Det er mit tredje besøg i Irland og ligesom under de to foregående besøg har vi også denne gang inkluderet en tur til området Connemara, som er noget af det smukkeste og vildeste den irske natur har at byde på.

Det er her man ser græssende får, køer og heste stående med bøjede hoveder i stiv kuling. Regnen hamrer ned over sletterne og skyerne på himlen truer med at mørklægge verden omkring os, som vi kommer kørende ad de krogede landeveje. Overalt i det kuperede terræn ses stensætninger og for længst sammenstyrtede hytter, hvor der i tidernes morgen har boet hyrder og landmandsfamilier. Nu står kun de bare mure tilbage. 

Det kunne umiddelbart lyde som et dystert og trist sted. Men det er det langt fra. Det er barskt og råt, men det er også tiltrækkende på den “fede måde”. 

Forestil dig de allermest kliche-agtige Hollywood scener omhandlende Irland. Får. Græs. Klipper. Irsk folkemusik i baggrunden. Det er her det foregår! 

Vi havde sammen med Alexandra’s søster lejet en hytte helt derude hvor kragerne vender og hvor udsigten bare er pragtfuld. Næste stop er New York, på den anden side af Atlanterhavet. Vi fik fløjet Alexandras mor ind fra München. Det var en overraskelses tur. Hun var allerede på besøg hos Alexandra’s søster i London, som havde bundet hende en historie på ærmet om at de skulle en tur til Skotland. Men istedet for at flyve til Skotland, fløj maskinen altså til Shannon i Irland, hvorfra turen gik i bil ud til os, som allerede ventede i hytten ved Connemara’s kyst. Det bedste er næsten at min svigermor, som ikke lige er helt så stærk i skotske eller irske lufthavns navne (hvem er egentlig det?) først opdagede hvad det gik ud på, da de sad i lejebilen og kørte ud fra lufthavnsområdet. De store skilte der sagde “Welcome to Ireland” var alligevel ikke til at overse!

Anton blev virkelig glad for at se sin Oma igen, efter snart et år hvor han kun har set hendes billede på Skype. Og så naturligvis sin fætter Benjamin og lille Jack, som med sine 7 måneder først kom til verden da vi var i Australien, og altså endnu aldrig var blevet præsenteret for os. 

Det regnede og stormede en hel del mens vi boede i det lille samfund Renvyle. De lokale siger at “Hvis du ikke kan lide vejret lige nu, så vent 15 minutter!” Det passer! Ofte kunne vi fra vores gigantiske udsigtsvinduer ved spisbordet i køkkenet se ud over Atlanterhavet, hvor skyerne kom galopperende mod land med voldsom fart. Og inden vi kunne nå at få ændret planer for dagen gik vi fra at have solskin til at befinde os midt i en rasende snestorm. Det blæste konstant. Kraftigt. Mærkeligt nok ligger her en del ret så eksklusive, små hoteller og en af landets fineste golfbaner. HELT ud til kysten. Vi spurgte nogle lokalkendte om der virkelig kom nogen og spillede golf i det vejr. “Ja da!” - svarede de. “Det er en af landets sværeste, men også mest eksklusive golfbaner!” Det med sværhedsgraden betvivler jeg ikke. Jeg er ikke golfspiller. Havde jeg været det, havde jeg måske synes at det kunne være attraktivt at gå rundt her, med rødsprængte kinder og følelsesløse hænder og svinge golfkøllerne. Men de 30 minutter vores afkortede gåtur henover området varede, var mere end rigeligt. Vi synes at vi havde gjort os mere end fortjent til en kop varm te foran pejsen.

En af de første ting jeg lagde mærke til da vi begyndte at udforske Irland, allerede første gang, var at der næsten overalt hviler en “baggrundslugt” af brændt tørv. Måske hænger det sammen med at vi altid har været her i enten efterårs- eller vinterperioden - og dermed fyrings-sæsonen. Jeg er ikke helt opdateret på de danske og tyske pejseregler, men umiddelbart forekommer optænding og fyring med tørv mig en smule “traditionelt” og gammeldags. Ikke desto mindre er det ret effektivt og det er let at få gang i en god ild inde i pejsen. Jeg er opvokset i et hjem med brændeovn, og om vinteren var det min opgave at tænde op når jeg kom hjem fra skole, så der var lunt og rart i stuen om aftenen. Jeg ved ikke hvor mange timer jeg har spildt af mit liv med at kæmpe med at få gang i ilden. Og hvor mange optændingsbriketter, aviser og tændstikker der er blevet brugt. Med tørv og de lidt mere moderne kul-briketter som vi også har benyttet herovre (de ryger/oser noget mindre) går det næsten som en leg. Langt de fleste huse på landet har pejs eller brændeovn og derfor ligger lugten simpelthen som en dyne over landet. Den er ikke ubehagelig, men som turist bemærker man den.

