Vi har været på farten i lidt over 4 måneder nu og nyder virkelig livet og tiden sammen. Som ofte nævnt i tidligere blogs, så har vi al den kvalitetstid som vi så længe havde gået og drømt om, dengang vi følte os fastlåste i en trist og stresset hverdag i en lejlighed i København.

Og bedst som vi havde taget afsked med Australien og fået sagt på gensyn til alle de mennesker vi var kommet til at holde af, og bedst som vi var ankommet til New Zealand og havde fået taget hul på et nyt og spændende kapitel, blev vi ringet op med budskabet om at min bedstemor var sovet stille ind i en alder af 88. 

Så står man der, med campervan’en parkeret på strandbredden ved Oakuru Bay, og ville lige pludselig meget gerne være hjemme i Danmark, på den anden side af kloden. Der hvor familien sørger og hvor man ønsker at man kunne sørge sammen med dem. Det var et rent tilfælde at vi havde besluttet os for at købe en mobil internet-pakke. Også at vi allerede havde fået SIM-kortet sat i telefonen, så vi var online og havde alle app’s til gratis kommunikation åbne så min mor kunne få fat i os. Var det sket i løbet af en af de uger i Australien hvor vi var meget langt fra civilisationen og ikke havde SIM kort i telefonen, er det ikke til at vide om jeg kunne være nået hjem til begravelsen i Jylland i rette tid. Tanken er næsten ikke til at holde ud! 

Det var en af de ting vi måske godt havde på fornemmelsen ville ske. Og jeg havde endda lavet en aftale med min bedstemor om, at jeg ville komme hjem og være med til at bære kisten, uanset hvor på kloden jeg end måtte befinde mig, hvis hun skulle dø mens vi var væk. Det var også derfor vi valgte at betale dyrt for en rigtig god rejseforsikring. Ikke at min bedstemor var syg, men i en alder af 88 år, var hun mæt af dage og følte at hun havde nået alt det hun gerne ville. Alle listerne var “hakket af” og der var rent bord. Døden kom pludseligt, men så alligevel ikke. Jeg spurgte hende for ikke så længe siden, om hun gerne ville dø nu. Efter et par sekunders tænkepause kom svaret: “Ja, jeg er klar!” Og af uransagelige årsager havde jeg for bare en uge siden, kort før vi tog afsted fra Melbourne mod New Zealand, en fornemmelse af, at jeg hellere måtte se at få ringet til hende. Jeg tankede Skype-kontoen op og ringede til hendes gammeldags telefonlinie fra Australien. Vi talte sammen i en halv times tid. Hun fulgte rigtig godt med i vores rejse. Læste alle blogs og havde helt styr på hvor vi befandt os! Hun lød frisk og ved godt mod, og vi aftalte at jeg snart skulle ringe til hende igen. Det nåede jeg ikke... 

Selvom aftalen med min bedstemor var helt klar, og jeg inderst inde ikke var i tvivl om hvad jeg måtte gøre, var det ikke nogen let beslutning at lade Anton og Alexandra blive tilbage i Auckland for en uge, mens vores store eventyr er sat på hold. De er også kede af det. Men jeg ved også at jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv hvis jeg ikke tog den lange rejse hjem til Jylland for at være med ved kisten. Livet og døden rammer os når vi mindst venter det. Og jeg synes ikke at jeg kan tillade mig at besvære mig over et par lange flyveture. Det har jeg selv valgt, og jeg ved at min bedstemor ville have gjort det samme for mig hvis hun kunne.

Turen hjem til Danmark hedder Auckland-Hong Kong, Hong Kong-Amsterdam, Amsterdam-Billund. Ialt 36 timer. 4 døgn i Danmark, og så tilbage igen. Billund-Amsterdam, Amsterdam-Singapore, Singapore-Auckland. Igen 36 timer. 

Det er en lang tur på økonomi-klasse, sæde 38K, med trang ben plads og ubekvemme sæder. Men jeg ved at mine kære venter på mig i Auckland og at vores tur fortsætter så snart jeg er tilbage. Vi har så meget vi skal nå. Udsigten var dog ganske fin, som billedet her ovenover viser. På turen fra Auckland til Hong Kong blev vi jagtet af det snigende tusmørke (den mørkeblå linie på horisonten) da vi nåede Java. Et meget smukt syn! 

/Anders

Comment