Med undtagelse af en meget kort afstikker under vores rejse, hvor jeg var nødt til at rejse fra Auckland, New Zealand til Danmark og tilbage igen indenfor blot en uge, så er det næsten 2 år siden jeg sidst var “hjemme” i Danmark.

Jeg spekulerer meget på om jeg savner det. Mit hjemland. Nogen gange gør jeg bestemt. Når jeg ser alle vennernes facebook opdateringer med sommerbilleder. Når jeg ser danske nyheder på nettet, med reportager fra sommerlandet. Når jeg får lyst til koldskål med kammerjunkere. Eller et stykke med Stryhn’s leverpostej. (Koldskål kan man selv lave, har jeg fundet ud af. Også kammerjunkere).

Andre gange er jeg nu glad for at have det hele lidt på afstand. Når politikerne skændes i medierne. Når jeg hører om vennernes stress på jobbet. Når jeg oplever dansk smålighed. Og så når det er sæson for rosenkål. Med undtagelse af småligheden, så findes alt dette jo også i rigelige mængder her i Tyskland, men når jeg er omgivet af et andet sprog, så føles det nu alligevel anderledes. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Måske ligger det også lidt i mit syn på danskerne. Det har ændret sig efter at jeg har boet og opholdt mig i udlandet i længere tid. Vi danskere, mig selv inklusive, har jo en lidt sær måde at se tingene på. Vi kan godt lide at høre at vi er hyggelige og imødekommende overfor fremmede. Det være sig turister eller indvandrere. Men er vi i virkeligheden det? Jeg synes eksempelvis at tyskerne klarer det noget bedre. De er så til gengæld uhyggeligt stive og kedelige når det gælder deres arbejdsliv. Men privat er de meget mere imødekommende end jeg oplever at danskerne er. 

Danskerne kommunikerer meget med humor. For at forstå “den danske mentalitet” skal man helst forstå den danske humor. Det kan være svært for en tysker. For tyskerne har ikke den dér selvironiske indsigt, som er fundamentetfor den danske humor. De kan simpelthen ikke grine af dem selv på samme måde. Det kan jeg godt savne. Sjovt nok er det noget af det første de nævner, når de skal forklare hvorfor de så godt kan lide danskerne. Men derfra og til at bruge selvironien som en kommunikationsform, er der tilsyneladende langt. 

Vi skal opholde os nogle dage i København. Byen som var vores hjem gennem 7 år, inden vi tog afsted på rejsen. Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal glæde mig. Vi havde nogle lidt hårde år inden vi tog afsted, og jeg forbinder stadig noget af København med den fase af vores liv. Måske hjælper det at komme tilbage? Hvis vejret ellers er godt og vi kan nyde en stor is i solen på Islands Brygge.

Vi skal se en masse gode venner og en stor del af familien. Så uanset hvad, så bliver opholdet i Danmark positivt. Men jeg spændt på hvilken følelse jeg har når vi sætter os ind i bilen og kører sydpå igen. Tidligere var jeg fuld af vemod når en ferie nærmede sig sin afslutning. Men det var vist mest fordi jeg var utilfreds med tilværelsen og ikke havde spor lyst til at sætte mig tilbage på kontoret. Nu er det anderledes. Nu nyder jeg tilværelsen, sammen med familien og skal ikke hjem til en hverdag, hvor jeg skal slæbe mig igennem ugen og mest af alt ser frem til fredag eftermiddag.

/Anders

Comment