Efter at have boet 5 uger i vores campervan, “Moonbat”, var det idag tid til at levere den tilbage til Spaceship Australien. Det var lidt vemodigt, eftersom vi var faldet godt til med den trange plads og de faste rutiner det kræver for at holde bare nogenlunde orden på vores ting og sager. Det tog et par dage, men så var vi også helt på det rene med hvad det krævede af os og hvilke fantastiske muligheder der lå deri.

Bilen kostede os mindre i leje pr. dag end hvad vi skulle have givet for en almindelig personbil. Og så var den ovenikøbet fuldt udstyret med køleskab, 2 gasblus, madrasser, dyner, puder og betræk, samt bestik, krus og tallerkner til 4 personer. Med andre ord, vi kunne overnatte hvor det skulle være i det fri, og hvis vi havde lyst til at checke ind på et hotel eller vandrehjem, ville det også være ok. Det ville ikke give os følelsen af at pengene fossede ud af rejsebudgettet.

Faktisk havde jeg forventet at vi ville benytte os lidt mere af hoteller eller vandrehjem undervejs. Men vi fandt hurtigt ud af, at campervan’en var det rareste for os, eftersom den tillod os at være flexible mht hvor vi kunne gøre holdt. Således nåede vi at sove til lyden af dyrene i regnskoven, bølgernes skvulpen ved stranden og palmernes raslen i vinden. Nogle dage endda med alle tre ting på én gang! Og var der noget der ikke passede os, tog vi bare videre den næste dag. Vi bookede kun de første to nætter på forhånd. Resten af tiden kørte vi bare forbi, og der var altid plads der hvor vi spurgte.

Når man bor på campingplads kommer man ret hurtigt i kontakt med andre mennesker. Naturligvis forstærkes dette af at vi rejser med et barn. Børnene kommer hurtigt i kontakt med hinanden, og så følger forældrene ofte med. Men vi har også oplevet at sidde i fælleskøkkenerne og falde i snak med folk der ikke rejser med børn. 

Australien er et enormt land, og der er plads til virkelig at rejse “ud i det blå”. Vi har mødt mange fra det sydlige Australien, som var på deres “årlige” vintertogt nordpå, for at komme væk fra kulden i syd, til den tropiske varme i nord. Og så var der dem, som lidt efter lidt fortalte deres historier. Ved et tilfælde rejste vi gennem en lille uges tid sammen med en mand fra bjergene udenfor Sydney. Robert var to måneder forinden blevet enkemand og kunne ikke holde ud at sidde derhjemme med sine tanker og sin ensomhed. I stedet var han taget på en tur rundt i sit land, Australien. En tur som ikke har nogen planlagt slutdato, men som indtil videre har taget en måneds tid, og som foreløbig kommer til at tage mindst et par måneder mere. Og når han er færdig med Australien skal turen gå til London, med krydstogts-skib og derfra videre til Grønland. Det var netop Grønland der gjorde at vi faldt i snak en aften. Jeg har været i Grønland et par gange, og kunne godt forstå Roberts ønske om at se den storslåede natur. Efterhånden som snakken gik og vi begge åbnede mere og mere op, fortalte vi hver især vores historier. Jeg har opdaget at det er fantastisk givende at dele sin historie. Ikke mere end man selv synes er relevant eller i orden, naturligvis. Men hvis man formår at slippe frygten for at blotte sig for meget, så opdager man, at andre også gerne vil fortælle hvem de er, hvor de kommer fra, og hvorfor de er undervejs. Og alle har vi det tilfælles, at vi er på vej hen mod “et eller andet”... Vores historie er jo allerede beskrevet her på siden.

Vi stødte også på Brandon. En fantastisk mand, som af de andre på campingpladsen blev beskrevet som noget af det mest australske man kunne møde. Han havde en fantastisk samling af “outback” udstyr: Camping-køkken, en kæmpe trailer der lynhurtigt kunne forvandles til et enormt telt med forstue og dobbeltseng, en stor firehjulstrækker og en hel del fiskestænger. Hvad Brandon egentlig lavede, sådan professionelt, fandt jeg aldrig ud af. Måske var han gået på en tidlig pension. Det var heller ikke relevant for vores samtaler. Men Brandon havde tid til at rejse langsomt rundt og havde tid til at tilbringe sine dage med lystfiskeri og off-road ture gennem det barske bush-landskab nord for Cape Tribulation. Da vi mødte ham havde han været adskillige måneder undervejs, langt væk fra sit hjem en times kørsel fra Melbourne. Planen var dog at være hjemme i tide for at overraske hans datter til hendes fødselsdag i midten af Juli. Rent tilfældigt rejste vi med Brandon på de samme campingpladser gennem en lille uges tid og faldt efterhånden i snak. 

Og så mødte vi jo Archie og hans forældre, Claire og Aiden ved Ellis Beach, Chase og hans forældre Tash og Ty ved Cape Tribulation, som vi sidenhen tog sammen med til Wildlife Habitat i Port Douglas og endelig Oliver og hans forældre, som vi faktisk aldrig fik navnene på. Det var også ligegyldigt. Vi talte blandt andet om deres spændende liv som udstationerede i Qatar, og om hvordan det var at leve der i forhold til et liv hjemme i England hvor de oprindeligt kom fra. 

Jeg kan huske en gang jeg var på Midtfyns Festival og lyttede til musik med direktører, præster, folkeskole lærere, studenter og arbejdsløse. Social status var nulstillet i de dage festivalen varede. Jeg havde lidt den samme fornemmelse på de steder hvor vi kom frem og skulle overnatte. Vi mødtes i fælleskøkkenet og så var det ellers op til os selv hvor meget vi ønskede at deltage i snakken. Det var et fantastisk og uventet indspark på vores rejse, som jeg er sikker på at vi ikke havde fået, hvis vi havde rejst på en anden måde. Ganske vist mødte vi en del udenlandske rejsende. Men størstedelen var australiere. Vi har derigennem fået en noget mere detaljeret billede af Australien, dets indbyggere og natur end vi havde da vi startede. Australien er et isoleret land, alene på grund af afstanden til andre vestlige lande. Og derfor tager man godt imod turister. Lige så gerne som de fortæller om deres land, lige så gerne hører de om hvor vi kommer fra og hvad der har bragt os til Australien. Og HVER gang kommer der lige et par gode tips til hvad man bør se og hvad man bør prøve at spise. Det kan man da kun synes godt om!

Nu er det så, for en periode, tid til en anden form for eventyr. Vi er på vej mod Sydney, hvor vi skal være i en uges tid. Temperaturerne er markant anderledes end dem vi nu har rejst i siden vi tog fra München i begyndelsen af April. Men det gør ikke noget! Som dansker er jeg ikke vandt til ret meget sommer, så jeg kan jo ikke klage over den ration solskin jeg allerede har fået i år.

Klik her for at se billederne - taget indtil nu - fra Australien.

/Anders

Comment