I Connemara besøgte vi blandt andet Kylemore Abbey, som indtil for få år siden fungerede som en kostskole for unge piger. Drevet af nonner. Men så fandt nonnerne ud af at der var flere penge - og langt mindre besvær - i at drive slottet som en turist attraktion. Den meget flotte park og victorianske have, med et par restaurerede drivhuse, er i sig selv en attraktion. Haven er omgivet af en fin, gammel mur, som giver den et lidt eventyragtigt præg. De gigantiske, turkisfarvede porte virker tillokkende og man får lyst til at gå på opdagelse. Selv om vinteren er det flot, men om sommeren må det være en helt uforglemmelig oplevelse. Selve slottet er egentlig ikke noget særligt. Udefra kunne det minde en hel del om Hogwarts fra Harry Potter-bøgerne. Desværre blev stedet svært beskadiget af en brand tilbage i 1950’erne og meget af det indvendige af bygningen er endnu ikke restaureret. Derfor er der ikke offentlig adgang til mere end 5 rum. Entreen taget i betragtning er det lige lovlig lidt. Alligevel vil jeg klart anbefale et besøg på Kylemore Abbey.

Vi besøgte også Connemara National Park hvor ungerne kunne rase ud på legepladsen ved besøgscenteret og vi kunne vandre ad en af de lettere ruter i det kuperede terræn. Vi var der på en smuk solskinsdag og de mange bjerge i omegnen havde endnu en betydelig mængde sne på tinderne. Farverne! De var helt fantastiske. Havets forskellige blå og turkise nuancer, markernes intensivt grønne græs og planter, de brune farver repræsenteret ved vinterdødt græs, halm og løv. Og så himlens blå palette med de kridhvide skyer der gav genskær på de grå bjergsider. Jeg tog en hel del billeder, men jeg er bange for at de ikke rigtigt yder nogen retfærdighed. Det skal simpelthen ses! Det mindede mig meget om nogle af de smukkeste steder på New Zealands syd-ø. Og så kunne man jo forestille sig at man kunne spare turen om til den anden side af kloden for at se dette. Men sådan hænger det alligevel ikke sammen. Begge dele bør opleves! Og netop scenariet her i Irland ses ikke helt så ofte, idet golfstrømmen ude i Atlanterhavet forskåner Irland for langt det meste af den sne som landet ellers ville have haft om vinteren. Rigtig, blivende sne er en sjældenhed. 

Efter en hyggelig og afslappende uge med masser af gode stunder foran pejsen og ved spisebordet kørte vi til Clifden hvor vi indlogerede os på Abbeyglen Castle Hotel. Vi var her første gang i efteråret 2005 og dette var vores tredje ophold. Vi bliver ved med at komme tilbage fordi der er noget helt særligt ved dette sted. I det våde og forblæste vintermørke kan det godt se lidt træt og gammelt ud, men så snart man træder indenfor i lobbyen, hilses man velkommen af en hyggelig pejseild, dybe læder stole, papegøjen Gilbert og en masse servicemindet og engageret personale. Man kan gøre det som man vil, men vi har altid købt halvpension med. Maden er uovertruffen. Også morgenmaden. Og der er opmærksom betjening i restauranten. Om aftenen sidder der en pianist og spiller baggrundsmusik. Interiøret er traditionelt, grænsende til gammeldags. Og værelserne er personlige og eksklusive. Med pejs og jacuzzi. De første gange vi var her, sad vi bare og kiggede os omkring. Det er lidt ligesom at være med i en Agatha Christie film, der foregår i 1920’erne. Men det hele er så ægte og betjeningen er så hjertelig at man ikke kan andet end at føle sig hjemme og utroligt godt tilpas. 

Fik jeg nævnt, at der hver eftermiddag serveres te og scones og at der hver aften, en halv time inden middagen serveres i restauranten, er champagne reception for alle gæster? Begge dele inkluderet i overnatningsprisen, naturligvis! Da vi ankom fredag formiddag, midt i den allerværste storm med regn i stride strømme, var værelserne ikke klar. Vi ankom også nogle timer for tidligt, da vi ikke rigtigt kunne lave noget særligt i det heftige vejr. Vi fik så te og scones i biblioteket, mens værelserne blev færdige. Selvfølgelig. Og uden beregning.

