Thailand. Jeg har været her før. Det er lidt over 6 år siden. Men det var via mit daværende arbejde, så det tæller ikke rigtigt. 

Nu er jeg her så med familien. Faktisk har Thailand aldrig rigtig været et land/sted jeg fandt specielt dragende. Men da vi er blevet anbefalet at starte vores jordomrejse med et “nemt” sted, og Thailand i fugleflugts-linie ligger på vejen til Australien, så var det jo meget oplagt. Tilmed er mad og ophold særdeles overkommeligt her! Vi skal trods alt have rejsebudgettet til at holde så længe som overhovedet muligt!

Vi startede med et par dage i Bangkok, og vi skal slutte vores Thailand ophold af med endnu 7 dage i verdens varmeste storby. Jeg vil således ikke skrive så meget om Bangkok denne gang.

Lige nu opholder vi os i Phuket i det sydlige Thailand. Man kommer enten hertil med bus (det tager godt og vel 10-12 timer fra Bangkok), med tog (noget hurtigere) eller som os, med fly. Det tog bare en time. Derefter endnu en times tid med taxa, inden vi stod med vores rygsække foran hotellet ved Karon Beach.

Hotellet var booket hjemmefra. Det var en anbefaling fra en god ven, som ofte og gerne rejser herud. Stedet, Kata Villa, ejes af en dansker. Det er ikke ret stort. Cirka 20 værelser, en hyggelig have, en dejlig pool og områdets måske bedste restaurant. Værelserne er pæne og rene, der er køleskab, værdi-boks, tv og aircondition på alle værelser. Og i fællesområderne tilbydes gratis, trådløst internet. Det lyder banalt, men det er efterhånden blevet en af mine kæpheste! Jeg vil ikke betale for den slags på et hotel i 2013!

Vi har brugt en uges tid på at se os omkring i nærområdet. Bare sådan falde til og falde ned! På trods af at dette her er et af Thailands største turistområder, er jeg meget positivt overrasket over den venlighed (oprigtig venlighed! - på trods af at højsæsonen netop er overstået) som Thai’erne udviser turisterne. Vi kommer jo i hobetal og vil ofte gerne have vores mad og omgivelser som de er derhjemme. Thai’erne tilpasser sig og tilpasser området for at tækkes turisternes ønsker. I mange tilfælde lidt for meget, efter min personlige mening. Men jeg er også klar over, at i et forholdsvis fattigt land, er det svært at sige nej til de mange penge turisterne kommer med. Jeg har forgæves forsøgt at finde noget ægte, lokal Thailandsk kultur her. Turisterne synes nok det er fint og nuttet i forbifarten, men der hvor de skal opholde sig i længere tid, skal der altså være vestlig mad og bekvemmeligheder! Og dermed ryger Thailands egen kultur lidt i baggrunden. Vi har dog fundet en god håndfuld restauranter, som nok serverer turist-mad, men også den fineste Thailandske mad man kan opdrive. Til meget rimelige priser. Vi foretrækker at spise Thailandsk mad, når nu vi er i Thailand og den laves af Thai-kokke. Som sagt er restauranten her på vores eget hotel en af de absolut bedste og billigste af slagsen, så på dage hvor vi har gået meget eller opholdt os længe i solen, tager en vi rolig aften her. Den lokale, Thailandske kultur findes iøvrigt, både her i Phuket og også i Bangkok. Jeg har søgt og fundet ud af, at man bare skal lede de rigtige steder. Jeg skal nok skrive om det i en senere blog.

Hele meningen med vores rejse er at få mere tid til hinanden. Bare være sammen. Nyde de små og de store ting. Vi er faldet godt til som rejsende. Vi lægger stor vægt på at tage tingene oppefra og ned, og ikke stresse i dagligdagen. Mange af de andre gæster omkring os synes at have travlt med at nå en masse mens de er her. Men de har jo heller ikke mere end en uge eller måske to, inden de skal sætte sig i flyet og rejse den lange vej hjem. Vi har tid. Masser af tid. 

Vi har tid til at vågne langsomt om morgenen (Anton er begyndt at sove lidt længere!), ligge og flyde i sengen til tegnefilm, bruge oceaner af tid over friske pandekager med sirup i restauranten, lege ved poolen eller i strandkanten... Vi skal ikke nå noget specifikt. Vi har ingen konkrete planer. Det er en helt fantastisk luksus, som det af og til virker mærkeligt at have. 

