Da vi pludselig fandt ud af at vi havde en uge ekstra at gøre godt med, fik vi muligheden for at gense et par af de steder som vi har syntes allerbedst om her på syd-øen. Naturligvis har vi hele tiden haft afrejsedatoen i mente, så nogen rigtig stor overraskelse var den ekstra uge jo ikke. Det var snarere mentalt at vi skulle til at forholde os til at vi altså havde længere tid til vi skulle flyve videre end vi forestillede os.

Er det så fordi vi har beregnet for lang tid til New Zealand? Nej, ikke ubetinget. 3 måneder er selvfølgelig lang tid, og det havde også været fint med bare 10 uger. Men med vores “round-the-world” billet er datoerne fastlagt, og med mindre det er strengt nødvendigt at flytte rundt på dem, er det bedst at lade være. Vi besluttede os bare for at tage tilbage og få “lidt mere af alt det gode” i Wanaka og Queenstown, inden vi atter kørte nordover mod Kaikoura, Akaroa og vores sidste stop, Christchurch.

Vi fejrede Alexandras fødselsdag i Queenstown. Når man er afsted med en tre-årig dreng, der skal passe sine spise og sovetider, så kan man selvfølgelig ikke gå ud om aftenen og fejre den slags. Men vi hyggede os rigtig godt til frokost på en lokal café, og tilbragte eftermiddagen i den lokale botaniske have. Vejret var fabelagtig godt. Det havde ikke været helt stabilt i dagene op til fødselsdagen, men på selve dagen var der (næsten) ingen regn.

Om natten var det dog temmelig koldt. Vi havde i disse dage varmeapparatet til at køre det meste af natten, noget vi faktisk ikke har haft særlig ofte under vores rejse gennem New Zealand. Om morgenen kunne vi se at der var kommet frisk, ny sne på alle bjergtoppene i omegnen. 

På vejen tilbage mod Christchurch kørte vi endnu en tur til Oamaru, som også var et af de steder vi var meget glade for første gang vi var der. Byens gamle, victorianske kvarter, det hyggelige søndags-marked ved havnen og naturligvis Riverstone Kitchen lidt nord for byen, var alle tre ting som vi ønskede at opleve igen. Vi blev noget overraskede over at tjeneren på Riverstone Kitchen kunne genkende os. Det er trods alt en prisvindende restaurant, og der kommer rigtig mange gæster dagligt. Jeg turde ikke at spørge hvorfor hun kunne huske os. Svaret kunne jo dreje samtalen i mange forskellige retninger! :-)

Da vi var i Queenstown første gang, havde Anton jo sin allerførste biografoplevelse nogensinde. En oplevelse som han blev ved med at tale om i mange dage. Filmen som vi så, Flyvemaskiner (Planes), var han meget imponeret over, og da vi så en lille model af “hovedpersonen” fra filmen, flyveren “Dusty”, i en souvenirbutik på et museum, var der simpelthen ingen ro, før han fik lov til at få et eksemplar med sig. Han talte meget om Dusty og legede utrolig godt med sit nye legetøj. Han fortalte også at han gerne snart ville i biografen igen. Vi spurgte om filmen endnu var på plakaten i Queenstown. Men det var den desværre ikke. Men i Oamaru blev den fortsat vist. Så sidste lørdag, om formiddagen, sad vi alle tre endnu en gang mageligt plantet i store, bløde biografstole og så “Flyvemaskiner”. Inden vi gik ind, mindede Anton mig om, at vi da selvfølgelig skulle have popcorn og noget at drikke. Sidste gang glemte han at spise popcornene, fordi han var så optaget af filmen, men denne gang gik det bedre. Halvdelen af oplevelsen for vi voksne lå selvfølgelig i at mærke hans begejstring.

Vi indlogerede os endnu en gang på omegnens bedste (hvis ikke det endda er en af New Zealands bedste) campingpladser. Waitaki Waters Holiday Park. Den ligger 20 minutters kørsel nord for Oamaru, ned mod stranden. Vi opgraderede os selv til en lille hytte, og fik en rigtig god pris, som lå tilpas indenfor vores budgetrammer. Vi har endda ofte betalt mere for en plads med strøm på en campingplads! Vi endte med at blive der i tre dage. Der var simpelthen behov for bare at drive den af, sove i nogle ordentlige senge og nyde livet et par dage i godt vejr. Desuden var der en del andre børn som Anton faldt godt i snak med. 

