Vores sidste station i New Zealand var bevidst planlagt til at være Christchurch. Jeg har faktisk i rigtig mange år gerne villet se byen. Lige siden jeg var dreng har jeg været fascineret af sydpolen og sydpols-ekspeditioner. Robert Falcon Scott, Ernest Shackleton og ikke mindst norske Roald Amundsen, som jo endte med at vinde kapløbet om at blive den første mand på sydpolen. Briterne Scott og Shackleton stævnede begge ud fra Christchurch for omkring 100 år siden, og siden da har byen fungeret som internationalt center for forskningsekspeditioner til Antarktis og sydpolen. Derfor har jeg længe haft en interesse i at komme dertil.

Bladrer man lidt i guidebøger og turistbrochurer fra før 2011, så ser man et Christchurch der er virkelig smukt, med masser af gamle bygninger af sten, opført i gotiske og andre klassiske stilarter. Mange smukke kirker og ikke mindst katedralen, byens gamle vartegn. Et hav af grønne, rekreative områder og floden Avon der snor sig gennem byen og det omkringliggende landskab. Ufatteligt smukt og klart en turistmagnet af de helt store.

Men den 4. september 2010 kom det første af to meget alvorlige jordskælv. Det var dog ikke så altødelæggende i første omgang. Der var en hel del skader på bygninger og veje, men man mente dog at man kunne udbedre langt de fleste skader indenfor en overskuelig tidsramme. Og bedst som man var igang med at vurdere omfanget og var begyndt at reparere, kom så det andet og særdeles ødelæggende jordskælv. Den 22. februar 2011 blev det centrale Christchurch jævnet med jorden. Dette jordskælv var paradoksalt nok ikke så kraftigt som det første, men det ramte på en meget uheldig måde (jeg skal spare dig for en længere og meget teknisk forklaring som jeg end ikke selv forstår!) og havde epicenter meget tættere på. Derudover var mange bygninger allerede svækket af det første jordskælv. 185 mennesker omkom den dag.

Af de 185 omkomne, døde 115 i en enkelt bygning, som kollapsede totalt. Yderligere 18 døde i en anden kontorbygning i det centrale forretningskvarter. Begge bygninger var opført i beton og glas, og kunne ikke klare rystelserne. En stor del af New Zealands private boliger er opført i træ, hvilket gør dem noget mere modstandsdygtige overfor jordrystelser. Og dem er der mange af. Siden de to store jordskælv har der været mange tusinde mindre jordskælv. Det er helt normalt i dette område, og lokalbefolkningen spekulerer ikke meget over det. Erhvervsejendomme og andre større bygninger kan man dog ikke på samme måde bygge op af træ, men man gør naturligvis meget for at jordskælvssikre uanset i hvilket materiale man opfører. Det var simpelthen et sammenfald af flere uheldige omstændigheder der endte med at koste 185 mennesker livet. Og var ulykken sket om natten, hvor de to værste bygninger havde været tomme, ville Christchurch være sluppet fra tragedien med langt færre ofre. 185 døde lyder af meget, og det er tragisk for ofrene og de pårørende. Men i en by med over 400.000 indbyggere er det faktisk forbløffende få.

Jeg har aldrig oplevet krig eller ødelæggelse på nært hold. Jeg har hele mit liv opholdt mig i forholdsvis beskyttede og ufarlige omgivelser. Jeg kender ikke andet, udover hvad jeg har set i medierne. Og jeg kan sagtens huske den den 22 februar 2011 hvor jeg så billederne af den sammenstyrtede katedral i Christchurch i fjernsynet. Men et er at se den slags på en skærm. Noget andet er at stå der. Midt i det hele.

I min totale naivitet regnede jeg ærligt talt med, at man 3 år efter katastrofen stort set havde fået ryddet op og genopbygget langt det meste af Christchurch. Derfor kom det i starten noget bag på mig, at de mennesker vi mødte rundt omkring i New Zealand som vi talte med om Christchurch, alle sagde til os, at vi nok ikke ville kunne få meget mere end et par dage til at gå i byen. Der er simpelthen ikke ret meget at se på lige nu. Vi havde oprindeligt afsat en god uges tid til Christchurch. Og vi havde planlagt at flyve ud af New Zealand herfra. Så den sidste uge af vores tre-måneders ophold i New Zealand ville vi gerne tilbringe i og omkring byen. Men efterhånden som vi nærmede os tidspunktet for vores afrejse, afkortede vi besøget i Christchurch til bare tre overnatninger. Det var meget passende.

Vi afleverede vores campervan ude ved lufthavnen og tog derefter en shuttle-bus der kørte os direkte ind til vores lille vandrehjem i et af byens historiske kvarterer. Et boligkvarter der hovedsageligt består af gamle træhuse fra starten af 1900-tallet. Selvom mange af disse huse blev beskadiget under jordskælvet, så var skaderne enten mest kosmetiske, eller også var de så små, at husene fortsat var beboelige. Vores vandrehjem var et hus fra 1903 og det var fantastisk.  

