Efter Queenstown og det meget betagende landskab i Otago-regionen kørte vi ned til Fiordland. Det ligner faktisk det norske vestland, med klipper der går stejlt og direkte ned i vandet hvor der skabes fjorde som ofte er forholdsvis smalle, men temmeligt dybe. Vi skulle opleve Milford Sound, som er en fjord der er særligt smuk. Tyrkis-farvet smeltevand, grå klipper og dybgrøn regnskov på én og samme tid. 

Vi havde booket en sejltur på 2,5 time. Da vi stod op om morgenen øsede regnen ned. Men det gjorde ikke noget, for vi havde på forhånd hørt, at netop denne sejltur skulle være særligt smuk i regnvejr, hvilket jo egentlig lød lidt som et salgstrick. I Milford Sound kommer der mellem 8-10 meter regn om året, så en eller anden salgsplan skal de jo have. Men rent faktisk holdt det stik. Fordelen ved regnvejret er nemlig, at al den vand der regner ned på klipperne, skal væk. Og da der ingen jord er på skråningerne til at opsuge regnvandet, så udvikler der sig hundredvis af brusende vandfald, hvilket er et meget betagende syn. Af alle de vandfald vi så, var der kun to “permanente” - altså vandfald der forefindes uanset om det regner eller ej. 

Og jeg skal da ellers love for at det regnede! Det stod faktisk ned i stænger! Til at begynde med var bølgerne ikke noget at klynke over, men efterhånden som vi kom længere og længere ud af fjorden, ud mod det Tasmanske Hav, blev vinden stærkere og stærkere. Og bølgerne blev højere og højere! Naturligvis blev jeg søsyg, som jeg altid gør i høj sø! Og nej, jeg havde ikke tænkt på at tage søsygepiller om morgenen, hvor vinden ikke var slem. Nuvel, Anton var meget sød og satte sig ved siden af mig, for at stryge mig over kinden, så jeg kunne blive frisk igen.

Det jeg fik set af turen var nu iøvrigt meget smukt. Naturens elementer viste sig fra sine smukkeste men også mest brutale sider på én og samme tid. Regnskove der står på stejle klippesider, uden jord men med rødderne i klippespalterne, bittesmå laguner med små økosystemer og så en lang række fugle som kun findes her. At dømme efter Alexandras utallige billeder, var der endda små pingviner at se. En oplevelse (!) for hele familien!

Herefter kørte vi helt ned til syd-spidsen af øen. Så langt sydpå som vi kommer på denne tur. Fra nu af går det kun nordpå igen. For at komme længere sydpå skal man enten besøge Stewart Island, som ligger lige syd for syd-øen her, eller man skal tage til enten Chile eller Argentina i Sydamerika. Ellers er der bare Antarktis tilbage. Det var lidt underligt at stå på syd-spidsen og glo ud i horisonten og vide at der ikke er noget andet land, før man rammer isflagerne omkring Antarktis.

Vi brugte herefter et par dage på at køre ad kystvejen mod Dunedin. Man kan klare strækningen fra Invercargill i syd til Dunedin på omkring 3 timer ad hovedvejen, hvis man har travlt. Det havde vi ikke. Strækningen kaldes for The Catlins, og her findes et utal af regnskove, kløfter, vandfald og klippehuler. Der er rigeligt med vandrestier og så er der ellers marker med køer og får. Masser af får! Og de har netop fået forårets lam. Overalt springer de små uldtotter rundt mellem benene på deres mødre. 

Vi har også oplevet søløver. Helt ude ved et gammelt fyrtårn, lå der tre store, fede hanner og hvilede sig. Overalt i området er der skilte ved deres tilholdssteder, der advarer nysgerrige gæster mod at komme for tæt på. Man må gerne gå rundt på strandene, men når søløverne ligger der, er det på eget ansvar. De kan godt bide og de er faktisk noget hurtigere end jeg lige havde troet. Vi så et par hanner have et mindre “mellemværende”, med brøl, fnys og hvæsen til følge. Den ene han trak sig hurtigt tilbage. En voksen mand ville nok kunne komme væk i tide, men jeg er ikke sikker på at eksempelvis Anton ville kunne løbe stærkt nok, hvis sådan en søløve-han skulle få set sig ond på ham. Vi holdt pænt den anbefalede sikkerhedsafstand og sad i klitterne og betragtede dem et stykke tid. 

Og nu er vi så ankommet til Dunedin. Den største by i det sydligste New Zealand. Vi er lidt i tvivl om hvor længe vi bliver her. Byen er på en måde interessant, da den har mange gotiske bygninger og iøvrigt en stærk repræsentation af skotter. Her er også et stort universitet med 25.000 studenter, hvilket må siges at være meget i en by med 120.000 indbyggere. Men vi overvejer at prioritere natur frem for by, og i stedet køre ind i landet igen, mod byen Alexandra, og så fortsætte op imod New Zealands højeste bjerg Mount Cook. Vi så jo bjerget fra Fox Glacier Village på vestkysten for et par uger siden, men nu er vi kommet om på “den rigtige” side, hvor vi rent faktisk kan komme derop. 

Vi får se hvad vi gør. Det gode er at vi ikke har travlt. Vi har endnu godt 4 uger inden vi skal flyve fra Christchurch mod Seattle, USA.

Overalt har foråret nu meldt sin ankomst. Det bliver langsomt varmere i dagtimerne. Om natten er det dog endnu forholdsvis koldt. Påske- og pinseliljer står i fuldt flor overalt ved vejsiderne. Her vokser de vildt. Hjemme i Europa har skolebørnene snart efterårsferie og har man brændeovn er man formentlig igang med at kløve brænde til vinteren. Idag så vi de første chokoladejulekalendere og julemænd. Sært at tænke på, at sommeren er på sit højeste her, når det bliver jul. Til den tid befinder vi os i Californien. 

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment