Efter vores tur igennem Flinders Ranges og Barossa Valley, var vi klar til at få lidt havgus gennem håret igen. Vi kørte ned langs kysten syd for Adelaide, for at starte vores tur langs “The Great Ocean Road”. 

Her i det sydlige Australien er det jo vinter. Og det kunne vi godt mærke, når natten faldt på i vores campervan. Hver eneste aften nød vi godt af vores 20 dollar investring i et varmeapparat. Uden det, ville det simpelthen have været for koldt. Selv for os, der jo da ellers nok kender til kolde vintre i en helt anden kategori, end dem man har her. Men når udendørs temperaturen når under frysepunktet, så bliver det koldt uanset om vi alle sover inde i en bil-kabine og at vi alle har gode soveposer at ligge i. Varmeapparatet turde jeg dog ikke lade være tændt hele natten igennem, mens vi sov. Man ved jo aldrig... og så er det bedst at være på den sikre side, selvom det godt nok var koldt at skulle kravle hen til kontakten, uden at stige ud af soveposen og tænde for varmen henad klokken 5 om morgenen, så temperaturen kunne være nogenlunde fornuftig når vi stod op.

Vi brugte godt 3 dage til at køre de cirka 250 kilometer ad den strækning der har betegnelsen “Great Ocean Road”. Der var flere højdepunkter, men et af de største var “De Tolv Apostle”, som er en række små klippe øer langs sydkysten. Kysten består af kalkstens formationer, og efterhånden som disse eroderer og havet æder sig ind på kysten, dannes fantastiske øer, buer, broer mv. Det er noget af et skue, men man skal ikke vove sig udenfor de afmærkede stier og observations platforme. Kysten er særdeles porøs og der falder hvert år store stykker kalksten i vandet. For nogle år siden styrtede den såkaldte “London Bridge” sammen. Det var et stort stykke kalksten, der forbandt en af øerne med fastlandet. En naturlig formation, som gav efter mens der stod to turister ude på øen. En påmindelse om, at uanset om der er afmærkninger eller ej, så KAN naturen være lunefuld og opføre sig uventet. De to turister fik kun deres livs chok og blev senere hentet i land af en helikopter. Vi havde nu ingen skrupler ved at stå på platformene og nyde skuet, sammen med alle de andre turister. Det var fantastisk og klipperne bevægede sig ikke mens vi var der.

Et andet højdepunkt var Cape Otway med dets nationalpark og dets fantastiske, gamle fyrtårn, som er det ældste af sin slags i Australien. Bygget i kalksten, uden brug af mørtel, står det helt ude på spidsen af Australiens sydkyst og skuer ud over havet. Vi skulle naturligvis op og nyde udsigten. Sådan et gammelt fyrtårn er jo ikke bygget med moderne sikkerheds foranstaltninger, så jeg var en smule betænkelig ved Antons begejstring og glædeshop, helt oppe under kuplen, med bare et simpelt, 130 år gammelt rækværk mellem os og afgrunden nedenunder. Det lykkedes mig at få ham til at forstå at hans begejstring måtte dæmpes lidt og at man ikke skulle løbe rundt oppe på den smalle platform. Udsigten var fantastisk, og vi prøvede om vi kunne spotte nogle hvaler. Da vi købte billetter ved indgangen sagde de nemlig at der var indtil flere den dag, som havde set hvaler. Vi så dog ingen. Men skidt med det. Det var flot alligevel. 

På vejen ud til fyret, og på vejen tilbage igen kørte vi igennem en lund af eukalyptus træer. Vi undrede os noget over hvorfor så mange mennesker pludselig stoppede op og steg ud af deres biler for at kigge op i træerne. Som lemminger i flok gjorde vi naturligvis præcis det samme, uden helt at vide hvad der ventede os, men alligevel med forventningen om at det jo da nok var noget spektakulært. Vi blev vidner til en gruppe koalaers eftermiddags måltid. Vi havde tidligere set koalaer oppe i Wildlife Habitat i Queensland. Men her var de i fri natur, og vi kunne komme helt tæt på. De sad dovent på grenene og guffede blade i sig, mens de kiggede ned på de nysgerrige gæster, der flittigt fotograferede. Vi fik nogle ret gode billeder, som du kan se i vores foto-sektion. På vejen ud til fyret sov Anton, så vi var spændt på om koalaerne fortsat ville være der på tilbagevejen. Det var de, og Anton fik således nogle helt fantastiske øjeblikke i selskab med koalaer på tæt hold. Dog ikke noget med at røre. Det må man ikke i naturen, men det var alligevel en stor oplevelse, som han vil huske længe. 

Nu er vi så ankommet til Melbourne. I torsdags ankom vi sidst på eftermiddagen hos en af Alexandra’s gamle skoleveninder, som nu bor her. Alexandra og Bettina havde ikke set hinanden i cirka 15 år, så det var jo lidt interessant hvordan det ville gå. Bettina bor med sin familie i et dejligt, stort og moderniseret victoriansk hus, ikke så langt fra centrum. Vi følte os hjemme og godt tilpas med det samme, takket være deres helt utrolige gæstfrihed og insisteren på at vi simpelthen bare skulle slappe helt af og nyde det. 

Fredag tog vi ind på Queen Victoria Market, som er et af Melbournes største markeder med alt hvad hjertet kan bægere af skrammel, men også det bedste fødevaremarked jeg længe har set. Frugt, grønt, kød, fisk, delikatesser mv. Og ikke bare i begrænset udvalg, men virkelig et bredt og ganske avanceret udvalg. 95% af alt her er produceret i Australien, hvilket siger noget om hvor stort landet er, og at det ligger så langt væk fra alt andet, at det simpelthen bare bedst kan betale sig at dyrke eller producere det her. De sidste 5% er så de helt specielle og unikke ting, som man ikke laver her. Finere krydderier, te-sorter og den slags. Vi skulle hjælpe Bettina med at købe ind til lørdagens store sammenkomst. Bettina og hendes mand Roger kender forskellige australsk-tyske familier i Melbourne og et par af dem var inviteret, med alle deres børn, til en hyggelig komsammen lørdag eftermiddag. Derudover var også Alexandra’s grandfætter, Erich, og hans familie inviteret. De kendte ikke Bettina og Roger på forhånd, men da vi jo nu var gæster hos Bettina og Roger i nogle dage, og sidenhen skulle bo hos Erich og hans familie, fandt de det helt naturligt at vi da lige skulle hilse på hinanden alle sammen. Australsk gæstfrihed!  

Bettina og Rogers hus er et af de her sjældne af slagsen, som har en masse rum hvor der er liv overalt og støjniveauet til tider er temmelig højt, fordi der render børn rundt og leger alle vegne. Men alligevel var forældrene totalt afslappede og i balance med omverdenen. Og efter at have lavet mad til 20 mennesker lignede køkkenet naturligvis noget der ville kunne bringe langt de fleste ud af fatning. Også dette blev håndteret med stoisk ro, og nedprioriteret til fordel for et glas rødvin i sofaen. Det er absolut beundringsværdigt! Vi nød virkelig vores dage her!   

Nu er vi ankommet hos Sandra og Erich. Da de hørte at vi skulle rejse rundt i Australien, og havde brug for et sted at være i Melbourne, tilbød de straks at vi kunne være hos dem. I Europa er det min erfaring at man (inklusive mig selv!) er noget mere tilbageholden med at tilbyde stort set fremmede mennesker husly. Men i Australien har vi flere gange oplevet at blive inviteret, selvom vi næsten ikke kender folk. Naturligvis er Erich og hans familie ikke helt ukendte, i og med at det er Alexandras familie. Men det er mange år siden de sidst har set hinanden og der er kommet børn til i mellemtiden. Derfor var vi spændte på hvordan det nu skulle gå, når vi sådan lander midt i deres dagligdag, med jobs, skolegang, sport og al den logistik der nu følger med det. Men også deres hus er så enormt, at vi ikke føler at vi går i vejen. Igen er vi gæster hos en familie der insisterer på, at deres hjem også skal være vores mens vi er her. Vi har endda også fået stukket bil nøglerne i hånden! Vi føler os godt tilpas og håber at vi ikke er for belastende at have boende.

I de kommende uger skal vi være turister i Melbourne, mødes med gamle kolleger og ellers bare leve her for en tid. Vi har fået indkøbt pendlerkort og studeret køreplaner for tog og metro, så nu er vi godt rustet til at udforske byen på kryds og tværs.  

Klik her for at se flere billeder fra Great Ocean Road!

/Anders

Comment