Efter 3 herlige uger i Phuket, ankom vi onsdag midt på eftermiddagen til vores hotel i Bangkok. Det ligger lige op af den travle flod Chao Phraya, som er en af hoved-floderne i Thailand, og som løber tværs igennem Bangkok. Med direkte udsigt fra vores værelse, minder floden mig faktisk lidt om Canal Grande i Venedig, og den er mindst lige så befærdet. Vandbusser, Vandtaxa’er, Fragtpramme og mindre krydstogts-både (primært til sær-arrangementer og fine middage) sejler op og ned ad floden døgnet rundt. Det er et fascinerende syn og det giver os en ret god fornemmelse for storbyens puls.

Tiden i Phuket gik fantastisk hurtigt og vi nåede ikke at se alt det vi gerne ville have set. På den anden side, så må vi jo have haft behov for at tage den med ro. For den ene dag tog den anden, og vi nøjedes oftest med bare at slentre en tur gennem Kata Point, den nærmeste “by” (alle småbyerne langs kysterne i Phuket er vokset sammen), som lå 2 minutters gang væk, eller til enten Karon Strand (lige over gaden) eller Kata Strand (10 minutters gang fra hotellet). Hen imod slutningen af vores tid i Phuket var Kata Strand favoritten, idet den var knapt så overrendt og dermed noget mere rolig. Vi tilbragte mange formiddage eller eftermiddage i sandet og bølgerne, men ingen af os kunne holde ud at ligge der hele dagen. Et par timer ad gangen, og så var det tid til noget andet. Hotellets pool blev også benyttet flittigt, og Anton hyggede sig gevaldigt.

En af de ting vi nåede var en tur til Phuket Town. Hovedbyen på øen Phuket. Der bor lidt over 60.000 indbyggere i byen, som synes meget større end den egentlig er. Det skyldes nok at der er hundredetusinder turister i og omkring byen på stort set alle årstider. Det giver den et hektisk præg, og der er godt gang i handlen overalt. Vi tog den lokale bus fra Karon Beach for 35 Baht per snude, og ignorerede således alle tilbud om taxa-kørsel direkte til de bedste shopping centre for 500 Baht. Det halve af dagens eventyr gik jo netop på at komme med bussen og bare sidde der, sammen med de lokale og de få andre, tossede turister, og suge alle indtrykkene til os. Jo nærmere vi kom centrum af Phuket jo mere tiltog larmen og den hektiske aktivitet. Vi steg ud ved endestationen og begyndte at gå ned imod havnen. Undervejs blev vi utallige gange tilbudt Tuk-Tuk kørsel til  de bedste butikker og centre. Vi afslog hver gang. De kunne simpelthen ikke forstå hvorfor vi gad at slentre langsomt gennem byen og bare kigge på alt det liv der var. Tilsyneladende vil “normale” turister bare direkte frem til der hvor de skal handle, og så ellers tilbage til stranden igen i en fart bagefter. 

Men vi gik altså stille og roligt afsted og fik set en masse. Ikke de store seværdigheder, som vi havde læst om i guidebogen. Vi ville bare se dagligdagen i en hektisk Thailandsk provinsby. Butikkerne med billige kopivarer lå side om side i en uendelighed. Vi holdt op med at stoppe op og se på noget af det. For hver gang vi gjorde det, var det næsten umuligt at komme væk igen. Vi gik istedet ind i en lokal butik, der mest solgte tøj og sko til Thai familier. Her fandt vi et par strandsko til Anton. Ekspedienten kunne ikke engelsk, men det lykkedes os da at få oplyst prisen på skoene (140 Baht) og få betalt. Ingen prutten om prisen. Her var tingene billige nok.

Vi fandt også den mest hyggelige lille café man kan forestille sig. Godtnok ikke thailandsk inspireret, men derimod romantisk engelsk. Men det var ligemeget. Den lå i en stille sidegade, og der var ikke andre end os derinde. Kager, Cola og Iskaffe blev nydt i det airconditionerede lokale, mens vi sad og overvejede hvor vi nu skulle begive os hen. Efter nogen tid kom en flok lokale piger ind og satte sig. 

Da vi var færdige gik vi videre ned mod havnen. Eftermiddagsheden var hård den dag. Temperaturen lå tæt på de 40 grader i skyggen og Anton faldt i søvn i klapvognen. For at strække hans middagslur så længe som muligt, satte vi os ned på en bænk med udsigt over indsejlingen, og kiggede på livet. Der er stor forskel på flod og ebbe i Phuket Havn, så mange af fiskerbådene stod på havnebunden. Et fascinerende syn! På vejen tilbage til bussen gik vi forbi et par lokale markeder, hvor vi ikke engang kunne læse hvad der stod på skiltene. Vi kunne naturligvis se hvad der blev solgt i boderne (eller næsten da - nogen gange var det lidt svært at se præcist hvilken delikatesse der blev tilbudt!) men priserne var vist til forhandling alt efter om man var lokal (som de fleste i det område) eller turist (der var bare os). Vi betalte hvad der alligevel var en beskeden pris, for nogle grillede blæksprutter i chilimarinade til Alexandra. Hverken Anton eller jeg skulle nyde noget. Men det smagte efter sigende godt. Herefter gik turen med bussen tilbage til hotellet ved Karon Beach. En herlig dag med utallige indtryk og oplevelser.

