Anders

Anders

Det har været en drøm for mig hele livet at se den verden hvor jeg bor. Så meget af den, som overhovedet muligt. Desværre ligger det ikke til mig personligt at springe ud i for mange ”uvisse eventyr” – selvom jeg da godt nok misunder dem der bare gør den slags. Den dér holdning, at ”tingene nok skal ordne sig med tiden.” Set i bakspejlet, HAR tingene rent faktisk som regel ordnet sig med tiden, gennem hele mit liv. Der har været mange op og nedture, men jeg har lært at alting sker af en grund, og at der er en mening med at det sker. Og så er det jo vigtigt at reflektere lidt over det, der er sket, og så komme beriget videre.

Mine forældre opdragede min søster og jeg i et trygt og godt parcelhusmiljø i en Københavnsk forstad. Da vi var helt små var der ikke så mange penge at rutte med, men der manglede aldrig kærlighed og omsorg. På trods af at de begge havde krævende karrierer, var de der altid. Først da vi blev teenagere var der perioder hvor vi var mere alene hjemme end andre. Men jeg husker det nu som positivt. Jeg kunne spille høj musik på værelset, lige så længe jeg ville.

Ferierne blev tilbragt hos familien i Jylland, som man nu gjorde det dengang i 1970’erne og 1980’erne. Det var vores chance for at være sammen med familien. Dem vi holdt af. Jeg var ikke vant til at komme meget udenlands. Det kom først da jeg fik et ”rigtigt” arbejde. Her kom forretningsrejserne, og der blev penge til ferier i udlandet. Men da jeg først var begyndt at rejse lidt, fik jeg lyst til mere. Det var som en Pandoras æske der blev åbnet. Jeg begyndte at have kontakt til et stadigt større, internationalt netværk. Jeg lyttede med interesse til alle de beretninger og beskrivelser jeg modtog fra nye venner, bekendte og kollegaer. Lidt efter lidt opstod en ulmende rejsefeber.

På et tidspunkt i min karriere, mødte jeg via arbejdet min hustru. En dejlig tysk pige fra München. Med tiden bosatte vi os i København, hvor vi blev forældre til en vidunderlig dreng. Anton. Han er vores et og alt, og helt naturligt har vores tilværelse, siden han kom til verden i April 2010 handlet om ham, vores fysiske rammer, samt en levevej der kunne sikre at vi var økonomisk trygge. Det er sådan set gået meget godt.

Men på mit arbejde, som jeg startede på i 2007, begyndte det kort før Anton kom til verden at gå i den forkerte retning. Jeg valgte en anden karrierevej i firmaet end jeg oprindeligt havde planlagt. Det skulle vise sig at blive en fatal brøler. Skiftet, som skete i foråret 2009, blev starten på en emotionel nedtur. Ganske langsomt, men sikkert, befandt jeg mig i en position som ikke var optimal for nogen parter. Jeg var ikke rigtigt uddannet til det jeg pludselig havde ansvaret for. Hvad værre var, det interesserede mig heller ikke voldsomt. Mange politiske dagsordener og en hel masse snik-snak blev til min hverdag. Uden rigtigt at opdage det undervejs, gik det kun langsomt op for mig, at passionen og begejstringen for det arbejde jeg engang elskede, helt var forsvundet. Jeg sank ned i en suppedas af middelmådighed. Det var et kompromis, som jeg lovede mig selv og min familie ikke skulle blive alt for permanent.

Lidt mere end tre år efter mit karriereskift, sad jeg tilbage fuldstændigt drænet. Det gik brat op for mig en dag hvor jeg blev inviteret ind til direktøren, som gerne ville give mig ansvaret for et projekt. Det involverede lidt rejseaktivitet, og ville bestemt have interesseret mig, hvis jeg havde fået det et par år tidligere. Men nu var der simpelthen gået for lang tid med ligegyldighed og middelmådighed. Da det var en opgave man i det miljø ikke kunne sige nej til, uden samtidig at afskrive sig selv helt fra al fremtidig indflydelse, påtog jeg mig opgaven. Officielt med glæde og gåpåmod, men indadtil var jeg noget mere lunken. Jeg vidste at der var mange forskellige interesser på spil, internt i firmaet, og at det ville blive en mental ørkenvandring sådan rigtigt for alvor at flytte bjerge. Men det var faktisk det man håbede på ville ske.

