Efter Ninety Mile Beach, besluttede vi os for at blive en nat helt oppe ved det aller nordligste punkt af New Zealand. Ikke langt fra Cape Reinga ligger en ubemandet camping plads, lige ved en hvid sandstrand i en isoleret bugt, uden strøm, som man kan benytte mod betaling. Betalingen foregår efter “tillidsprincippet” og man lægger pengene (6 dollars pr voksen pr nat) i en lille kuvert og smider denne ind i en postkasse. Pladsen styres af Department of Conservation (en form for naturfredsningsforening) og pengene går til vedligeholdelse af pladsen samt beskyttelse af området.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg er mest til campingpladser hvor der trods alt er bare lidt personale og eventuelt også lidt opsyn. Derfor var jeg lidt betænkelig ved at campere sådan et øde sted, hvor ikke engang mobilsignalet fungerede. Tænk, hvis vi var helt alene og der kom nogen og brød ind i bilen mens vi sov og var forsvarsløse!?! Det var naturligvis en stærkt overdrevet frygt, der bare havde rumsteret lidt rundt i hovedet på mig i løbet af eftermiddagen og jeg faldt helt til ro da jeg så, at der faktisk var en hel del andre campister deroppe, sæsonens hårde vejr til trods! Vi var ikke alene og der skete selvfølgelig ingenting.

Pladsen ligger cirka 2 timers vandretur ned gennem stærkt kuperet terræn fra Cape Reinga. Man kan også køre dertil i bil ad en snoet grusvej på cirka 10 minutter. Alexandra og Anton ville gerne vandre dertil og vi aftalte så at jeg skulle køre autocamperen ned til pladsen og gå dem i møde. Alexandra sagde at hun havde vand til turen til dem begge, så de skulle nok klare sig. Da jeg kom tilbage til bilen så jeg at hun havde glemt vandet. Jeg har ofte før erfaret at de officielle tal for sådanne ture er “worst case” så jeg antog egentlig at turen ville tage allerhøjest en time, og hvis jeg nu skyndte mig ned til pladsen og parkerede, og begyndte at gå dem i møde, så kunne vi indenfor en time sidde i stolene foran autocamperen og slappe af i solnedgangen. 

Jeg begyndte at gå dem i møde. Det var en hård tur! Terrænet var ikke for begyndere! Men jeg regnede med at jeg ville støde på dem lige om hjørnet... Det stod på i godt en time! Flere steder gik vandrestien HELT ud til afgrunden, og jeg forestillede mig selvfølgelig at de var styrtet ned. Anton kan trods alt en gang imellem være lidt for begejstret og ignorere sine forældres tilråb. Bedst som jeg var ved at blive rigtig ængstelig mødte jeg dem. Alexandra havde opdaget at hun ikke havde vand med og jeg, der jo regnede med at det hele ville tage under en time, og iøvrigt stærkt havde undervurderet terrænets sværhedsgrad, havde selvfølgelig ikke taget vand med. Men Alexandra havde lokket Anton til at fortsætte med Maoam, hans yndlings slik. Nogle små (og sikkert halvgiftige) frugtkarameller. Jeg bar ham et stykke af vejen. Det tog næsten en time at komme ned til campingpladsen. Jeg tror aldrig at rent postevand har smagt så godt, som det gjorde lige dér! Og efter et par minutter var stemningen atter god, og vi skrev os bag øret at vi ALTID skal huske at dobbeltchecke om vi nu HAR vandflaskerne med! Og så iøvrigt ALDRIG undervurdere terræn og de officielle tidsangivelser! Ved lidt nærmere eftertanke må jeg sige at jeg er meget imponeret over Antons udholdenhed i relation til at vandre! Det var ikke første gang han var ude i hårdt terræn og han klarer det altid supergodt, næsten uden brok. Han klagede kun lidt på denne tur, og vi har allerede siden da vandret endog en del. Så længe vi husker at have lidt lokkemad med, så går det altsammen. 

Efter Cape Reinga kørte vi et godt stykke sydpå til Waipoua Rainforest, på den vestlige side af nord-øen. Her findes de ældste og største Kauri-træer i verden. Faktisk findes de kun i det nordlige New Zealand, selvom de også tidligere fandtes i dele af sydøst-asien. Kauri-træet er noget af det fineste man overhovedet kan få til at bygge med. Det er hårdt, med lange, lige stammer, som gør dem særdeles egnede til skibsmaster. Kauri træ er endda mere velegnet (og noget smukkere) end egetræ til mange anvendelsesområder. De kan blive langt over 50 meter høje og stammen på det største nulevende træ er omkring 13,50 meter i omkreds. I perioden fra 1850-1950 blev der naturligvis skovet så meget Kauri-træ at det endte med at blive særdeles truet, inden det gik op for myndighederne at man nok hellere måtte sætte en stopper for det. Ydermere har de siden 1970’erne været truet af “Kauri Dieback” som er en svampesygdom der langsomt, men sikkert, dræber selv de største og ældste træer. Derfor skulle vi også rense og desinficere vores støvler inden vi fik lov til at gå ind i de skove hvor Kauri træerne gror. Man er nærmest hysterisk med hygiejnen og vil ikke under nogen omstændigheder risikere spredning af sygdommen. 

