Vi har nu været på farten med vores campervan i to uger. Vi er så småt ved at have fundet en god rutine. Det er sparsomt med pladsen, og derfor fandt vi hurtigt ud af, at det er vigtigt med en vis orden. Selvom man ikke altid lige er i humør til at rydde ordentligt op efter sig, eller få pakket alting tilbage på sin plads om morgenen inden man forlader campingpladsen for at køre videre, så har erfaringen nu vist os, at den slags nøjsomhed betaler sig. Efter at have ledt efter lommelygte og adapter et par gange for meget, fandt særligt jeg ud af, at jeg lige så godt kunne lægge tingene korrekt på plads med det samme, og dermed altid vide hvor tingene er! Alexandra’s motto: “Kun en opryddet bil er en sikker bil!” har sin berettigelse!

De sidste par uger har budt på utallige meget store opleveler. Vi har besøgt Fraser Island, som er verdens største ø, udelukkende bestående af sand. Naturligvis er øen totalt fredet, og der er strenge restriktioner forbundet med at rejse derud. Det er dog tilladt for alle at campere og opholde sig derude, også uden guide. Et af de absolut vigtigste krav for overhovedet at køre i land på øen er, at bilen har firehjuls-træk. Med vanlig dansk skepsis havde jeg forinden tænkt, “Arh, skulle vi nu ikke liiige dæmpe hysteriet lidt?” - men efter bare nogle få hundrede meter, var det mig klart at kravet om fornuftigt køretøj ikke var det mindste underdrevet! Her kommer man ganske enkelt ingen vegne uden terrængående fartøjer! 

Fraser Island er 120 km lang og godt 24 kilometer på det beredeste sted. Og selvom det ikke er ret meget plads, så er der alligevel plads til både regnskov, eukalyptus-skov, busk-landskab og ikke mindst kilometervis af betagende sandstrande. Det meste af den østlige side af øen er faktisk én lang sandstrand. Næsten 80 kilometer. Uafbrudt. Det er ovenikøbet registreret som landevej, med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Og loven håndhæves. Der er med mellemrum færdselspoliti på strækningen. Og efter sigende med god grund. Utallige unge rejsende lejer firehjulstrækkere og tager til Fraser Island, for at nyde det vilde liv i nogle dage. 

Vi var på en guidet tur, og i den firehjulstrukne bus kunne vi så se landskabet skifte efterhånden som vi bevægede os frem. Vi var flere gange ude og spadsere. Blandt andet gennem regnskoven. Her findes træer som er langt over 500 år gamle. Fraser Island var ellers tidligere et hjemsted for tømmer-udvinding, men i 1960’erne fandt man ud af at ressourcerne ikke var ubegrænsede og at udvindingen på Fraser Island var for omkostningstung. Siden da er der ikke udvundet tømmer på øen og optagelsen på UNESCO’s Verdens Naturarv’s liste i 1992 har med rette sat en endegyldig stopper for at noget som helst fremover kan tages med fra øen. Her findes et helt selvstændigt økosystem og et utal af dyr og insekter der ikke findes andre steder i verden. Dingoen, en art vild hund/ulv, er her på øen således den reneste race af sin art. Alle andre steder hvor den ellers findes, er den med tiden blevet krydset med tam-hunde. På Fraser Island lever der omkring 200 dingoer, og de er grunden til at alle besøgende tilrådes at holde godt fast i deres børn. Det er et par gange sket, at små børn er blevet ofre for dingo-angreb. Senest i 2011 hvor en 9-årig dreng omkom. Vi så udelukkende dingoer fra vores sikre, airconditionerede bus. Og naturligvis skal man passe på med hysteriet. Men de gange hvor vi var ude at gå på stranden, holdt vi nu alligevel godt fast i Anton, hvilket vores guide da også havde mindet os om.

Og bedst som vi kom kørende langs den flotte strand/landevej, stod 2 små propel-fly parate på sandet. De tilbød os en rundflyvning over øen, hvilket vi naturligvis ikke kunne sige nej til. Således befandt Anton og jeg os pludselig en kilometers penge over øen, og kunne nyde synet af strand, regnskov og stillehav under os. Alexandra, der havde prøvet sådan en tur før, valgte at blive på jorden. Vi havde håbet også at se nogle hvaler ude over havet, men de må have haft andre planer netop den dag.

