Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at komme til Sydney. Af mange grunde. Jeg har læst og hørt så meget om Australiens største by. Sikkert også fordi det er den internationalt bedst kendte by i Australien. I Danmark lægger vi naturligvis også mærke til byen fordi danske Jørn Utzon har tegnet byens ubetinget vigtigste vartegn: Sydney Opera House. Og så var der vist noget med en Olympiade i 2000, hvor Kronprins Frederik mødte Mary. 

Nå, men vi havde egentlig besluttet os for at opholde os 7 dage i Sydney, og så tage 3 dage i Blue Mountains en times kørsel i vestlig retning, inden vi skal videre til Adelaide i syd, for at begynde vores tur langs The Great Ocean Road op mod Melbourne. Men efter at have opholdt os nogle dage her i byen, besluttede vi at droppe Blue Mountains, til fordel for nogle ekstra dage her. Det hænger også sammen med, at vi her i Sydney har lejet en lejlighed, hvor vi kan være helt os selv for en tid. Efter mere end en måned i en Campervan og på utallige camping pladser, er det rart at kunne flyde i en bred og blød seng, se lidt fjernsyn og have nogenlunde stabilt internet. (Helt stabilt er det nu ikke - jeg er begyndt at tvivle på at det findes i Australien!) Desuden har det jo været en af hovedreglerne at vi tager den med ro, når vi rejser med Anton på denne måde. Han synes det er herligt at have sit eget soveværelse igen for en tid, selvom han nu alligevel kommer listende ud på morgenen og smyger sig ned under dynen mellem os. 

Sydney er ikke Australiens hovedstad, hvilket mange tror. Det er Canberra lidt længere sydpå. Men det er hovedstaden i delstaten New South Wales, og så altså også den største by i hele landet, med godt og vel 4,6 millioner indbyggere. Her findes indbyggere fra det meste af verden, med englændere og kinesere som de absolut største minoriteter. Byen er i det hele taget lidt af en magnet for udlændinge. Hele 75% af byens årlige vækst kommer fra udenlandske tilflyttere, eller allerede etablerede, udenlandske familier. Det må siges at være internationalt!

Det er lidt svært at beskrive Sydney med få ord. Men skal man sige det meget enkelt, så er byen i mine øjne et mix af New Yorks højhuse og lige gader, og så Londons Victorianske arkitektur, som man ser spor af overalt. Her hører sammenligningen med begge byer så op. Sydney er helt sin egen, og alene Sydney Harbour - det langstrakte havneareal, der snor sig gennem den centrale del - gør byen unik. Der er en livlig trafik af færger og småbåde til og fra den centrale terminal lige midt i finans-distriktet. Disse færger og både fungerer som et livsvigtigt supplement til Sydneys omfattende netværk af regionaltog, busser og metroer, og sikrer at man sagtens kan bo et godt stykke udenfor byen, og stadig have mindre end en time til arbejdspladsen i centrum. Vi tog en færge over til den anden side af havnen en dag, for at besøge en gammel kollega til os begge, som nu bor her med sin familie. Turen tog cirka 10 minutter, men ville nok have taget 40 minutter med bil gennem byen. Vi fik tilmed taget nogle helt fantastiske billeder på vejen over. Vi var inviteret til at se byens skyline, sådan lidt fra den anden side. Og hvilket fantastisk skue det var! Som solen begyndte at gå ned, tændtes lysende i byen gradvist, og vi sad bare og stirrede. På havnefronten lige ovre på den anden side, havde vi operahuset, og lidt til venstre Sydney Harbour Bridge, et andet af byens vartegn. Jeg vil mene, at netop den udsigt må være en af de bedste jeg til dato har set. Med en bygning der er på UNESCO’s liste over de vigtigste, bevaringsværdige bygninger i verden, kan det vist ikke blive bedre! Jeg havde heldigvis husket at få min tre-fod med til kameraet, så jeg kunne tage nogle aftenbilleder. Faktisk fotograferede jeg så længe at batteriet til sidst måtte give op!