Naturligvis skal vi nå et par af de vigtigste oplevelser mens vi er her i Phuket. Alexandra vil meget gerne deltage på et kursus i Thailandsk madlavning. Det synes Anton og jeg er en fantastisk idé! Hvis hun kan lære at lave en lige så fabelagtig god Yellow Curry Chicken som den jeg ofte har spist her på hotellet, så er det alle pengene værd! Derudover har vi planer om at besøge “The Big Buddha” som er en kæmpestatue på toppen af et nærliggende bjerg. Man har bygget på den i godt og vel tyve år nu, og den har kostet millioner af Baht (omregnet også millioner af kroner) og den er endnu ikke færdig. Overfladen er af alabast og den skal beskytte hele den sydlige del af øen her mod ondskab og dårligdom. Det er et af de vigtigste byggeprojekter i nyere tid her i Phuket. 

Og så er der planlagt en tur på elefantryg gennem junglen. Jeg har læst at Thailands mange elefanter er gået hen og blevet lidt af et problem. Et problem forstået på den måde, at man i gamle dage benyttede elefanterne til alt det, som maskiner idag bruges til. Moderniseringen af Thailand har således betydet, at mange elefanter gennem tiden er blevet arbejdsløse. Og da en tæmmet elefant ikke bare sådan lige kan sættes tilbage i naturen, endte mange af dem, sammen med deres passere (en såkaldt Mahout), som tiggere på gaden. En elefant og dens mahout er ofte sammen gennem hele elefantens levetid. I Thailand koster det cirka 6000 dkr om måneden at holde en elefant. Det er rigtig mange penge, hvis man ingen har og må leve som tigger. Det svarer faktisk til en gennemsnitsindkomst for en familie i den øvre middelklasse. Derfor lever mange mahouter og deres elefanter nu i reservater junglen, hvor de tilbyder turisterne guidede ture ad stier hvor man kan få nogle fantastiske naturoplevelser. Turismen er med andre ord blevet elefanternes og mahouternes redning og har dermed, indtil videre, løst et ret alvorligt problem. Men da en elefant kan blive op til 70 år gammel og “bare” arbejder i sine første 50 leveår, er der også behov for “plejehjem” for pensionerede elefanter. Der findes mange af disse og de fleste drives på ordentlig og hæderlig vis. Jeg har dog læst om skruppelløse jægere og mellemhandlere som fusker med certifikater og dyrlæge attester for at optimere profitten fra turistbranchen. Men de Thailandske myndigheder siges at have nogenlunde styr på det og arbejder målrettet på at stoppe det. I mellemtiden sætter jeg mig gerne op på ryggen af en rolig elefant og nyder turen gennem junglen. På steder hvor jeg ved at forholdene er i orden!

Thai’erne er et myreflittigt folk. De arbejder fra tidlig morgen til sen aften, til en løn der efter danske forhold er at sammenligne med håndører. Og overalt hvor der er plads i gadebilledet, finder man en stand eller lille butik hvorfra der sælges frugt & grønt, Thai-mad, eller billige kopivarer. Men der arbejdes ihærdigt dagen og aftenen igennem og der er altid tid til et smil og en venlig bemærkning undervejs. En af vores foretrukne stande ligger bare 20 meter hen ad gaden fra hotellet. Her tilbyder en lokal frugthandler nogle helt fantastiske, blendede frugt-shakes. Hvad der kommes i dem, afhænger sådan lidt af hvad han lige har for hånden. Og det varierer fra dag til dag. Men det smager altid fantastisk og for 50 Baht per stk, har vi en god og billig erstatning for en frokost. Vi plejer at tage vores shakes med tilbage til vores lille terasse på hotellet, hvor vi nyder lidt skygge i den ellers næsten nådesløse middagssol. Vi køber også frisk frugt hos ham. Mango’erne er bløde og saftige, og smelter nærmest i munden. Vandmelonerne er sødmefulde og smager af sol og sommer. De små bananer, der købes i klaser til ingen penge er Antons favoritter. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke skal købe for meget ad gangen. Det er friskt og lige til at spise når det købes, men her i varmen fordærves det også hurtigt!

Vi har haft kontakt med det Thailandske sundhedssystem. Anton har i et par nætter sovet meget dårligt og er vågnet flere gange, badet i sved og været nærmest utrøstelig. Da han klagede over ondt i maven og brystet valgte vi at besøge den lokale lægeklinik. Det gik meget hurtigt og effektivt. Lægen, der naturligvis er vant til at se på turister (og deres børn), der håndterer varmen, maden og hotellernes aircondition forskelligt, kunne ret hurtigt berolige os med, at der var tale om en klassisk omgang “rejsevirus”, kombineret med en lettere forkølelse. Han udskrev noget antihistamin og efter 5 minutter var vi ude igen, og kunne begynde at spekulere over hvad vi skulle bruge resten af eftermiddagen på. Strand eller pool? Anton er nogenlunde ovenpå igen.

Vi nyder tiden her i det sydlige Thailand. Gennemsnitstemperaturen kommer aldrig under 30 grader i dagtimerne. Om natten sjældent under 28 grader. Det er en helt perfekt indledning til en lang rejse jorden rundt!

Se billeder her!

/Anders

Comment