Midt på stranden findes også det noget rustne skibsvrag SS Maheno, som har ligget der siden sit forlis under anden verdenskrig. På den smukke sandstrand, med en knaldblå himmel og de turkise bølger som baggrundstæppe, er det et fascinerende syn. Og en god mulighed for at få taget nogle billeder. Enhver form for adgang til skibet er forlængst lukket af. Det er simpelthen for farligt. Men på en mærkværdig måde et smukt syn, sådan lidt på afstand.

Vi har også været en tur ude på nogle af øerne i Whitsunday-gruppen. (Nej, der mangler ikke noget “e” i “Whitsunday”! - selvom det udtales som “White Sunday”). Første stop på denne tur var “White Haven”, som har det hvideste, naturlige sand i verden. Også her er alt total-fredet, og tages man med bare den mindste souvenir her fra, vanker der bøder på 1000 Australske Dollars pr.gram! Altså, ingen lille plastic pose med sand i lommen her fra! Som skiltene på øen siger: “Det eneste vi efterlader her er fodspor, og det eneste vi tager med herfra er billeder og erindringer!” Men meget smukt var det! På vej tilbage til fastlandet, brugte vi det meste af eftermiddagen på at snorkle ved Great Barrier Reef. Og ja, vi snorklede alle tre! Anton, der endnu ikke kan svømme, holdt sig godt fast til sin mor og et lille “flyde-rør” og kunne således følge med i det farvestrålende mylder af liv under os. 

Jeg har set masser af billeder og reportager fra netop Great Barrier Reef. Og jeg var da også nogenlunde foreberedt på hvad der mødte os. Men det gik snart op for mig, at man faktisk slet ikke KAN foreberedes på noget så storslået og smukt! En mangfoldighed uden lige! Et mylder af liv, farver og faconer kommer en imøde, som man snorkler forbi kilometervis af koraller, sø-anemoner, fisk mv. Great Barrier Reef er verdens største levende organisme, og strækker sig cirka fra byen Rockhampton i syd til langt nord for Australien, nærmere betegnet Papua New Guinea i nord. Omkring 2600 km ialt. FYLDT med liv! Ingen, absolut INGEN restriktioner til bevarelsen af dette naturfænomen er overflødige! Jeg tænker et kort øjeblik tilbage på den ellers udmærkede dag vi havde ud for Phuket i Thailand, hvor vi også snorklede. Det ødelagte og forurenede hav i Thailand synes trist og sørgeligt, sammenlignet med det frodige liv her i Stillehavet. Må de thailandske myndigheder få øjnene op for dette, inden det er for sent! 

Udover stillehavsøer og saltvandseventyr, har vi naturligvis også udforsket Australiens østkyst. Strækningen mellem Brisbane og Cairns hvor vi i skrivende stund befinder os, er omkring 1800 km lang. Det svarer til en tur fra København til Rom. Vi befinder os vel at mærke stadigvæk indenfor den samme delstat, Queensland. 

Til at starte med var der ikke så stor afstand mellem byerne. Vi lagde ud med at bruge det meste af en uge blot nogle få hundrede kilometer nord for Brisbane. Her var landskabet nærmest lidt europæisk, og sjovt nok er der også en forholdsvis stor koncentration af europæiske indvandrere her. Vi opsøgte eksempelvis en rigtig Bayersk “Wirtschaft” (Beværtning/Restaurant) nær byen Maleny. Stedet ejes af en familie fra Bayern, som har boet der i snart 30 år. Det var morsomt at se en vaskeægte bayersk restauration, næsten præcist som vi kender dem hjemme fra München. Prisen på en halv liter Weissbier afholdt dog undertegnede fra at bestille noget. 12 dollars, eller godt 70 kroner, kan jo næsten gøre Tivoli i København til en discountbutik! Vi nøjedes med cola og æblemost.

