For en del år siden sad jeg til frokost hjemme hos min Oma i München og spurgte hende om ikke vi tilfældigvis havde noget familie ét eller andet sted i verden, som jeg kunne besøge og således holde noget ferie billigt. Hun fortalte en historie om hendes niece, som rejste fra München til Chile, tilbage igen, og siden til Australien hvor hun blev. En interessant historie, selvom jeg vist ikke bed mærke i alle detaljerne.

I begyndelsen af mit studie semester, vinteren 1997 på universitetet i München, var jeg en tidlig morgen nødt til at tage bussen, idet min bil var brudt sammen. Jeg havde aldrig tidligere kørt med det offentlige fra Trudering til Pasing og havde derfor heller ingen anelse om hvilket S-tog jeg skulle komme videre med. Derfor vidste jeg heller ikke præcist hvor jeg skulle stå af bussen. Et stoppested senere steg en mand ind, der ligesom jeg heller ikke vidste hvordan han skulle komme videre. Naturligvis spurgte han lige præcis mig om hjælp! Det viste sig at han var australier og at han var på besøg hos sin tante i München. Denne morgen havde han sat sig for at tage ind til centrum for at shoppe. Sammen fandt vi frem til den nærmeste S-togs station. Tanken om en statistik forelæsning på universitetet var ikke specielt lokkende, så jeg spurgte den flinke australier om ikke vi skulle drikke kaffe sammen. Som sagt, så gjort! Ikke længe efter sad vi på Café Glockenspiel i det centrale München, hvor han viste mig den telefonbog som han slæbte rundt på. Han ville nemlig besøge en cykelhandler som han havde fundet deri. Det havde måske været nok bare at skrive adressen ned, men den slags bruger man åbenbart ikke i Australien. I vore dage havde man jo nok googlet det med sin smartphone, og man havde nok også brugt sin smartphone til at finde ud af hvordan man skulle komme til byen. Men så havde Erich og jeg jo ikke lært hinanden at kende i bussen.

En kop kaffe udviklede sig til en hel dag i centrum, hvor vi ledte efter den ønskede cykelhandler. Det skulle til sidst vise at den slet ikke fandtes mere. Telefonbogen var vist lidt gammel. Men fint at han havde den med sig. I mellemtiden havde Erich fortalt sin livshistorie. På én eller anden vis var der en klokken der ringede, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg nød bare dagen, som jo var forløbet ganske anderledes end jeg havde forestillet mig samme morgen. Alt andet end en statistik forelæsning kunne bruges!

Inden jeg skulle hjem til Trudering igen, fik Erich sågar min bil fikset. Han havde fortalt mig at han arbejdede hos Qantas, men jeg gik nu ud fra at han var steward eller noget i den stil. Ikke at han havde forstand på at reparere ting. Men der var vist en hel del jeg ikke forstod den dag...

Da vi kom hjem mødte han naturligvis min mor. Hun var totalt begejstret. Og samme aften gik vi i byen. Det var en super aften, og vi talte uafbrudt i mange timer. 

Næste dag hos min Oma fortalte jeg at jeg dagen forinden havde truffet en rigtig flink australier, og at jeg formentlig snart ville rejse til Australien på ferie. Det eneste hun spurgte mig om var, om jeg kendte hans efternavn. Og naturligvis kendte jeg det. Jeg glemmer aldrig hendes ansigtsudtryk og hendes pegefinger der var rettet mod mig, da hun spurgte: “Og han hedder vel ikke tilfældigvis Fangmeyer?” Jo, det hedder han lige nøjagtigt. Erich Fangmeyer. Sønnen til den niece der for mange år siden udvandrede til Australien. Og jeg møder ham tilfældigt i en bus i München! Det er næsten ikke til at tro!

Jeg havde sandsynligvis aldrig efterforsket min Oma’s historie og jeg havde sandsynligvis heller aldrig lært denne del af min familie at kende, hvis ikke jeg havde mødt Erich den dag. Måske var jeg heller aldrig taget til Australien. Men i 2000 tog jeg hertil sammen med min søster, som så naturligvis også lærte Erich at kende. Og endnu en gang i 2002. Herefter var det egentlig min plan at tage til Australien en gang hvert andet år. Men som det så ofte går, kom der noget i vejen og der skulle gå hele 11 år før en jordomrejse bragte mig hertil.  Denne gang er jeg her sammen med min egen familie, og også denne gang besøger jeg Erich, som nu også selv har familie. De har inviteret os til at bo hos dem i næsten 4 uger. Vi er således i alt 4 voksne og 4 børn i alderen 3 til 6 år. Det går rigtig fint. Vi har det fantastisk!

Dengang jeg spurgte min Oma om familie ude i verden, havde nok egentlig håbet på en rig onkel i Amerika eller noget. Men i stedet for fik jeg så en fjern fætter gravet frem! Men det er da også ret cool, eller? Min Oma’s familie på min fars side hed iøvrigt Trump langt tilbage. Måske skulle jeg google det lidt nærmere...? :-)

/Alexandra

Comment