Tiden i Melbourne gik lige pludselig rasende hurtigt. Bedst som vi var kommet til at kende den indre del af byen nogenlunde godt, og var blevet fortrolige med offentlige transportmidler, Queen Victoria Market mv var det tid til at tage afsked med millionbyen. Det sværeste var naturligvis at sige farvel til vores værtsfamilie. Børnene Kai, Ava og Loki og deres forældre Sandra og Erich. De er heldigvis en del af Alexandras familie men afstandene er jo lange, når vi atter er hjemme i Europa og derfor er det ikke til at sige hvornår vi ses igen. Men vi har lovet hinanden at holde jævnlig kontakt, og at vi skal ses igen snarest muligt, enten i Australien eller i Europa. Anton var virkelig blevet glad for sine nye legekammerater. Han havde fundet sin plads i gruppen og nød samværet med de andre hver dag. Hans engelsk tog for alvor fart i løbet af den tid vi boede der og nu kan han en hel del engelske ord og udtryk og kan med bred “Aussie accent” sige et par enkle sætninger. Omvendt fik han så lært dem nogle basale tyske vendinger. Da Erichs familie oprindeligt er fra Tyskland, er det ret sandsynligt at de kommer til Tyskland engang og så kan det jo være rart at kunne lidt på forhånd. Vi må se om det holder ved.

Vi opholdt os ialt 3 1/2 uge hos Erich, Sandra og børnene. Det er meget længe at åbne sit hjem op for nogen, som godt nok er fjern familie, men i virkeligheden totalt fremmede. Alligevel følte vi os hjemme og rigtig godt tilpas med det samme. Det var rart at have en hverdag i faste rammer igen for en tid. Vi nåede det meste af det vi gerne ville i Melbourne, men vi havde også dage hvor vi stort set ikke kom udenfor døren. Vi har åbenbart haft behov for bare at “hænge ud”, for nu at bruge en dejlig, nydansk vending. Jeg tror at alle indtrykkene fra de første godt 3 måneder af vores jordomrejse skulle fordøjes i ro. Ikke at vi ikke var produktive. På sådanne dage var der dømt “home office” og vi fik klaret en del research- og skrivearbejde, samt webside opdateringer. Det var jo om at få ordnet den slags inden vi skulle videre igen, med begrænset internetadgang til følge. 

Nu er vi så ankommet til New Zealand. Det er en lidt underlig fornemmelse. Jeg har altid drømt om at komme hertil, men egentlig ikke rigtig troet på at det ville ske. Nu er vi her! Aldrig har jeg været så langt hjemme fra Danmark. Jeg tror næsten heller ikke at man kan komme længere væk. Vi landede i Auckland onsdag eftermiddag og havde bestilt et hotelværelse for natten ikke langt fra lufthavnen. Det var et rigtigt klassisk lufthavnshotel. Sådan lidt nedslidt og trist. Restauranten serverede de tarveligste burgere jeg kan huske at jeg har smagt. Dertil pomfritter og en klat ketchup med en sådan lidt syrlig, kunstig-kemisk aroma. Den slags man ikke har lyst til at kende varedeklarationen på. Vi lukkede øjnene og spiste op. Og så gik vi ellers i seng. 

Torsdag morgen hentede vi vores campervan. Vi har lejet den for hele vores periode her i New Zealand, så den skal være vores hjem i godt tre måneder. Den er identisk med den sidste campervan vi havde i Australien. Eneste nævneværdige forskel er, at her i New Zealand følger der et varmeapparat med uden beregning. Vi fik endda et ekstra et med.

Hvis jeg skal komme med et par tidlige betragtninger af New Zealand, så skulle det være “storslået natur” og “grønt”. MEGET grønt! Det er ubetinget det mest frodige sted jeg endnu har været og det er akkurat lige så smukt som alle billederne lovede! Jeg læste et sted, at omkring 85% af alle planterne i New Zealand kun findes her. Det samme gælder for omkring 90% af fuglene! Det er vist det man kalder et lukket økosystem! Faktisk mener man, at New Zealand var helt isoleret indtil polyneserne kom i midten af 1200-tallet.

Vi er startet på den nordlige ø, og alle siger at det skam er en stor oplevelse. Lige indtil man kommer til den sydlige ø, som skulle være meget anderledes og endnu mere fantastisk. Den nordlige ø er ikke helt så bjergrig som den sydlige. Den minder faktisk en hel del om Victoria i det sydlige Australien, bortset altså lige fra at her er endnu mere grønt. Den sydlige ø skulle minde meget om Schweitz, da der går en bjergkæde ned lige midt gennem den. Vi har hørt fra flere at så længe man tager den nordlige ø først, bliver man ikke skuffet over den. Men tager man dem i omvendt rækkefølge, vil nord-øen virke meget flad og lidt tam. 

En anden ting vi straks lagde mærke til er, at der ikke er helt så mange europæere i New Zealand, som vi var vant til i Australien. I Australien ser man ikke aborigines i byerne, og slet ikke i det sydlige Australien. I New Zealand er det mit umiddelbare indtryk, at den oprindelige befolkning, Maori, fortsat er en meget synlig del af billedet. De stammer oprindeligt fra Polynesien, og kom hertil i perioden mellem år 1250-1300. De første europæere kom hertil i 1642, altså omkring 130 år før de gik i land i Australien. Siden 1840 har New Zealand været den del af Commonwealth, først som koloni, og siden 1856 har de haft eget styre og demokrati. Landet er fortsat officielt underlagt det britiske kongehus, uden at dette dog har nogen som helst praktisk betydning. 14% af New Zealands befolkning er Maori, 6% er af asiatisk afstamning og de øvrige omkring 80% er af europæisk afstamning. En “New Zealander” kaldes også “Kiwi”. Dette navn stammer fra landets nationalfugl som er Kiwien, en lille, brunlig fugl, der ikke kan flyve. Den er højt elsket her og er med tiden blevet synonymt med New Zealandsk kultur. Derfor bruges betegnelsen “Kiwi” eller “Kiwi Made” også helt generelt om alt hvad der der “Made in New Zealand”. 

Og så er der jo også lige frugten af samme navn. Den ses overalt i supermakrederne. New Zealand er verdens næststørste producent af Kiwifrugt, kun overgået af Italien. Det var faktisk lidt overraskende for mig at erfare, at Kiwifrugten ikke oprindeligt fandtes i New Zealand. Den stammer fra Kina, som end ikke ligger blandt de 10 største producenter i verden. Det skyldes at den i Kina mest vokser vildt og ikke dyrkes særlig målrettet.     

New Zealand har lidt over 4 millioner indbyggere, eller cirka det samme som Melbourne. Befolkningen i New Zealand har dog en hel del mere plads at bolte sig på. Helt præcist 262.443 kvadratkilometer. Danmarks 5,5 millioner indbyggere har omkring 43.000 kvadratkilometer at gøre godt med. Det er noget af det første man lægger mærke til. Så snart vi kom lidt udenfor Auckland, tyndede det kraftigt ud i bilerne på vejene. De er der, men der er langt imellem dem, set i forhold til hvad vi hidtil har været vant til. Det gør nu ikke noget. Vi har det fint med at være næsten alene. Og så føler man sig jo også lidt mere som en rigtig opdagelsesrejsende. 

/Anders

Comment