Efter at have fået en fantastisk introduktion til de australske vindistrikter i Clare Valley, var vi i sidste uge klar til at få en vildmarks oplevelse. Vi kørte fra Auburn i Clare Valley til Wilpena midt i Flinders Ranges Nationalpark og checkede ind på et “resort” midt i skoven. Resort er vel så meget sagt, for det var ret spartansk, men det var til gengæld en af de campingpladser der kommer i Top 5 over steder hvor vi hidtil har været.

Området var kæmpestort med mange hundrede pladser, men der var rift om de pladser hvor der var strøm og vand. Dem var der nemlig ikke så mange af. Vi ankom midt på eftermiddagen og var heldige at få en af de sidste ledige den dag. Vi fik et kort over området og begyndte at køre ind i det enorme skovområde, hvor vi skulle bo. Da vi ankom til pladsen som var reserveret til os, var de omkringliggende campister også så småt ved at indfinde sig og få rigget deres udstyr til. Og dem der var færdige og klar til at nyde resten af eftermiddagen og aftenen, var allerede igang med at tænde lejrbål. På hver eneste lille plads var der i det ene hjørne en bålplads, hvor det var tilladt at tænde bål. Som solen begyndte at gå ned, var det ret cool at se de mange lejrbål lyse op i området. Her sad folk så og snakkede og spiste aftensmad. Vi har ikke set andre campingpladser på vores tur hvor det har været tilladt at tænde bål, så vi var desværre ikke forberedt og havde ikke noget brænde at tænde op med. Vi kunne dog købe en sæk i receptionen for en mindre formue, hvilket vi valgte ikke at gøre. Vi synes det var hyggeligt nok at se på de andre campisters bål. Og Anton blev alligevel så gode venner med en nabofamilies mindste dreng, at han stort set befandt sig derovre konstant i de tre dage vi endte med at blive der. Han var med andre ord ret ligeglad med om vi havde bål hos os selv eller ej. Naboens bål interesserede ham nu heller ikke voldsomt. Men det gjorde til gengæld Harry’s (det hed drengen) samling af tog. Lokomotivet Thomas og hans venner blev luftet på deres medbragte legetæppe, sammen med Anton’s samling af biler fra “Cars”. De to drenge glemte fuldstændig tid og sted og det var ikke uden brokkeri når vi om aftenen måtte tvinge en møgbeskidt Anton til at blive vasket og komme til bords. Til gengæld faldt han hurtigt i søvn og sov tungt. 

Flinders Ranges Nationalpark er en af de bedst liggende vildmarker, hvis man bor i byen og bare gerne vil væk på en weekend. Man kan køre fra Adelaide på godt 3 timer. Men skal man helt op til Wilpena hvor vi var, skal man dog lægge et par timer mere til. Der er utallige nationalparker i Australien og fælles for dem alle er, at man som besøgende er underlagt meget strenge regler for hvad man må og ikke må. Her skulle vi endda registreres og købe en licens til at opholde os i området. Det siger sig selv at der ikke må efterlades andet end fodspor og at det eneste man tager med derfra er minderne. Et motto der står på skiltene ved indgangen til mange af parkerne. Til gengæld kan man opleve noget storslået og uspoleret natur, og køre i timevis på de karakteristiske grusveje gennem floder, kløfter og skovområder uden at møde ret mange andre. For selvom der kommer mange gæster til nationalparkerne, så er de så store at man føler sig ret alene. Kun på den før omtalte campingplads, midt i skoven, var der mange andre, men det ved man på forhånd. Og så er det nu alligevel ret hyggeligt at møde andre rejsende og dele erfaringer og tips.

I Flinders Ranges satte vi vores campervan på lidt af en prøve. Vi vovede pelsen og satte ud på en af de ruter hvor der ikke var asfalteret vej, men kun grusbelægning. Godtnok en vigtig rute og derfor en velholdt vej, men der var nu steder hvor det havde været lidt sjovere med en firehjuls-trækker. Vi havde på forhånd spurgt de lokale om det nu var muligt at komme igennem med en campervan som vores, og fik at vide at der ikke skulle være nogen problemer i det. Da vi startede kørte jeg meget forsigtigt, cirka 30 kilometer i timen. Det rumlede, ruskede og regerede overalt i kabinen. Og efter cirka tyve minutter var alt det, der ikke var ordentligt fastsurret i kabinen, faldet ned på gulvet og vi kunne give den lidt mere gas. Da vi havde kørt på grusvejene i nogle timer havde jeg glemt alt om at være forsigtig og vi tordnede derudaf med langt over 80 kilometer i timen. Vejen gik bare lige derudaf så langt øjet rakte, cirka 15 kilometer ud i horisonten mod bjergene, der var ildrøde i eftermiddags solen. Det var en sjov eftermiddag, men jeg var da lidt betænksom ved om bilen nu kunne holde til det. Men der skete ikke noget og da kom tilbage til campingpladsen samme aften opdagede jeg ved et tilfælde, at bilen formentlig allerede havde været på adskillige vildmarksture sammen med andre lejere. Helt inde i samlingerne på bagklappen sad der ret så meget rødlig jord. Det betyder at den har været igennem nogle mudrede områder og på tur langs våde grusveje. Vores eftermiddag var tør og støvet, så selvom bilen ikke var helt ren, så kunne jeg godt genkende vores nye snavs fra det som andre havde leveret.  

Vi så en hel del emu’er og kænguruer i vildmarken. De var overalt. Selv lige udenfor bilen på campingpladsen gik de og græssede. Og man skal virkelig være opmærksom når man kører rundt, for de hopper lige over vejen, bedst som man har god fart på. Dog mest i skumringen, men agtpågivenhed er tilrådelig døgnet rundt. At dømme efter antallet af døde dyr langs vejene, må mange tilsyneladende lade livet hvert år. Og i nationalparkerne får de lov til at ligge. Det er jo en del af naturens orden, men det ser lidt makabert ud på de strækninger hvor dyrene særligt har for vane at krydse vejen.

I den lille soveby Blinman så vi også kameler. Det er egentlig ikke et dyr der oprindeligt levede i Australien, men engang i 1850’erne var der nogle rigmænd der importerede dem fra Saudi Arabien, fordi de ville bruge dem som arbejdsdyr i Australiens barske natur. Kameler er vant til meget svingende temperaturer og ret ekstreme vejrforhold, så det var jo ideelt. Og i det Australske polarforskningsarbejde har man også benyttet sig af kameler. De trivedes så godt at der idag er mange hundrede tusind kameler i Australien. Langt de fleste lever som tamdyr. Deres uld er ganske brugbart og godt isolerende, men de fleste bruges indenfor turismen hvor der er penge i at tilbyde ture på kamelryg gennem ødemarken. Der er også mange vilde kameler. Hvor mange vides faktisk ikke helt. Optællingerne bliver foretaget individuelt i hver delstat, og da kameler ikke bare holder sig indenfor grænserne, så er man ret sikker på at mange er blevet talt dobbelt. Officielle tal siger alt fra 200.000 til 2.000.000 dyr på landsplan. Den lokale kamel-ejer i Blinman skød på at det rigtige tal nok ligger et sted midt i mellem. Historien om kamelen er bare en af mange om dyr der er blevet importeret til Australien en gang hvor man ikke tænkte så meget over konsekvenserne. Kaninen er et andet eksempel på et importeret dyr, der har formeret sig og skabt problemer i naturen. Australien er et frodigt, varmt og isoleret kontinent, og hvis ikke dyrene har naturlige fjender her, så kan bestandene hurtigt eksplodere i antal. Det forklarer ihærdigheden hos tolderne når man ankommer til landet. Man vil simpelthen ikke havde flere arter af dyr eller planter ind. 

Vi besøgte også The Prairie Hotel i Parachilna, som er et sted der ofte er benyttet i australske film, når man skal filme et sted der er “typisk” udsted. Forladt, øde og forbeholdt de hårdeste negle! I virkelighedens verden er det barskt og øde, men som det jo ofte er med kendte film-lokationer, så har de det med at trække turister til. Desværre havde vi lige spist frokost da vi ankom. Det var Alexandra meget ked af, for hotellets restaurant serverede brugere med hhv. Kænguru, Emu og Kamel. Endda en fin “trio-platte” hvor der var 3 mini-burgere med hver deres kødsort. En specialitet der virkelig trak gæster til! Jeg ved ikke hvordan kamel-kød smager... Jeg spekulerer stadig over om jeg skulle tage og prøve det der krokodille-kød... Australien har virkelig mange specialiteter på paletten!

Nu er vi så atter tilbage i civilisationen og befinder os i Barossa Valley. Det er her langt det meste af den australske vin vi køber hjemme i Europa kommer fra. Vi har besøgt Jacob’s Creek, som nok er det mest kendte af dem alle. Også Seppeltsfield er kendt i udlandet. Det er jo interessant nok at se og smage på alle de herlige vine. Det er bare lidt frustrerende at man ikke kan købe mere end et par flasker til konsumering mens man opholder sig her i landet. Vi kan ikke købe kassevis af vin, hvilket man da ellers kunne få lyst til. Den slags kan man bare ikke have med i rygsækken. Til gengæld har vi flittigt købt ind af lokalproduceret olivenolie, oliven, marmelade, frugt og grønt. Og på et par markeder har vi også fundet nogle ret lækre pølser, som vi nu er ved at få gjort kål på. De smager himmelsk! Selv Anton, som ellers ikke er den store kødspiser, snupper meget gerne nogle endog store stykker, og spiser dem som slik. Det er, naturligvis - fristes man næsten til at sige, herboende tyske familier der står i spidsen for den finere produktion af delikatesse pølser her i området.

I skrivende stund befinder vi os i byen Hahndorf, som er den ældste, tyske by i Australien. Den er grundlagt i 1839. Det var sjovt at gå igennem hovedgaden her til eftermiddag og se alle de små butikker der tilbyder tyske specialiteter, antikke ølkrus, alpehuer mv. Men vi valgte nu at gå langt udenom restauranterne, der har de samme retter på kortet, som dem vi kender hjemme fra München. Her skal vi nemlig betale priser i absolut turistniveau. En Breze, saltkringlen som vi køber for 3 kroner stykket derhjemme, og som vi da godtnok savner meget, koster her 25 kroner stykket!!! Vi snuppede en muffin og en kop kaffe på en almindelig café istedet.

I de kommende dage tager vi turen helt ned til sydkysten og begynder turen østpå, ad The Great Ocean Road mod Melbourne. Det bliver rart at få noget havgus i hovedet efter alle oplevelserne i vildmarken. 

Klik her for at se flere billeder!

/Anders

Comment