Under hele planlægningen af turen, har der aldrig været tvivl om at Sydney skulle være inkluderet, og at vi skulle bruge en rum tid her. Det var bare et spørgsmål om hvornår, i løbet af vores tre måneders ophold her i Australien, at vi skulle være her. Alexandra har været her to gange tidligere, og har således set en del. Men ligesom med Queensland i nord, er det jo på en helt anden måde denne gang. Og så er der også i Sydney sket en del siden hun sidst var her. Operahuset havde hun dog endnu ikke set indefra. Dette var naturligvis en af de allervigtigste punkter for os begge i denne omgang. Så vi tog en guidet  eftermiddagstur gennem Utzons fantastiske bygning. 

Jeg har interesseret mig for arkitektur i mange år. Jeg ved ikke så meget om det. Jeg ved mest hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Operahuset hører til de bygninger jeg rigtig, rigtig godt kan lide. Og jeg har altid gerne villet set det. Heldigvis var vores guide VIRKELIG dygtig til sit kram. Og meget passioneret fortalte han om historien bag og om hvordan det var lige før at det faktisk ikke blev bygget. Da Utzon vandt arkitektkonkurrencen tilbage i 1959, var det nemlig bare på baggrund af nogle skitser. Ganske vist nogle meget gode og visionære skitser, men dog bare skitser, uden detaljerede beregninger. Så da han vandt, satte han et dansk entreprenørfirma til at regne på sagerne. Men som med alt andet byggeri i den skala, betalt af offentlige midler, var der også en deadline der skulle overholdes. Det betød at arbejdet måtte begynde, inden beregningerne var færdige. Utzon havde dog is i maven og tvivlede ikke på at de nok skulle finde en løsning. Problemet lå i de karakteristiske buer, som vi idag kender. De var ikke så ligetil at lave. Faktisk gik der næsten fire år, efter at byggeriet var gået igang, før man fandt en løsning. Og da havde man næsten opgivet. På det tidspunkt skulle bygningen have stået færdig i det meste af et år, og der skulle gå endnu 10 år, før Dronning Elizabeth II endelig, i 1973 kunne indvie den. Naturligvis havde en forsinkelse på godt 11 år konsekvenser. Både politisk og for arkitekten. Jørn Utzon havde forlængst forladt Sydney i raseri, og han nåede aldrig at se den færdige bygning inden sin død i 2008. Men han nåede dog at opleve at den kom på UNESCO’s liste over bevaringsværdige bygninger. Det betyder, at ALT fremtidigt restaurerings- og ombygningsarbejde skal foretages under ledelse af Utzon selv. Det er jo i sagens natur lidt svært nu, men de sidste godt 10 år af sit liv, nåede han faktisk at lave tegninger og planer for de planlagte ombygninger der er for operahuset. Han lavede dem hjemme fra København, uden at besøge Sydney. Ny foyer er færdig, helt nye, underjordiske læsseramper er ved at blive bygget, og så skal den ene af koncertsalene også bygges helt om og udvides. Alt dette er der tegninger for. Men som guiden sagde: “I en totalt fredet bygning som denne, koster den slags jo også. Jeg tror på det, når jeg ser det hele færdigt!” Idag videreføres alt arbejdet af Jan Utzon og hans to sønner. De er alle arkitekter. 

Jeg må indrømme at jeg blev mere end imponeret! Sjældent har jeg besøgt et sted på min liste over ting jeg skal se før jeg dør, som i den grad overvældede. Ofte er det for mig sådan, at mange af disse drømme-destinationer har det med at skuffe lidt, når jeg så endelig står der. Operahuset leverede varen på alle planer! Jeg er stolt over at komme fra et land, hvor den slags visioner og tanker kan fødes. Og jeg kunne mærke på alle de andre omkring mig, at de var mindst lige så imponerede. Utzons eftermæle er mejslet i sten og beton her i Sydney, og han er højt respekteret. AL politisk ævl og kævl fra byggeperioden er for længst glemt og man bevilger gerne midlerne til ombygning og vedligeholdelse. 

