Vi har været på en lille tre-dages afstikker til de Østrigske alper. Vejret var helt igennem idéelt til masser af sjov i sneen, selvom der efter østrigske forhold var knapt så meget sne. Bare 35 cm i det område vi besøgte, som ligger i nærheden af Kufstein. Det er bare en times kørsel fra München, så det var ganske overskueligt. 

Jeg har engang stået på ski, men det var i mine teenage-år og jeg har aldrig brugt penge på udstyr. Anton har i sagens natur heller ikke de store erfaringer med denne sport. Men Alexandra, som er vokset op her på randen af Alperne, har ofte stået på ski, og skulle efter sigende være ganske habil. Vi havde ikke noget af hendes udstyr med, så vi må have til gode at se hende på løjperne. Men Antons bobslæde blev flittigt brugt. Det var dejligt at se hvordan han trivedes i sneen og kulden, og virkelig fik brændt noget energi af!

Turen var endnu en lille øvelse i det at være væk fra de vante omgivelser. Og det gik helt efter bogen. Eller, næsten... Vi kan godt mærke at Anton ikke længere får helt den samme daglige stimulation fra alle hans kammerater i vuggestuen. Det stiller naturligvis krav til os forældre om at være noget mere til stede og give os tid til bare at ligge på gulvet og lege sammen med ham. Men han er også selv blevet væsentligt bedre til at komme og sige til, når der er noget han gerne vil. Eksempelvis at lege, have et glas vand, eller hvad det nu kan være. Vi bruger også en hel del tid på at høre musik. Jeg ved ikke om det er den gode indflydelse fra undertegnede, men noget tyder på at Antons musiksmag drejer i den rockede retning, omend han da også nyder Cirkeline, Alberte og hvad de ellers hedder.

Helt isoleret fra andre børn er han dog ikke. Vi har tilmeldt os nogle legegrupper, hvor han nogle gange om ugen kan lege med jævnaldrende børn. Det foregår naturligvis på tysk, men hver anden lørdag deltager vi i en dansk skole/legegruppe, hvor han kan få vedligeholdt det danske sprog. 

Vi kæmper lige pt med TV-vanerne! På dage hvor vejret er rigtig slemt, er det jo rart at kunne sætte en tegnefilm på, og så ellers bare sidde foran skærmen. Men for små børn (eller ihvertfald Anton!) er der ikke altid enighed om hvornår nok er nok! Vi forsøger at aftale nogle meget konkrete rammer for dette, men når der så skal afregnes (i form af tandbørstning, spisning, sengetid el lign) skal jeg love for at det kommer til højrøstede “forhandlinger”... Vi holder fast og tager den halve times skrigeri der følger! 

Men ikke desto mindre er det jo en mulighed for lige at gøre sig nogle tanker i forbindelse med turen. For naturligvis vil TV vanerne ændre sig, eftersom vi simpelthen ikke har noget TV når vi tager afsted. Men på de lange ture med fly, tog og bil, kan det være rart nok for os alle, hvis man lige har lidt underholdning med. Listen over film og serier der kommer med på iPad’en er ved at tage form, og så må det begrænsede udvalg række. Det er bedre end ingenting!

Vores planlægning fortsætter som hidtil. Jeg har fundet ud af, at stort set alle steder hvor vi skal hen, kan man nogenlunde frit rejse ind og ud, så længe man holder sig under samlet 90 dage. Problemet er så, at vi i eksempelvis Australien overvejer at blive længere end dette. Og så sætter bureaukratiet ind! Vi forsøger naturligvis at forlænge opholdet hvis det er muligt. Det samme gælder for USA, hvor 90 dage kan gå hen og blive lige i underkanten, til det spændende program vi er ved at have. Men så længe vi ikke har alle papirer i orden, kan vi heller ikke blive så meget mere konkrete med planerne... Det er lidt tungt, men jeg har allerede lært at man kommer langt med tålmodighed, som ellers ikke er min spidskompetance! 

/Anders

Comment