mig mere og mere her i Tyskland må jeg tilstå at jeg er blevet lidt af en fan af konceptet. Der er iøvrigt ikke mange restaurationer med behørig selvrespekt der ikke har et “Spargelkarte” i sæsonen. Og til de danskere der måtte være bekymrede: Jo, der er også ganske almindelig, cremet aspargessuppe på menuen!

I sidste uge blev Anton 4 år gammel. Utroligt som tiden går! Da vi tog afsted på rejsen var han stadig ble-barn, sad i klapvogn og vores bagage bar tydeligt præg af, at vi var på rejse med et mindreårigt barn. Men efterhånden som vi rejste rundt om jorden, blev det lettere og lettere at pakke og bære det hele. Særligt i løbet af vores tid i USA gik det stærkt. Da vi ankom til Seattle i starten af november gad han ikke rigtigt klapvognen længere. Vi beholdt den i lang tid, hvor den egentlig bare lå og skammede sig i baggagerummet. Så valgte vi at skænke den til velgørenhed kort før vi forlod USA. Bleer har han ikke brugt siden vi var i Las Vegas. Som havde han et nytårsforsæt blev nytåret 2013-2014 tidspunktet hvor han begyndte at gå på toilet. Vi har ikke pottetrænet eller på anden vis arbejdet hen imod et ble-frit barn, andet end “sporadisk motivering” med vingummi og løfter om lidt TV kiggeri. Det skete bare. Om natten bruger han dog fortsat ble, men som regel er den tør om morgenen. Vi regnede med at det ville være noget sværere på grund af de meget skiftende omstændigheder omkring os. Men Anton syntes uanfægtet.

Mange har spurgt hvordan det er at være hjemme igen. Have faste rutiner, indkøbslister, månedskort til sporvogne og metro. Indtil videre er det dejligt! Vi har haft besøg langt det meste af tiden, så helt alene har vi kun været med mellemrum. Altanen er gjort sommerklar, løbetræningen er påbegyndt (Alexandra) og vi har atter indført de arbejdsrytmer vi havde inden vi tog afsted. Alexandra arbejder 2 dage ugentligt. Jeg arbejder andre 2 dage om ugen og weekenden er lang, fra fredag til søndag. Alexandra er igang med jobsøgning og jeg arbejder bl.a. på en større modernisering af vores hjemmeside. 

Så lige nu er vi bare en helt almindelig familie. Men med en hel del oplevelser i bagagen. 

Klik her for at se billeder fra vores tur til Franken!

/Anders

 

Comment