Efterhånden som vi kommer længere nordpå, begynder der at blive større afstand mellem byerne. Forleden dag kørte vi mellem byerne Rockhampton og Mackay. Det er et stræk på lidt over 350 kilometer, hvoraf man på en strækning på lidt over 200 kilometer vitterligt ikke ser andet end træer, broer og marker. Og så naturligvis landevej. Jeg er et par gange kørt op gennem Sverige, og syntes dengang at strækningen på 90 kilometer skov, inden jeg nåede Bengtsfors, var lang. Nu ved jeg, hvad lange stræk vil sige!

Og efterhånden som vi kommer nordpå, stiger temperaturen også. Vi er nu efterhånden nået op i det subtropiske bælte, og vi har sommertemperaturer. For de lokale heromkring er det naturligvis efterår, og de betragter vejret som relativt “friskt”. Men 22-25 grader i dagtimerne er da ikke så slemt. Eller?

Igår gik vi en tur langs med Alva Beach, som ligger omkring 100 kilometer syd for Townsville. Her mødte vi en lokal familie, der var i færd med at fiske. Alle tre børn rendte rundt og plaskede i vandet, og Anton hoppede naturligvis i med det samme. Vi fik en snak omkring hvad man kunne forvente at se ved kysten heromkring. Masser af fugleliv og fisk. De havde netop fanget en stor og flot blå krabbe, som skulle nydes til aftensmaden, da vi mødte dem. Og bedst som vi stod og snakkede, kom en Pelikan flyvende og landede ikke langt derfra. Dagen før havde vi set en Kænguru krydse vejen ikke langt foran os. Det virker næsten som om vi kører rundt i verdens største zoologiske have! Det eneste jeg sådan rigtigt sikrer mig at være velunderrettet omkring, er hvor vi kan forvente at støde på krokodiller. Og de såkaldte “salties”, Saltvandskrokodiller, ER at finde her hvor vi er nu! Heldigvis opholder de sig som regel indenfor nogle bestemte områder omkring flodudmundinger mv, og grundet efteråret her, og det forholdsvis kolde vejr (vekselvarme krybdyr) er de pt ikke særligt mobile. Men som den lokale familiefar sagde, “man kommer langt med sin sunde fornuft!” Altså, et vågent øje med Anton til hver en tid, og rådførsel med de lokale indbyggere!

Vi har efterhånden vænnet os til det ekstremt høje prisniveau her i landet. I Australien koster en cola mellem 3 og 4 dollars (18-25 kroner), hvilket må siges at ligge absolut på niveau, eller endda lidt over det danske. Ganske vist er der 600 ml i flasken, men billigt er det stadigvæk langt fra! Nu drikker vi da heldigvis ikke så meget cola, men det er et meget godt eksempel på en typisk dagligvare, som man kan sammenligne med. Dog er mælk og brød dyrere end i Danmark! Og specielt brødet, som for det meste er hvidt og luftigt hvedebrød, er ikke ret godt. Der savner vi godt nok Alexandras hjemmebagte spelt- eller surdejsbrød efter Claus Meyers opskrifter! 

Også priserne på overnatninger er meget dyre. I Queensland har man de senere år haft en del naturkatastrofer, såsom cykloner og oversvømmelser. I forbindelse med genopbygningen af veje og byer, sendes arbejdere rundt i hele delstaten. Og de bor naturligvis på hoteller, moteller og campingpladser, med stigende efterspørgsel til følge. Og stigende priser! Alene de sidste to år er priserne mange steder steget med over 40%. De hoteldrivende og de lokale campingpladser forsøger at redde en del af den tabte omsætning som følge af katastroferne hjem igen. Men det afholder de australske turister fra at rejse på ferie i deres eget land. For ganske vist er der her, ligesom alle andre steder, en vis udvikling i lønnen. Men ikke ret mange almindelige australiere har de sidste 2 år oplevet en lønstigning på 40%. Så enten bliver de hjemme, eller gør som nogle af de australiere vi mødte i Thailand, som kunne holde tre ugers ferie i Phuket, inklusive fly, for mindre end hvad en enkelt uge ville have kostet dem i Australien. Mentalt sammenligner vi blot med hvad vi skulle have betalt for noget tilsvarende i Danmark, og så er vi som regel nogenlunde forberedt!

Du kan se billeder fra vores oplevelser i Australien ved at klikke her!

/Anders

Comment