På Antons fødselsdag den 25. April skulle vi naturligvis også lave noget spændende. Han blev 3 år, og vi kan slet ikke fatte hvor tiden er blevet af, siden han kom til verden. Det var også den første fødselsdag, hvor han sådan rigtigt forstod hvad en fødselsdag egentlig er for noget. Her i Thailand har vi opgivet at finde noget legetøj der holder til faktisk at blive leget med. Lige efter at vi ankom til Phuket gav vi efter for hans ønske om at få et sæt med Woody og Buzz Lightyear fra ToyStory. Sættet kostede 400 Baht, altså godt 80 danske kroner. Det holdt i præcis 12 minutter efter udpakning. Derfor har vi besluttet os for ikke at købe mere legetøj, så længe vi er i Thailand. Vi finder ikke andet end kopivarer, og de holder ikke. Fødselsdagsgaven til Anton blev derfor en heldags sejltur til 3 forskellige øer med koralrev, hvor vi kunne snorkle og bade ved nogle fine sandstrande. Naturligvis var det en oplevelse designet til masseturismen, hvilket betød at de steder hvor vi kom frem var der tusinder af badegæster og båden vi sejlede med var også fyldt op til randen. Men det handlede om at give Anton en sjov oplevelse, og det fik han. Jeg havde ikke troet at han sådan havde mod på at snorkle med maske og det hele. Men det havde han og selvom han endnu ikke kan svømme, så gik det meget fint med hjælp fra mor og far.

Da vi havde nogle få dage tilbage inden vi skulle flyve her til Bangkok igen, kiggede vi på hinanden og spurgte om vi absolut skulle nå at se den store Buddha og ride på elefanter gennem junglen. Jovist ville det da helt sikkert have været store oplevelser, men af en eller anden grund var det altså ikke så vigtigt at vi fik taget os sammen. Den hyggelige dagligdag som familie betød mere for os, og vi lod det blive ved snakken. Til gengæld fik Alexandra taget et kursus i Thailandsk madlavning (og der er planer om mindst et mere her i Bangkok!) og jeg fik regelmæssigt masseret mine fødder. 300 Baht (60 kroner) for en times velvære er jo ikke til at sige nej til.

Men efter 3 uger er vi nu også klar til lidt mere eventyr. Bangkok er en af de mest overvældende byer jeg endnu har besøgt, og det kan hurtigt blive for meget, hvis ikke man lige tager sig tid til at planlægge sine udflugter ordentligt. Vi vil derfor fortsat tage den med ro, og ikke gabe over for meget ad gangen. 

Idag tog vi en tur til China Town. Vi startede med at gå ned til bådene ved floden, og der var vi lige ved at falde i endnu en af de klassiske turistfælder: En overpriset 1-times havnerundfart til 500 Baht per person. Efter snart en måned i Thailand er alt over 200 Baht rasende dyrt for os, og vi sagde straks nej, til stor forundring for den unge pige der forsøgte at sælge os billetterne. Istedet tog vi en lokal færge over til den modsatte side af floden, hvor vi for 40 Baht per snude (Anton gratis) kunne få turen hele vejen langs de vigtigste stoppesteder, med forklaringer på gebrokkent engelsk over de skrattende højttalere. Ved sidste stop stod vi af og stod så lidt og overvejede hvor vi skulle få noget at spise. Da vi utilsigtet var havnet på den “forkerte” side af floden i forhold til de seværdigheder vi egentlig havde planlagt for dagen, tog vi for 15 Baht per snude (Anton endnu en gang gratis) en af de noget langsommere, lokale vandbusser nogle stoppesteder tilbage, og steg ud ved China Town. 

Bangkok er en meget intens by med utallige sanseindtryk uanset hvor man kigger hen. Øjet hviler aldrig! Denne intensitet var om muligt endnu mere udtalt i China Town. Boder og småbutikker forekom at stå endnu tættere sammen og madvarer, tøj og nips stod placeret overalt på gader og stræder og gjorde det ofte til en prøvelse at komme frem på fortovet. Men vi kiggede og snusede indtrykkende til os. Jo længere vi kom frem, jo mere “sofistikeret” blev udvalget af mad. Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde skal prøve alt det vi så på, for noget af det var virkelig specialiteter. Insekter, slanger og dele af fjerkræ, grise mv. som vi ikke normalt finder hjemme i europæiske supermarkeder! Men det var interessant at se på!

Anton var ikke rigtigt i sit es, og sådan en intens tur gennem byen er ikke noget ved, hvis man ikke er 110% “fit for fight”. Igen en lille påmindelse om, at små børn absolut ikke kan (og ikke skal) klare de samme ting som voksne. Derfor besluttede vi os efter bare et par timer for at tage en taxa tilbage til hotellet. Her kunne vi hvile lidt i den værste eftermiddagshede og Anton kunne slappe af ved poolen. Sidst på eftermiddagen var han igen på toppen.

Vi har endnu nogle meget spændende dage foran os her i Bangkok, inden turen går videre til Brisbane, Australien. Vi har planer om at se templer, paladser og monumenter. Men ingen faste tider. Vi tager det som det kommer, og hvis vi ikke lige når det hele, så er det også ok. Når vi kommer til Australien har vi 4 dage i Brisbane, inden turen går nordpå mod Cairns. Vi kører med Autocamper langs kysten og skal blandt andet opleve det berømte Great Barrier Reef. Der skal snorkles, bygges sandslotte og dases ved de flotteste strande man kan forestille sig. Hvordan livet i en autocamper bliver ved vi ikke. Men mon ikke det bliver sjovt?

Mappen med billeder og indtryk fra Thailand er ved at være omfattende. Du kan se det hele ved at klikke her! God fornøjelse!

/Anders

Comment