Efter en uges ufrivillig pause fra rejsen rundt om jorden med familien, er jeg nu tilbage i New Zealand. Turen tilbage fra Jylland var, som turen dertil, på rundt regnet 36 timer, dør-til-dør og selvom jeg egentlig altid har været nogenlunde god til at sove på flyveture, så er det ikke let at finde ro, når det er meget småt med plads til benene og et par ulykkelige børn giver udtryk for deres utilfredshed... længe. Hver gang jeg flyver lange ture har jeg altid en nærmest uovervindelig trang til bagefter at skive til flyselskaberne, at de skal tage sig sammen, rive et par rækker sæder ud af kabinen og fordele pladsen mere ligeligt, så langbenede mennesker som jeg kan sidde ordentligt og behageligt i de 2x12 timer vi er indespærrede. Det hjælper selvfølgelig ikke på humøret at rækkerne ved nødudgangen, hvor der er ekstra benplads, er optaget af små (men hurtige) mænd, der knapt kan nå gulvet med deres korte ben. Man burde måske angive højden på passagererne allerede ved billetbestillingen, så selskaberne kunne tage højde for dette og sikre bare lidt mere komfort? Jeg tror desværre at det der dem så inderligt ligegyldigt. De har ikke råd til at tænke på den slags...

Vel ankommet tilbage i New Zealand, var der lige brug for et døgns ro til at komme af med det værste jet-lag. Men det gik nu egentlig forbavsende godt og hurtigt. Vi brugte en regnvejrsdag i Auckland centrum på bare at slentre lidt rundt og kigge på folk. Et par timer på shoppingstrøget er langt fra nok til at jeg overhovedet kan bedømme byen, så vi må se om vi kommer forbi igen. Vi har helt sikkert en masse til gode!

Vi er i stedet kørt langt længere nordpå, og befinder os lige nu i Ahipara, en lille by på vestkysten, cirka 100 kilometer syd for New Zealands nordspids, Cape Reinga. Herfra har vi taget en guidet tur op til spidsen. Det var vi nødt til, for at vi kunne opleve at køre på “The Ninety Mile Beach” hvilket man ikke skal køre uden et køretøj der er beregnet til den slags. Turen gik her fra Ahipara ad “indlandsvejen” hele vejen op, med picnic på en øde strand, med masser af natur og blåt vand, hvorefter turen så gik ad “strandvejen” tilbage til Ahipara. 

Helt oppe ved Cape Reinga ligger der et gammelt fyrtårn, som tårner højt over klipperne. Herfra kan man skue ud over havet i omkring 250 graders vidde. Man ser tydeligt hvordan det Tasmanske Hav mødes med Stillehavet. Bølgerne mødes ved klipperne og hamrer i land fra begge sider. Det er lidt ligesom på Grenen i Danmark, hvor Skagerrak og Kattegat mødes, bortset fra at man her i New Zealand ikke kan komme til at stå med en fod i hvert hav. Vi stod længe her, helt ude ved kanten ved siden af fyrtårnet og betragtede farverne, lyset og naturens rasen. Vi var faktisk heldige at være der på en forholdsvis stille dag. Guiden fortalte at der normalt er temmelig vindblæst, men selvom der da var vind, var det slet ikke som man kunne have forventet det på sådan et sted.

På vej tilbage til Ahipara tog vi så “The Ninety Mile Beach” og kørte på sandet i et par timer. Inden vi nåede helt ud til kysten kom vi forbi nogle gigantiske sandbanker. De største jeg endnu har set. Her standsede vi for en stund og ud af baggagerummet i bussen kom så de såkaldte “sandboards” - altså en form for surf-bræt beregnet til at glide ned ad sandbankerne. Til Anton var der en bobslæde, fuldstændig identisk med den han har hjemme i München til brug om vinteren. Aha! Den slags kan altså også bruges på sand! Det var en fantastisk oplevelse. Og jeg skal hilse og sige, at der kommer godt med fart på som man bevæger sig nedover. På den første tur var jeg ikke helt tryg ved situationen, på trods af guidens forsikringer om at man sagtens kan styre hastigheden ved at holde igen med fødderne. Men når man ligger på maven på brættet og bare tænker på at holde godt fast, kræver det lige en smule tilvænning og øvelse før man kan begynde at lege med finesserne. Nå, men heldigvis skete der ikke noget og vi havde alle tre en fantastisk oplevelse. 

“The Ninety Mile Beach” er faktisk kun 55 mil lang, eller cirka 88 kilometer, så navnet er lidt vildledende. Det er den fjerdelængste strand i verden. Verdens længste strand er Praia de Cassino i Brasilien, som er hele 132 mil lang, eller godt 212 kilometer. Man mener at Nintey Mile Beach har fået sit navn af missionærerne som i sin tid red der. De skulle bruge godt 3 dage på at komme hele strækningen igennem og da en hest dengang kunne ride cirka 30 mil, godt 50 kilometer, om dagen, blev den døbt “Ninety Mile Beach” og siden har ingen ændret navnet.

Det var ret fantastisk at køre med omkring 90 kilometer i timen henover stranden. Kun når vi krydsede steder hvor ferskvands strømmene løber ud i havet, måtte vi sænke farten lidt. Det er sådanne steder der er fare for at synke ned i kviksand, og selvom guiden var en erfaren herre der har kørt på stranden hver dag det meste af sit voksen-liv, så var der steder hvor han skulle være meget opmærksom. Vi kunne på hele vores tur nyde solskin og godt vejr, men det er ikke unormalt at vejret ændrer sig indenfor bare 10 minutter. Derfor var hele dagen stramt tilrettelagt, så vi ikke blev forsinkede undervejs eller overrasket af tidevandet. 

Anton var fyr og flamme og godt brugt da vi vendte tilbage til campingpladsen om aftenen. Det var en dag vi sent vil glemme. 

Vi bliver heroppe i det allernordligste New Zealand i endnu et par dage, hvorefter vi så småt begynder at begive os sydover.

Du kan se billeder fra vores første tid her i New Zealand ved at klikke her!

/Anders

Comment