Vi indtog Phuket i går eftermiddags. Flyveturen fra Bangkok gik hurtigt og smertefrit og alting fungerede bare effektivt i lufthavnen. Overalt hvor vi kommer er Anton det helt store hit. Sådan en lys, vestlig dreng er noget de bare MÅ hen og snakke med og oftest også røre ved. Indtil videre tager han det med ophøjet ro, men hvis jeg kender ham ret, får han nok af det før eller siden. Det gode er, at for eksempel i lufthavnen får vi altid lov til at gå ombord som de første. DET er rart. Så kan vi få stuvet alle vores tasker og sager op i lukaf’et inden de andre passagerer kommer ind. 

Vi havde en enkelt dag i Bangkok, inden vi tog videre her til Phuket. Vi brugte den på at gå rundt i nabolaget og endte med at tage en Tuk-Tuk til et par af de vigtigste templer. Vi mødte en lokal Thai, der forklarede os hvilke af templerne der var absolutte “musts” på listen over dem alle. Så prajede han en Tuk-Tuk (lille åben taxa, drevet af en knallertmotor) for os, og afsted gik det. Grundet Thai’ernes nytår, har regeringen i dagene op til idag suspenderet al moms på turistfremmende aktiviteter og serviceydelser, og vi fik således en hel eftermiddag med Tuk-Tuk for bare 40 Baht. (Se billedet ovenfor, hvor vi sidder i Tuk-Tuk’en). Jeg synes det lød meget billigt. Efter nogen tid gik det op for mig hvorfor. Chaufføren kunne nemlig få lidt bonus ved at køre os hen til nogle bestemte restauranter og butikker (en juvelér og en skrædder) og hvis vi købte noget derinde, ville han eksempelvis få benzin kuponer. Vi er ikke lige i markedet for nye, skræddersyede jakkesæt eller prangende juveler, så vi takkede nej. Jeg kunne godt se på chaufføren, at han var lidt ærgerlig, men det var der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg gav ham så 20 Baht ekstra for ulejligheden. Han smilede og takkede mange gange da han satte os af ved hotellet. Jeg synes ikke at ialt 60 Baht (knap 12 kroner) er ret mange penge. Slet ikke når man på hver eneste restaurant vi har været på indtil nu betaler mindst 50 Baht for en cola (De koster 15 Baht i kioskerne). Han kørte trods alt rundt med os i mange timer.

Men det siger nok noget om forholdet mellem de mange penge som turisterne bringer med sig, og så den hverdag som de fleste Thai’er lever i. Det er næsten ikke til at fatte. Jeg er godt klar over at vi turister betaler en helt anden pris for mad og drikkevarer i restauranterne, end de lokale gør. Men alligevel er der mange steder hvor de lokale aldrig kan komme. 

Nå, men vi fik da lært en af de allermest klassiske regler når det gælder ting der er meget billige: Der er en hage ved alting, og i dette tilfælde var det altså, at vi et par gange i løbet af en ellers meget fin og interessant eftermiddag måtte finde os i at blive kørt steder og omveje som ikke var efter vores eget ønske. Og det var næsten det allerværste! Jeg kan sagtens spille interesseret i at købe et jakkesæt, men det bliver jo lidt ubehageligt når man må insistere på at nu er det slut, og at vi gerne vil tilbage på hotellet.

Her i Phuket er man også meget afhængig af turismen. Det ses overalt, og jeg vil nærmest gå så vidt som til at sige, at der ikke findes nogen lokal, Thailandsk kultur her. Det HELE er på turisternes præmisser. Alle skilte og kort på restauranterne er skrevet på utallige sprog. I barerne (og dem er der mange af!) tordner vestlig musik fra 60’erne, 70’erne og 80’erne uafbrudt ud af overdimensionerede højttalere og der vises Europa-Cup fodbold på storskærmene. Således blev jeg indtil klokken 2 i nat så godt og vel opdateret på Smokies Greatest Hits. Og jeg er ikke specielt begejstret for Smokie! Og jeg har endnu til gode at finde noget på markederne og i butikkerne, der faktisk er ægte. Det er de mest utrolige ting man kan finde kopier af her. Også ting jeg slet ikke havde troet at det kunne betale sig at kopiere. Man lærer noget nyt hver dag!

Jeg spekulerer noget på hvorfor mange kommer her igen og igen. Formentlig på grund af vejret og varmen. For alt andet skal tilsyneladende helst være som det plejer at være, og så hjemligt som muligt. Bortset fra at mange skejer noget mere ud, end de formentlig gør derhjemme (håber jeg!). Men ellers kunne de lige så godt sidde hjemme i Manchester, Stockholm, Oslo, København eller Moskva.

Alligevel er vi nu glade for at være her. Vi VIDSTE på forhånd hvordan det ville være her og det er hverken værre eller bedre end forventet. Vi er kommet for at hvile ud ved stranden og nyde solen. Det handler jo også om at gøre hverdagen her på turen til en sjov oplevelse for Anton, og til netop det formål er steder som Phuket, hvor man er eksperter i at underholde hele familien, et ideelt sted. Vi vil dog alligevel prøve at opsøge lidt mere “rigtig” Thai kultur her i området, og naturligvis når vi kommer tilbage til Bangkok. Vi har en uge i verdens varmeste storby, inden det går videre mod Australien.

/Anders

Comment