“Nå, var det en hård landing?!” - spørger mange, forståeligt nok, efter vores hjemkomst fra den “store rejse”. I mit “gamle” liv ville jeg have spurgt om præcis det samme. “Ude godt, hjemme bedst” var nemlig et begreb jeg simpelthen ikke forstod! Hvordan kunne man nogensinde blive træt af at holde ferie og rejse?!

Og idag, 60.000 kilometer og 15 måneder senere, hvor meget har ændret sig, ikke mindst mentalt, er jeg stadig kun delvist klar til at acceptere præmissen. På vores rejse rundt om jorden nåede vi dog frem til den erkendelse, at en rejse uden nogen form for mål eller ende ikke rigtigt giver mening for os. Hvornår skal man så smække fødderne op på eget sofabord for at reflektere og samle alle indtrykkene?

Vi kender flere andre familier der rejser “på ubestemt tid” og selvom jeg på den ene side synes det er fedt at de gør det, synes jeg på den anden side at det må være svært at opretholde begejstringen ved det at rejse. 

For sandheden er jo, at selvom vi rejsebloggere er pissedygtige til at få det hele til at lyde rosenrødt, så er det at rejse ikke altid lige fedt. Når man ankommer til lufthavn nummer 25, hotel nummer 54 og morgenmadsbuffet nummer 143, så begynder tanken om egen hovedpude, en leverpostejmad og en tur med bussen for mig at lyde helt ok. Nej, stryg det med bussen igen. SÅ slemt er det heller ikke!

Jeg er lykkelig over, i ro og mag, at kunne tænke tilbage på nogle fantastiske måneder rundt i verden hvor vi prøvede at bo på mange forskellige måder undervejs. Jeg er lykkelig over at vi lykkedes med “missionen” - som familie - med at få mere kvalitetstid med hinanden. Og jeg er lykkelig over at have set nogle af de allersmukkeste steder på jorden, sammen med dem jeg holder allermest af. Så kan det da ikke blive bedre!?

Der er ingen tvivl om at vi gerne ville være mange af de evindelige irritationsmomenter, som bare altid forefindes på hjemmefronten, foruden. At få telefon- og internet-udbyder til at arte sig som ønsket er i skrivende stund endnu en udfordring. Det virker, men hvornår vi ser en regning der stemmer overens med det aftalte er uvist. Man skal huske at bestille nye vaskemønter til vaskekælderen i GOD tid, fordi viceværten ikke er at finde på matriklen hver dag. Der er “stille-time” i bebyggelsen hver dag mellem 12 og 15, hvilket er svært for en 4-årig, rask dreng med krudt i enden at forstå. Man må ikke synge højt af begejstring på opgangen! Hvad er husorden i det hele taget for noget? 

Der er også de mere “traditionsbundne” mennesker i vores familie og omgangskreds, som nok synes at “nu må det være nok med det dér flakkeri” og at “nu må vi også hellere se at komme igang med en “normal” hverdag, tjene nogle penge og komme tilbage til virkeligheden!”

Jeg kan godt forstå når andre ikke forstår den livsstil vi har valgt. Men når vi tænker tilbage på livet FØR rejsen, hvilket var en ganske normal hverdag, sådan som de fleste kender den, så er der ingen tvivl om, at lige netop DET mønster skal vi ALDRIG tilbage til! Det fungerer simpelthen ikke for os...

Vi nyder at være hjemme, nu hvor sommeren virkelig for alvor har fået overtaget, og vi kan slå fødderne op og bladre i de vældigt fine billedbøger, som vi for en mindre formue har ladet trykke efter devisen “Har vi råd til at rejse jorden rundt, har vi også råd til at forevige det!” Nu kan vi sidde og kigge på alle de steder hvor vi har været. Queensland, Australien. Franz Josef Glacier, New Zealand. Whistler, Canada osv osv. Når man sidder og taler om turen og kigger på billeder sammen med Anton, bliver man overrasket over hvor meget han faktisk kan huske. Og hvilke detaljer han har hæftet sig ved! Vi håber at han bliver ved med at huske det hele. 

Indtil vi skal afsted igen - og vi SKAL afsted igen - skal der spares op. Der bliver dog tid og råd til mindre ture i mellemtiden. For lidt har jo også ret. Så længe man kommer op af sofaen og ud i det blå, så flytter man sig også mentalt. Siden hjemkomsten i starten af April har vi været i Franken (det nordlige Bayern), Sydtyrol (det nordlige Italien) og Østrig. Inden længe går turen til Danmark, Norge og Sverige. 

Anton er ved at spare sammen til en tur for os alle tre til Venedig. Han støvsuger lejligheden for alle de mønter han kan finde og lægger dem så i sparegrisen. “Jeg skal nok betale” - siger han med en bestemt mine. “Jeg har pengene!” 

De sidste minutter inden lyset slukkes om aftenen ligger vi ofte og taler sammen om stort og småt. Anton spørger indimellem hvorfor vi hele tiden bor det samme sted nu. Hvorfor skal vi ikke videre? Vi forklarer ham at vi ikke hele tiden skal rejse, men at vi også skal have et liv der hedder “hjemme”. Det lyder nok lidt abstrakt i en lille drengs ører. Men han er til gengæld glad for at have sit eget legetøj, en fast og hurtig internetforbindelse så han kan se tegnefilm og ikke mindst et dejligt nabolag med masser af gode legepladser og kammerater.

/Anders

Comment