I løbet af sommeren 2012 tog mit og min hustrus mismod til. Hun havde på dette tidspunkt søgt arbejde – on and off – i godt fire år. Ganske vist med lidt mere end et års pause grundet barselsorlov, men alligevel en meget lang ledighedsperiode. Og for en dygtig og ambitiøs karrierepige er dette ikke optimalt. Hun er ellers indbegrebet af alt positivt og havde virkelig formået at holde dampen oppe i lang tid. Og der var også positive ting at arbejde med undervejs. Hun mistede sit seneste, faste arbejde lige da finanskrisen brød ud i lys lue i efteråret 2008. I lange perioder kom hun end ikke til samtaler på de langt mere end 200 motiverede ansøgninger hun sendte. Men efterhånden steg markedets interesse for hendes profil, og invitationerne til samtaler begyndte at komme. Så meget desto hårdere ramte det, når hun så var ”lige ved og næsten” og blev vraget i sidste runde. Det er naturligvis fint at vide, at man er nummer to ud af to hundrede ansøgere, men det giver ingen indtægt og brød på bordet. Ej heller en meningsfuld hverdag, hvor man føler at man udretter noget.

Jeg havde jo sådan set haft det lidt på samme måde i lang tid. Dog havde jeg et arbejde, hvilket var nødvendigt for at holde familien kørende. Det er ikke nogen beklagelse. Jeg så det absolut som mit ansvar at sikre en indtægt, som kombineret med Alexandras dagpenge, kunne udgøre vores økonomiske fundament. Men nogen lykkelig situation var det absolut ikke!

Jeg foreslog et par gange i løbet af forsommeren 2012 at vi tog vores liv op til revision. Jeg havde tænkt meget og længe over det. Jeg ville noget helt andet. Men jeg ville fortsætte mit privatliv med Anton og Alexandra. Det var der slet ikke tvivl om. Det var ikke der problemet lå. Men jeg var klar over, at hvis ikke de ydre omstændigheder blev dramatisk forandret, så ville det med tiden blive meget svært for os at fortsætte med et lykkeligt og harmonisk liv. Der skulle allerede kæmpes hårdere for det, end nogensinde før.

Men så, under en hyggelig spadseretur i Københavns Botaniske Have foreslog Alexandra at vi rejste væk. Vi havde netop holdt en uges dejlig ferie ved den jyske vestkyst, og haft en hel del af de her fantastiske øjeblikke sammen, som der bare var alt for få af i hverdagen. Lige pludselig stod det lysende klart for os begge, at livet ikke bare må handle om at ”klare dagen og vejen”. At stå op, gå på arbejde, tjene penge til at betale mad, daginstitution og husleje. Vores karrierer lå i grus og hvilket længere fremtidsperspektiv var der så egentlig at arbejde hen imod?

Alexandra har tidligere rejst i længere perioder. Blandt andet i Australien. Hun er vant til at rejse med rygsæk. Og nu gik hun her ved siden af mig og foreslog pludselig det, som jeg inderst inde altid havde drømt om. En rejse rundt om jorden. Det ville indbefatte salg af lejligheden, opsigelse af job og en drastisk ændring af livet for os alle tre. Ikke mindst Anton. Men da vi først havde besluttet os for, at det var netop det, der skulle til, føltes beslutningen mere og mere rigtig.

Samme aften begyndte alle bekymringerne så, naturligt nok, allerede at melde sig. ”Gud! Hvad er det vi gør?!” ”Er vi gået fra forstanden?” ”Hvordan kan vi overhovedet tænke på at gøre sådan noget, med ansvaret for en lille dreng?” Hans gode, faste rammer. Det daglige liv med kammeraterne i daginstitutionen. Alt det han kender og føler sig tryg ved. Vi begyndte at researche på alverdens hjemmesider omkring det at rejse rundt i verden med børn. Samtidig kontaktede jeg et par rejsevante mennesker, som jeg vidste havde prøvet det. Alle steder blev vi opfordret til at kaste os ud i det. For udgangspunktet var hele tiden, at vi ville have store oplevelser sammen, som familie. Vi ville have tid sammen. Kvalitetstid. Og så ville vi, som voksne, give vores søn nogle helt grundlæggende værdier om det at leve og have et godt forhold til omverdenen. Vores tvivl aftog ikke med det samme, men jo længere tid vi arbejdede med planen, også mentalt, gav det mere og mere mening.

Hvad havde vi egentlig at miste? Vi var begge klar over, at chancen for at karrieren skulle tage et pludseligt, positivt sving i opadgående retning, ikke ville blive bedre af at vi bare blev hængende i det daglige dynd af tristhed. Vi satsede mere på, at det at komme ud og møde andre kulturer, se nye horisonter og møde andre rejsende undervejs, ville bringe ny inspiration til vores liv og vores tilværelse helt generelt. Og hvis ikke, kunne vi jo altid fortsætte vores jobsøgning efter endt jordomrejse, og så finde en lejebolig til en start. Men vi ville for altid have oplevelserne og minderne fra rejsen. Vi ville have beriget os selv på en måde som de fleste drømmer om, men aldrig tager mod til at gøre. Vi ville kunne se os selv i spejlet og sige, at vi i det mindste gjorde noget. Vi havde taget situationen op til kritisk revision og handlet, som vi mente det var bedst. Som vi følte var det helt rigtige for os. Det var med andre ord i virkeligheden en let beslutning.

/Anders

Comment