Næste stop blev så Kaikoura. Vi tog en hel dag i bilen og kørte direkte forbi Christchurch og op langs kysten til vi var der. Det er her man har specialiseret sig i hval- og delfin safari. Vi ville egentlig have svømmet med delfinerne og havde da også talt meget om det. Men så fandt vi ud af at man skal være mindst otte år gammel for at kunne være med til det. Mange af udbyderne ville endda gerne have at man var mindst fem år gammel for overhovedet at kunne få lov til at sejle med ud og bare stå på skibet for at se med og opleve delfinerne. Men så fandt vi en udbyder der gerne ville have børn med fra tre-års alderen. Dog kun til ophold på skibet og altså ikke til en svømmetur blandt delfinerne i havet. Grunden er angiveligt, at det er vilde, utrænede delfiner, og at deltagerne derfor skal kunne forstå og adlyde instrukser og eventuelle ordrer fra besætningen. Vi mente jo at Anton, der trods alt har snorkeldykket ved Great Barrier Reef, nok skulle kunne svømme med venligtsindede delfiner. Men samtlige udbydere var meget insisterende på denne regel, hvilket jeg vel egentlig godt kan forstå. Det var dog lidt ærgerligt. 

På den anden side, så fik vi alle tre en helt fantastisk oplevelse oppe på skibet. Hundredevis af vilde delfiner svømmede rundt et par kilometer fra kysten og legede ivrigt i vandet omkring os. Dem der havde betalt for at svømme med dem hoppede i og havde også nogle vidunderlige timer. Det var dog ikke tilladt at røre ved dyrene, men det var nu efter sigende alligevel en stor, stor oplevelse. Vi havde talt om at en af os da sagtens kunne have hoppet i vandet og svømmet, men så ville Anton helt sikkert have været helt ustyrlig oppe på skibet i mellemtiden, så vi droppede det igen. Istedet havde vi faktisk en fremragende udsigt over kysten, vandet og delfinerne. Og vi fik taget et godt stykke over 500 billeder på bare et par timer. Et besætningsmedlem fortalte at der et par dage forinden havde været en deltager der havde taget mere end 3000 billeder på et par timer. Hvordan man så får hele oplevelsen med, uden at det KUN er foregået gennem kameralinsen ved jeg ikke. Men jeg forstår godt “mekanismen” i fotografens hoved... Jeg skulle flere gange tvinge mig selv til ikke kun at sidde og glo gennem linsen.

Efter turen på havet, som også involverede en smule søsyge for mit vedkommende, indlogerede vi os på en campingplads hvor der var gratis “hot pools”. Solen skinnede, campingpladsen var rolig og vi havde en hot pool helt for os selv. En fornuftig afslutning på en i forvejen meget fin dag!

Mens vi var i Kaikoura nåede vi også lige at opleve en lokal koloni af sælunger, som holder til ved et vandfald 20 minutters kørsel nord for byen. Det særlige ved stedet er, at det ligger godt en kilometer inde i landet. Altså må sælerne fragte deres unger derind via en flod. De går imod strømmen og efterlader så deres unger i en lille sø under vandfaldet. Da vi kom var der blot tre unger der svømmede rundt og legede i vandet. Men når der er “højsæson” for sælunger, skulle der efter sigende være temmelig fyldt af unger. Og det er altså midt inde i en regnskov! Men smart af sæl-mødrene! Ungerne er godt gemt væk fra kystens og havets lurende farer.

Herefter kørte vi tilbage mod Christchurch og fortsatte ud mod den lille by Akaroa, som ligger på en halvø, Banks Peninsula, lidt øst for Christchurch. Byen er oprindeligt grundlagt af franske bosættere og er fortsat med stærkt fransk præg. Det var næsten som at besøge et lille stykke Europa. Små, sirlige huse i gammel europæisk stil. Gadelamper med snørkler og krummelurer. En del mindesmærker og et gammelt fyrtårn ved havnen. Derudover utallige små fiskerestauranter og caféer i europæisk stil. Campingpladsen lå et stykke oppe over byen og vi fik en plads med god udsigt over området. Det var samtidig også her vi begyndte at mærke at campingsæsonen så småt er skudt igang. Der var ikke propfyldt, men det var tæt på! Heldigvis var der også mange børn på pladsen og Anton var svær at holde styr på i de dage. Der var indimellem langt imellem at vi så ham. 

