Så begynder nedtællingen for alvor. Ejendomsmægleren har netop ringet og sagt at nu kan vi godt slå ”Solgt” skiltet op på facaden. Det markerer jo så en mindre slutspurt på vores liv her i København, hvor vi indenfor de næste 7 uger skal have afviklet alt og flyttet de møbler vi ønsker at beholde. Meget skal sælges. Så nu handler det om at tjekke markedet for brugte spiseborde, senge etc. En flyttemand er hidkaldt for at give tilbud på en flytning til München.

Da München vil være vores base indtil vi tager afsted, skal mange ting naturligvis fungere dernede. Men langt de fleste møbler skal blot opbevares i kælderen eller på et lager, indtil kommer tilbage fra turen. Og når vi er tilbage fra turen er det meningen at vi tager det stille og roligt, finder en ny dagligdag, og indretter os i det der hidtil har været vores ferielejlighed, men som til den tid skal være vores nye, faste base. Vi håber og tror på at jobmarkedet i München til den tid er bedre og at Alexandra så kan finde et godt job dernede. Hun har allerede sat gang i hendes gamle netværk, som forhåbentlig kan hjælpe. Jeg kan så tage en tjans på hjemmefronten i et stykke tid. Det vil jeg faktisk ikke have det fjerneste imod.

Nu er vi så i gang med lister til alt muligt. Hvad skal sorteres fra og smides væk? Hvad skal med? Hvem skal kontaktes og hvornår? Hvornår skal diverse abonnementer og aftaler opsiges? Der er masser at tænke på. Og vi er endnu ikke i gang med detailplanlægningen af selve turen!

/Anders

Comment