Med undtagelse af en kort afstikker hjem til Danmark i forbindelse med en begravelse, er det ved at være længe siden jeg har været i mit hjemland. Som så mange danskere, der bor eller opholder sig i udlandet gennem længere tid sikkert har oplevet, så tænker man af og til på Danmark og kommer til at savne nogle ganske bestemte og ofte små ting, som er helt unikke. Ligesom der også er ting som man bestemt ikke savner. Sådan har jeg det ihvertfald!

Nogle af de ting jeg savner har med den danske madkultur at gøre. For der er visse ting som man bare ikke kan lave lige så godt andre steder som i Danmark. Frikadeller, leverpostej og juletidens obligatoriske æbleskiver, for nu at nævne nogle få eksempler. Rugbrød er et andet eksempel, som meget ofte nævnes af andre udlandsdanskere. Det er iøvrigt noget vi har til fælles med tyskerne, som også savner noget ordentligt, mættende brød med næring i, når de er på rejse. Jeg har nævnt det i tidligere blogs. Brød bages bare bedst i Danmark! Hvis altså at bageren er dygtig og gør sig umage!

Og den slags bagere bor der rent faktisk et par stykker af herovre i Californien. I den lille provinsby Solvang, cirka en halv times kørsel nord for Santa Barbara, har man gjort dansk og skandinavisk nostalgi til en attraktion. Byen er grundlagt af danskere tilbage i 1911 og dens centrum af dansk inspirerede huse gør at man straks føler sig hensat til Danmark, dengang før verden gik af lave. De fleste af husene er naturligvis bygget meget senere end 1911, men arkitekturen er umiskendeligt "landsby og gadekær"-agtig. Bindingsværk og sprosse-vinduer er lavet i gips og plastic, men alligevel så tilstrækkeligt dygtigt, at det ikke er så usmageligt som man kunne frygte. Og her, midt på hovedgaden, som kunne minde om Korsbæk, finder man så danske bagere, slagtere, chokolade butikker, manufakturhandlere, syersker og naturligvis en forholdsvis bredt repræsenteret række af souvenir butikker. En af disse havde endda gjort det til deres speciale at sælge dansk/skandinavisk julepynt hele året!

Der findes også en række restauranter som serverer dansk mad. Og her fik vi så for første gang i rigtig lang tid frikadellemadder, sildemadder og hotdogs som de skal laves. Madderne blev serveret på godt og solidt rugbrød. Rødkålen på mine frikadeller var ikke for sød. Og Alexandras kryddersild var fint afstemt. Vi nød det nostalgiske øjeblik, selvom det dog var lidt mærkeligt at spise den slags i 25 graders varme!

Vi blev enige om at gå hen til byens bedste æbleskive bager bagefter, for at prøve om han nu også kunne sit håndværk. Og ja, det kunne han! Solvang Restaurants tidligere ejer, Arne Hansen, bragte opskriften til byen i tidernes morgen og den dag idag serveres der nogle af de bedste æbleskiver man kan forestille sig. De laves på bestilling og er derfor altid HELT friske. Ved kassen forrest i restaurationslokalet sælger man endda æbleskive pander, så gæsterne selv kan forsøge sig derhjemme. Og efter sigende er stedets æbleskiver højt elsket i lokalområdet. På alle årstider. Jeg spiser normalt kun æbleskiver i December. Det er en juletradition for mig. Men sådan har det jo ikke altid været. I gamle dage var det ikke blot en juletradition, men noget man også spiste på andre tider af året.

Og det er det, der i mine øjne er kendetegnende ved Solvang. Nok er det en "dansk" by, med danske traditioner og et særligt og meget nostalgisk dansk præg. Men det ER og bliver nostalgi. Danmark som det var engang. Som det så ofte er tilfældet når man samles i etniske grupper over hele verden, så bliver hjemstavns traditioner lidt mere rendyrkede end de er derhjemme. De bliver et lille holdepunkt i identiteten. Og det er fint. Sådan skal det være. Vi er naturligvis ikke kommet til USA for at spise dansk mad og opleve dansk kultur, men efter at have rejst rundt i verden i 8 måneder var det nu alligevel lidt rart at besøge Solvang. 

Vi kørte længere op ad kysten hvor en af landets rigeste erhvervsmænd, William Randolph Hearst, i 1919 påbegyndte byggeriet af hans landsted "Casa Grande" - som senere er blevet af høj, lokalhistorisk værdi og omdøbt til "Hearst Castle". En gigantisk ejendom på toppen af et bjerg, tydeligt inspireret af mange af de sydeuropæiske kirker og slotte som Hearst kendte fra sine rejser. Det tog 28 år at bygge det man idag kan se. Men Hearst havde egentlig planer om mere. Da han døde i 1951 havde han ikke været på ejendommen i nogle år og der var ikke blevet bygget videre på den. Det kan man den dag i dag se, idet der flere steder mangler lidt finish. Men ellers er stedet virkelig overdådigt, med hundredevis af værelser, kæmpe sale, en stor biograf og flere enorme gæstehuse. Altsammen omkranset af en vældig park med udendørs pool, tennisbaner, indendørs romersk bad og meget, meget mere. Rigt udsmykket med originale paneler fra middelalderens Europa, uerstattelige kunstværker, gobeliner, statuer, møbler og tæpper. Selve "slottet" er idag overdraget til den Californiske stat og drives som museum. Men "ranchen" (landbruget) drives endnu af Hearst familien, som iøvrigt også driver en stor, multinational virksomhed med blandt andet bladene ELLE, Marie Claire og Cosmopolitan som nogle af de mest kendte brands. De ejer også TV stationer og aviser rundt om i landet. 

Hearst Castle minder mig lidt om "Schloss Neuschwanstein" i de Bayerske Alper. Det blev bygget af den excentriske Kong Ludwig II og var også et storslået og visionært projekt der aldrig blev helt færdigt. Hearst siges at have været ganske jordnær selvom han havde dyre vaner og store planer. Så han kan jo ikke helt sammenlignes med Kong Ludwig II der var en decideret drømmer. Men visionerne om noget stort havde de absolut til fælles og de formåede også begge to at omsætte det meste til handling. Den slags originaler, i samme målestok, findes der ikke så mange af længere. 

Det var en stor oplevelse at se Hearst Castle. Vi havde gerne set mere, men de guidede ture er opdelt, så man skal købe flere forskellige billetter for at komme til at se det hele. Det var lidt ærgerligt. Til gengæld gik vi længe rundt udenfor i den fantastiske park. Da vi var der lå tågen tyk henover landskabet, hvilket gav det hele en sådan lidt mystisk stemning. Det var som et Avalon der lå midt på en mystisk og fortryllet ø. For hverken på busturen fra billetcenteret for foden af bjerget og op til komplekset, eller på tilbageturen dertil, så vi slottet på afstand. Det var først da vi steg ud på marmortrappen foran indgangsportene at vi så de prægtige bygninger. Og så snart vi drejede om det første sving på vejen ned, forsvandt det hele igen, som havde det været en drøm.

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment