Man skulle ikke tro at det kunne være så svært! Men det vi troede var ret enkelt og ligetil, skulle vise sig at være noget mere kompliceret end først antaget! Vi taler om detaljerne på ruten og ikke mindst det at få billetterne til at stemme overens med det vi gerne vil have. 

To væsentlige ting er kommet i vejen: 

1. Visum.

Den havde vi godt regnet med. Og så alligevel ikke. Vi skal nemlig udelukkende besøge lande hvor man automatisk og on-line bliver bevilget 90 dages opholdstilladelse fra indrejsedatoen. I New Zealand og Australien er dette fint og helt ligetil. Men på vejen til USA ønskede vi at lave et 2 ugers stop på Hawaii. Hawaii er en del af USA og fra ankomstdatoen ville vores 90 dage så tælle. Efter 2 uger på Hawaii var planen så at tage 4 uger til Canada. Et helt andet land. Og herefter ville vi så påbegynde præcis 90 dages tur gennem USA. Vi antog nemlig, fejlagtigt, at vores 90 dage ville blive “nulstillet” i det øjeblik vi forlod Hawaii (og dermed USA) og fløj til Canada. Et andet land! Men amerikanerne har, for at forhindre for meget “grænse-hopperi” indført den lidt kryptiske klausul, at en “kortere” rejse til et naboland ikke er at betragte som “at forlade landet” og dermed skal man altså noget længere væk for igen at have 90 dage at rejse rundt i. Det tog mig faktisk det meste af en dag at finde ud af dette. Reglerne er naturligvis skrevet lidt kryptisk og ikke helt 200% entydigt. 

Nuvel, vi ønsker selvsagt ikke at forbryde os mod nogen regler og vi gider heller ikke at stå i en lufthavn på noget tidspunkt, og skulle til at retfærdiggøre os omkring vores gøren og laden. Vi kommer trods alt med fredelige intentioner. Derfor har vi nu forberedt en tur der lever op til alle regler om visum og som også bliver med nogle spændende ophold.

2. Luftfarts alliancer.

Mange selskaber er medlem af alliancer, hvor man samarbejder om at beflyve destinationer, for dermed at kunne tilbyde billetter til endnu flere steder. Den såkaldte “round-the-world-ticket” som vi skal flyve på, bliver enten fra “Star Alliance” eller “One World”. Star Alliance er eksempelvis SAS og Lufthansa en del af. 

Vores tur ligger i store træk lige til højrebenet for begge alliancer. Men så kom vi på den (synes vi selv) helt geniale idé, at vi gerne ville til Fiji og Island. Begge steder beflyves ikke af de to store alliancer, som vi skal købe “round-the-world-ticket” af, og dermed skal en sviptur dertil bestilles separat. Det er bestemt muligt, men da vi ikke ønsker at bruge 2 uger af vores bevilgede tid i Australien, på at tage en sviptur til Fiji, ønskede vi at mellemlande på Fiji i 2 uger efter at vi havde forladt Australien, men INDEN vi ankom til New Zealand. Naturligvis kan næsten alt lade sig gøre, men denne lille mellemlanding endte simpelthen med at blive så dyr og visum-teknisk lettere risikabel, at vi måtte droppe planerne igen. Øv!

Så nu har vi lagt helt nye planer, fortsat med hovedtræk på Australien, New Zealand og USA, som vi går og venter på tilbud på. I mellemtiden arbejder vi så på rent faktisk at få de nødvendige visa. Det ser dog ud til at gå rimelig let og smertefrit. 

Om alt går vel fra nu af, er der afgang fra München umiddelbart efter påske! Hold godt øje med vores rejsekort her på siden, som vil blive opdateret så snart det hele ligger bekræftet på skrift!

/Anders

Comment