Californien, eller Kalifornien, som man skrev i gamle dage, er mange ting. Rigtig mange ting! Jeg har et par gange mellemlandet i San Francisco, men det er også alt hvad jeg indtil nu har kendt til den mægtige delstat på USA´s vestkyst, der iøvrigt er den folkerigeste delstat af dem alle, med godt 38 millioner indbyggere. Alt hvad jeg ved kender jeg i virkeligheden fra medierne. Det er jo epicenteret for filmproduktion, overfladiskhed og "extravaganza" i den helt store målestok. Den slags kan vi godt lide at smæske os i, hjemme i de danske stuer!

Men Californien har rigtig mange virkeligt sympatiske sider. Delstaten starter i nord, med Redwood National Park og går så godt og vel 1240 kilometer mod syd til den mexikanske grænse. Klimaet ændrer sig naturligvis undervejs. Det går fra at være temmelig dansk, koldt og regnfuldt, til at være solrigt, varmt og sydeuropæisk efterhånden som man kommer længere og længere sydpå. 

Noget af det mest besynderlige for os har været at opleve hvor ringe infrastrukturen er vedligeholdt i de allermest velhavende dele af Californien. I Beverly Hills og Hollywood Hills tog vi en tur rundt "i terrænet" og kiggede os omkring. Vi så nogle af de mest fantastiske palæer vi nogensinde har set. Men lige udenfor porten var vejen ved at smuldre væk og elektriciteten til hele herligheden leveres fra en næsten nedbrudt elmast i træ, formentlig sat op omkring 1940. Begrebet "grundejerforening" findes ikke her. Der er heller ikke behov for regler omkring snerydning og den slags. Der er ikke noget demokratisk udvalg til at se på mulighederne for nye cykelstier til kvarterets unger, så de kan køre sikkert på vej til skole (de køres jo i fine biler af chauffører). Ej heller har man en vejfest-komité. Alt hvad der foregår udenfor de tykke mure der omkranser grunden er uvedkommende. Men det ser fint og imponerende ud, når man kommer kørende ad Mulholland Drive med tungen hængende ud ad munden i sin lejede, sølvgrå Ford Fusion. 

Med andre ord, der er skarpe kontraster, og det er nok noget af det man skal vænne sig til! På vores tur gennem Hollywood så vi alt det som man kender fra medierne: Walk of Fame, med de mange stjerner i fortovet. Kodak / Dolby Theatre som er stedet hvor den årlige Oscar uddeling finder sted. Og vi så alle de fine butikker på Rodeo Drive. Men lige rundt om hjørnet så vi også alle de desperate drømmere, med deres bristede illusioner, gå op og ned ad gaderne og tigge sig til dagen og vejen. Ganske vist forklædt i Superman, Spiderman eller Darth Vader-dragt, men spørgsmålet var altid det samme: "Kan du undvære et par håndører?" Afstanden mellem rig og fattig, mellem succes og drøm og mellem trendy og håbløst umoderne er både ufattelig stor og hårfin på én og samme tid. Nogle af de mennesker vi mødte på Hollywood Boulevard var helt sikkert ganske talentfulde. Jeg er heller ikke i tvivl om at nogle af de tekstforfattere vi så nede på den lokale Starbucks, hvor de allesammen sad med deres MacBooks og skrev på den næste blockbuster-film, var store talenter, der bare ventede på deres tur. Den dér X-factor som mange snakker om, og som er så afgørende for om man bliver til noget eller ej, handler i virkeligheden om timing. Og held. Ufattelige mængder held! 

Det var trist at se på og vi blev der ikke ret længe. Det er surrealistisk at befinde sig i et af verdens mest eksklusive områder, og så føle sig underligt trist indeni. Tomme ansigter. Ensomme og triste eksistenser. Men så snart man får øjenkontakt ser man et tandpastasmil uden lige og "Things couldn´t be better!"

Men Californien er, heldigvis, også meget andet. Vi startede vores eventyr i delstaten med at besøge Redwood National Park i det nordvestlige hjørne. Her så vi de største fyrretræer vi nogensinde har set. Mægtige, majestætiske kæmper der tårnede sig op mod himlen. Der står i alle guidebøgerne at man skal huske at kramme et træ, når man er her. Så det gjorde vi naturligvis. Uden dog overhovedet at kunne nå rundt om. Anton fandt et lille træ, formentlig "kun" omkring 100 år gammelt. Men det var også for stort til at han kunne nå rundt om det. Og så så vi endda ikke engang de største af de træer der findes i området. Hvis det ikke var fordi det var ualmindeligt dårligt vejr den dag vi var i området, så havde vi nok gjort en lidt større indsats for at komme derhen hvor vi kunne komme til at se verdens største træ. Men man skulle parkere bilen, stige ud og gå et godt stykke ind i skoven for at komme dertil. Og for at sige det lige ud, så pis-regnede det hele dagen. Så vi var "amerikanske turister" den dag. Vi kørte "lige til døren" til det vi gerne ville se, steg ud, tog billeder og så ellers tilbage i den varme kabine, med foden på speederen. Ikke noget med regnjakker og vandrestøvler! Og da dette ikke kunne lade sig gøre ved verdens største træ (som faktisk også er verdens største, levende organisme) så blev det droppet lige på stedet. Det kan man så bagefter fortryde, men de træer vi faktisk så var nu også ret imponerende.