Det lyder måske altsammen rasende dyrt i sidste ende. Og det er da heller ikke det billigste sted vi har boet på denne tur. Men vi har “sparet op” til opholdet og ville nyde det sammen med Alexandra’s familie. Og rent faktisk er stedet ikke dyrt i forhold til hvad man får. Slet ikke! Det er en helt igennem klassisk hoteloplevelse, af den gamle skole, hvor man hilses med navn af de ansatte (selv ungerne blev tiltalt på fornavn) og hvor der er helt styr på hvem man er og hvor man skal sidde i restauranten, hvilket værelse drinks og spa-behandlinger skal skrives på etc etc. Uden at man bliver spurgt. Og selvom der er stil over det, med et par helipads i haven til de gæster der kommer med helikopter, er hverken personale eller gæster snobbede. Jeans og t-shirt er helt OK. Ellers havde vi også haft et problem med det indhold vi har i vores rygsække. Anton og Benjamin var iøvrigt godt oppe og køre over det med helikopterne. Vi så en afgang på tæt hold lørdag morgen!

Om søndagen var det min fødselsdag. Under middagen om aftenen blev der sunget fødselsdags sang og serveret kage med lys og fin chokolade-skrift. Jeg havde ikke fortalt dem at jeg havde fødselsdag. Alexandra havde vist nævnt det i forbifarten den dag vi ankom, men ikke tænkt mere over det. Men sådan et sted skrives den slags bag øret...

Mandag morgen kørte vi alle afsted mod Galway, og herfra kørte Alexandra’s søster og familie sammen med min svigermor til lufthavnen for at flyve tilbage til London. Efter 10 dage sammen med dem, var vi nu atter threeonthego. 

Galway er også et absolut must når man er i Irland. Byen blev grundlagt tilbage i 1124 da fæstningen Dún Bhun na Gaillimhe blev bygget. Siden voksede byen op i det omkringliggende område. Idag er det en moderne by med omkring 76000 indbyggere og et meget anerkendt universitet (flere store personligheder har doktorgrader fra Galway: Nelson Mandela, Martin Sheen, Gabriel Byrne og Enya). Kulturen er bredt repræsenteret med museer, teatre og ikke mindst en meget varieret og aktiv musik kultur. Irsk musik er selvsagt repræsenteret, men der findes også andre retninger. Kunsthåndværk, smykker og antikviteter er at finde næsten overalt på byens hovedstrøg og i de små, hyggelige sidegader. Side om side med adskillige, anerkendte pubber hvor man kan få ret god mad og naturligvis en pint Guiness eller to til at skylle efter med. 

Der er mange gamle huse i Galway og gaderne er krogede og som regel ensrettede. Dette giver en smule sved på panden når man skal finde en parkeringsplads til lejebilen som helst ikke skal have skrammer. Men det er da lykkedes os indtil nu. Og på nuværende tidspunkt kender vi så meget til byens infrastruktur at vi har lært ikke at begå de samme, dumme begynderfejl som de øvrige turister. 

En af vores rigtig gode venner, Ken, som til dagligt bor i Mönchengladbach i Tyskland, er født og opvokset i Galway. Og hans forældre har en fin lille antikvitetsforretning i byens latinerkvarter. Alexandra kender dem særdeles godt og jeg har mødt dem nogle gange tidligere. Vi blev inviteret hjem til dem en aften. Det var rigtig hyggeligt og vi fik snakket om stort og småt. Ikke mindst om irerne, Irland og dets placering på verdenskortet og om hvordan landets økonomiske situation er for tiden. Som alle andre steder i Europa mærker man også her at der har været bedre tider. Men irerne er stolte og lidt stædige, så de klarer sig nu alligevel. Fattigdom har vi ikke oplevet, selvom den jo nok findes.

Tak til Phil og Frank for ægte, irsk gæstfrihed og oprigtige interesse i vores rejse. Og tak for de mange gode forslag til hvad vi kan foretage os på vores videre tur rundt i Irland! 

Vi fortsætter vores tur den kommende uges tid, inden vi flyver til London, som bliver base for vores sidste etape, England, Wales og Skotland.

Se billeder fra Irland her!

/Anders

Comment