Efter knap tre måneder i campervan var det fantastisk at kunne sove i en god seng. Selvom vi indimellem har overnattet i hytter og på vandrehjem så glemmer kroppen ikke bare sådan lige med ét en lang periode på tynde madrasser. Som tiden nærmede sig vores afrejse, kunne vi i stigende grad mærke alderen trykke, og vi glædede os til at det snart skulle være forbi med campinglivet. Vi har virkelig nydt det, så længe det varede, men nu er det tid til at rejse på en anden måde.

Vi brugte vores dage i Christchurch på at vandre rundt i gaderne og se hvordan byen langsomt er ved at komme sig. Men der er langt igen!

Lige omkring vandrehjemmet var der ikke rigtigt nogen synlige spor efter jordskælvet, men som vi gik hen ad gaden, nærmere den indre by, blev det hurtigt klart at der faktisk ikke er nogen indre by-kerne tilbage. Vi gik hele tiden, instinktivt, og forventede at der lige om hjørnet ville komme butikker, caféer og kontorbygninger. Men der var bare den ene åbne plads efter den anden, med murbrokker og grus. Der hvor bygningerne for et par år siden stod, er der nu ryddet op og den bare jord er det eneste der er tilbage. Enkelte steder kan man endnu se rester fra bygningsfundamenter. Mange steder står der bygninger med revner i murerne, splintrede vinduer og huller i tagene. De steder hvor det er forbudt at gå ind har man sat hegn op omkring, for at holde folk ude. På alle bygninger er der på yderdøren påsat et certifikat, der fortæller om det er sikkert at gå ind eller ej. Vi så indkøbscentre, hele gader med butiksvinduer og endda store offentlige bygninger som centralbiblioteket, der alle var totalt afspærret og bare står som triste monumenter og afventer deres skæbne. Nedrivning eller reparation. De fleste ender med at blive revet ned. Det centrale indkøbsstrøg er helt væk, og man har istedet, midlertidigt, opsat skibscontainere som nu huser butikker og caféer. The Re:Start Mall. Faktisk en meget fin idé! Noget af det allervigtigste for at få byen på fode igen, er at få genskabt forretningslivet og gøre det attraktivt for turister at besøge Christchurch. Og dette her virker 100%. Som vi gik igennem Re:Start Mall glemte vi næsten de omkringliggende kvarterer. Her virkede Christchurch som enhver anden driftig handelsby. Og nogle af de første større bygninger der er blevet genåbnet eller genopført er da også hotellerne. Og så lige et par af de store banker. 

Noget af det smarteste man har gjort, midt i al elendigheden, er at involvere befolkningen i genopbygningen. På meget demokratisk vis har man spurgt dem, hvordan de gerne vil have fremtidens Christchurch skal se ud. Et eksempel er, at man ikke vil have at det centrale forretningskvarter med kontorbygninger til banker og advokatfirmaer skal være så koncentreret som det var. Man vil have beboelser på mange af de steder der tidligere var forbeholdt erhverv. I centrum skal der være et godt miks. Men andre steder i byen vil man gerne have tingene opdelt i kategorier. Eksempelvis opføres der nye, moderne lægeklinikker og andre relaterede erhverv i nærheden af centralsygehuset (som iøvrigt kom relativt uskadt fra jordskælvet). Biografer, teatre og andet “underholdnings- og kultur relateret” er samlet. Supermarkeder ligger også i klynger, ligesom bilforhandlere og andre “mellemtunge” forretninger ligger samlet. Der bliver en helt anden infrastruktur, nu hvor man alligevel skal til at opbygge det meste fra grunden. Kun fremtiden vil vise om det så altsammen er helt hensigtsmæssigt. 

På trods af at byen er så ødelagt som den er, synes jeg at den havde noget meget sympatisk over sig. Indbyggerne er meget fast besluttet på at få Christchurch på fode igen, så hurtigt som overhovedet muligt. Og man har besluttet sig for at gøre det ordentligt. Forsikringsselskaberne skændes dog noget med både private, erhvervsdrivende og den nationale jordskælvskomité omkring hvem der skal betale hvad og i så fald hvor meget. Og det trækker ud. Mange familier er ruinerede. Efter tre år er genopbygningen kun lige ved at komme igang. Mange indbyggere er sure over at man prioriterer hoteller, teatre og kultur attraktioner over private huse. Det er naturligvis forståeligt, og jeg ville nok selv have det på samme måde. På den anden side handler det om at få forretningsliv og økonomi på skinner igen, så det hele kan komme til at fungere. 

Et af de værste savn bliver nok byens katedral, som i første omgang ikke var så slemt beskadiget at den ikke kunne repareres. Men de mange efter-rystelser har ødelagt så meget af konstruktionen, at man nu har besluttet at rive den ned og bygge en ny og moderne katedral, der kan modstå jordskælv. DET er sørgeligt, men det ville være alt for dyrt at jordskælvssikre og genopføre den gamle katedral som den stod. 