Ikke mange kilometer efter vores møde med de store træer begyndte det at sne. Ret så voldsomt. Vintervejr er ikke helt ukendt i det nordlige Californien, men det er ikke hvert år at det ligefrem bliver sådan rigtig ubehageligt. Men det blev det netop da vi skulle over et par bjergpas. Regnen blev til slud, og slud blev til sne. Ret hurtigt dannedes et tykt lag is på vejen og hastigheden kom ned på 5 kilometer i timen. Og så holdt vi ellers stille. I to timer. Så gik det lidt videre. Og så igen stille i en times tid.  Endelig kom vi over det sidste pas og ned på den anden side af bjergene. Klokken var blevet godt otte om aftenen. Og vi var trætte! Vi synes godt nok at det var et noget andet Californien der mødte os, end det vi havde ventet. Hvor var solen, palmerne og de kølige drinks?! Alle dem vi mødte forsikrede os om, at det skam var højest usædvanligt og at der i de sidste otte år ikke havde været sne i nævneværdige mængder på disse kanter. Vi er helt med på vinterkørsel, os der er vant til centraleuropæisk vinterføre. Problemet er at i det nordlige Californien har man ikke en ordentlig snerydnings tjeneste. Ganske vist så vi sneplove, men de hverken saltede eller grusede vejene. De skrabede bare lidt på den spejlblanke, isede overflade. Det hjalp jo ikke meget.

Vi ankom til hotellet uden skrammer på hverken lejebil eller sjæl og næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel og sneen var væk. Vi befandt os nu på den sydlige side af bjergene og sne herfra og sydover forekommer stort set aldrig. 

Vi kørte til San Francisco hvor vi mødtes med en af Alexandras gamle venner fra München, Thomas, som nu bor i Silicon Valley og arbejder som værkfører på et lokalt autoværksted med speciale i udenlandske biler. Han kunne sætte os lidt ind i hvordan det er at leve her i USA, sådan på fuld tid. Og han kunne drage mange sammenligninger med Europa. Ifølge Thomas er livet i USA ikke dårligt, men hvis ikke man arbejder hårdt (forudsat naturligvis at man HAR et arbejde) så kan livet ret hurtigt blive anstrengende. Det er gået nedad bakke de sidste 10 år. Og særligt på det social- og sundhedsmæssige er Amerika nu så meget i knæ, at de der kan søger andre græsgange. Eller lægger planer for hvordan de skal slippe ud, hvis de en dag for alvor får brug for det. Og dem der ikke kan det, må leve med uvished, angst og et (i mine øjne) stort, dagligt pres, for at levere til terminen, forsikringerne og alle de andre driftsomkostninger. Oveni dette skal man lige huske på, at der her i USA ikke er noget der hedder tre måneders opsigelse. Hvis man mister sit arbejde er det meget ofte fra den ene dag til den anden, med mindre man har haft et langt ansættelsesforhold. I bedste fald har man 2-4 ugers opsigelse, inden lønnen udebliver. 

Jeg bliver helt glad for det høje, danske skattetryk og den sikkerhed det - trods alt - giver. Jeg kunne ønske mig at skattekronerne blev brugt lidt bedre, bevares, men vi skal grundlæggende ikke klage. Omvendt, så er der i USA - og mest tydeligt her i Californien - meget rige muligheder for virkelig at blive til noget stort. Sådan i den helt store målestok. Og man kan virkelig tjene mange penge hvis man er dygtig. Det kan jeg også meget godt lide. Ingen begrænsninger, ingen løftede pegefingre og frem for alt: ingen jantelov. Alligevel har jeg boet for længe i Danmark til at jeg synes at det skal være lav skat og minimalstat for enhver pris. 

Et af de mennesker der gennem historien virkelig har gjort det til noget stort, og efterladt et betydeligt eftermæle hos stort set alle børn i den vestlige verden, er Walt Disney. Lidt syd for Los Angeles åbnede han i 1955 Disneyland, som siden er blevet til en af de allerstørste attraktioner i USA. Parken giver beskæftigelse til omkring 65.000 ansatte i lokalområdet og besøges dagligt af gennemsnitligt 45.000 gæster. Hver eneste dag er der lange køer for at komme ind. Og selv inde i parken står folk i kø for at få "Fast Track Pass" til nogle af de mest populære forlystelser. Så får man et tidsinterval på en time hvor man kan være sikker på at komme næsten lige igennem (én gang), udenom den almindelige kø, som man naturligvis også altid er velkommen til at stille sig op i, hvis man vil prøve mere end én gang. Sådan et pas kan være meget praktisk, hvis man har en håndfuld unger med og ikke helt har tålmodigheden på sin side. Men bare det at få et "Fast Track Pass" tager også en rum tid. Alexandra stillede sig velvilligt i kø til dette, mens Anton og jeg begyndte at udforske "Carsland".