Der var en sådan lidt andagtsagtig, majestætisk ro over os alle tre, da vi stod overfor det allerstørste Kauri træ i verden. “Tane Mahuta” betyder “Skovens fader” og er det Maoriske navn på pragteksemplaret. Der lever op imod 300 plantearter og et uvist antal dyrearter i og på træets stamme og krone. Det er intet mindre end fantastisk! Træet er anslået til at være omkring 2000 år gammelt. Vi besluttede os med det samme for at donere penge til at plante et Kauri træ i et af de reservater man nu har oprettet for at genoprette bestanden af Kauri-træer i New Zealand. De vokser dog temmelig langsomt, så vores træ når ikke rekorder i vores levetid!

Vi kørte til Matakohe hvor et af New Zealands bedste museer ligger. Kauri-museet handler ikke bare om træet, men også om skovhugger-tiden og de mange mennesker der var afhængige af de penge som i næsten et århundrede strømmede til landet på grund af Kauri skovhugst. Det gav et godt indblik i det moderne New Zealands opbygning, og selv Anton var optaget. Nok mest på grund af den omfattende udstilling af anvendt savværks- og skovhugger maskineri gennem tiderne. 

Efter at have fordybet os i Kauri-træer i et par dage, var det tid til at forlade det allernordligste New Zealand. Vi kørte til Coromandel-halvøen hvor vi havde sat os for at opleve “Hot Water Beach”. På denne årstid en forholdsvis øde strand. Her findes to underjordiske kilder, der lader 65 grader varmt vand strømme op til overfladen. Man skal helst være der ved lavvande for at kunne finde de to meget begrænsede områder hvor fænomenet findes. Og naturligvis har man fra myndighedernes side ikke leveret alt for detaljerede kort over præcist hvor man skal grave i sandet. Skiltning var der heller ikke noget af. Vi var en del mennesker der vandrede op og ned ad stranden i skumringen, og gravede huller så det efterhånden lignede en schweitzer-ost. Vi havde lejet en ganske fin spade til formålet på campingpladsen. Så der må jo være en del turister der eftersørger dette! Og bedst som det var ved at blive for koldt og vi havde besluttet os for at tage tilbage til campingpladsen, var der et ungt par der råbte og skreg og havde fundet varmt vand under sandet. Så handlede det om, ved fælles hjælp, at få lavet et bassin, så vi alle kunne stå og soppe lidt i det varme vand. Ikke i 65 grader varmt vand, naturligvis. Man skal sikre sig at bølgerne, der slår ind mod stranden, blander sig med det varme, underjordiske vand, så temperaturen bliver behagelig. Der var et andet hold af noget mere erfarne besøgende, som tilsyneladende havde prøvet det før og ret hurtigt havde lavet sig et fint bassin med passende gennestrømning af vand. 

Vi nåede ikke at nyde det så længe. Anton var træt og overgearet. Netop som de sidste solstråler forsvandt og stjernerne begyndte at lyse op på himmelen, kørte vi tilbage til campingpladsen. Men det var nu ret sjovt at opleve! 

Næste morgen vandrede vi ned til “Cathedral Cove” som er en isoleret, lille bugt, hvor man kan se en stor, åben bue midt i en klippevæg. Tidevandet oversvømmer den, så man skal være der på de rigtige tidspunkter af dagen for at kunne gå ind under buen. Det var endnu et af de mange steder her i New Zealand, hvor man virkelig kan opleve næsten uspoleret natur, hvis man er villig til at vandre lidt for at komme derhen. 

På Coromandel halvøen oplevede vi også Driving Creek Railway & Pottery. Det var faktisk i selve Coromandel Town. En lidt skør, men bestemt visionær skolelærer ved navn Barry Brickell købte i midten af 1970’erne et faldefærdigt sted lidt uden for byen for at oprette et keramik-værksted og refugium for keramik kunstnere. For at skaffe ler nok til værkstedet fandt han ud af at bygge en lille jernbane, der kunne bruges til at transportere ler fra hans egen jord lidt længere oppe ad bjergskråningerne og ned til værkstedet. Værkstedet og jernbaneprojektet greb om sig, og i 1990 sagde Barry Brickells bank stop. Han havde fokuseret alt for meget på at bygge værksted og jernbane, og alt for lidt på at betale af på sin gæld. 