Anton blev også bjergtaget. Siden vi besøgte operahuset for første gang, har vi været forbi fire gange, for bare lige at suge lidt flere indtryk til os. Ganske vist kun udefra, men alligevel. Anton taler om operaen dagligt, og vil meget gerne forbi, for at sidde lidt og kigge. Han synes buerne er sjove, og så smitter forældrenes begejstring jo nok også af på ham...

Lejligheden vi bor i, ligger i et af Sydneys finere kvarterer. Det var nu ikke tilsigtet, men det er da lidt morsomt, efter at have boet på ydmyge steder i Queensland. Her ligger masser af fine, gamle huse i victoriansk stil. Fuldstændigt ligesom vi allerede kender dem fra London. Mange af dem er bygget i slutningen af 1800-tallet. Hver dag går vi hen ad gaden og kigger drømmende på de mange, særdeles velholdte boliger. Henne på hjørnet ligger et stort hus, som ikke er blevet moderniseret i over 50 år. Det er til salg, og der er åbent hus to gange om ugen. Naturligvis gik vi ind og så os omkring. Det var fuldstændig som at gå 50 år tilbage i tiden. Til et finere hjem, hvor der ikke blev sparet på noget. Forstue, dagligstue, spisestue, finere spisestue, soveværelse, herreværelse, dame-systue, samt hele 2 køkkener, hvoraf det ene formentlig ikke havde fået nogen opdateringer siden huset blev bygget i 1880’erne. Bad og toilet fandtes i baghuset og man skulle igennem en overdækket gårdhave for at komme derover.

Vi gik rundt i alle rummene og forestillede os hvordan der igennem tiden har været liv og hvordan det må have været at bo der. Ægteparret der sælger er kommet på plejehjem nu, men der er ingen tvivl om at der ikke har manglet penge. Huset sælges for 1,8 mio australske dollar (godt 9,5 mio danske kroner) og så kan man roligt regne med at skulle bruge endnu en god million dollar til at få det opdateret. Ja, ja, drømme må man jo gerne. Det var ihvertfald sjovt at se!

Rundt om i kvarteret, Paddington hedder det, ligger der en hel del små “boutiques”, hvoraf mange af dem kun har åbent efter aftale. Der er europæisk inspirerede caféer, der serverer hjemmelavede økologiske retter og cookies, sammen med italiensk San Pellegrino vand til overpriser. Og så er der et mindre supermarked, som man kun bør handle i hvis det er absolut nødvendigt. En liter mælk koster 14 kroner. Økologisk, bevares!

Udover at gå mange kilometer gennem byen hver dag og opleve kunstmuseer, parker, indkøbscentre, markeder mv. så ER vi her egentlig bare. Vi har vores dagligdag, med rolige morgener, morgenmad, indkøb, madlavning mv. Og vi har vores aftener, med aftensmad, tandbørstning og godnat læsning. Vi har iøvrigt opdaget at byens markeder er MEGET billigere at handle på, end hvis vi går i supermarkedet. Så mens vi stadig kan, har vi købt stort ind af frugt, grønt mv. Og her i vinterkulden er der blevet lavet et par store gryder suppe! Noget der ikke lader sig gøre, når vi fra næste uge atter er på farten i en campervan.

Sidst i denne uge flyver vi til Adelaide, hvor vi starter vores tur igennem det sydlige Australien. Vi tager os god tid. Der er nok at se på. Vin-distrikter, Kangaroo Island, Great Ocean Road mv. Temperaturen dernede er endnu lavere end de knap 15 grader vi nu har brugt en uge på at vænne os til her i Sydney. Men et par mindre opgraderinger af udrustningen har gjort at vi nok skal klare kulden uden at komme til at fryse!

Klik her for at se billeder fra Sydney!

/Anders

Comment