Det er en af de ting vi - midt i alle rejseoplevelserne - døjer lidt med i øjeblikket. Anton er kommet i trodsalderen og har udviklet en meget fin “selektiv hørelse”. Han hører simpelthen ikke endog meget korte og simple beskeder! Og hvis det, der kommer ud af munden på vi voksne, ikke lige passer “hertugen” så kan han godt finde på at vandre bort i vrede og vi kan have svært ved at blive gode venner igen. Det kan jo til nød gå på en lukket campingplads, hvor det er så som så med de lurende farer. Bilerne kører meget langsomt og der er skilte overalt der gør opmærksom på legende børn i området. Men at han ikke hører efter når vi går på gaden, eller befinder os andre steder i det offentlige rum, er lidt af et problem. Vi er naturligvis bange for at han skal løbe over en befærdet vej, eller at han ikke kan overskue konsekvensen af at han vandrer bort i vrede, kommer for langt væk og ikke kan finde os igen. Man kan ikke argumentere med en tre-årig, så vi har nogle ture lige i øjeblikket hvor vi taler med store bogstaver. Det er svært at minde sig selv om at man ikke må råbe og skrige, selvom hjertet sidder helt oppe i halsen, efter at have ledt efter ham i hvad der forekommer som værende mange timer. Anton kan også sagtens bare “dalre” lidt rundt i sine egne tanker og så glemme alt om tid og sted, uden egentlig bevidst at ville vandre bort fra sine forældre. Vi forsøger derfor at holde ham i kort snor, men har ladet os fortælle, at vi skal indstille os på mange år på denne måde. Det er helt naturligt for drengebørn at udfordre sine grænser og så på samme tid være en dagdrømmer der “bare lige” skal “et eller andet” før han kan komme og spise eller børste tænder. 

Nuvel, her i New Zealand er det ret sikkert at færdes. Og der er ingen der stjæler vores barn. Men vi er meget opmærksomme på at vi snart ankommer til et andet land, ja faktisk en helt anden verden, når vi lander i USA om nogle få dage. Der vil vi skrue op for sikkerheden og leve med de højlydte protester der måtte komme fra Anton. Vi skal ikke indskrives i en dårlig mareridts-film!

Vi har fundet ud af at han særligt bliver trodsig hvis han er sulten. Han interesserer sig ikke synderligt for at spise, og selvom vi har faste spisetider og altid har noget med i tasken til ham, så siger han til os at han ikke vil have noget. Det er først når det ER eskaleret at han tilstår at han nok alligevel er sulten og gerne vil have et æble eller en banan. Vi har læst os frem til at vores søn er ganske normal, og at man både fra barnets og forældrenes side i de kommende år må indstille sig på at kommunikationen skal “finjusteres” konstant. Heldigvis oplever vi da også at han er blevet betydeligt bedre til at udtrykke sig og forklare hvad det er han gerne vil. Samtale fremmer forståelsen... Problemet er jo bare, at de der samtaler med mor og far tager så meget tid fra al den sjove lege-tid!

I morgen er det tid til at aflevere vores campervan. Vores hjem gennem de sidste tre måneder! Det bliver lidt mærkeligt, for vi er kommet til at holde af den, selvom pladsen er lidt trang. Anton er helt fortrolig med hvor alting er og hvor han skal sove. Men vi er alligevel glade for at vi nu skal til at rejse på en anden måde, når vi kommer til USA. Det bliver med almindelig bil og så hotelovernatninger. De sidste dage her i New Zealand skal vi bruge i Christchurch, hvor vi har indlogeret os på et vandrehjem i centrum. 

Vi ved at der i Christchurch venter os en lidt blandet oplevelse. Byens centrum blev for tre år siden jævnet med jorden ved et kæmpe jordskælv. Og endnu er man igang med at rydde op. Genopbygningen er knap begyndt, og man regner med at det tager 25 år før alt er tilbage på “det gamle” niveau. Mange historiske bygninger er dog tabt for altid. Men der skulle også være mange gode og positive oplevelser i Christchurch, herunder et Antarktis center, som jeg personligt glæder mig meget til.

Se billeder fra den seneste tid her!

/Anders

Comment