Barry fandt så på at tilbyde ture med den lille jernbane til turister, op gennem hans egen skov på skråningerne. Det blev noget af en attraktion, og siden da har han udviklet nye togvogne, udvidet banen og forfinet terrænet. Det var et par timer i et sandt fantasi-univers. Sådan lidt en mellemting mellem Harry Potter og Salvador Dalí... hvis det overhovedet giver nogen mening. Men det er det tætteste jeg kan komme på en beskrivelse. Skulpturer, fantastiske tunneller og broer, banestrækninger med små stationer og udsigtspunkter over dalen. Det hele snor sig gennem det kuperede terræn i skøn harmoni med den oprindelige natur, som også har været et projekt at få genskabt, efter et par generationers skovhugst og guldmine-drift i området, hvor man ikke tænkte på den slags. Absolut et højdepunkt! En af de her lidt tilfældige ting man kommer forbi og ved et rent tilfælde beslutter sig for at undersøge nærmere. Anton var selvsagt fyr og flamme over at kunne køre med sådan et sjovt tog. 

Efter Coromandel halvøen, dens meget frodige natur og rekordmange hårnålesving (jeg har VIRKELIG aldrig oplevet så mange hårnålesving...i mit liv!) havde jeg fået nok af regnskov og ja, ulige veje (det er ret anstrengende at bestige bjerge i en autocamper!) og jeg fik overtalt Alexandra til at nu måtte det være tid til noget helt andet!

Siden jeg var teenager har jeg, ligesom utallige andre unge drenge, læst Tolkiens episke bøger om Hobbitten og Ringenes Herre. Jeg har også set Peter Jacksons film, som er nogle af de smukkeste i nyere tid. Peter Jackson er fra New Zealand, og filmene er optaget her. 

Lidt udenfor byen Matamata, cirka midt på den nordlige ø i New Zealand, ligger der en stor fårefarm, tilhørende familien Alexander. På et tidspunkt i slutningen af 1990’erne, da Peter Jackson ledte efter egnede steder til at filme Ringenes Herre, stødte han på jorden omkring familien Alexanders farm. Det var det tætteste man kunne komme på et vellignende landskab fra det meget tidlige England. Det man mener har været Tolkiens forbillede for “Middle Earth” - der hvor handlingen i Hobbitten og Ringenes Herre foregår. Her byggede man til Ringenes Herre “Hobbiton” - den landsby i Herredet hvor hobbitterne boede. Efter at man var færdige med optagelserne til trilogien blev det hele revet ned igen og fårene kunne atter græsse i området. Da Peter Jackson så kom tilbage nogle år senere, og skulle optage en ny trilogi, denne gang “Hobbitten”, spurgte familien Alexander om man ikke godt ville bygge kulisserne i “rigtige” materialer denne gang, og ikke bare plast og gips, således at de mange fans der siden sidste gang var kommet valfartende, havde noget at se på, andet end bare græsmarker med får og gamle træer. Det blev således en del af kontrakten, at så snart optagelserne var færdige, ville området få lov til at stå som i filmen, og der kunne laves en attraktion ud af det. Hobbitternes huse, der blot er facader, er lavet i sten og træ og det er virkelig en oplevelse at bevæge sig igennem området. Det ser fuldstændig ud som i filmene, og når man, som jeg, er en stor fan af dette univers, kan man bare vandre rundt her i timevis. Desværre kan man kun komme ind i området på guidede ture, og vores guide, der ellers var ganske rar og venlig, var også meget bestemt når det gjaldt vores frihed til bare at vandre rundt på må og få. Der kommer dagligt tusindvis af gæster og for at området ikke skal blive totalt ødelagt, så skal der være en vis disciplin. Der er fuldtidsansatte gartnere og et hold håndværkere til at sørge for løbende vedligeholdelse. Men hovedattraktionen, Bilbo Sækkers hul, var eksempelvis ikke åbent for publikum. Det kunne man kun se udefra. Cirka 200.000 besøgende sidste år har sat sit præg på den berømte hobbits forhave og lille stentrappe, så der var lukket for adgang, så græs og planter kunne re-etablere sig selv lige så stille og roligt. 

Her mærkede vi tydeligt forskellen på New Zealand og så mere kommercielt tænkende lande, som eksempelvis USA eller Japan: Dette er nok en attraktion, men det er ikke en forlystelsespark. Man kan se og nyde, men ikke røre og ikke prøve nogen karusseller eller rutschebaner. Det eneste der sådan rigtigt var “åbent” var “The Green Dragon” - kroen i filmene. Her fik vi ingefær-øl og cider, inden turen atter gik tilbage med bussen til parkeringspladserne. 

Hobbiton var absolut et højdepunkt for os alle tre. Også selvom man ikke er Tolkien fan kan et besøg til dette sted varmt anbefales. Det er virkelig smukt, og holdes totalt i pagt med naturen. En fornøjelse! 

Efter Hobbiton er vi nu kørt videre til Rotorua og Taupo, som ligger i et vulkansk område. Her skal vi for alvor opleve den rå og barske natur, med bjergtinder og kløfter, men også nyde de mange varme kilder og spa-oplevelser.

Klik her for at se højdepunkter fra vores tid, indtil nu, her i New Zealand.

/Anders

Comment