Allerede dagen inden vi gik i Disneyland, havde vi været henne ved billetlugerne og købe billetterne, så vi ikke også skulle stå i kø til dette om morgenen. Anton kunne næsten ikke falde i søvn aftenen inden vi skulle derhen. Han glædede sig helt vildt til at møde Mickey Mouse. Vi havde bevidst ikke fortalt ham om "Carsland". Havde han vidst at han også ville komme til at hilse på "Mater" og "Lightening McQueen" ville han helt sikkert ikke kunne sove, så det holdt vi for os selv. 

Da han pludselig så "Mater" som en af de første ting i "Carsland" blev han helt ustyrlig. Han kunne slet ikke finde sig selv. Og det der med at stille sig pænt op i køen for at komme til at hilse på ham og få taget et billede, var et koncept som han havde svært ved at forstå. Men det gik nogenlunde, og således kom vi henover de næste timer til at hilse på Pluto, Mickey (her blev Anton virkelig forfjamsket og "starstruck"), Mater (Bumle, hedder han vist på dansk), Lightening McQueen (Lynet McQueen), Woody og Jessie fra Toy Story og så en prinsesse med lilla strutskørt som jeg ikke kan huske hvor kommer fra. Nårh ja, Julemanden bor selvfølgelig også i Disneyland. Ham hilste vi også på!

Det er DYRT at komme ind i Disneyland. Til gengæld er alle forlystelser gratis. Det eneste man skal tænke på er maden. Og så bemærkede jeg at detaljegraden, hvormed ALT er lavet, er fuldstændigt uden sidestykke. Det er en GENNEMFØRT oplevelse at bevæge sig rundt i den enorme park. Der er medarbejdere overalt til at sikre at gæsterne har det godt. Der går folk rundt med en kost og et fejeblad hele tiden og sikrer at der ikke ligger noget og forstyrrer idyllen (og den dag vi var der blæste det ret meget med en del nedfaldne blade til følge). Det er pænt og meget nydeligt. Alt efter devisen "Good, clean family entertainment!" Det kan de altså!

Den allerstørste glæde ved at tage sit barn med sådan et sted, er naturligvis at se hans strålende ansigt og glæde. Anton var fyr og flamme i samtlige 10 timer. Heldigvis havde vi booket et hotel i gå-afstand fra parken, så vi kunne komme hurtigt tilbage. Og heldigvis havde vi taget klapvognen med. Den har ellers tilbragt en hensygnende tilværelse i baggagerummet i de sidste mange uger, men et eller andet sagde os, at det nok var en god ide at tage den med i Disneyland. Da vi havde spist aftensmad og mørket var faldet på, gik vi den sidste tur rundt om søen og forbi de mange flotte forlystelser. Og Anton faldt i søvn. Mættet af oplevelser. 

Vi havde overvejet at købe et to-dages pas til parken, men blev enige om at det nok alligevel ville blive for meget af det gode. Den slags oplevelser har det med at tage lidt tid at få bearbejdet. Anton sov meget uroligt om natten og råbte efter Lightening McQueen. Vi voksne var, ærligt talt, også meget glade for at det blot var en enkelt dag. Der var RIGTIG mange mennesker i Disneyland den dag vi var der. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan der er på en dag i højsæsonen!

Vi har bevidst undgået at køre ind til centrum af Los Angeles, som alle siger er noget af en skuffelse og egentlig ikke nogen særlig positiv oplevelse. Det er måske lidt uretfærdigt at vi ikke giver Californiens største by en chance. Men vi er nået til den konklusion, at det vi ikke når fra nu af og resten af tiden her på vores rejse rundt om jorden, det kan vi altid tage en anden gang. Flybilletter fra Europa til USA er ikke længere så dyre.

Istedet har vi nydt at slentre hen ad gaderne i Pasadena og San Diego. Begge disse byer er forbavsende overskuelige at gå rundt i. Pasadena var ligefrem sådan lidt "provinsagtig". Dog med en nydelig overvægt af store biler og dyre butikker på hovedgaden! San Diego mindede mig om Sydeuropa. Med sit markante, mexicanske præg (der er ikke mere end godt 30 kilometer til den mexicanske grænse) var der en varm og afslappet stemning i midtbyen, som jeg virkelig godt kunne lide. 

Vi har allerede tilbragt et par uger her i Californien, og vi er langt fra færdige! I næste blog kan du læse om vores fantastiske tur ud i den vilde, californiske natur, en tur langs med den klassiske Route 66 og om hvordan vi så småt er begyndt at forberede os på julen og et længe ventet besøg fra Danmark!

Klik her for at se billeder fra den seneste tid!

/Anders

Comment