I mellemtiden har man opført en anden, midlertidig “katedral” på et andet sted i byen. “Cardboard Cathedral” (Pap Katedralen) er virkelig et smukt monument og et minde om, at selvom byen er ødelagt, så er der et liv der går videre og naturligvis skal indbyggerne have et sted at gå hen med deres sorg og deres minder. Katedralen er åbnet for bare et par måneder siden og er allerede blevet et stort trækplaster. Den er bygget på et stålskelet, men med kraftige paprør omkring, så det ser ud som om de holder hele tagkonstruktionen. Det er allerede blevet besluttet at bygningen skal bevares og at katedralen vil blive brugt som kirke, også efter at der engang er blevet opført en ny katedral der hvor den gamle stod. Jeg er gammeldags når det kommer til kirker. Jeg foretrækker en meget traditionel arkitektur. Men Cardboard Cathedral var faktisk overraskende behagelig at opholde sig i, og vi sad et stykke tid i stilhed og kiggede os omkring.  

Som tidligere skrevet så har Christchurch i mine øjne noget meget sympatisk over sig. Alligevel fik vi begge lige så langsomt en lidt uforklarlig tristhedsfornemmelse over os, som  vi vandrede rundt mellem ruiner og åbne arealer. Det var meget overvældende at opleve ødelæggelserne, selv så lang tid efter at de indtraf. Også Anton forstod ganske godt, at noget alvorligt var sket her, og talte senere om nogle af de ødelagte kirker. Indbyggernes ukuelige vilje og tro på at byen nok skal komme rigtigt på fode igen, gjorde dog totaloplevelsen positiv!  

Den sidste dag gjorde vi os klar til afrejse, pakkede vores rygsække og efterlod en del tøj til et godt formål (i USA skal der købes ind!), inden vi kørte til lufthavnen. Her ligger også det internationale Antarktis Center. Centrum for forskning i Antarktis og koordinerings central for ekspeditioner. Her har den amerikanske hær også sit Antarktis hovedkvarter. Stedet har også et museum som er offentligt tilgængeligt. Her kan man - mod betaling - komme ind og opleve en vindtunnel med minus 8 grader, og prøve hvordan en polarstorm føles. Man kan opleve pingviner og se en masse flotte og interessante udstillinger om dyrelivet i Antarktis og om polarekspeditioner gennem de sidste 100 år. Heldigvis er der også et legehjørne for de mindste, så de voksne kan gå roligt rundt og fordybe sig. Vi prøvede også et af de bæltekøretøjer som benyttes nede på isen. Omkring museet har man lavet en temmelig kuperet bane hvor gæsterne kan mærke hvordan det er at sidde inden i sådan et terrængående fartøj, når det kører hen over gletscherspalter, gennem søer og op ad bjergskråninger med 35 graders hældning. Jeg var glad for at turen kun tog lidt over 5 minutter! Anton var begejstret og ville gerne have haft mere!

Vi tog afsted fra Christchurch med vores første maskine klokken 1630. Efter en mellemlanding i Auckland gik det videre mod San Francisco, hvor vi steg på en ny maskine og fløj det sidste stykke mod Seattle. Her ankom vi klokken 1500. På samme dato som vi forlod New Zealand. Altså ankom vi halvanden time tidligere end vi tog afsted. Vi krydsede en datolinie og adskillige tidszoner. Forbavsende nok havde ingen af os problemer med dette. Vi faldt i søvn lidt tidligt den første aften, men næste morgen var vi så godt som omstillet. 

Og nu er vi så i USA. Her skal vi være de næste tre måneder. Vi planlægger at tage et smut til Canada, som ikke er så langt væk. Vancouver skulle være ufatteligt smuk. Selvom det er efterår, på kanten til vinter. Vi skal naturligvis se og opleve Seattle og ikke mindst tilbringe lidt tid sammen med vores værtsfamilie her. Daniela - en af Alexandras tidligere studieveninder - bor her i byen Olympia, en times kørsel syd for Seattle. Hun har været så venlig at lade os bo hos hende og hendes familie i nogle dage. En perfekt mulighed for at få slappet lidt af og studeret amerikanerne, inden vi begynder at bevæge os sydpå mod Oregon og Californien. 

Vi har lejet en almindelig personbil. Alexandra havde foretaget en del research på nettet og fundet frem til den rigtige løsning for os. Alligevel forsøgte de naturligvis at opgradere os (mod betaling) til en større bil-kategori, selvom alle biler herovre er betydeligt større end i Europa, eller Australien og New Zealand for den sags skyld. Så prøvede de at sælge os en forsikringsordning, der de facto ville gøre vores daglige leje-gebyr dobbelt så dyrt. Og til sidst skulle vi da også have et GPS system med os. Mente de. Altsammen blev høfligt afvist. Til sidst var manden der betjente os noget mere stram i skægget end han var da han bød os velkommen. Åbenlyst ingen provision til ham i denne omgang!

Vi er meget glade for bilen vi endte med at køre afsted i. En Ford Fusion. Den skal nok blive en god rejsepartner de næste mange uger på vores rejse ned langs vestkysten og ind mod Grand Canyon og Las Vegas.

Se billeder fra Christchurch og sydøen her!

/Anders

Comment